Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
Verdensdommen: Frimodig på dommens dag
Prædiken i Sct. Klemens Kirke sidste søndag i kirkeåret 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Som de fleste af jer sikkert ved, består Bibelen af to dele: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Ja, faktisk tror jeg ikke alene at det er de fleste af jer der sidder her på kirkebænkene i dag der ved det; jeg vil tro at det er almen viden blandt alle der i et eller andet omfang er formet af en kristen kultur. De fleste har også en eller anden fornemmelse af hvad forskellen er på Det Gamle og Det Nye Testamente, nemlig noget med at i Det Gamle Testamente er Gud streng og dømmende, mens Det Nye Testamente handler om at Jesus kommer og siger: ”Nej, det passer ikke; Gud er i virkeligheden god og kærlig.” Men hvis man sætter sig ned og læser Bibelen i sammenhæng, finder man snart ud af at det i bedste fald er en sandhed med modifikationer. Og i teksterne til i dag ser det jo nærmest ud til at være omvendt: Mens teksten fra Det Gamle Testamente handler om fryd og jubel til evig tid, hører vi i prædiketeksten fra Det Nye Testamente om mennesker der bliver henvist til den evige ild – og det er oven i købet Jesus selv der siger det! Hvad stiller vi op med det?
En ting jeg i hvert fald ikke tror går an, er at sige som jeg engang hørte en kollega fra Sjælland gøre, at hvis Det Gamle og Det Nye Testamente modsiger hinanden, går vi normalt med Det Nye Testamente, men i det her tilfælde har Esajas ret, og Jesus tager fejl! Det kan ellers være fristende at gå til Bibelen med det princip at vi klynger os til de tekster vi godt kan lide, og ignorerer dem vi ikke kan lide, men jeg har svært ved at forstå hvordan man kan gøre det uden på et tidspunkt at stille sig selv det spørgsmål: ”Hvordan kan jeg være sikker på at de bibelvers jeg godt kan lide, er sande?” Vi ved jo fra den almindelige fysiske verden at virkeligheden normalt ikke indretter sig efter hvordan vi ville foretrække at den så ud. Tag for eksempel vejrudsigten: I dag har vi via internettet adgang til en lang række forskellige vejrtjenester, hvoraf to af de mest populære her i Danmark er det danske DMI og det norske Yr. De to tjenester har hver deres korps af højtuddannede meteorologer som på baggrund af radarovervågninger, satellitbilleder, vejrballoner, barometermålinger samt deres viden om fysikkens love giver deres bedste bud på hvordan vejret bliver, men her på vores breddegrader behøver et vejrsystem kun at ændre sin kurs med en enkelt eller to grader for at vejret på Bornholm bliver helt anderledes end det ellers ville være blevet. Derfor er forudsigelserne altid forbundet med en vis usikkerhed (selvom de er mere nøjagtige i dag end de var for 50 år siden), og tilmed er DMI og Yr ikke altid enige om hvordan vejret bliver i morgen. Forestil dig nu at du planlægger en masse udendørs aktiviteter i morgen, og derfor vil du helst have at det bliver tørvejr og ikke alt for blæsende. Hvis du så tjekker vejrudsigten og finder ud af at DMI lover regn og blæst, mens Yr lover solskin og vindstille, så vil du naturligvis have mest lyst til at tro på Yr – og vice versa. Men hvor meget vil du være villig til at satse på at det bliver den vejrudsigt du bedst kan lide, der viser sig at få ret? Lad os for eksempel sige at grunden til at du håber på tørvejr, er at du skal holde en havefest, og at du har tænkt dig at tage noget tøj på, der er enormt flot, men som ville blive ødelagt hvis der kom et heftigt regnskyl. Ville du så frejdigt tage det tøj på i morgen tidlig i tillid til at Yr havde ret, og DMI tog fejl? Nej, vel? Jeg tror de fleste ville sørge for i det mindste at have en plan B, for sæt nu det var den vejrudsigt der lovede regnvejr, der viste sig at holde stik! Når vi viser den form for forsigtighed for at passe på et sæt tøj, hvor meget mere forsigtighed burde vi så ikke vise når det gælder spørgsmålet om hvorvidt vi skal tilbringe evigheden i fryd og jubel eller i en uudslukkelig ild!
Når det gælder vejrudsigten, så kan vi som regel planlægge os ud af det, sådan at vi tager højde for begge muligheder, men når det gælder spørgsmålet om himmel eller helvede, er det vanskeligere at tage sine forholdsregler på forhånd. Hvis det viser sig at blive regnvejr den dag hvor du ville have holdt havefest, så har du mulighed for at sige: ”Ved I hvad, vi holder festen indendørs i stedet for!”, men hvis du på dommens dag kommer til at høre Jesus sige: ”Gå bort fra mig, du forbandede, til den evige ild”, hvad kan du så gøre? Det er altså helt afgørende vigtigt at vi på forhånd finder ud af hvordan vi slipper for flammerne!
Hvis vi nøjes med at forholde os til de tekster vi har hørt i dag, så kan vi naturligvis vælge det der må siges at være den sikreste løsning, nemlig at se bort fra Esajasteksten og holde os til den barske tekst om den evige ild. Hvis det så skulle vise sig at det var Esajas der havde ret, så bliver vi jo under alle omstændigheder frelst, ikke sandt? Spørgsmålet er bare hvor sikre vi reelt kan være på at havne på den rigtige side ved dommen hvis vi tager Matthæusteksten for pålydende, for hvornår er nok nok? Skal vi give mad til hvert eneste sultent medmenneske vi møder? Skal vi tøj til alle i hele verden der mangler tøj? Skal vi besøge alle der er syge, og alle der er i fængsel? Det kan jo ikke lade sig gøre! Hvis det er det der er kriteriet for at blive frelst, så er jeg bange for at der bliver temmelig mennesketomt i himlen! Derfor (eller, naturligvis ikke kun derfor, men i det hele taget) vil jeg anbefale at vi ikke spørger om det er Jesus eller Esajas der har ret, men at vi i stedet antager at de begge to har ret, og så spørger hvordan det kan lade sig gøre! Det har jo været den kristne kirkes grundlag lige fra begyndelsen at hele Bibelen er Guds åbenbaring til os, og at de forskellige skrifter skal kaste lys over hinanden – naturligvis under hensyntagen til at Det Nye Testamente repræsenterer en mere fuldkommen åbenbaring end Det Gamle Testamente, men uden at Det Gamle Testamente af den grund bliver usandt eller irrelevant. For at kunne det er det naturligvis først og fremmest vigtigt at have kendskab til hele Bibelen og ikke kun til nogle få løsrevne skriftsteder. Nogle af os – jeg selv for eksempel – har det som en del af vores jobbeskrivelse at have sat os særlig godt ind i hvad der står i Bibelen, men jeg vil, som jeg har gjort så mange gange før, opfordre jer alle sammen til også selv at læse flittigt i Bibelen, så I er bedre rustet til både at bedømme de ting som vi prædikanter siger, og til at være frimodige i jeres egen kristne tro.
Og efter således at have brugt mere end halvdelen af min taletid på indledningen, må jeg hellere komme til sagen: Hvordan kan Esajas og Jesus begge to have ret? Og skal vi gå rundt og være bange for at ende i den evige ild der er bestemt for Djævelen og hans engle?
For at tage det sidste spørgsmål først, for det er jo nok det mest påtrængende: Nej, jeg tror bestemt ikke det er meningen at vi skal gå rundt og være bange for at havne i den evige ild! Som belæg for det vil jeg citere et lidt længere stykke fra Første Johannesbrev: ”Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden” (1 Joh 4,15-18). Altså: Fordi Gud elsker os, behøver vi ikke at frygte, men kan ligefrem være frimodige på dommens dag. Og det er tæt forbundet med Jesus, for som der står i Romerbrevet (5,8): ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Fordi Jesus blev dømt, kan vi slippe for dommen.
Esajas har altså ret. Men hvordan kan Jesus så samtidig have ret når han siger at der vil være mennesker der på dommens dag bliver henvist til den evige ild? Jo, hvis I hørte rigtig godt efter under den første læsning, så lagde I måske mærke til at Guds ord gennem Esajas henvendte sig til en ganske bestemt gruppe mennesker, nemlig Guds folk. ”Jeg vil … fryde mig over mit folk” stod der jo. Og hvem er Guds folk så? Ja, i de fem Mosebøger kan vi læse at Gud blandt alle jordens folkeslag udvælger Israel som sit folk,[1] men også at han gør det med henblik på at velsigne alle folk på jorden,[2] og i Det Nye Testamente giver Jesus sine disciple befaling om at invitere mennesker fra alle jordens folkeslag til at være en del af Guds folk. Fordi Guds kærlighed ikke har nogen grænser, gælder invitationen alle mennesker, uanset hvor meget ondt vi måtte have bedrevet i vores liv. Det er imidlertid ikke alle der tager imod invitationen, og derfor vil der på dommens dag blive sat et skel mellem de ”velsignede”, der arver Guds rige, og de ”forbandede”, der går bort til den evige ild – ikke fordi Gud ikke elsker dem, men fordi de ikke vil vide af Guds kærlighed. (Af samme grund tror jeg heller ikke – som ateister ofte beskylder os kristne for at mene – at der er nogen der går fortabt blot fordi de har været så uheldige at blive født ind i en muslimsk eller hinduistisk eller buddhistisk kultur; det rimer ganske enkelt ikke på at Gud elsker alle mennesker uden undtagelse. Samtidig vil jeg dog også mene at det er afgørende vigtigt at give alle mennesker mulighed for at tage stilling til budskabet om Jesus – og forklaringen på hvordan jeg kan mene begge de ting, den må I have til gode til en anden god gang!)
Nu tænker du måske: ”Men Jesus sagde jo ikke noget om at tage imod Guds kærlighed; han sagde noget om at hjælpe mennesker i nød, og de der ikke gjorde det, blev dømt til den evige ild!” Men de to ting hænger faktisk uløseligt sammen. Jeg citerede før fra Første Johannesbrev kapitel 4 om Guds fuldkomne kærlighed der fordriver al frygt og giver os frimodighed på dommens dag. Hvis vi fortsætter hvor vi slap i det kapitel, så står der: ”Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder” (1 Joh 4,19-21). Tegnet på at vi står i den fuldkomne kærlighed der giver frimodighed på dommens dag, er altså at vi elsker vores medmennesker, og det giver sig netop udslag i de gerninger som Jesus talte om i evangelieteksten. ”Av,” tænker du måske, ”dér forsvandt min frimodighed da lige igen, for det er jeg da ikke sikker på at jeg lever op til!” Men bemærk at de mennesker som Jesus roser for deres gerninger, reagerer med stor overraskelse på rosen! De har ikke gået rundt og gjort gode gerninger for at ”samle point” til det evige liv; de har blot levet og åndet i Guds kærlighed, med sænkede skuldre og i glad frimodighed. Hvis du gør dig bekymringer om hvorvidt dine gerninger nu er gode nok, så ligger dit fokus det forkerte sted! Hvis du derimod retter dit blik mod Jesus og den kærlighed som Gud har vist os i ham, så kommer de gode gerninger af sig selv – og undertiden endda helt uden at vi tænker over det eller overhovedet opdager det!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] 2 Mos 6,7; 19,5-6. 3 Mos 26,12. 5 Mos 32,9.
[2] 1 Mos 123; 28,14.
Comments