24. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Menneskesønnen holder dom: Krigen er slut
Prædiken i Husum Kirke 24. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
I dag klokken 11.00 – det er vist sådan cirka nu – er det præcis 100 år siden Våbenhvilen i Compiègne trådte i kraft. Det var i den ellevte time, ikke kun sådan rent bogstaveligt, men også i overført betydning, for hele Europa og store dele af den øvrige verden var på sammenbruddets rand efter mere end fire års ødelæggende krig som havde krævet 10 millioner militære og 8 millioner civile dødsofre, og Den Spanske Syge truede med at tage livet af resten. Såvel de militære tab som influenzaens hærgen var gået værst ud over Tyskland, og derfor var tyskerne nu parate til at acceptere hvilke betingelser det skulle være, til gengæld for fred.
Som mange af jer sikkert ved, startede den krig vi i dag kender som Første Verdenskrig, da mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo antændte de spændinger der længe havde ulmet mellem de forskellige stormagter i Europa. Østrig-Ungarn erklærede krig mod Serbien, som man holdt ansvarlig for mordet, hvilket fik Rusland, der dengang som nu var Serbiens nærmeste allierede, til at iværksætte en generel mobilisering. Det kunne tyskerne ikke leve med, så de erklærede krig mod Rusland. Frankrig, der var Ruslands allierede, ville ikke efterkomme et tysk krav om at holde sig neutral, og derfor sendte Tyskland størstedelen af deres hær mod vest i håb om en hurtig sejr over Frankrig. Vejen til Frankrig gik gennem det neutrale Belgien, som bad Storbritannien om hjælp til at opretholde sin neutralitet, hvilket førte til en britisk krigserklæring mod Tyskland. Jeg er ikke fri for at overveje om de pågældende landes ledere ville have handlet anderledes hvis de havde vidst hvilke voldsomme ødelæggelser deres krigserklæringer satte gang i!
Hvem det egentlig var der satte gang i rædslerne, blev naturligvis diskuteret voldsomt både under og efter krigen. Spurgte man englænderne, så var de ikke i tvivl: Krigen var ene og alene Tysklands skyld! Selv den kendte forfatter H.G. Wells, der ellers var svoren pacifist, argumenterede i 1914 for krigens nødvendighed i en serie herostratisk berømte indlæg i Londons aviser. Herostratisk berømte fordi han blandt andet skrev: ”Denne, den største af alle krige, er ikke blot endnu en krig – det er den sidste krig!” Hvorfor mente han at den var det? Jo, fordi han naivt antog at kejser Wilhelm og hans regering var de sidste mennesker der var tilbage som ikke bare ønskede fred, så lige så snart de var nedkæmpet, ville alt blive godt.
Som bekendt gik det desværre slet ikke sådan. Ironisk nok var det blandt andet de hårde fredsbetingelser man pålagde Tyskland for at gøre det umuligt for landet at gå i krig igen, der banede vejen for at en demagog som Hitler et årti senere kunne komme til magten, fordi mange tyskere følte at de var blevet ydmyget som nation og trængte til oprejsning. Og noget af det de var allermest sure over, var faktisk at de i forbindelse med fredsslutningen havde måttet skrive under på at krigen var ene og alene deres egen skyld. Blot 21 år efter at Compiègne-våbenhvilen blev underskrevet, var Anden Verdenskrig en realitet, og de 73 år der efterhånden er gået siden dén sluttede, har heller ikke just været fredelige. Det ser desværre ud til at vi mennesker er og bliver krigeriske.
Den tekst vi lagde ud med i dag, handler også om en krig der er slut. Det står der ganske vist ikke direkte, men der er i hvert fald en person der tager sig vældig frygtindgydende ud: ”Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild.” (Plejer troner at have hjul? Nå, videre). ”En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham.” Og den person giver evigt herredømme til ”en, der så ud som en menneskesøn”, og som alle folk skal tjene. Og så bliver retten sat. Det blev den på sin vis også ved Første Verdenskrigs afslutning, men det var ikke en normal retssag hvor begge parter blev hørt af en neutral og objektiv dommer. Det var sejrherrerne der gav den som både anklager, dommer og retsbetjent, og så havde tyskerne og østrigerne ellers at rette ind. Og, eh – det er tilsyneladende også sådan det foregår i Daniels Bog. Og i Andet Korintherbrev. Og i Johannesevangeliet. For hvis man nu er muslim eller hindu eller asatroende eller noget helt femte – hvor rart er det så at Jesus bliver sat til at bestemme hvem der er de gode og de onde? Er det ikke bare en kosmisk udgave af at de allierede sejrherrer efter Første Verdenskrig fik lov til at bestemme hvem der havde været skurkene i den krig?
Det korte svar er nej. Det lidt længere:
Bemærk for det første at der faktisk ikke står noget som helst om at man skal have tilhørt den rette religion for at havne på den rigtige side af skillelinjen; det det handler om, er om man har handlet godt eller ondt. Men det er måske kun en ringe trøst, for det er jo ikke alle der er helt enige om hvad der er godt, og hvad der er ondt, og Jesus dømmer vel efter kristendommens standarder og ikke efter islams eller hinduismens eller asatroens? Og desuden: Menneskesønnen får jo tildelt ubegrænset magt, så selv hvis der skulle være nogle muslimer eller hinduer eller asatroende der fik lov til at komme med i paradis, så ville de jo stadig skulle lide den ydmygelse at skulle tjene og tilbede en anden religions frontfigur?
