Prædiken til trinitatis søndag 2026
Posted By admin on 8. juni 2026
Missionsbefalingen: Kært barn har mange navne
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker trinitatis søndag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Kært barn har mange navne. Det gælder også de kendte vers som vi lige har lyttet til. Jeg kalder dem ”kendte”, fordi de nok er på top-10 over de bibelvers jeg oftest har læst op (i hvert fald de sidste tre af dem), og sandsynligvis også på top-10 over de bibelvers som gennemsnitsdanskeren oftest har hørt, nemlig fordi de indgår i dåbsritualet. Faktisk bliver versene undertiden kaldt for ”dåbsbefalingen”, fordi de, så vidt jeg lige kan overskue, er det eneste sted i Bibelen hvor Jesus direkte giver sine disciple befaling om at døbe mennesker. I Apostlenes Gerninger og i brevene kan vi nemlig ganske vist læse om at de mennesker der kom til tro gennem apostlenes ord, blev døbt, og hvilken stor betydning dåben har, men hvorfor vi døber, det fremgår ingen andre steder så klart som netop her.
Versene bliver imidlertid oftere kaldt ved et andet navn end ”dåbsbefalingen”, for det at døbe er jo ikke det eneste Jesus giver disciplene befaling om. Faktisk siger han jo ikke engang ”døb”, men ”idet I døber”. Det eneste ord der står i bydeform, er matheteusate, som betyder ”gør til disciple”. Derfor kalder vi det som regel ”missionsbefalingen”, hvilket egentlig er et lidt løjerligt ord. Jeg vil næsten påstå at det er dobbeltkonfekt, i hvert fald på moderne dansk, for en ”mission” betyder jo en opgave man er blevet pålagt, og en ”befaling” er når man får pålagt noget. Så ”missionsbefaling” betyder ikke ret meget mere end ”bunden opgave”. Men grundbetydningen af ordet ”mission” er faktisk ”sendelse”, og derfor var det det ord man brugte da Den Katolske Kirke i kølvandet på de store opdagelser i 1500-tallet begyndte at udsende forkyndere til de nyopdagede verdensdele. Ligesom man stadig den dag i dag kan betegne en ambassade som en diplomatisk ”mission” fra et land til et andet, var de udsendte forkyndere kirkens ”mission” til det pågældende sted. Da de protestantiske kirker i 1700-tallet også begyndte at udsende forkyndere til de forskellige landes kolonier, brugte man det samme ord, og efterhånden blev ordet ”mission” også en teknisk betegnelse for udbredelse af kristendommen til nye områder, eller i det hele taget for det at prædike evangeliet for ikke-troende. På den baggrund opstod der også nye ord som udsagnsordet ”at missionere” og stillingsbetegnelsen ”missionær”.
(Bemærk i øvrigt at det som missionærerne gjorde, ikke var noget nyt – allerede i Apostlenes Gerninger kan vi læse om hvordan Paulus og de andre apostle prædikede budskabet om Jesus i fremmede lande, og det fortsatte kirken også med at gøre de efterfølgende århundreder – blandt andet nåede Ansgar som bekendt til Danmark for præcis 1200 år siden. Dengang brugte man bare ikke ordet ”mission” om det, men talte i stedet om at ”evangelisere” eller udføre ”apostolsk tjeneste”, eller slet og ret om at ”prædike”).
Når vi i dag oftest kalder de vers vi lige har hørt, for ”missionsbefalingen”, er det altså i betydningen ”befalingen om at prædike det kristne budskab for dem der endnu ikke har hørt det.” Men når vi ser nærmere på tingene, betyder det faktisk at ”missionsbefalingen” er en lige så upræcis betegnelse som ”dåbsbefalingen”, for som sagt er der kun ét ord der står i bydemåde i teksten, og det er ordet ”gør til disciple”. Og det omfatter andet og mere end at prædike og døbe – ja, ordet ”prædike” findes faktisk slet ikke i teksten! (Det betyder dog ikke at vi ikke skal prædike, for det står der mange andre steder i Det Nye Testamente at vi skal gøre). Vi skal gøre alle folkeslag til Jesus’ disciple, og det skal vi gøre ved at døbe dem og ved at lære dem at holde alt det som Jesus har befalet os.
Nogle af jer undrer jer måske over at jeg siger at ”vi” skal gøre de ting, for det var jo ikke dig og mig Jesus talte til da han sagde de ord, men derimod ”de elleve disciple” (altså de tolv særligt udvalgte minus Judas). Men det fremgår tydeligt af Apostlenes Gerninger og brevene at det ikke kun var de elleve der tog sig af at gøre folk til disciple; det gjorde alle disciplene, også dem der selv var blevet døbt og oplært af apostlene, eller var blevet døbt og oplært af nogle der selv var blevet døbt og oplært af apostlene, og så videre, helt frem til os i dag og længere endnu.
Det er altså ikke gjort med at holde en prædiken og så døbe dem der lader sig overbevise af prædikenen. Endnu mere utilstrækkeligt er det om muligt med den mere, kan man sige, ”evangelikale” variant, som jeg selv er vokset op med, hvor det at ”evangelisere” (hvilket som sagt er en betegnelse der går meget længere tilbage i kirkens historie end ordet ”mission”) handler om at give en kortfattet forklaring af det kristne budskab, med en varighed af mellem 10 minutter og en time, og derefter tilbyde at ”bede til frelse” med den eller dem der har hørt på, for i den variant mangler ikke kun oplæringen, men også dåben. (Jeg kan i øvrigt ikke komme i tanker om et eneste sted i Det Nye Testamente hvor Jesus eller Peter eller Paulus eller nogen anden ”beder til frelse” med nogen). Nej, skal man gøre nogen til disciple, så kræver det at man både døber dem og lærer dem at holde alt det som Jesus har befalet os.
