Prædiken til midfaste søndag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Livets brød: Ørkennostalgi
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Tejn Kirker midfaste søndag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Når man kalder noget for en ”ørkenvandring”, er det som regel ikke positivt ment. På vores breddegrader er det ikke så tit at vi sådan rent bogstaveligt vandrer rundt i ørkener, men ordet bruges ofte i overført betydning om noget der er langvarigt, skuffende og udsigtsløst. At sådan et ord er så hyppigt brugt i et land som Danmark hvor der ingen ørkener findes (undtagen på den østlige del af Anholt), skyldes naturligvis at vi kender det fra Bibelen, hvor der er mange referencer til de 40 år hvor israelitterne vandrede rundt i Sinajs ørken inden de endelig kunne tage det forjættede land i besiddelse.
Men selvom de 40 år utvivlsomt føltes som en vaskeægte ørkenvandring for den generation der oplevede dem, så kom de efterhånden til at stå i et nostalgisk, nærmest romantisk skær for de efterfølgende generationer, sådan som det undertiden går. For ganske vist var det en tid hvor de boede i telte og konstant flyttede fra sted til sted, og hvor de ikke havde andet at spise end det mærkelige brød der lå som rim på jorden hver morgen, og som de i mangel af bedre kaldte ”manna” (hvilket på hebraisk betyder ”Hvad er det dog?”), men det var også en tid hvor alt var meget mere simpelt end det blev senere hen. Da de kom ind i det land Gud ville give dem, holdt der op med at falde manna ned fra himlen, for nu havde de jo kornmarker og frugttræer som de kunne få mad fra, men det betød også at der skulle arbejdes for føden, og at de skulle forholde sig til alt hvad der hører med til at drive et samfund.
Allerværst var det dog at Gud kom til at føles mere fjern end han havde gjort ude i ørkenen. Under ørkenvandringen havde Gud bogstaveligt talt gået foran dem i skikkelse af en lysende sky, så de vidste hvornår de skulle dreje til højre, hvornår de skulle dreje til venstre, hvornår de skulle standse og slå lejr, og hvornår de skulle bryde op og gå videre; og når de lå i lejr, befandt telthelligdommen med Pagtens Ark sig i lejrens centrum, få kilometer fra hvor folk havde deres telte. Det blev anderledes efter at de slog sig ned i Kana’an – der boede nogle af dem op til 100 kilometer væk fra helligdommen, og i det daglige var der ikke nogen lysende sky der fortalte dem hvornår de skulle gøre hvad. De fortalte og læste og sang om de mirakuløse gerninger Gud havde gjort i ørkenen, men de oplevede dem ikke selv. Og jeg forstår faktisk godt at det var et savn!
I løbet af de 6-700 år israelitterne levede i Kana’an, fra de krydsede Jordanfloden med Josva i spidsen, til de blev ført i eksil i Babylon af kong Nebukadnesar, var der lange perioder hvor der var fred og velstand og ordnede forhold, og i de perioder længtes man naturligvis ikke lige så meget tilbage til tiden i ørkenen, men når folket var trængt af fjenderne, reflekterede de over at Gud føltes mere fjern nu end dengang. Allermest tydeligt bliver det måske sagt i Salme 44 i Det Gamle Testamente, hvor der står (og jeg citerer i uddrag): ”Gud, men egne ører har vi hørt det, vore fædre har fortalt os om den gerning, du gjorde i deres dage, i gamle dage … Men nu har du forstødt os og gjort os til skamme … Vågn op, hvorfor sover du, Herre?” (v. 2.10.24). På Jesu tid var ørkenvandringsnostalgien blevet så udtalt at mange ligefrem ventede at når Messias kom, ville der igen begynde at regne manna ned fra himlen.[1] Og selvom den generation der rent faktisk havde levet af at spise manna i ørkenen, på et tidspunkt var blevet så trætte af smagen at de ligefrem sagde: ”vi er lede ved den elendige føde” (4 Mos 21,5), så forventede den skare der opsøgte Jesus i Kapernaum i dagens evangelietekst, tilsyneladende at blive bespist med brød af en aldeles overnaturlig, himmelsk kvalitet. Jesus havde ellers lige mættet 5000 mænd med fem bygbrød og to små fisk, men det var tilsyneladende ikke et tilstrækkeligt tegn til at de ville anerkende ham som Messias; nej, det skulle regne med brød fra himlen ligesom i de gode gamle ørkenvandringsdage!
Som sagt kan jeg et eller andet sted godt forstå dem! Som barn elskede jeg at høre beretningerne om alle de mirakler som Jesus og apostlene udførte, og jeg var helt på det rene med at det ikke bare var opdigtede eventyr som så mange andre af de historier jeg holdt af at høre, men at mine forældre og de voksne i søndagsskolen og lærerne på den kristne friskole jeg gik på, troede fuldt og fast på at det virkelig var sket. De fleste af dem mente vist også at Gud stadig kan gøre mirakler, men det var ikke noget jeg så noget til. Af og til hørte jeg om mennesker der angiveligt var blevet mirakuløst helbredt, men til min store overraskelse blev den slags beretninger ofte modtaget med mere skepsis end begejstring af de voksne kristne i min omgangskreds. Så jeg længtes efter at se et uafviseligt mirakel med mine egne øjne – dels for at få en bekræftelse af at det jeg troede på, rent faktisk var sandt, og dels for at kunne bruge det som argument over for dem af mine kammerater der ikke troede på Jesus, men måske i virkeligheden først og fremmest for at føle at jeg rent faktisk var en del af den store historie; at den Jesus som jeg kunne læse om i evangelierne, vitterligt var den samme som den Jesus jeg bad til i min aftenbøn.
Siden er der sket mangt og meget. På den ene side har jeg rent faktisk fået lov til at bevidne mirakuløse helbredelser og har endda oplevet en på min egen krop (nemlig af en seneskedehindebetændelse i håndleddet). På den anden side har jeg også fået en langt større forståelse for den skepsis som de voksne omkring mig lagde for dagen når jeg som barn eller ung hørte om mirakler. Til min frustration har jeg også oplevet at en person der bekendte sig som ateist, blev øjeblikkeligt helbredt for en forstuvet fod da der blev bedt for ham, men at han efterfølgende fortsat bekendte sig som ateist – mirakler er altså tilsyneladende, hvis I vil undskylde ordspillet, ikke noget mirakelmiddel! Men længslen har jeg da stadig, og det er blandt andet derfor jeg prioriterer fælles bøn så højt i mit virke som præst. For hvor ville det være skønt hvis rigtig mange mennesker i Klemensker, Rø, Aarsballe, ja på Bornholm i det hele taget, fik lov til at erfare hvordan Gud kan forvandle vores liv med sin kærlighed!
Men selvom jeg stadig tror på helbredelse ved bøn, og selvom jeg håber at komme til at se meget mere af det end jeg har set indtil nu, så bliver det også stadig mere klart for mig at det ikke er det der er det vigtigste. Mannaen i ørkenen var jo ganske vist en mirakuløs løsning på et meget konkret problem, nemlig at der ikke var adgang til ret meget mad derude i ødemarken, men først og fremmest var den et tegn på Guds nærvær. Da Moses ved ørkenvandringens afslutning holdt en afskedstale til israelitterne for at minde dem om hvad de forhåbentlig havde lært (en afskedstale der i øvrigt fylder det meste af det skrift vi kalder Femte Mosebog), så sagde han blandt andet: ”[Gud] ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund” (5 Mos 8,3).
Og i dén forstand er Jesus faktisk leveringsdygtig i et tegn der ikke alene kan matche, men ligefrem overgår det som de gamle israelitter oplevede i ørkenen. Det vers som skaren citerede da de forlangte at Jesus skulle give dem ”brød fra himlen”, det handler nemlig slet ikke om manna, forklarer han dem, men om noget langt større og bedre: livets brød, som ikke alene kan opretholde livet for en kort tid, men som ligefrem ”giver liv til verden”. Og hvis dagens evangelietekst havde omfattet hele Jesu svar til skaren i stedet for at slutte efter vers 37, ville vi have hørt at han lidt længere fremme i kapitlet siger: ”Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød; som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden” (Joh 6,49-51).
Det at Guds søn blev et menneske for vores skyld, og at han gav sit liv for at vi kunne få evigt liv, er nemlig det suverænt største mirakel, langt større end at der regnede manna ned fra himlen. Og det mirakel får vi lov til at opleve! Hver søndag rækker Jesus os i nadveren sit eget kød og blod, som er livets brød, og hver eneste dag er han os endnu nærmere end Gud var ved sit folk da han gik foran dem i ørkenen som en lysende sky. Ganske vist kan vi ikke se ham med vores fysiske øjne, men vi kan tage imod det i tro. Og jo mere vi besinder os på det, desto hyppigere tror jeg også vi vil komme til at se den slags mirakler der ganske vist er langt mindre, men som ikke desto mindre er skønne at opleve, som for eksempel at sygdomme bliver helbredt ved bøn.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se fx 2 Baruch 29,8 (som dog sandsynligvis endnu ikke var skrevet på Jesu tid, men traditionen kan sagtens være ældre)
Comments