Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Marias lovsang: Lad Gud børste dine tænder!
Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker Mariæ bebudelses dag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Som I alle sammen ved, så kaldes den type arrangement som vi er samlet til i dag, for en ”gudstjeneste”. Men hvorfor hedder det egentlig sådan? Har I nogensinde tænkt over det? Det havde jeg ikke selv, før jeg under mit teologistudium nåede til det fag der hedder ”Praktisk teologi”. Det fag handler blandt andet om hvordan og hvorfor vi holder gudstjeneste, for netop gudstjenesten er jo en af de mest tydelige måder kirken udtrykker sig på. Men det der med ”tjeneste” – hvem er det egentlig der tjener hvem? Når vi holder gudstjeneste, er det så os der tjener Gud, eller er det Gud der tjener os?
Det vil muligvis overraske jer at ordet ”gudstjeneste” kun forekommer tre gange i den autoriserede danske oversættelse af Bibelen fra 1992.[1] Tilmed er det ikke engang det samme græske ord der står i grundteksten de tre steder,[2] men sådan som ordene bliver brugt, er der ingen tvivl om at betydningen af ordet er at præsten og menigheden tjener Gud, ikke omvendt. Og dermed kunne man tro at sagen var afgjort, men alligevel gjorde Martin Luther et stort nummer ud af at gudstjenesten først og fremmest er noget Gud gør for os, ikke omvendt. Og det havde han faktisk gode bibelske grunde til at mene. Tag for eksempel Paulus’ berømte prædiken på Areopagos i Athen, som vi kan læse i Apostlenes Gerninger kapitel 17, og hvor apostlen blandt andet siger: ”Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som han trængte til noget” (v. 24-25). Og det giver jo god mening: Hvordan skulle der på nogen måde kunne være tale om at vi gør Gud en tjeneste ved at lytte til hans ord, synge salmer og modtage Jesu legeme og blod i nadveren? Det er vel tværtimod os der trænger til at høre budskabet om at vores synder er tilgivet, og til at Jesus rækker os sig selv i skikkelse af brød og vin! Kun salmesangen kan måske siges at være udtryk for at det er os der tjener Gud ved at hylde og ophøje ham, men Gud sidder urokkeligt på sin trone; han bliver hverken mere eller mindre Gud af om vi tilbeder ham eller ej. ”Gud er Gud, før jorden skabtes” (DDS 624,1) og ”Gud er Gud, om alle mand var døde” (DDS 7,2), for at citere et par kendte salmer fra Den Danske Salmebog.
Men alligevel taler Bibelen altså om at vi både kan og skal tjene Gud (flere steder end jeg kan remse op), og Abraham,[3] Moses,[4] Kaleb,[5] David[6] og Job[7] er blandt de mennesker som Gud selv giver titlen ”min tjener”. Der er også en del mennesker i Bibelen der omtaler sig selv som ”Guds tjener”, eller i Marias tilfælde: ”Herrens tjenerinde”. I ulige årstal hører vi her på Mariæ bebudelses dag om hvordan englen Gabriel blev sendt til Nazaret for at fortælle jomfru Maria at hun skulle føde Guds søn, hvilket på den ene side var en stor ære, men på den anden side også kom til at medføre stor smerte fordi hun for det første måtte dele ham med hele verden, for det andet måtte se ham lide og dø (for ikke at tale om den stigmatisering hun måtte udholde ved at være blevet gravid uden for ægteskabet – det var jo ikke nødvendigvis alle der troede på det med englen). Men Marias svar til Gabriel var: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord” (Luk 1,38). Og i lige årstal, som i år, hvor vi hører teksterne fra anden tekstrække, har vi lyttet til Marias reaktion efter at hun lige havde haft nogle dage til at ”fordøje” det som Gabriel havde sagt til hende. Det som hun helt konkret reagerede på, var dog noget ganske særligt som skete efter at hun var rejst på besøg hos sin kusine Elisabeth, som også var gravid, selvom hun egentlig var for gammel til at det burde kunne lade sig gøre. Det barn som Elisabeth ventede, var i øvrigt også noget særligt: han var ganske vist ikke ligefrem Guds søn, sådan som det barn Maria ventede, var det, men han var så særlig at ærkeenglen Gabriel også var blevet sendt afsted for at bebude hans fødsel, og ved den lejlighed havde hans far, Zakarias, fået at vide at barnet skulle ”fyldes med Helligånden allerede fra moders liv” (Luk 1,15). Det kom helt konkret til udtryk på den måde at da Maria ankom til Elisabeths hus, råbte Elisabeth: ”Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd” (Luk 1,42-44). Og så var det at Maria brød ud i den lovsang som er prædiketekst til i dag, og hvor hun igen benævner sig selv som Guds ”ringe tjenerinde”.
Men selvom hun altså kalder sig selv for Guds ”tjenerinde”, og selvom det på mange måder var en skræmmende opgave hun havde fået, så er det værd at lægge mærke til at lovsangen ikke nævner noget som helst om noget som Maria har gjort eller skal gøre for Gud; den handler udelukkende om hvad Gud har gjort for hende (og for hele folket i øvrigt): ”den Mægtige har gjort store ting mod mig”, ”Han har øvet vældige gerninger”, ”han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver”, ”Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vores fædre” og så videre. Og det bringer os på sporet af det paradoks som jeg tror er svaret på hvem der tjener hvem i gudstjenesten: Vi tjener Gud ved at tage imod det som han vil gøre for os.
Det lyder måske som en besynderlig form for tjeneste, men Gud er jo ikke bare vores arbejdsgiver; han er vores far! Vi der er forældre, vil gerne have at vores børn gør som vi siger (i hvert fald så længe de stadig er børn; jo ældre de bliver, desto mere må vi nøjes med at håbe på at de vil følge de råd vi giver dem). Før i tiden sagde man endda (selvom det vist er lidt et fy-ord i dag) at børn skulle være ”lydige” mod deres forældre. Men hvorfor skulle de det? Hvorfor er det almindeligvis en god ting at børn gør som deres forældre siger? Fordi enhver god far eller mor først og fremmest har barnets bedste for øje. Når far siger: ”Du skal blive inde på fortovet!”, så er det for at barnet ikke skal blive kørt ned. Når mor siger: ”Du skal lade mig børste dine tænder!”, så er det for at barnet ikke skal få huller i tænderne. Og så videre. Alligevel er det ikke forkert at sige at børn gør deres forældre en tjeneste ved at være lydige, for forældrene bliver jo glade når det går barnet godt. På samme måde bliver Gud glad når det går hans børn godt, og derfor gør vi ham en tjeneste ved at adlyde hans bud.
Men som sagt er Guds bud til os altså først og fremmest at vi skal tage imod det som han vil gøre for os – lidt ligesom mit eksempel fra før med at barnet skal lade sin mor eller far børste dets tænder. Hvis vi tager de mest kendte af Guds bud, nemlig dels De 10 Bud, dels det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, og du skal elske din næste som dig selv”, så begynder de ganske vist næsten alle sammen med enten ”Du skal” eller ”Du må ikke”, og det lyder jo umiddelbart mere som noget vi selv skal gøre (eller lade være med at gøre), end det lyder som noget Gud vil gøre for os. Men hvis vi slår op i Anden Mosebog kapitel 20, hvor vi finder De 10 Bud, så ser vi at kapitlet begynder således: ”Gud talte alle disse ord: ’Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke…” og så videre. På hebraisk hedder det faktisk ikke ”De 10 Bud”, men ”De 10 Ord”, og det første af ordene er: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.” (Det er derfor vi må ty til fiksfakserier som at dele enten buddet om ikke at have andre guder eller buddet om ikke at begære noget der tilhører vores næste, op i to bud for at nå op på 10, for reelt er der kun ni bud; det første af de 10 ord er ikke noget bud). Før Gud siger til israelitterne hvad de skal gøre, minder han altså om hvad han har gjort, for det er det der er fundamentet for pagten mellem Gud og folket. Alt det der står i de efterfølgende bud, var ikke noget israelitterne skulle gøre for at blive Guds folk; det var noget som de dybest set kun kunne gøre fordi de allerede var Guds folk. Det var i øvrigt dér det var gået galt for farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid: De havde så at sige omtolket buddene til at være noget vi som mennesker skal præstere, og dermed noget som kunne give anledning til stolthed og til at hævde sig selv på bekostning af andre, og derved overså de at vi i virkeligheden alle sammen er hjælpeløst ude af stand til at leve efter Guds vilje hvis ikke han selv virker det i os.
Derfor er jomfru Maria et strålende forbillede for os som kristne. Ganske vist var den opgave som hun var blevet udvalgt til, aldeles unik, men vi er alle sammen kaldet til at lade Kristus få skikkelse i os, som Paulus udtrykker det i Galaterbrevet (4,19). Målet er ikke at vi selv skal træne os op til at blive stærke superkristne der kan overholde alle Guds bud og udrette mægtige gerninger, men at vi i ydmyg tro skal stille os til rådighed for Gud og lade ham fylde os med sin Ånd så han kan gøre mægtige gerninger gennem os – ikke nødvendigvis gerninger der målt med vores egen eller vores medmenneskers målestok er mægtige, og som vil skaffe os en plads i historiebøgerne, men gerninger der passer som fod i hose i Guds mægtige plan, for i sidste ende er han den eneste der har nogen ret til at bedømme vores liv; det har vi ikke engang selv.
Det er tit fristende at dele vores liv op i aktiviteter hvor vi giver, og aktiviteter hvor vi modtager. Vi tænker at vi giver når vi bruger de evner Gud har givet os, til at hjælpe vores medmennesker, og at vi modtager når vi læser i Bibelen eller en god bog, lytter til en prædiken, modtager nadveren, eller blot slapper af. Men jeg tror faktisk det er misforståelse at dele vores liv op på den måde. Dybest set tror jeg ikke at det er meningen at vi nogensinde skal gøre andet end at modtage det som Gud vil give os. På den måde bliver det at vise næstekærlighed og gøre noget for andre, ikke til noget vi skal præstere, og som kan dræne os, men til en del af det Gud giver os. Så bliver vi i stand til først og fremmest at se de opgaver Gud giver os, som gaver der flyder fra ham gennem os til vores medmennesker, sådan at vi ligesom Maria kan sige om det Gud giver os at gøre, at ”den Mægtige har gjort store ting imod mig”. Ja, selv de bud der begynder med ”Du skal” eller ”Du må ikke”, kan vi se først og fremmest som løfter om hvad Gud i sin uendelige godhed vil skabe af gode gerninger i os – og dermed ikke som noget der nogensinde vil kunne give os anledning til at være stolte eller at se ned på andre.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] ApG 13,2. Rom 12,1. Hebr 9,1.
[2] I Rom 12,1 og Hebr 9,1 står der ???????, mens det i ApG 13,2 er en form af verbet ???????????.
[3] 1 Mos 26,24.
[4] 4 Mos 12,7. Jos 1,2. 2 Kong 21,8. Mal 3,22.
[5] 4 Mos 14,24.
[6] 2 Sam 3,18; 7,5. 1 Kong 11,13; 14,8. 2 Kong 19,34; 20,6. 1 Krøn 17,4. Sl 89,4. Es 37,35. Jer 33,21. Ez 34,23; 37,24.
[7] Job 1,8; 2,3; 42,7-8.
Comments