Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Hvedekornet: Jesus har svaret, men hvad er spørgsmålet?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg bliver desværre nødt til at begynde min prædiken med at gå i rette med Den Danske Folkekirkes alterbog, som jeg netop har læst søndagens evangelietekst højt fra. Sagen er nemlig den at selvom der står nedenunder den tekst jeg læste op, at den er hentet fra Johannesevangeliet 12,23-33, så er det jeg læste op, faktisk ikke ord for ord identisk med det I ville have hørt hvis jeg i stedet havde læst op direkte fra Bibelen!
Inden I bliver alt for rystede, vil jeg skynde mig at sige at langt det meste af det er identisk; det er kun et enkelt ord der er anderledes, og det er det tredje ord i teksten. Her i alterbogen står der: ”Jesus svarede disciplene”, men i Bibelen står der faktisk bare: ”Jesus svarede dem”. Og det er jo ikke svært at gennemskue årsagen til at man har valgt at lave den lille ændring i alterbogen, for hvis jeg havde indledt oplæsningen med ordene ”Jesus svarede dem”, så ville I jo alle sammen have tænkt: ”Hvem ’dem’?” Der er mange af den slags små justeringer i alterbogen, hvoraf de fleste har karakter af at der er indsat et ”Jesus sagde:” hvis prædiketeksten er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt på et tidspunkt, og det er som udgangspunkt ganske uproblematisk. Men lige netop i det her tilfælde er det efter min mening ikke uproblematisk, og det hænger sammen med at hvis jeg har forstået konteksten ret, så refererer ”dem” på dette sted slet ikke til disciplene!
Faktisk er det i det hele taget klodset, synes jeg, at teksten er skåret sådan til at vi hører et svar, men uden at have fået at vide hvad der er blevet spurgt om. Jesus har svaret, men hvad er spørgsmålet? (Det er dog altid noget at svaret ikke bare var ”Ja”, for så var vi overhovedet ikke blevet klogere!). Men om ikke andet giver det mig anledning til at gentage en af mine yndlingspointer, nemlig at det er vigtigt at I selv læser flittigt i Bibelen og helst læser længere stykker eller endda en hel bog i sammenhæng (fx et af evangelierne) så I kan gennemskue om det holder eller ej når jeg eller andre uddrager en pointe af at citere et enkelt vers. I behøver dog ikke at vente til I kommer hjem med at slå op hvad det er Jesus svarer på i dagens tekst, for det skal jeg nok læse op for jer nu:
Vi befinder os i Jerusalem under påskefesten, få dage før Jesus blev korsfæstet, og vi har lige læst om Jesu indtog i Jerusalem i vers 12-19, og så lyder det sådan her fra vers 20: ”Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: ’Herre, vi vil gerne se Jesus.’ Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer” og så videre. Der er altså ikke tale om en samtale mellem Jesus og disciplene som gruppe, men om at to af disciplene henvender sig til ham på vegne af en gruppe grækere. Det ”dem” som de ord af Jesus der er dagens prædiketekst, er et svar til, er altså i første omgang Filip og Andreas, men sandsynligvis primært de grækere der ville tale med ham, og derudover også den folkeskare der stod rundt om dem, og som måske undrede sig over hvad grækerne havde at gøre i Jerusalem under jødernes fest, og hvorfor de ligefrem ville tale med ham der påstod at han var ingen ringere end jødernes messias. Så for at runde min kritik af alterbogen af: Man kunne med fordel have taget de tre foregående vers med – og teksten ville endda i så fald stadig have været væsentlig kortere end den vi hørte i søndags (2. søndag efter helligtrekonger)!
Hvorom alting er, så virker det svar som Jesus giver, ved første øjekast temmelig besynderligt, for alt det der med hvedekorn og oprørte sjæle og timer der er kommet, men som han helst ville frelses fra, hvad har det at gøre med at der er nogle grækere der gerne vil tale med ham?
Jo, lad os se på det allerførste Jesus siger i sit svar: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.” Hvis man har læst sig igennem hele Johannesevangeliet og nu er nået til kapitel 12, så vil man forstå hvor betydningsfuldt det udsagn er, for i de foregående 11 kapitler har der nemlig været masser af tidspunkter hvor vi har fået at vide at timen ikke var kommet endnu. Da Maria gjorde Jesus opmærksom på at man var løbet tør for vin ved brylluppet i Kana, sagde han: ”Min time er endnu ikke kommet” (Joh 2,4). Da hans brødre opfordrede ham til at drage triumferende ind i Jerusalem allerede ved løvhyttefesten et halvt år tidligere, svarede han: ”Min tid er endnu ikke kommet” (Joh 7,6). Da han under samme løvhyttefest stod og underviste folk på tempelpladsen, sagde han noget der provokerede de jødiske ledere, hvorefter der står: ”Så ville de gribe ham, men der var ingen der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 7,30). Det samme gentog sig da Jesus påstod at være verdens lys: ”Disse ord talte han ved tempelblokken, da han underviste på tempelpladsen. Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet” (Joh 8,20). Men nu, nu hvor der kommer nogle grækere og siger at de vil tale med ham, så siger han altså at nu er timen kommet! ”Timen … da Menneskesønnen skal herliggøres”, siger han mere specifikt, og det lyder jo ganske behageligt, men i slutningen af dagens prædiketekst er evangelisten så venlig at gøre os opmærksomme på at den måde Jesus skulle ”herliggøres” på, var ved at dø, og det hænger jo meget godt sammen med det han siger om hvedekornet, der kun kan bære mange fold ved at dø. For at gøre en lang historie kort kan vi altså konstatere at grækernes forespørgsel om at få lov til at tale med Jesus, tilsyneladende er den blinkende lampe der får ham til at konstatere at det er nu han skal til at lide og dø.
Men igen: Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Jeg tror nøglen til svaret ligger i det sidste som Jesus siger i dagens tekst, nemlig: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” Vi der læser de ord her i Danmark anno 2026 fanger måske ikke umiddelbart hvor revolutionerende et udsagn det er, men det springende punkt er ordet ”alle”. I husker måske at jeg sagde at folkeskaren (der nok mest bestod af jøder) sikkert har undret sig over at der var en gruppe grækere der ville tale med en mand der påstod at han var Israels messias. Der var nemlig rigtig mange i Israel på den tid der regnede med at det som Messias skulle gøre når han kom, var at gøre Israel til en stormagt igen, ligesom det havde været under de store konger David og Salomo 1000 år tidligere, hvor alle nabofolkene betalte skat til deres israelitiske overherrer. Men den plan Jesus havde, var altså en helt anden: Han skulle give sit liv for at de der ville følge ham, skulle få evigt liv, og det tilbud gjaldt altså alle – ikke kun jøderne, men også grækere og alle andre nationaliteter (inklusiv danskere, og det kan vi jo glæde os over!).
Men det siger næsten sig selv at Jesus ikke ligefrem glædede sig til at skulle piskes og korsfæstes, så der er ikke noget at sige til at hans sjæl var i oprør, og han var fristet til at bede Faderen om at få lov til at slippe (som de tre andre evangelister jo fortæller os at han faktisk gjorde skærtorsdag nat i Getsemane – dog med den ufattelig vigtige tilføjelse: ”ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,42)). Også i den tekst vi har hørt i dag, er Jesus helt klar i mælet om at det allervigtigste for ham er at gøre sin Faders vilje, eller som han udtrykker det: ”Fader, herliggør dit navn!” Og den bøn får han øjeblikkeligt et klart og tydeligt svar på i form af en hørbar stemme fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”
Men det mærkelige ved det er at Jesus siger at den stemme ikke lød for hans skyld, men for de andre tilstedeværendes skyld. Hvorfor nu det? Jo, jeg tror det hænger sammen med at Jesus jo selv var helt på det rene med at han både han selv og Gud Fader skulle herliggøres ved at han fulgte planen og gav sig hen til lidelse og død for at mennesker fra alle folkeslag kunne få evigt liv gennem troen på ham – det behøvede han ikke nogen yderligere bekræftelse på. Men for de fleste andre – inklusiv disciplene! – var det en helt ny tanke at Israels messias ikke skulle dræbe sine fjender, men derimod lade sig dræbe af sine fjender. Det kunne umiddelbart ligne fiasko, og derfor var det vigtigt for tilhørernes tro at Gud selv bekræftede at det netop var det der var planen – også selvom de fleste af de tilstedeværende afskrev stemmen som torden eller i bedste fald en engel.
I dag er ”sidste søndag efter helligtrekonger”, som det hedder med en lidt løjerlig betegnelse. Det der ligger i betegnelsen, er at vi i dag tager afsked med den del af kirkeåret der havde fokus på julen og Jesu fødsel, for fra og med på søndag at rette blikket fremad mod påsken med Jesu lidelse og død. Det kan virke som at vi går fra noget festligt til noget sørgeligt. Men det vi har hørt i dag, kan minde os om at ikke alene var lidelsen og døden det der fra starten havde været planen med at Jesus overhovedet kom herned, men det var faktisk også udtryk for at Jesus blev herliggjort ved at fuldføre sin heltemodige mission og frelse alverdens mennesker fra den evige død. Vi kan altså gå både fastetiden og langfredag i møde med oprejst pande, for det der skete da Jesus døde, kan sammenlignes med det der sker når vi sår kornet i jorden: Der følger en høst som resulterer i langt flere korn end der blev sået. Og når det gælder det korn der var Jesus, så har det allerede båret mange millioner fold.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments