Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Kristi himmelfart: Præstekongen
Prædiken i Rø Kirke Kristi himmelfarts dag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Sådan står der i Grundlovens paragraf 4, men hvad ”understøttes som sådan af staten” i grunden betyder i praksis, er der vist ikke rigtig nogen der ved med sikkerhed. Sikkert er det dog at det er kirkeministeren der udnævner Folkekirkens præster, at staten betaler 40% af tjenestemandsansatte præsters løn, at de kommunale skatteforvaltninger indkræver Folkekirkens medlemskontingent over skattebilletten, og at alle bestemmelser angående Folkekirkens virke bestemmes af ministeren og Folketinget. Alle forsøg på at få udarbejdet en decideret forfatning for Folkekirken så man kunne få klare linjer om hvem der i grunden bestemmer hvad, eller at få overblik over de økonomiske mellemværender mellem kirke og stat så man kunne få klare linjer om hvem der i grunden betaler hvad, er imidlertid faldet på manglende politisk vilje, og det kan man jo så tænke sit om.
En ting som de fleste politikere på tværs af partiskel imidlertid lader til at have fuldstændig styr på når talen falder på forholdet mellem kirke og stat, det er at Luther sagde noget om at der er to regimenter som man ikke må blande sammen, nemlig det verdslige regimente og det åndelige regimente. Nogle politikere lader til at mene at det med de to regimenter betyder at staten har sine regler, og Gud har sine, og at de to sæt af regler omhandler hver sit område af livet, sådan at det er statens regler der gælder i den offentlige sfære, mens Guds regler henvises til privatsfæren. Og de særligt bibelkyndige politikere sætter måske endda trumf på ved at citere Jesu udsagn om at vi skal give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Og som I sikkert har fornemmet, så vil jeg om et øjeblik fortælle jer at den forståelse er udtryk for at man har misforstået både Luther og Jesus.
Det med at give kejseren hvad kejserens er, er prædiketekst til 23. søndag efter trinitatis i ulige årstal, så hvis I går ind på clemenskirke.dk og finder punktet ”Prædikener” i menuen ”Kirkeliv”, så kan I scrolle ned til 12. november 2023 og finde manuskriptet til en prædiken der hedder ”Lov er lov – skal den holdes?” og finde en længere forklaring på hvorfor jeg mener at politikerne misforstår den tekst. Men den korte version er at vi selv med alt hvad vi er og har, hele vores liv og væsen, hører med til ”hvad Guds er”, og at denne verdens magthavere ikke har mere magt end Gud giver dem lov til at have.
Og det var også det Luther mente da han talte om de to regimenter: Gud er den øverste hersker over begge regimenter, både det åndelige og det verdslige, men han udøver sin magt på forskellig måde i de to regimenter: I det verdslige regimente styrer han menneskers ydre adfærd gennem konger og fyrster og regeringer og politi og domstole, sådan at vores medmennesker bliver beskyttet mod de værste udslag af vores tilbøjelighed til at handle ondt (ja, den gode reformator var ikke specielt optimistisk på menneskenaturens vegne!). I det åndelige regimente styrer Gud derimod menneskers sjæle, og det gør han gennem evangeliets forkyndelsen, som kirken tager sig af. Og når Luther sagde at man ikke må blande de to regimenter sammen, så mente han primært at man aldrig må bruge verdslig magt – våben og fængsel og den slags – til at bestemme over menneskers sjæl og samvittighed, men udelukkende over deres handlinger. Det betyder på den ene side at konger og fyrster, stater og regeringer kun kan bestemme over kirkens ydre forhold og ikke over hvad der bliver prædiket, men det betyder også at kirken ikke må bruge knytnæver, sværd og kanoner til at tvinge menneskers samvittigheder; den må kun bruge Ordet og sakramenterne. Men det er også mægtige våben, for som vi kan læse i Hebræerbrevet (4,12): ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.”
Opdelingen i det åndelige og det verdslige regimente var naturlig for de første kristne, for kristendommen var jo fra begyndelsen en græsrodsbevægelse der ingen verdslig magt havde, og som tilmed var pacifistisk. Og det var ikke engang sådan at man havde et mål om på et tidspunkt at opnå verdslig magt, for Jesus havde skrevet recepten da han var i forhør hos den verdslige øvrigheds øverste repræsentant i Det Hellige Land, Pontius Pilatus. Da Pilatus spurgte Jesus om det var rigtigt at han var konge, svarede Jesus: ”Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres” (Joh 18,36). Men allerede i Det Gamle Testamente, hvor Guds rige for en tid havde en etnisk, politisk og geografisk dimension, var der faktisk alligevel en vis opdeling mellem den verdslige og den åndelige magt. I modsætning til mange af nabofolkene, hvor kongen også var ypperstepræst, havde israelitterne nemlig ikke personsammenfald mellem den øverste politiske leder og den øverste religiøse leder. Det betød ikke at gudsdyrkelsen var ligegyldig for den israelitiske konge; tværtimod gjorde de skiftende konger (i hvert fald dem som forfatterne til Kongebøgerne og Krønikebøgerne bedømmer som ”gode konger”) meget for at vedligeholde templet, sponsorere religiøse fester og udrydde afgudsdyrkelse. Men kongen måtte ikke selv gå ind i templet og ofre som om han havde været præst, og det respekterede de fleste af dem da også. Men den mægtigste af alle de konger der fulgte efter David og Salomo, nemlig kong Uzzija, der ellers var startet som en from og gudfrygtig konge, han fik på et tidspunkt storhedsvanvid og ville også være ypperstepræst ligesom sine nabokonger; det kan vi læse om i Anden Krønikebog kapitel 26. Da den rigtige ypperstepræst konfronterede ham med at han havde overskredet sine beføjelser, blev han rasende, men inden han nåede at ty til voldeligheder mod præsterne, blev han pludselig ramt af spedalskhed og måtte leve isoleret i sit palads resten af sit liv mens hans søn regerede for ham. Det må siges at være en tydelig tilkendegivelse fra Gud om at kongen og ypperstepræsten skulle passe hver deres job!
Men, men, men: Det Gamle Testamente omtaler faktisk én person der både var konge i Jerusalem og præst i Jerusalem, og han hed Melkisedek. Han var ikke israelit, for israelitterne er jo dem der nedstammer fra Israel, altså patriarken Jakob, men Melkisedek levede samtidig med Jakobs farfar, Abraham. Vi ved kun meget lidt om ham; alt hvad der står, er: ”Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde: ’Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt.’ Og Abraham gav ham tiende af det alt sammen” (1 Mos 14,18-20). Men så dukker han pludselig op i Salmernes Bog, nemlig i den salme som vi hørte som den første læsning i dag, hvor salmisten taler profetisk om en konge der skal være præst for evigt ”på Melkisedeks vis”. Hvad betyder ”på Melkisedeks vis”? Ja, mon ikke det betyder at han, ligesom Melkisedek, skal være både konge og ypperstepræst? Når Gud havde bestemt at Israels konge og Israels ypperstepræst skulle være to forskellige personer fra hver sin slægt, var det altså kun en midlertidig ordning der skulle sikre at der ikke blev samlet for meget magt på et enkelt syndigt menneskes hænder. (Det er også derfor vi i moderne demokratier har adskilt den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, for det er jo kun en alt for almindelig erfaring at magt har det med at korrumpere selv mennesker med de bedste intentioner). Essæerne, den sekt der havde forskanset sig i Qumran ved Det Døde Hav, og som især er kendt for at have efterladt sig den skriftsamling der kaldes ”Dødehavsrullerne”, havde i øvrigt en forventning om at der ville komme to forskellige messias’er: en konge-messias og en præste-messias – helt i overensstemmelse med mønsteret i Det Gamle Testamente. Men den messias som vi tror på, er jo netop ikke et syndigt menneske, og derfor sker der ikke noget ved at samle både den verdslige og den åndelige magt hos ham, og det er da også netop det der er planen. I Hebræerbrevet i Det Nye Testamente bruges der indtil flere kapitler på at gøre rede for at Jesus er opfyldelsen af profetien om ham der skal være konge for evigt på Melkisedeks vis, og som vi ved fra dåbsritualet, var noget af det sidste Jesus sagde til sine disciple inden sin himmelfart: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.”
En præsts vigtigste opgave på Det Gamle Testamentes tid var at gå ind i Guds helligdom og bringe ofre. Den opgave udførte Jesus langfredag, da han ofrede sig selv for at sone vores synder, og hans opstandelse påskedag var en bekræftelse af at Gud havde modtaget hans offer og var fuldt ud tilfreds med det. Og den næstvigtigste opgave for Det Gamle Testamentes præster var at gå i forbøn for folket, og den opgave udfører Jesus til stadighed; vi læser i Romerbrevet (8,34) at han ”sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os”. Men det sæde som han sidder på ved Guds højre hånd, det er altså en trone, og han sidder der ikke kun for at gå i forbøn, men også for at regere! Og hvor vi til påske fokuserede meget på Jesus som vores præst, fokuserer vi her Kristi himmelfarts dag især på Jesus som vores konge.
Men som jeg var inde på tidligere, så er Jesus en anderledes konge, hvis rige ikke er af denne verden. Derfor udøver han også sin kongemagt på en markant anderledes måde end denne verdens konger gør. Jesus regerer nemlig ved Helligånden i vores hjerter, så man kan sige at selv hans virke som konge er en del af det som Luther kaldte ”det åndelige regimente”. Der vil nemlig komme en dag hvor al menneskelig magt vil forsvinde, og det eneste der bliver tilbage, er tro, håb og kærlighed. Men den dag vil det også stå klart at kærligheden er en stærkere magt end alt andet; så klart at (som Paulus skriver i Filipperbrevet) ”i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2,10-11). Intet ondt vil nemlig kunne bestå i den blændende stråleglans af Guds hellige kærlighed, og var det ikke for den retfærdighed som Gud har skænket os i Jesus, ville vi heller ikke kunne udholde at være i Guds nærvær. Men fordi Jesus har købt os med sit blod, renset vores hjerter og sonet vores synd, kan Guds lys gennemtrænge os og brænde alt ondt og selvisk væk fra os, uden at vi dør, hvis blot vi vil lade ham gøre det. Så lad os hylde og tilbede Jesus – vores konge, vores præst, vores frelser, vores ven!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments