Prædiken til palmesøndag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Salvningen i Bethania: Til forsvar for ødselheden
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker palmesøndag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er 52 søndage på et år. Dertil kommer de såkaldte skæve helligdage: juledag, 2. juledag, nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, Kristi himmelfarts dag og 2. pinsedag, altså i alt 60 søn- og helligdage med hver sin prædiketekst. Som mange af jer sikkert ved, er der endda knyttet to forskellige prædiketekster til hver af de 60 dage, sådan at der prædikes over den ene i ulige årstal og den anden i lige årstal. Alt i alt er der altså 120 forskellige prædiketekster i Folkekirkens alterbog, og det lyder jo umiddelbart af mange. Alligevel er det faktisk mindre end halvdelen af den samlede tekst i de fire evangelier der er dækket af prædiketeksterne, og det rejser jo spørgsmålet om hvordan man har besluttet hvilke tekster der skulle prædikes over på en fast søndag eller helligdag, og hvilke andre der måske kunne betragtes som mere ”sekundære”, om man så må sige. Det er klart at de tekster der handler om Jesu fødsel, død, opstandelse og himmelfart har været selvskrevne til at komme med i alterbogen, og det samme gælder dåbens og nadverens indstiftelsestekster samt de vigtigste lignelser så som ”Den barmhjertige samaritaner” og ”Den fortabte søn”. Om mange af de andre tekster man har valgt at tage med, kan det dog siges at der er andre tekster i evangelierne som man lige så godt kunne have valgt, og fra tid til anden er der da også teologer der skriver debatindlæg om hvilke evangelietekster man efter deres mening burde have taget med, og hvilke man til gengæld med fordel (eller i det mindste uden større ulempe) kunne have udeladt. (Lad mig i øvrigt i den forbindelse ikke forsømme at nævne noget som jeg siger i tide og utide fra prædikestolen, men som jeg vil mene ikke kan siges ofte nok: Det er vigtigt at I selv læser i Bibelen, så I også stifter bekendtskab med alle de tekster som der ikke blev plads til i alterbogen!).
Det kunne være interessant at vide hvilke tekster Jesus ville have ment at det var vigtigst at prioritere; det ville have gjort diverse liturgikommissioners arbejde noget nemmere! Men der er faktisk en enkelt tekst i evangelierne som Jesus eksplicit siger at vi ikke må forsømme at prædike om, og det er den tekst vi har hørt i dag. Lagde I mærke til det da jeg læste den op for lidt siden? ”Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.” Et lidt mærkeligt valg, vil mange sikkert mene. Ville det ikke have været mere oplagt at pege på for eksempel buddet om næstekærlighed som den tekst man ikke må forsømme at prædike om? Eller teksten om at give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er? Eller den med ”Lad de små børn komme til mig”?
Det skal retfærdigvis siges at alle de tre tekster jeg lige har nævnt, naturligvis har deres faste pladser blandt kirkeårets prædiketekster; det manglede da bare. Og selvom der ikke er andre steder i Det Nye Testamente hvor Jesus decideret siger: ”Det her skal I huske at få med når I prædiker!”, udelukker det ikke at der også er andre beretninger han har betragtet som uomgængelige. Men i mange af de tilfælde har han måske tænkt at eftertidens kristne ville kunne sige sig selv at den og den tekst var vigtig, hvorimod han nok har skønnet at beretningen om at en kvinde hældte en flaske parfume ud over ham, let kunne have risikeret at forsvinde i glemslens tåger hvis han ikke udtrykkeligt gav ordre om at den skulle tages med. Spørgsmålet er så bare: Hvorfor var det så vigtigt for Jesus at lige præcis den her beretning ikke gik i glemmebogen?
Jeg tror at det var vigtigt for ham fordi kvindens handling i den grad stred imod alt hvad disciplene – og sikkert også mange andre siden hen – betragtede som visdom, mådehold og rettidig omhu. Salven kunne jo have været solgt for 300 denarer, får vi at vide, og det var ikke så lidt. Det svarede til en månedsløn for en romersk officer,[1] og for en daglejer i Israel var det måske helt op mod 10 måneders løn.[2] Jeg tror måske nok at jeg ville have reageret ligesom disciplene hvis jeg havde været til stede – eller, jeg ville forhåbentlig ikke ligefrem have overfuset kvinden, men jeg ville nok have været enig i at det hun gjorde, var udtryk for en helt ekstrem grad af ødselhed. Men Jesus overrasker altså disciplene – og måske også os – ved at forsvare, ja ligefrem rose, kvindens ødselhed. Hvorfor nu det?
Ja, i hvilke situationer mener vi almindeligvis at ødselhed kan forsvares? I helt særlige situationer, ikke sandt! Det kunne for eksempel være et bryllup. Jeg hører undertiden om brudepar der vælger at blive gift på rådhuset fordi de ikke har råd til et kirkebryllup, og det undrer jeg mig altid over, for det koster nemlig lige præcis nul kroner at blive gift i kirken, præcis som det gør på rådhuset. Men tilsyneladende er det dybt indgroet i vores kultur at når man bliver gift i kirken, så skal der helst holdes et brag af en fest, og mange spenderer gladeligt noget der ville svare til 300 denarer eller mere i nutidspenge. Men jeg har endnu til gode at høre nogen give ondt af sig over at man smider al mådehold over bord når man skal fejre sit bryllup. Det ville da også være helt ekstremt taktløst hvis en bryllupsgæst begyndte at snakke om at pengene i stedet burde være blevet givet til de fattige, kan man sige! Og så vidt jeg har kunnet læse mig til, brugte de fleste jøder på Jesu tid faktisk lige så mange penge på at holde bryllup som de fleste danskere i dag gør, set i forhold til deres indkomst.
Så det som Jesus ville have disciplene – og os – til at forstå, det var altså sandsynligvis at hans død var en aldeles ekstraordinær begivenhed. Det var jo netop Jesu forestående død der var anledningen til at Maria salvede ham den aften. (Der står ikke i dagens tekst, som er hentet fra Markusevangeliet, at kvinden var Maria, men det får vi at vide i Johannesevangeliet (12,1-8), der også fortæller os at det var Marias søster Martha der sørgede for maden ved festmåltidet, og at deres bror Lazarus var blandt dem der sad til bords sammen med Jesus). Og at Jesu død var en ekstraordinær begivenhed, det kan der vel dårligt være to meninger om hvis man er kristen. Så stor en rolle spiller Jesu død for den kristne tro, at vi markerer den med et symbolsk mindemåltid hver eneste søndag (også selvom nadveren er andet og mere end et mindemåltid, fordi Jesu legeme og blod er reelt til stede i, med og under brødet og vinen, men det må blive emnet for en anden prædiken). Og hvert år på årsdagen for Jesu død, nemlig langfredag (som jo er nu på fredag), flager vi på halv stang hele dagen og fejrer gudstjeneste med slukkede alterlys og uden nogen udsmykning i øvrigt (så ”fejrer” er måske ikke det rette ord at bruge om lige præcis den gudstjeneste). Altså må vi vel erkende at hvis det er i orden at udvise ekstravagant ødselhed i forbindelse med et bryllup, så var det i endnu højere grad i orden at gøre det forud for Jesu død!
Vi lever jo ikke forud for Jesu død, men næsten 2000 år efter den. Alligevel er det værd at overveje om vi er parate til at følge Marias eksempel. Ved at bruge en så kostbar parfume på Jesus demonstrerede hun jo at han var det allervigtigste i hendes liv. Er han mon også det i vores? Når det er Jesus det gælder, er vi så også klar til at være så ødsle at andre vil kritisere os for det? Og hvad vil det overhovedet sige i praksis? Skal vi drøne ud og købe den dyreste parfume vi kan finde og hælde den ud oppe ved alteret i kirken? Nej, naturligvis ikke (og det vil de øvrige kirkegængere, for ikke at tale om kirketjeneren, nok også helst have sig frabedt at du gør!). Nej, der er noget andet som Jesus langt hellere vil have at vi ofrer til ham, og det er os selv!
De af jer der var i kirke i Klemensker eller Allinge for en uge siden, hørte en prædiken der blandt andet handlede om hvad ”gudstjeneste” i grunden er for noget. Af hensyn til dem af jer der ikke hørte den prædiken, kan jeg røbe at konklusionen var at ”gudstjeneste” er at vi tjener Gud ved at tage imod det han vil gøre for os. Men i Romerbrevet kapitel 12 vers 1 giver Paulus det der måske er det tætteste Det Nye Testamente kommer på en definition af ”gudstjeneste”, og den lyder faktisk lidt anderledes end det jeg lige sagde – hør bare: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” Gudstjeneste er altså at vi giver os selv helt og holdent til Gud; at vi lader hans vilje være det afgørende i alle de små og store beslutninger vi træffer i vores liv. Det skal nok kunne afstedkomme et hævet øjenbryn eller to i den individorienterede kultur vi lever i, for er det ikke at ødsle sit liv bort? Jo, målt med verdens målestok er det. Men det var jo netop det Jesus gjorde: han ”ødslede” sit liv bort for at frelse os!
Og det gode ved det er at uanset hvor meget vi måtte ”ødsle bort” af vores liv i denne verden, så mister vi ret beset ingenting, for det evige liv som Jesus har vundet til os, er bogstaveligt talt uendeligt meget større. Og vi behøver ikke engang at vente til vores død eller Jesu genkomst for at få ”kompensation” for det vi ”ofrer”, for allerede her i denne verden findes der ikke noget rigere liv end at leve efter Guds vilje i nært fællesskab med ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Ifølge https://en.wikipedia.org/wiki/Denarius tjente en centurion på Augustus’ tid 3750 denarer om året.
[2] Jf. Matt 20,2.
Comments