Bemærk i øvrigt at Jesus ikke blot sagde: ”og idet I lærer dem alt det, som jeg har befalet jer”, men ”og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Det gør en verden til forskel. Ordet ”discipel” betyder egentlig blot en elev, men i den kulturelle kontekst som Det Nye Testamente blev til i, betød det specifikt en der stod i lære hos en mester, altså snarere det vi ville kalde en lærling. Der var altså ikke blot tale om at tilegne sig viden, men der var faktisk heller ikke kun tale om at tilegne sig færdigheder, så ordet ”lærling” er faktisk heller ikke helt dækkende. Nej, det som det handlede om, var at efterligne sin læremester på alle livets områder. Ja, det omfattede viden, og ja, det omfattede færdigheder, men det omfattede også vaner og værdier. Derfor gik disciplene ikke bare ”i skole” hos Jesus seks-syv timer om dagen; nej, de fulgte ham hvor han gik og stod. Og derfor læser vi også i Apostlenes Gerninger, efter at Peter i forlængelse af pinseunderet havde holdt en brandprædiken der førte til at næsten 3000 mennesker kom til tro og blev døbt, at der står: ”Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt” (ApG 2,44). For vaner og værdier, dem tilegner man sig først og fremmest ved at følge andres eksempel, og det kræver at man omgiver sig med mennesker hvis eksempel man kan følge.
Omvendt betyder det også at vi hver især har ansvar for at være eksempler som andre kan følge. Og det er måske den vigtigste årsag til at jeg synes at ”missionsbefalingen” er en uheldig betegnelse. Vi kommer jo alt for let til at tænke at det med mission, det er noget som præster og missionærer og andre ”professionelle kristne” tager sig af; at det ikke er noget der vedkommer os andre (”jer andre” burde jeg måske sige, al den stund jeg selv er præst). Og det er da også sandt nok at vi har valgt at indrette os sådan i Den Danske Folkekirke – og i øvrigt også i de fleste andre kirkesamfund – at menigheden udpeger en eller flere personer af sin midte som har ansvar for at ”forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne”, som vi kalder det, det vil sige: at prædike offentligt og forestå dåb og nadver. Men i bredere forstand påhviler det ansvar os alle sammen, og det er nødvendigt at vi alle sammen bærer med. Det er ganske vist os ordinerede præster der helt konkret øser vand på hovedet af dem der bliver døbt, enten de er børn eller voksne eller midt imellem, men vi har alle sammen et ansvar for at opfordre mennesker til at blive døbt, og i særdeleshed har kristne forældre et ansvar for at deres børn bliver døbt. Og hvad det andet angår – det med at lære folk at holde alt det som Jesus har befalet os – så kan det kun lykkes i det omfang vi er fælles om opgaven. Igen gælder det især kristne forældre, som sammen med børnenes faddere har et særligt ansvar for at børnene bliver oplært i den kristne tro (eller måske jeg hellere skulle sige: den kristne tro og praksis), men enten vi vil det eller ej, er vi alle sammen med til at forme hinanden gennem de vaner og værdier der præger vores livsstil, og derfor er det vigtigt – ikke kun for vores egen skyld, men også for de andres – at de vaner og værdier er i overensstemmelse med hvad Jesus har befalet os.
Og hvad har Jesus så befalet os? Ja, det kan I komme og høre mere om på søndag. Og næste søndag. Og næste søndag. Og næste søndag. Og hvad der måske er endnu vigtigere: Det kan I selv læse om i Bibelen, for som jeg aldrig bliver træt af at påpege, så er det enormt vigtigt at I ikke nøjes med min og andre prædikanters udlægning af hvad der står i Bibelen, men at I læser den selv. I denne sammenhæng vil jeg særligt fremhæve Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7 (det vi plejer at kalde ”bjergprædikenen”) samt Paulus’ breve til Efeserne og Kolossenserne og de sidste fem kapitler af brevet til Romerne. Og så kan befalingerne jo for resten, som mange af jer ved, sammenfattes til: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, og du skal elske din næste som dig selv.”
Men hvorfor? spørger nogle af jer måske. Hvorfor skal vi holde alt det som Jesus har befalet os? Og det er måske mere tricky end som så, for hvis jeg bare siger: ”Fordi Jesus har befalet os det,” så er det jo en cirkelslutning. Derfor vil jeg hellere sige: ”Fordi Jesus har frelst os.” Da Jesus gav sit liv på korset, købte han os fri af syndens og dødens og Djævelens magt så vi kan få syndernes forladelse og det evige liv, som vi modtager i tro. Men hvis det er i tro at vi tager imod frelsen, hvor kommer vores gerninger så ind i billedet? Skal vi adlyde Jesus for at ”gøre gengæld” for at han har givet sit liv for os? Ja, det manglede da bare, skulle man mene! Men det er faktisk ikke engang først og fremmest derfor. Nej, den væsentligste grund til at vi skal holde alt det som Jesus har befalet os, er at det er det Jesus har frelst os til at gøre: Han har købt os fri af syndens magt, for at vores værdier og vaner ikke længere skal være defineret af synden, men af den kærlighed, der trådte frem i kød og blod i skikkelse af Jesus fra Nazaret!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments