Prædiken til søndag septuagesima 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
De betroede talenter: Ind med ærefrygten, ud med fejheden
Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker søndag septuagesima 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Det samme ord kan have vidt forskellige betydninger afhængig af konteksten – nogle gange endda diametralt modsatte betydninger. Et af de tydeligste eksempler i moderne dansk er ordet ”overhøre”, som i nogle sammenhænge betyder at man hører noget som det ikke var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte deres samtale”), mens det i andre sammenhænge tværtimod betyder at man ikke hører noget som det var meningen at man skulle have hørt (som i: ”Han overhørte sit vækkeur”). Et andet eksempel er ordet ”sanktionere”, der dels kan betyde at man godkender noget, dels at man tværtimod straffer nogen for noget de gør. Det er udelukkende konteksten der kan kaste lys over hvilken betydning der er tale om.
Sådan er det også i Bibelen (desværre, kan man sige). Hvis nogen forsøger at bilde dig ind at det samme hebraiske eller græske ord altid har samme betydning hver gang det optræder i Bibelen, så skal du ikke tro på det, for det er ganske enkelt ikke rigtigt. Et af de tydeligste eksempler på det er ordet ”frygt”. Der står jo rigtig mange steder i Bibelen at vi skal frygte Gud – især i Det Gamle Testamente, men også i Det Nye. I Johannes’ Åbenbaring kapitel 14 vers 7 står der for eksempel: ”Frygt Gud og giv ham ære”, og i Matthæusevangeliet kapitel 10 vers 28 siger Jesus (af alle!) ligefrem: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede” (det vers indgår i øvrigt i prædiketeksten til den 19. juli i år, så det kan I jo glæde jer til!). Så når jeg fortæller jer at i lignelsen om de betroede talenter som vi netop har lyttet til, er den rige mand der rejste udenlands, et billede på Gud (eller rettere: på Jesus), så vil mange af jeg sikkert mene at den tjener der kun fik betroet en enkelt talent, og som gik hen og gravede den ned af frygt for sin herre, gjorde det rigtige. Men det gjorde han altså ikke, må vi forstå; snarere tværtimod: Han endte i ”mørket udenfor”, netop fordi han frygtede ham der havde magt til at kaste ham ud i mørket udenfor. Hvordan i alverden hænger det nu sammen? Og som sagt er der ingen hjælp at hente i den græske grundtekst, for det er bøjningsformer af nøjagtig det samme ord, phobéomai, der bruges begge de pågældende steder i Matthæusevangeliet! Men ordet har to forskellige betydninger: Det kan dels betyde at være bange, dels at have respekt og ærefrygt. Og de mange steder i Bibelen hvor der står at vi skal frygte Gud, er det i betydningen ærefrygt, hvorimod det som tjeneren med den ene talent udviste, snarest var det modsatte, nemlig fejhed. Havde han haft ærefrygt for sin herre, sådan som han burde have haft, ville han jo have passet sit arbejde i stedet for bare at grave pengene ned.
Når der står ”en talent”, drejer det sig nemlig om en sum penge. Ordet ”talent” var egentlig navnet på en vægtenhed svarende til omkring 30 kilogram, men hvis man bare sagde ”en talent” uden at sige hvad det var der var 30 kilo af, så var det underforstået at det var sølv. Så selv en enkelt talent var altså en ret anseelig sum – den dag hvor jeg skrev denne prædiken, blev tretårnet sølv handlet til 13 kroner pr. gram, så 30 kilo svarer altså til små 400.000 kroner i nutidspenge. Og når han fik det beløb ”betroet”, så var det selvsagt ikke for at han skulle grave pengene ned – hvis hans herre bare havde været interesseret i at hans penge blev opbevaret sikkert, kunne han jo bare have sat dem i banken. Nej, der var tale om at deres herre betroede dem driften af hver sin del af hans virksomhed. Og det er naturligvis en metafor for at vores herre, Jesus, har betroet os driften af sin ”virksomhed”, nemlig evangeliet, de gode nyheder om Guds rige.
Men tilbage til de to vidt forskellige betydninger af ordet ”frygt”. Når man tænker på det vers jeg citerede fra Matthæusevangeliet 10. kapitel om at Gud kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så vil de fleste nok mene at der er grund til ikke bare at have ærefrygt, men at være bange! Og desværre er evangeliet om Guds rige ofte nok blevet prædiket på en måde der snarere har taget sigte på at skræmme mennesker end at trøste dem – eller i bedste fald: at skræmme dem for bagefter at kunne trøste dem. Jeg lærte det selv som ung på en workshop: ”Get’em lost before you get’em saved!” Altså: For at kunne værdsætte budskabet om at Gud har sendt en frelser, må man først overbevises om at man i det hele taget har brug for at blive frelst! Men desværre er det undertiden kommet til at minde om en meget rammende vittighedstegning som jeg engang så, hvor Jesus står uden for en dør og banker på. Fra den anden side af døren lyder det: ”Hvad vil du?”, og Jesus svarer: ”Frelse dig!” ”Fra hvad?” spørger personen bag døren, hvortil Jesus svarer: ”Fra det jeg vil gøre ved dig hvis du ikke lukker op!” Men når der står i Bibelen – både i Det Gamle og Det Nye Testamente – at vi skal frygte Gud, så er det altså altid respekt og ærefrygt der er tale om, ikke banghed. (”Banghed” er faktisk et ord, der findes i Ordbog over det Danske Sprog og oven i købet forekommer tre steder i Den Danske Salmebog).