Ja. Og nej. For den krig som Gud står som sejrherre i i det stykke vi hørte fra Daniels Bog, er ikke en krig mellem religioner. Jesus kom faktisk slet ikke til jorden for at stifte en religion. Teknisk set tilhørte han den jødiske religion, men han gjorde sig voldsomt upopulær hos de jødiske ledere, blandt andet fordi han også gav folk der ikke var jøder, adgang til Gud. Og da disciplene efter Jesu himmelfart begyndte at prædike for folk fra andre religioner, sagde de ikke til dem at de skulle skifte fra deres falske religion til den sande religion, men at de skulle omvende sig fra deres døde gerninger og tjene den levende Gud [Hebr 6,1]. Og at der er en Gud, det var folk sådan set enige om, uanset hvilken religion de tilhørte. Da Paulus for eksempel prædikede for de græske filosoffer i Athen, var hans budskab derfor ikke at de skulle kalde Gud for Jahve i stedet for Zeus. (Naturligvis medførte den kristne forkyndelse også et opgør med de fleste af myterne om Zeus og de andre græske guder, men det opgør var grækerne allerede godt i gang med selv – de epikuræiske og stoiske filosoffer som Paulus talte med i Athen, havde ikke så meget respekt for en gud der kunne finde på at klæde sig ud som en svane for at forføre en menneskekvinde!). Det som Paulus derimod lagde vægt på, var at man kan kende den Gud som har skabt hele universet. Det allermest springende punkt var dog dette (og nu citerer jeg fra Apostlenes Gerninger kapitel 17 vers 30-31): ”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.” Og så fik Paulus ikke lov til at tale mere, for det var alligevel for skrap kost for filosofferne – bortset fra nogle få, der kom til tro og sluttede sig til Paulus.
Det at man bliver dømt af Gud eller guderne når man er død, var ellers velkendt stof for grækerne og de fleste andre oldtidsfolk, men det at et menneske – og så endda et menneske der havde været død og var opstået igen – skulle holde dom på Guds vegne, var helt uhørt. Og dermed er vi ved at være ved kernen af det jeg gerne vil sige i dag. For læg mærke til hvad Jesus siger i dagens evangelietekst om sin rolle som dommer: ”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” Fordi han er Menneskesøn! Hvad betyder det?
Ja, som jeg nævnte tidligere, så omtalte Jesus ofte sig selv som ”Menneskesønnen”, sandsynligvis med henvisning til den skikkelse vi hørte om i profetien fra Daniels Bog, der ”så ud som en menneskesøn”. Men hvad betyder det at han så ud som en menneskesøn? Hvad er en menneskesøn?
Det skal jeg sige jer: På hebraisk betyder en menneskesøn – ”ben-adam” – ganske enkelt et menneske! Ordet ”ben-adam” findes en del steder i Det Gamle Testamente, og langt de fleste steder er det blot oversat som ”menneske” i vores danske bibel – den eneste undtagelse er faktisk det her ene sted i Daniels Bog. Det specielle ved Daniels syn var altså at ”den gamle af dage” som sad på ildtronen (og som naturligvis er Gud) overgav sin guddommelige magt til et menneske!
Det at være menneske er naturligvis ikke i sig selv noget der gør en kvalificeret til at dømme levende og døde – hvis det var tilfældet, ville der jo være flere milliarder kandidater til jobbet. Nej, pointen i det Jesus siger, er at det der i særklasse gør Guds søn værdig til at holde dom – ud over at han er Gud – er at han også er menneske. Han har selv prøvet at leve under menneskelivets vilkår, og derfor forstår han hvordan det er at være menneske. Han har selv været i vores sko, og derfor kan han dømme med indsigt og empati.
Og ikke nok med det. For at vende tilbage til Morten Bisp [som jeg fortalte om i Børnehjørnet], så var det jo meget mod sin vilje at han blev biskop. Men det var netop derfor folk ønskede ham som biskop! De ville have en ydmyg mand, fordi de vidste at ydmyghed er en af de vigtigste kvalifikationer hos en leder. (En kvalifikation som desværre alt for sjældent efterspørges i dag). Men netop det at Jesus – som er Guds evige søn – valgte at blive menneske, vidner i den grad om ydmyghed! Ja, ikke alene blev han menneske, han omgikkes dem som de ”pæne” mennesker ikke ville have noget at gøre med, og fandt sig i at blive hånet og spottet og latterliggjort for det. Og til sidst fandt han sig i at blive henrettet på falske anklager. Gennem det hele var han et mønstereksempel på sagtmodighed – kunne man forestille sig en vigtigere kvalifikation hos den der skal holde dom over alle mennesker?
Til slut: Jeg nævnte tidligere at det der kommer til at være afgørende for hvilken side man havner på ved dommen, er om man har handlet ondt eller godt. Nogle af jer – de mest ærlige af jer – tænkte måske at det ikke nødvendigvis er nogen god nyhed, for findes der noget menneske (bortset fra Jesus selv) der altid kun har handlet godt? Nej, det gør der ikke. Går vi så alle sammen fortabt? Nej, for som Jesus siger lidt tidligere i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Den vigtigste grund til at Jesus kom til jorden, var ikke for at lære hvordan det er at være menneske så han kunne dømme med empati, men for at redde os mennesker fra døden og dommen ved selv at gå ind under den. Den dom som Jesus har afsagt over verden, den har han selv taget på sig, og derfor kan vi gå fri! Vi kommer kun for dommen hvis vi i stolthed nægter at tage imod Guds rige ligesom et lille barn.
Comments