Prædiken til 2. juledag 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Sankt Stefans dag: Hvem slutter op om barnet?
Prædiken i Rø Kirke 2. juledag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Stephanie Lose er den mest populære minister i den danske regering. Det fremgår af en meningsmåling som instituttet Epinion udarbejdede på vegne af Altinget og Danmarks Radio i perioden 4.-10. december i år, og mange af jer har sikkert hørt eller læst nyheden. Men meningsmålinger er faktisk noget mærkeligt noget når man tænker over det – eller rettere: Det er mærkeligt at der er så stor interesse for dem. Jo, for politikerne selv kan det selvfølgelig være interessant nok at vide om vælgerne synes de passer deres arbejde godt nok, men når jeg skal være ærlig, har jeg svært ved at se hvorfor det skulle komme mig ved hvilke politikere mine landsmænd er mest og mindst glade for. Tilmed viser det sig da også at offentliggørelse af meningsmålinger, ikke mindst dem af typen ”Hvilket parti ville du stemme på hvis der var folketingsvalg i morgen?”, kan have nogle uheldige bivirkninger, ikke mindst i forbindelse med en valgkamp. (Af samme grund er der nogle lande der ligefrem har gjort det ulovligt at offentliggøre meningsmålinger de sidst 2-3 dage før et valg, og det bliver også af og til foreslået at indføre noget lignende her i Danmark). Meningsmålinger har det nemlig med at være selvforstærkende, blandt andet på grund af det psykologiske fænomen der kaldes ”bandwagon-effekten”, og som kort fortalt går ud på at mange mennesker foretrækker at gøre hvad alle andre gør. ”Gør som ti ud af ni, det er demokrati”, som Shu-bi-dua sang i en af deres skøre 80’er-sange. Det betyder at hvis et parti begynder at gå tilbage i meningsmålingerne, så er der en vis sandsynlighed for at offentliggørelsen af de meningsmålinger i sig selv vil få endnu flere vælgere til at forlade partiet, og omvendt: har et parti fremgang i meningsmålingerne, vil det i sig selv ofte tiltrække flere vælgere. Det er jo trods alt sjovere at være på det vindende hold end på det tabende, og synkende skuder gælder det om at forlade; det sidder på rygmarven hos mange af os.
Når det gælder spørgsmålet om hvor man skal sætte sit kryds på valgdagen, er der, hvis I vil undskylde at jeg siger det lidt hårdt, ingen fornuft i at tænke på den måde. Vi har jo hemmelig afstemning her i landet, så der er intet at tabe ved at stemme på et parti eller en kandidat som ender med at tabe valget. Men i andre situationer kan man faktisk godt have noget at tabe, for eksempel hvis en magtkamp ikke finder sted i stemmeboksene, men i al offentlighed. Et af de mest grelle eksempler er hvis et land har oplevet en decideret borgerkrig hvor tilhængerne af de to bejlere til magten ligefrem har slået hinanden ihjel. Hvis sådan en borgerkrig ender med en klar sejr til den ene af parterne, kan man forvente at sejrherren vil belønne dem der har støttet ham, og straffe dem der har kæmpet imod ham. Derfor vil man ofte se at så snart den ene side af konflikten begynder at få overhånden på slagmarken, så vil der være mange der skifter side for ikke at risikere at stå blandt taberne til sidst.
Det er nok også en af grundene til at så mange tyranniske regimer får lov til at bestå så længe som de gør. Hitler stod for eksempel i spidsen for Tyskland i samfulde 12 år – hvorfor tillod det tyske folk det? Var det fordi de fleste af dem var lige så onde som deres Fører? Det tror jeg ikke. Snarere skyldtes det at det kræver enormt meget mod at træde op imod overmagten. Den danske præst, digter og modstandshelt Kaj Munk havde mottoet ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt!”, men der er ikke ret mange mennesker der er i stand til at leve efter dét motto. De færreste af os er villige til at kaste os ind i en kamp, medmindre der i det mindste ser ud til at være en rimelig chance for at vi kan vinde. Så hvis man vil udfordre en siddende magthaver, gælder det om at lancere sig som en der er stærk, for ellers får man svært ved at få nogen til at tro på projektet.
Men alt det vender Gud fuldstændig på hovedet i julens budskab ved at lade Messias gøre sin entré som en hjælpeløs lille baby. Ganske vist har jeg en fornemmelse af at mange opfatter juleevangeliet som ikke ret meget mere end en sød beretning om en nuttet baby der blev født under lidt usædvanlige omstændigheder, og hyrdernes barselsvisit bliver undertiden udlagt som – ja, som en barselsvisit som så mange andre: ”Tillykke med arvingen! Ih hvor er han sød! Jeg håber I kan bruge de her babystrømper!” Men hyrderne gik ikke til Betlehem for at se en nuttet lille baby; de gik til Betlehem for at se en frelser som var Kristus, Herren! Og de vise mænd fra Østerland som vi skal høre om den første søndag i det nye år, foretog ikke deres lange rejse bare for at få et lille barn at se, for dem var der utvivlsomt rigeligt af der hvor de kom fra; nej, de foretog rejsen for at se jødernes nyfødte konge! Og det var ikke uden grund at kong Herodes blev forfærdet da han hørte at der var blevet født en ny konge, for det betød jo at han havde fået en rival. Derfor valgte de vise mænd da også at rejse en anden vej hjem til deres eget land i stedet for at besøge Herodes igen som de ellers havde aftalt med ham. Og hvad angår det som hyrderne havde fået at vide om det nyfødte barn, så indebar titlerne ”Kristus, Herren” at han ville være en person som ville forlange og forvente en endnu højere grad af loyalitet end kejseren selv – hvilket selvsagt ville stemple ham som en trussel mod kejseren. Så da hyrderne mødte op i stalden, var det dybest set udtryk for at de sluttede op bag en oprører. Det foregik måske nok i det stille og skjulte, men i princippet kunne de ikke vide med sikkerhed at der ikke havde ligget en romersk soldat på lur og hørt hvad englen sagde, og derefter fulgt efter dem til stalden, og som dermed havde grebet dem på fersk gerning i højforræderi – ja, for da de hørte at der var en person der havde i sinde at blive sit folks konge, sluttede de straks op bag vedkommende.
Når man tænker på dét, så lyder juleevangeliet pludselig helt anderledes, ikke? For den konge som hyrderne sluttede op om, var jo som sagt et hjælpeløst spædbarn! Hvad var sandsynligheden for at de ville komme til at stå på den vindende side ved at følge ham?
Det lille barn voksede naturligvis til og blev med tiden en voksen mand. Men selv da han var blevet voksen, var der stadig ikke meget der tydede på at hans side ville vinde. Og måske var det en af grundene til at der var så mange der afviste ham? ”Jerusalem, Jerusalem!” klager Jesus i dagens evangelietekst, ”du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Og det viste sig da også at de der valgte at slutte op om Jesus, levede livet farligt. Ligesom mange af dem der talte ondskaben imod på Det Gamle Testamentes tid, endte med at betale for det med deres blod, lige fra Abel til Zakarias, sådan gik det også de fleste af Jesu disciple. Den første der kom til at betale med sit liv for at følge Jesus, var Stefanus, som vi hørte om i dagens anden læsning, men der kom mange flere efter ham. Ti af de elleve apostle der var tilbage efter Judas’ selvmord, mødte en voldsom død i form af at blive halshugget, korsfæstet eller tævet ihjel (eller endnu værre grusomheder), og mange hundreder, ja tusinder, af kristne fulgte i deres fodspor i de følgende århundreder. Og den dag i dag er der millioner af kristne verden over der bliver forfulgt for deres tro på Jesus, blandt andet fordi der også i dag er magthavere der føler sig truet af Jesus. Det gælder blandt andet i Indien hvor den hindunationalistiske regering ikke kan tolerere at der bliver prædiket en tro der ikke har sine rødder i Indien, det gælder islamiske regimer og bevægelser, og det gælder i særdeleshed i Nordkorea, hvis regerende dynasti har udnævnt sig selv til at være guddommelige og derfor ikke kan acceptere at nogen siger at Jesus Kristus står over Kim Jong-un.
For os der lever i Danmark, hvor det ligefrem er skrevet ind i Grundloven at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten, kan det være svært at sætte os ind i hvor farligt det er at følge Jesus mange andre steder i verden. Men vi må ikke glemme at den Jesus vi hylder som vores Herre, er nøjagtig den samme Jesus som ham de kristne i Indien, Afghanistan og Nordkorea tror på – den Herre, den Kristus, den konge der begyndte sin karriere med at ligge i en krybbe, svøbt og uden nogen til at forsvare ham, og som fortsatte i samme spor da han som voksen gav sine disciple beskeden: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” (Matt 16,24 og Mark 8,34, jf. Luk 9,23). Og at ”tage sit kors op” betyder vel at mærke ikke blot at acceptere en vis grad af ubehag; det betyder at være parat til at dø. Et kors var jo trods alt et henrettelsesinstrument, og hvis man bar på ”sit kors”, så var det fordi man var på vej til retterstedet for at dø. At bekende sig til Jesus Kristus – barnet i krybben, manden på korset – som vores Herre er, rent menneskeligt set, at vælge at slutte sig til det tabende hold, hvor det eneste der er sikkert, er at vi ikke slipper levende fra det. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor stor en del af Folkekirkens godt og vel 4 millioner medlemmer der ville bevare deres medlemskab hvis vi mærkede lige så meget til den virkelighed som vores brødre og søstre mange andre steder i verden gør? Hvor mange af os der er her i dag, ville stadig følge Jesus hvis det var tilfældet? Ville jeg selv gøre det?
Man kan undre sig over hvorfor der overhovedet er nogen der vælger at slutte op om en så hjælpeløs leder som Jesus, men det skyldes naturligvis at vi tror på at han besidder en anden slags magt, som er stærkere end musklernes, våbnenes og voldens magt, nemlig kærlighedens magt, og at det bliver den magt der går af med sejren til sidst. Vi bekender ikke kun troen på at Jesus blev født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, men også at han på tredje dag opstod fra de døde, opfor til himmels og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Som vi hørte, fik Stefanus inden sin død lov til at se et glimt af Jesus stående ved Guds højre side, hvilket gav ham styrke til at udholde det der skete med ham, og det samme må vi formode at mange af de senere kristne martyrer har fået lov til – om ikke som et decideret syn, så i hvert fald med troens øje i deres hjerte. Det var den villighed til frimodigt at lide der var den vigtigste årsag til at kristendommen havde så stor fremgang i de første århundreder på trods af al den massive forfølgelse. For den der elsker selv sine fjender, og som lever og dør i troen på opstandelsen og det evige liv, kan det onde ikke ramme.
Så lad os frimodigt slutte op om barnet i krybben, vel vidende at intet i denne verden kan beskytte os mod det onde vi tager kampen op imod, men i troen på at netop det hjælpeløse barn i krybben er den stærkeste magt i universet.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments