Prædiken til nytårsdag 2026
Posted By admin on 7. januar 2026
Fadervor: Opvarmning til evigheden
Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Så blev det år 2026! Det er i grunden et temmelig højt tal når man tænker over det. For lidt over en måned siden var jeg til julestue på Peterskolen, hvor min søn går i 4. klasse, og der var jeg så heldig at vinde i en gættekonkurrence hvor man skulle gætte hvor gamle alle skolens ansatte – lærere, pædagoger samt teknisk og administrativt personale – er tilsammen! Hvad det præcise facit er, fik jeg faktisk aldrig at vide, men jeg gættede på 1507 år, og det var altså det gæt der kom tættest på. Hvis vi for nemheds skyld (og måske lidt for min forfængeligheds skyld) antager at mit gæt ikke bare var tættest på, men var fuldstændig korrekt, så betyder det altså at det antal år der er gået siden vor tidsregnings begyndelse, er 519 år flere end Peterskolens personales samlede alder.
Grunden til at jeg fortæller jer det, er at det på en fin måde illustrerer den sandhed som dagens gammeltestamentlige læsning gav udtryk for, nemlig at et menneskes levetid er for intet at regne imod den store historie som vi er en del af – og de 2026 år er jo endda kun en lille del af menneskehedens historie, for ikke at tale om universets. Det kan nok mane til eftertanke og ydmyghed på en dag som denne.
Endnu mere ydmyge må vi blive når vi tænker på os selv i forhold til evigheden. Hvis vi bliver svimle af at tænke på tusind år, hvor meget mere må vi så ikke blive det af at tænke på Guds evighed der hverken har begyndelse eller afslutning! Jeg tror det ligger uden for vores menneskelige forstands rækkevidde fuldt ud at fatte evigheden som andet end et abstrakt begreb, men når Moses, som vi hørte, skriver: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt”, så kan det måske hjælpe os lidt på vej. Et andet meget stærkt billede som jeg hørte engang, er: Forestil dig verdens største bjerg. Med 1000 års mellemrum kommer der en lille fugl flyvende og hvæsser sit næb på bjerget. Tusind år senere kommer den igen, og yderligere tusind år senere det samme. Når fuglen har hvæsset sit næb så mange gange at bjerget er blevet slidt helt ned til grunden – så er der kun gået ét sekund af evigheden.
Ikke desto mindre – og her er det så at vi for alvor kan blive svimle – ikke desto mindre kom Jesus til jorden for at vi skulle få evigt liv! Som der står i et af de måske allermest kendte bibelvers overhovedet, nemlig Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han hav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Når ateister og andet godtfolk siger ting som: ”Er det ikke ret egoistisk af Gud at han forlanger at vi skal tilbede ham og kun ham?”, så tænker jeg gerne at når Gud har givet sin egen søn for at vi skulle få evig lykke, så manglede det da bare at vi takker og lovpriser og tilbeder ham! Og det forventer jeg også bliver noget af det vi kommer til at beskæftige os meget med i evigheden.
Faktisk er noget af det allerbedste ved det evige liv som vi har i vente, netop det at vi får lov til at være sammen med Gud. Det er måske ellers ikke det vi tænker allermest på – min erfaring er at noget af det der fylder mest hos troende mennesker der ved at de snart skal dø, er at de ser frem til at gense deres kære, der er døde før dem, mens det at skulle møde Gud og Jesus, fylder knap så meget. Og det er der i grunden ikke noget at sige til, for vores forældre, søskende, ægtefælle, venner, for nogles vedkommende måske endda børn, som vi har mistet, dem husker vi jo med varme og kærlighed. Det allerstørste og vigtigste her i menneskelivet er at være elsket og selv at elske, og ”den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær”. Men det er faktisk netop grunden til at det at få Gud at se er den allerstørste lykke der kan overgå et menneske, for Gud er ren og fuldkommen kærlighed, og han ser på os med et blik der er endnu mere fyldt med kærlighed end noget menneskes nogensinde kunne være. Hvis du har været så privilegeret at opleve et andet menneske se på dig med kærlig hengivenhed, så tænker du måske at det er umuligt at Guds blik skulle kunne være endnu mere fyldt af kærlighed, men tidsperspektivet er heller ikke det eneste ved evigheden som vi mennesker kan have svært ved helt at fatte!
Jeg vil i øvrigt skynde mig at tilføje at Guds kærlighed ikke står i modsætning til vores medmenneskers kærlighed. Ganske vist beskriver Gud i Bibelen sig selv som jaloux[1] (eller ”lidenskabelig”, som var det ord man valgte da den seneste autoriserede oversættelse af Bibelen til dansk udkom i 1992, men det hebraiske ord qanna’ betyder altså ”jaloux”), men dermed mener han at på samme måde som en ægtemand eller ægtehustru ikke tolererer at konen eller manden har en anden kæreste ved siden af, tolererer Gud ikke at vi har en anden gud ved siden af. Derimod er det kun en glæde for Gud at hans børn elsker hinanden; ja, Jesus siger endda at buddet ”Du skal elske din næste som dig selv” står lige med buddet ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte” (Matt 22,37-39), og på et andet tidspunkt sagde han til sine disciple at deres indbyrdes kærlighed skulle være deres fornemste kendetegn (Joh 13,35). Så det at vi i evigheden vil kunne bade os i Guds ufortyndede kærlighed, vil om noget gøre kærligheden til og fra vores kære fra dette liv mere intens, ikke mindre.
(Og så må jeg i øvrigt hellere tilføje endnu en bemærkning: Når jeg sagde at Gud ikke tolererer at vi har en anden gud ved siden af, så betyder det ikke at Gud vil begrænse vores frihed, sådan som man undertiden hører at sygelig jalousi har drevet mennesker her på jorden til at gøre med deres koner eller kærester. Gud binder os ikke med andre bånd end kærlighedens; hvis vi ønsker at forlade ham, er vi frie til at gøre det. Det er blandt andet derfor jeg ikke tror på at alle med garanti kommer i himlen til sidst: Det er frivilligt om vi ønsker at tilbringe evigheden i Guds selskab eller ej).
Men som sagt er det et privilegium ud over alle grænser at vi får lov til – hvis vi vil – at være sammen med Gud i evigheden. Som jeg har været inde på nogle gange i løbet af december, sammenligner Det Nye Testamente vores og verdens frelse med et bryllup. Og det at skulle giftes med den person som man i sit hjerte har bundet sig til, er vel en af de begivenheder som vi allerede i denne verden længes mest efter. Med så stor længsel kan vi altså se frem til at skulle se Gud!
Hvis vi bliver i bryllupsmetaforen, er det imidlertid som bekendt i reglen sådan at forlovelsestiden ikke kun er en ventetid, men også en forberedelsestid. Dels forbereder man selve bryllupsfesten, men hvad jeg vil påstå er endnu mere vigtigt, er at forberede sig på at skulle leve sammen efter brylluppet. Et bryllup er en skøn dag, og de fleste brudepar giver udtryk for at den går så hurtigt at man virkelig skal gøre sig umage for at nyde hvert et øjeblik af den, men et bryllup er jo ikke til for sin egen skyld; det er først og fremmest en fejring af det ægteskab som det markerer begyndelsen på. Og det skulle jo gerne være sådan at man som brudepar glæder sig mindst lige så meget til ægteskabet som til brylluppet (ellers skulle man måske overveje en ekstra gang om det er det rigtige man er i færd med at gøre).
En af de måder man kan forberede sig til ægteskabet på, er ved at sørge for at lære sin tilkommende rigtig godt at kende. Det gør man naturligvis ved at tilbringe tid sammen, men også ved at tilbringe tid adskilt fra hinanden for at teste om kærligheden kan holde til dét. (Det sidste forsømte Signe og jeg vist i øvrigt, men det er da heldigvis gået meget godt alligevel i det foreløbig 16 år vi har været gift). Man gør det også ved at lære hinandens familier, venner, interesser og vaner godt at kende, og frem for at ved at tale sammen om de ting der for alvor betyder noget. Og det gode ved det er at den form for forberedelse normalt ikke opleves som en sur pligt (måske lige bortset fra det med at tilbringe tid adskilt fra hinanden), for når man elsker nogen, vil man jo bare gerne være så meget som muligt sammen med vedkommende!
På samme måde er det også med Gud. Det med adskillelsen giver sig selv, fordi vi ikke kan se Gud med vores fysiske øjne så længe vi er i denne verden (og hvis vi kunne, ville vi i øvrigt næppe overleve synet fordi han er så strålende ren og hellig), men det at tilbringe tid sammen med Gud og tale med ham er faktisk også noget vi kan gøre allerede nu – det er det som vi kalder bøn. Og det er en af grundene til at bøn er så vigtigt – det er på en måde en ”opvarmning” til evigheden!
Sådan føles det måske ikke når vi eksempelvis beder Fadervor, som vi i dag har hørt at Jesus lærte sine disciple; tværtimod kan den nemt gå hen at blive en remse som vi lirer af uden at tænke over hvad vi siger (ligesom så meget andet i øvrigt kan). Og det er selvsagt ikke meningen – pointen i de ting som Jesus siger i første del af teksten inden han når frem til Fadervor, er jo netop at bøn ikke skal være en remse som vi lirer af, men skal være et barns umiddelbare og tillidsfulde kommunikation med sin himmelske Far. I den forstand er Fadervor ikke at opfatte som en slags besværgelse der kan holde det onde fra døren; den er snarere et mønstereksempel på nogle af de ting som det giver mening at sige når vi taler med Gud. Men derudover er vi altid velkomne til at komme til Gud med alt hvad vi måtte have på hjerte, i ærlig og ucensureret form. Det kan vi for eksempel se i Salmernes Bog, som består af 150 andre mønsterbønner, men også i nogle af alle de spontane bønner som de forskellige bibelske personer beder. Fadervor vil dog altid være ”guldstandarden”, så at sige, fordi det er Jesus selv der har lært os den – og det er også derfor vi beder den ved alle Folkekirkens gudstjenester, og mange også har den som fast indslag i hjemmets andagt.
Med de ord: Gud i vold, og godt nytår!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] 2 Mos 20,5; 34,14. 5 Mos 4,24; 5,9; 6,15.
Comments