Prædiken til skærtorsdag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Fodvaskningen: Gud elsker almindelige mennesker
Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
”Man vil elskes, i mangel deraf beundres, i mangel deraf frygtes, i mangel deraf afskys og foragtes. Sjælen gruer for tomrummet og ønsker kontakt, koste hvad det vil.” Sådan skrev den svenske forfatter Hjalmar Söderberg engang,[1] og jeg tror han har ret. Alle der har haft med børn at gøre, ved at et barn der ikke lykkes med at få tilstrækkeligt med positiv opmærksomhed, i stedet vil begynde at søge negativ opmærksomhed, og jeg tror sådan set ikke at voksne er så meget anderledes. Jeg ved også fra mig selv at nogle af de værste mareridt jeg har haft, har været når jeg har drømt at jeg var ufrivilligt usynlig, eller at alt hvad jeg sagde, blev totalt ignoreret.
Det er mange måder man kan føle sig mere eller mindre ”usynlig” på. Man kan føle sig usynlig hvis man ikke har nogen venner, men man kan også føle sig usynlig som en del af et fællesskab. Hovedpersonen i Michael Endes bog Den uendelige historie – Bastian Balthazar Bux hedder han – vandrer på et tidspunkt fuldstændig alene og forladt rundt i eventyrlandet Fantásien, og der er intet han ønsker sig mere brændende end at være en del af et fællesskab, om han så er den allerringeste i fællesskabet. Hans ønske går i opfyldelse da han når frem til en by hvis indbyggere lægger så stor vægt på fællesskab at de slet ikke kender ordet ”jeg”, kun ordet ”vi”.[2] Det lyder jo umiddelbart helt vidunderligt, og Bastian føler sig for en tid lykkeligere end nogensinde da han tager hyre på et skib bemandet af folk fra byen. Skibet drives frem af besætningens fælles vilje, som kommer til udtryk ved at de som med én stemme synger en ordløs sang (jeg sagde jo at det var et eventyrland!), men da et medlem af besætningen falder overbord og drukner, finder Bastian til sin rædsel ud af at ingen savner den døde; de andre lever bare videre som om intet var forandret. Hvis der kun findes et ”vi” og ikke noget ”jeg” eller ”du”, er den enkelte jo uden betydning. Fra da af er Bastian ikke længere lykkelig ved at være en del af fællesskabet; han føler sig tværtimod fortabt, usynlig og ligegyldig, og han er lettet da skibet når i havn, og han kan afmønstre.
I den virkelige verden findes der næppe nogen fællesskaber der fuldstændig har udvisket individet, og det er godt det samme. For selvom vi mennesker har en dyb længsel efter at høre sammen med nogen (Gud konstaterede jo allerede ved skabelsen at ”Det er ikke godt, at mennesket er alene”, 1 Mos 2,18), så har vi også en længsel efter at være unikke; at skille os ud fra mængden på en positiv måde. Og heldigvis ved vi fra Bibelen at når Gud ser på menneskeheden, så ser han ikke kun en grå masse; nej, hver og en er vi kendt og elsket. I Johannesevangeliet kapitel 10 siger Jesus om sig selv at han er den gode hyrde som ”kalder sine egne får ved navn” (Joh 10,3), og i Lukasevangeliet har vi den stærke lignelse om hyrden der lader de 99 får blive i ødemarken for at gå ud og lede efter det ene han har mistet (Luk 15,4).
Det er bare ikke altid at det er nok for os. Ganske vist er det vidunderligt at vide at Jesus kalder mig ved navn, men han kalder jo også alle de andre ved navn, så det gør mig ikke til noget mere særligt end alle andre mennesker. Og hvis alle andre er lige så særlige som jeg er, er jeg så overhovedet noget særligt? Er jeg så ikke bare en af de mange i mængden – anonym og usynlig?
Ja, når jeg siger det på den måde, kan I sikkert godt høre at det er noget vrøvl, men ikke desto mindre er det noget som vi alt for let kommer til at tro på. Djævelen elsker at bilde os ind at vi kun har virkelig værdi hvis vi har mere værdi end andre, og at vi kun kan bevise vores værd ved at hævde os på andres bekostning. Det tror jeg at mange af os kender til i større eller mindre grad fra os selv, og selv hvis vi ikke gør, så finder vi det i Bibelen – blandt andet i den tekst vi lige har hørt her i dag.
Simon Peter var bestemt ikke sådan en slags mand som der går tolv af på dusinet. Ganske vist havde han i en kortere eller længere årrække ernæret sig som fisker ved Genesaret Sø ligesom så mange andre, men da Jesus dukkede op på scenen, gjorde Simon lynkarriere: Jesus valgte hans båd som ”talerstol” da han skulle prædike til en folkeskare der havde samlet sig på bredden, og bagefter skete der noget som i den grad blæste Simon bagover: Han fik sit livs største fiskefangst da Jesus bad ham om at kaste sine net ud på et tidspunkt hvor al erfaring ellers sagde at der ingen fisk var at fange! Ved den lejlighed reagerede han med klædelig ydmyghed på miraklet: han faldt ned for Jesu knæ og sagde: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand” (Luk 5,8). Men med tiden var det som om den ydmyghed forsvandt, og Simon – eller Peter, som var det nye navn han fik af Jesus – begyndte efterhånden at benytte sig af enhver lejlighed til at forsøge at udmærke sig frem for de andre disciple. Nogle gange fik han decideret ros af Jesus for det, som da han var den første af disciplene til uden forbehold at bekende at Jesus er Kristus, den levende Guds søn (Matt 16,16ff), ved en anden lejlighed førte det til at han nær var druknet da han fik lyst til at gå på vandet sammen med Jesus, men som en anden tegnefilmsfigur pludselig opdagede at han (surprise, surprise) ikke havde fast grund under fødderne (Matt 14,28-31), og ind imellem nærmede det sig det komiske som da han tilbød at bygge hytter til Jesus, Moses og Elias på forklarelsens bjerg (Mark 9,5-6). Og da Jesus tog en balje og et håndklæde og begyndte at vaske disciplenes fødder, så lod den gode Simon Peter naturligvis heller ikke chancen gå fra sig.