Et af de klareste eksempler på at ”gudsfrygt” ikke handler om at være bange for Gud, men tværtimod om at ære ham, finder vi i Jobs Bog kapitel 1, hvor Gud holder hof for englene og i den forbindelse påpeger hvor fromt et menneske Job er, men så træder Satan frem og siger: ”Det er vel ikke uden grund, at Job er gudfrygtig. Har du ikke sikret ham og hans familie og hele hans ejendom på enhver måde? Du har velsignet hans arbejde, så hans hjorde breder sig ud over landet” (Job 1,9-10). Det er forhåbentlig indlysende at den passage overhovedet ingen mening ville give hvis ”gudfrygtig” betød at Job var bange for Gud, for så ville argumentet jo blive totalt selvmodsigende: ”Det er da klart at Job er bange for dig så godt som du behandler ham!” Nej, det der bliver sagt, er: ”Det er da klart at Job ærer dig, så godt som du behandler ham!” Og i Salme 130 vers 4 bliver det om muligt endnu mere klart, for der står der: ”Men hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig.” Var det banghed der var tale om, ville det jo snarere være hvis der ikke var tilgivelse, at der var grund til frygt!
Men i det vers hvor der står at vi skal frygte ham der kan lade sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, udnytter Jesus den dobbelte betydning af ordet phobéomai til at lave en slags ordspil. Inden for én og samme sætning trækker han nemlig på begge betydninger af ordet når han siger: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”. Når det gælder dem der slår legemet ihjel, er det nemlig ”frygt” i betydningen ”banghed” der er tale om, så det Jesus siger, er altså: ”I skal ikke være bange for mennesker; i stedet skal I have ærefrygt for Gud.” Og det der skaber sammenhængen mellem de to udsagn, er ikke kun at der er brugt det samme græske ord, men også og i særdeleshed at ærefrygten for Gud netop er den allerbedste medicin mod at være bange for menneskers trusler – og det er der to grunde til, nemlig for det første at når Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, så er han stærk nok til at beskytte os mod de mennesker der vil os det ondt, og for det andet at det er Gud og ikke noget menneske der styrer hvad vores evige skæbne bliver. Og vi ved fra mange af de andre ting Jesus sagde, at Gud vil os det godt, så når det er i hans hænder om vi når frelst til Himlen eller går fortabt i Helvede, kan vi være langt mere trygge end hvis det havde været i noget som helst menneskes hånd – for Gud elsker os endnu mere end selv de mennesker der holder allermest af os.
De af jer der var i kirke i Klemensker eller Rø for tre uger siden (eller i Nylars, hvor jeg også havde en gudstjeneste den dag), husker måske at jeg i den prædiken citerede sangen ”Frygt ikke” af den danske sangskriver og lovsangsleder Simon Pedersen. I den sang siger han at Gud er ”som løven; farlig, men ungen tryg”. I dag kunne jeg tænke mig at citere hele det vers hvor de linjer indgår; det lyder sådan her (og det er formuleret som noget Gud siger): ”Frygt ikke, pånær lige mig. Men frygt som denne er god, ikke fej. Som løven; farlig, men ungen tryg. Jeg har al magt, jeg har din ryg.” Det er nemlig netop derfor vi ikke behøver at frygte dem der kun kan slå kroppen ihjel: Der er en der har mere magt, som har vores ryg, og jo mere ærefrygt vi har for ham, jo mere tillid vi har til hans styrke, desto tryggere kan vi føle os.
Og det var netop det der var den tredje tjeners problem i lignelsen om talenterne: Han stolede ikke på at hans herre havde hans ryg, og derfor kastede han sig ikke frygtløst ud i at investere pengene, sådan som det var meningen, men lod i stedet fejhed og dovenskab råde i en grad så han endte med at melde sig helt ud af sin herres projekt og følgelig havnede i ”mørket udenfor”.
Summa summarum: Det at Gud har magt til at lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede, skal ikke få os til at gå rundt og være bange for at det er sådan han har tænkt sig at gøre med os, for det er ikke det der er hans hensigt. Hans hensigt er at vi skal stole på hans magt og kærlighed, så vi lever frimodigt og frygtløst, også hvis mennesker truer eller ligefrem forfølger os, sådan som det skete for mange af de første kristne, og som det stadig sker for mange af vores medkristne rundt om i verden. Gud vil nemlig passe på os og sikre os en plads i sit evige rige; den eneste måde vi kan gå glip af den plads på, er hvis vi glemmer ærefrygten for Guds godhed og storhed så vi lader os styre af fejhed og ikke tør overlade vores liv til ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments