Prædiken til julesøndag 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
Barnemordet i Betlehem: Tænk hvis Josef havde trukket på skuldrene!
Prædiken i Ny og Sct. Klemens Kirker julesøndag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg tror ikke jeg er den eneste der synes det er ærgerligt at vores kultur har forskubbet højtiderne sådan at julen i mange danskeres bevidsthed begynder sidst i november når juletræerne bliver tændt på torve og pladser, og slutter når vi går i seng den 24. december efter at have spist risalamande og pakket gaver op. Kirkeligt set – og før i tiden også folkeligt – begynder julen jo først den 24. december, og så varer den i 12 dage frem til helligtrekonger; tiden fra slut-november og frem til juleaften har vi et andet navn for, nemlig advent. Og forskubningen bliver endda tilsyneladende værre og værre: I min barndom kunne vi stadig gå rundt i midten af december og synge med Søren Banjomus: ”Bare det altså snart var jul!”[1] (underforstået at det var det altså ikke endnu), mens Bornholms Tidende i år kunne konstatere i en reportage fra en juletræstænding i Snogebæk i november at: ”Nu er det jul!” – men på det tidspunkt havde detailhandlen jo også varmet op med julevarer og juleudsmykning siden midten af oktober!
Men selvom jeg som sagt synes det er ærgerligt at vores kultur betragter julen som værende slut på et tidspunkt hvor den knap nok er begyndt, må jeg også indrømme at hvis det man forbinder med jul er at man giver sig selv lov til for en kort tid at glemme alt det mørke og triste og håbløse, så er det nok bedst at gøre det i adventstiden, for der er ikke meget salig glemsel over de beretninger vi får smidt i hovedet ved gudstjenesterne her i den ”rigtige” juletid: Allerede juleaften førte en kejsers begærlighed efter magt og penge til at en højgravid ung kvinde måtte foretage en lang rejse og føde sit barn i en stald (eller i hvert fald lægge ham i en krybbe – ordet ”stald” forekommer faktisk ikke i juleevangeliet), og i dag går det fra ondt til værre da selvsamme kejsers vasal, kong Herodes, i sin paranoide magtsyge beslutter at slå det nyfødte barn ihjel, og da det mislykkes, lader han det gå ud over et stort antal fuldkommen sagesløse børn i en massakre så grusom at man får kvalme af at tænke på det. Heldigvis – hvis det ellers giver mening at bruge det ord i denne sammenhæng – var vi dog så småt blevet forberedt på hvor grusom verden kan være, da vi i forgårs, anden juledag, hørte om mordet på Stefanus. Men Stefanus var i det mindste et voksent menneske som selv havde truffet en beslutning om at budskabet om Jesus var et martyrium værd hvis det skulle komme dertil, hvorimod de stakkels børn i Betlehem og omegn helt ufrivilligt blev martyrer – ligesom mange børn og voksne i øvrigt stadig bliver det den dag i dag, og blandt andet derfor er det ufattelig vigtigt at vi ikke bygger vores juleglæde på at tage skyklapper på og lukke den barske verden ude, men på budskabet om at lyset er blevet tændt midt i mørket; at Gud netop sendte sin søn ind i vores barske, onde verden for at frelse både den og os – og at Gud i dette øjeblik fortsat er travlt beskæftiget med at bringe sin frelsesplan til fuldførelse! Julen handler ikke om at alt nu er godt; den handler om håb midt i håbløsheden, lys midt i mørket.
Men i dag er der noget andet som jeg gerne vil henlede opmærksomheden på, og det er Josefs rolle i det hele. Josef er til tider en lidt overset person når vi fejrer jul, hvilket Shu-bi-dua fint beskrev i deres sang ”Josef” fra år 2000, hvor det hedder: ”Et barn blev født i Betlehem, og det blev til en fest, der fejres i alverdens hjem i både øst og vest. I juleevangeliet står det hele skrevet ned, om hvem der gjorde hvad hvornår, om hver en ko og ged, om vise mænd der ofred’ dér, og folk der hilste på, om røgelse og myrra skær og hvad en hyrde så. Men der står ikke et ord om hvad Josef han gjorde. Han var jo sådan set slet ikke barnets far, så var han lisså glad som de andre var?” Men de kære ”shubber” kunne måske godt have brugt at læse deres bibel lidt mere grundigt, for blandt andet i den tekst vi har hørt i dag, står der jo faktisk en hel del ord om hvad Josef han gjorde: Han ”stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten.” Og det var faktisk af afgørende betydning at han gjorde det. Tænk hvis han bare havde ignoreret den advarsel som englen gav ham i drømmen! Det var jo ikke nogen lille ting han fik besked på. Jeg ved ikke hvordan du ville reagere hvis du nogen kontaktede dig midt om natten og sagde: ”Du og din familie er nødt til at flygte til udlandet nu med det samme – altså ikke om en uge, eller i morgen tidlig, men nu!” Jeg tror mange af os ville tænke: ”Ah, lad os nu lige vente og se om det nu også er så slemt!” Men det gjorde Josef ikke; han handlede resolut og uden tøven eller tvivl. Eller – om det var uden tvivl, ved vi jo sådan set ikke, men han handlede, og det er det vigtige. Det at han stod op midt om natten, pakkede bagagen, vækkede Maria, måske også skrev et brev til sine svigerforældre i Nazaret, forklarede dem situationen og bad dem om at sætte et skilt med ”Lukket indtil videre” på tømrerforretningen, og så ellers begav sig afsted i ly af mørket, det var en altafgørende brik i Guds plan for at frelse vores fortabte verden. Havde han ikke gjort det – havde Herodes fået held med at slå Jesus ihjel som spæd – så havde Jesus ikke kunnet fuldføre sin mission og frelse verden.
Der er næppe nogen af os der er til stede her i dag, der kommer til at få en rolle der på nogen måde kan sammenlignes med Josefs. Selvom han kan være lidt upåagtet i vores julefejring (og faktisk slet ikke er nævnt i en eneste af de 791 salmer i Den Danske Salmebog), så havde han fået betroet en opgave der var helt unik i verdenshistorien, som den der skulle beskytte og forsørge Guds søn indtil han kom til skelsår og alder. Men vi kan alligevel godt lære noget af Josef, nemlig at når vi ved hvad vi har at gøre, så skal vi ikke vente og se om det nu også bliver nødvendigt – så skal vi gøre det, uanset hvor besværligt det måtte være, og uanset hvor lidt anerkendelse vi kan påregne at få ud af det.
Ganske vist er der nok heller ikke ret mange af os der kommer til at opleve at en engel taler så klart til os, være sig i en drøm eller et syn eller andet, som Josef oplevede det den nat, men det var jo også noget meget usædvanligt Josef fik besked på, noget som han på ingen måde ville have kunnet regne ud hvis ikke englen havde sagt det til ham. Langt de fleste af de ting som vi ved at vi har at gøre, er jo hverken specielt dybsindige eller specielt eksotiske – og det er netop pointen. Det bliver udfoldet på fornemste vis hos profeten Mika i Det Gamle Testamente. Ligesom mange af de andre profeter gik Mika skarpt i rette med sit folk fordi de ikke levede efter Guds vilje, og ligesom mange af de andre profeter oplevede han at hans budskab fik en blandet modtagelse. Men på et tidspunkt var der faktisk nogen der tog Mikas ord til sig og spurgte ham hvad de skulle gøre. Spørgeren foreslår en lang række vidtløftige religiøse ritualer, men Mika kommer med et vidunderligt svar (synes jeg), som vifter alle de selvhøjtidelige (kan man vel godt kalde dem) forestillinger om glorværdige og indviklede gerninger til side og skærer direkte ind til kernen: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8). Sværere er det sådan set ikke!
Eller rettere: Mere indviklet er det ikke. For nemt er det jo bestemt ikke altid! Men det der gør det svært, er sjældent at vi ikke ved hvad vi har at gøre, men snarere at vi ikke har lyst til at gøre det. Det kan være at indrømme når vi har taget fejl, eller at sige undskyld når vi har gjort nogen uret. Det kan være at give en hjælpende hånd til nogen der har brug for det, eller at sige fra hvis nogen er i gang med at bagtale en fælles bekendt. Det kan være at efterlade en seddel med vores telefonnummer hvis vi kommer til at beskadige en parkeret bil, eller at indberette den der lille biindtægt til skattevæsenet. Og så videre. Og nu sidder nogle af jer måske og tænker: ”Jamen selvfølgelig da! Det skal alle mennesker jo – det behøver man da ikke at have læst Bibelen for at vide!” Og nej, det behøver man ganske rigtigt ikke. Det står der oven i købet i Bibelen at man ikke behøver, nemlig i Romerbrevet kapitel 2 hvor Paulus skriver (og jeg citerer for forståelighedens skyld fra den nudanske Bibelen2020): ”Hvis mennesker, som ikke er jøder og altså ikke er underlagt loven, alligevel instinktivt gør det, der står i den, så viser det, at loven er indbygget i dem. De er født med loven i sig. Det er deres samvittighed også et bevis på, når de diskuterer med sig selv, hvad der er rigtigt og forkert” (Rom 2,14-15). (For en ordens skyld må jeg i øvrigt hellere tilføje at når Paulus skriver at mennesker der ikke er jøder, ”ikke er underlagt loven”, så mener han ikke de love der nu engang er i det land man bor i; han mener den pagt som Gud indgik ved israelitterne ved Sinajbjerget efter at de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten).
Et liv efter Guds vilje er altså ikke nødvendigvis andet og mere end at opføre sig ordentlig og anstændigt. Og så alligevel! For som det fremgik af det vers jeg citerede fra Mikas Bog, så er det ikke gjort med at opføre sig ”relativt” ordentligt og anstændigt eller ”nogenlunde” ordentligt og anstændigt. ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”, stod der. Ordet ”årvågent” antyder at det er noget vi skal gøre hele tiden. Vi har aldrig ”aftjent vores værnepligt”, så at sige, i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Og så er det pludselig ikke bare svært, men decideret umuligt, for hvem kan uden at lyve prale af altid i enhver situation at have handlet uselvisk og næstekærligt? Og hvem tør love at de fra nu af altid vil gøre det? Den egocentrisme der drev kong Herodes til at øve den frygtelige udåd vi har hørt om i dag, den kan ingen af os sige os fri for at have en lille splint af (selvom vi forhåbentlig aldrig kunne finde på at begå mord, endsige massemord på uskyldige børn!). Og det er jo netop derfor vi havde brug for at der skulle fødes en frelser, der som voksen ville bære alle vores synder med sig ind i døden.
Men selvom vi ikke er i stand til at leve 100 procent op til Mikas instruks, så kan vi jo i det mindste gøre vores bedste for at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed, så godt vi nu kan. Men det allerbedste at satse på er nok det tredje element i det Mika svarede, nemlig: ”årvågent vandre med din Gud”. Hvis vi først og fremmest er fokuserede på hvor godt eller dårligt vi selv klarer at gøre det rigtige, bliver vi nemt drevet til håbløshed, men hvis vi i stedet giver vores opmærksomhed til Jesus og hvad han har gjort for os, så vil de gode gerninger ofte komme helt af sig selv. Og det var vel i virkeligheden også derfor det lykkedes for Josef: fordi hans fokus var på Jesus og ikke på sig selv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] I Otto Leisners originale tekst til Søren Banjomus hedder det i øvrigt ”Bare det altså snart var nu!”; varianten ”Bare det altså snart var jul!” er af senere dato (og rimer i øvrigt ikke på ”skillemadinkedu”).
Comments