Det at vaske folks fødder var almindeligvis en tjeners opgave. Havde man ikke nogen tjener, kunne en vært vise ærbødighed mod en gæst ved selv at påtage sig tjenerens opgave og vaske gæstens fødder, men der var i alle tilfælde tale om at man ved at vaske en andens fødder anerkendte den anden som værende fornemmere end en selv. Og derfor var det fuldkommen uhørt at en mester vaskede sine disciples fødder! Skulle det endelig være noget, skulle det være omvendt, for når man var i lære hos en mester, forventedes det at man ikke kun var elev, men også tjener, sådan at mesteren kunne bruge så meget tid som muligt på det han underviste i.
Derfor kan jeg forestille mig at Peter har set til med stigende forargelse mens snart den ene, snart den anden af hans meddisciple uden protester lod Jesus vaske deres fødder. Måske har han endda tænkt tilbage på dengang de var inviteret til middag hos farisæeren Simon, hvor en prostitueret kvinde var kommet ind og havde vasket Jesu fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår, og hvor Jesus havde givet udtryk for at Simon havde forsømt sine forpligtelser som vært ved ikke i det mindste at give Jesus et fad med vand så han selv kunne have vasket sine fødder. Var det mon noget lignende Jesus havde gang i nu – en slags ordløs bebrejdelse til disciplene? I så fald skulle Peter i hvert fald nok vise både Jesus og de andre hvem der var den gode discipel! Så da det blev hans tur, protesterede han skarpt: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!” Jeg vil tro han forventede at Jesus ville sige: ”Endelig en der har fattet at det er disciplen der skal vaske sin mesters fødder og ikke omvendt! Værsågod, Peter, her er baljen og håndklædet – vask nu mine fødder, og I andre: Se godt efter! I kan lære noget af Peter!” Og mens Peter så vaskede Jesu fødder, ville han bag sin tilsyneladende ydmyghed kunne rette ryggen og sole sig i at Jesus havde rost ham på de andres bekostning. Et-nul til superdisciplen Peter!
Men sådan gik det altså ikke; tværtimod sagde Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Den var værre! Vi der læser beretningen i dag fra vores komfortable plads på den anden side af Jesu død og opstandelse, forstår jo godt at det Jesus mente, var at vores eneste chance for at komme med i hans rige, består i at vi imod al logik lader ham, Herren, tjene os ved at give sit liv og blod for os og på den måde bære straffen for vores synder, men jeg tror ikke Jesus forventede af Peter at han skulle fange dén symbolik. Det eneste han forventede af ham, var at han skulle lade ham vaske sine fødder ligesom Jesus havde gjort for alle de andre disciple.
Man kan ikke nødvendigvis bebrejde Peter at han i første omgang protesterede. Det er ingen dyd at gøre som alle andre, hvis det alle andre gør, er det forkerte, og selvom Peter måske – hvis han ikke havde haft så travlt med at fremstå som bedre end de andre – kunne have regnet ud at det Jesus gjorde, ikke var en passiv-aggressiv bebrejdelse, men derimod en dyb åndelig lektie, så var det trods alt en hændelig fejltagelse. Men det næste Peter siger, er der ikke rigtig nogen undskyldning for: ”Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!” Han VIL bare overgå de andre, koste hvad det vil, og hvis han ikke kan gøre det på den ene måde, så må det blive på den anden måde! Men Jesus tilretteviser ham mildt: Det er ikke meningen at han skal overgå de andre, men at han skal stille sig tilfreds med at være en af de mange som Jesus og Gud Fader elsker grænseløst og ubetinget – en af de mange der hver især er noget helt særligt, og som alle er uundværlige i Guds øjne.
Peter lærte ikke lektien lige med det samme; allerede senere samme aften, da Jesus forudsagde at disciplene alle sammen ville svigte ham, bedyrede Peter frejdigt at om så alle de andre svigtede, så ville han stadig være villig til at gå i døden for Jesus (Mark 14,27-29) – i stedet for ydmygt at sige: ”Herre, vil du ikke hjælpe mig så jeg ikke svigter dig” eller lignende. Og denne gang røg Peter ned på jorden med et ordentligt brag da han samme nat tre gange nægtede at han overhovedet kendte Jesus, og endda bandede på det. Men igen rejste Jesus ham op og satte ham tilbage på ret spor, og efterhånden fandt han ind i den ægte ydmyghed i stedet for den falske – det skal vi i øvrigt høre mere om søndag efter påske.
Og dermed slutter vi på en optimistisk note, for når Jesus ikke opgav Peter selvom han igen og igen trådte ved siden af, er der håb om at han heller ikke vil opgive os, selvom vi kan have så morderlig svært ved at slå os til tåls med ikke at være bedre eller fornemmere end alle de andre. Men lad os i denne påske besinde os på hvor stort det er at Jesus kalder os ved navn, og at vi er både unikke og højt elskede i hans øjne – også selvom alle vores medmennesker er lige så unikke og højt elskede!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Titelpersonen i romanen Doktor Glas fra 1905 skriver på et tidspunkt ordene i sin dagbog.
[2] Byen hedder Yskál og beskrives i bogens kapitel XXIII, ”Die Alte-Kaiser-Stadt”
Comments