Prædiken til juleaften 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
Jesu fødsel: Himmelsk oprustning
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Inden jeg fyldte 12 år, var ordet ”nedrustning” en del af mit aktive ordforråd. Jeg voksede nemlig op i 1980’erne, som var en tid hvor der, ligesom nu, blev talt en del om truslen fra Rusland – bortset fra at stormagten i øst jo altså dengang hed Sovjetunionen og havde et territorium der også omfattede de baltiske stater, Ukraine, Moldova og alle de andre sovjetrepublikker i Østeuropa og Centralasien. Men på et tidspunkt begyndte det heldigvis at gå den rigtige vej med den konflikt, idet USA’s præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov holdt en række topmøder hvor de forhandlede om nedrustning, hvilket resulterede i at et meget stort antal atomvåben blev skrottet. Ordet ”oprustning” kan jeg derimod kun huske at have hørt en enkelt gang i min barndom, og det var i et show med sangeren og komikeren Eddie Skoller der chokerede publikum ved at sige at han gik ind for oprustning, men chokket blev vekslet til morskab da Skoller uddybede at han syntes man skulle flytte alle atomraketterne til Samsø – ”så kan de stå der og ruste op!”
Det var dengang. I dag kan man ikke chokere nogen ved at sige at man går ind for oprustning; snarere tværtimod. ”Oprustning” er i den grad blevet et buzzword: Vi bygger våbenfabrikker, vi køber nye jagerfly og donerer de gamle til Ukraine, og hvis vi er heldige, kommer der også på et tidspunkt et regiment her til Bornholm, selvom ingen ved hverken hvornår eller hvor stort det bliver. Regeringen er også begyndt at tale om ”åndelig oprustning”, selvom det vist stadig henstår delvis i det uvisse hvad der helt præcis skal forstås ved det.
Men i dag er det jo juleaften, og det er jo en dag hvor vi snarere plejer at tale om nedrustning end om oprustning. Den tekst fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, er endda en tekst der handler om nedrustning i form af at det militære grej i skikkelse af trampende støvler og blodplettede kapper skal brændes. Andetsteds i Esajas’ Bog finder vi et endnu stærkere kald til nedrustning med ordene: ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig” (Es 2,4). (Det vers kan I i øvrigt høre i en af læsningerne hvis I kommer i kirke den 25. januar, altså om en god måneds tid). Ordene om at smede sværd om til plovjern gælder imidlertid en fjern fremtid – det afsnit som de indgår i, begynder med ordene ”Til sidst skal det ske” – og selvom vi godt kan lide at synge om fred på jorden her i juletiden, så melder virkeligheden sig hurtigt igen lige så snart hverdagen gør det. Så længe de der er os fjendtligt stemt, er i besiddelse af våben, er vi nødt til også selv at være det; alt andet er naivt, ikke sandt? Det kan være meget godt med al den snak om ”peace, love and happiness”, men vi er jo også nødt til at være lidt realistiske, ikke?
Heldigvis er Bibelen ekstremt realistisk i sin beskrivelse af os mennesker – til tider måske endda mere realistisk end vi bryder os om. Tag for eksempel de her vers fra Esajas’ Bog (som Paulus i øvrigt citerer i sit brev til romerne): ”De er rappe på fødderne til at volde ondt, de er hurtige til at udgyde uskyldigt blod. Deres planer er ondskab, vold og ulykke er på deres veje; fredens vej kender de ikke” (Es 59,7-8). Alle de bibelske forfattere og alle apostlene som var de første til at udbryde kristendommen i hele verden, vidste udmærket godt at det der med at holde fred med hinanden, det kan vi mennesker ikke rigtig finde ud af. Juleevangeliet er altså ikke udtryk for naivitet, og vi ved formentlig også godt alle sammen at det lille barn hvis fødsel blev fejret af englekor der sang om fred på jorden, endte med at blive brutalt henrettet af magthavere der påstod at de på den måde bevarede freden. Og i en vis forstand taler juleevangeliet faktisk heller ikke om nedrustning, men tværtimod om oprustning!
Hvad jeg mener med det? Jo, nu sagde jeg jo før at Jesu fødsel blev fejret af et ”englekor”, men hvis I lyttede rigtig godt efter da jeg læste juleevangeliet (eller hvis I kigger ned i jeres sangblad hvor teksten er trykt), så ved I at der ikke stod noget om et ”kor”, men derimod om en himmelsk hærskare der sang! Og ”hærskare”, det er altså et militært udtryk. Eller det var det i hvert fald oprindelig; i dag har det en lettere højtidelig og arkaisk klang og bruges mest i overført betydning.[1] At man i 1992, da den nuværende bibeloversættelse blev lavet, valgte at bibeholde et så gammeldags ord, skyldtes nok at netop beretningen om Jesu fødsel også i den græske grundtekst er holdt i et meget højt stilleje sammenlignet med resten af Lukasevangeliet. Men problemet med højstemt sprog er at vi så let kommer til at glemme hvad ordene i grunden betyder, og det græske ord der er oversat med ”hærskare” i juleevangeliet som vi kender det, det er altså et militært udtryk som betegner en flok soldater – og vel at mærke en stor flok: ikke en deling eller et kompagni eller en bataljon eller endda et regiment (ikke engang et regiment af den størrelse som man har på den anden side af Østersøen), men snarere en division eller måske endda en armé. Så hvis du forestiller dig at der stod 12-14 engle og sang for hyrderne, så tager du fejl. Der skal sættes et pænt antal nuller bagefter – hele himlen var pakket med syngende engle! Og det var vel at mærke kriger-engle. Vi har det i vores kultur med at opfatte engle som nogle harmløse og pyssenyssede væsener, men det er langt fra sådan de beskrives i Bibelen. Det er ikke for ingenting at hyrderne ”blev grebet af stor frygt” allerede mens de kun kunne se en enkelt engel!
Når vi ser på de mange forskellige beretninger i Bibelen, så hører det virkelig til sjældenhederne at Gud udkommanderer så stor en hærstyrke af engle som i juleevangeliet. I Anden Kongebog kan vi for eksempel læse om en situation hvor assyrerkongen Sankerib havde belejret Jerusalem med en kæmpe hær og forlangte at byen og dens konge, Hizkija, skulle underkaste sig hans overherredømme. Men profeten Esajas, som jeg tidligere har omtalt indtil flere gange i denne prædiken, trøstede kong Hizkija med at Gud nok skulle få assyrerne til at opgive belejringen, og i slutningen af kapitlet står der: ”Samme nat gik Herrens engel ud, og i assyrernes lejr dræbte han 185.000 mand” (2 Kong 19,35). Fik I den? Herrens engel – i ental! – nedkæmpede en fjendtlig hær på flere hundrede tusinde mand (apropos det med at engle ikke just er harmløse og pyssenyssede!). Enkelte steder er der flere englekrigere på job, som i Anden Kongebog kapitel 6 hvor profeten Elisas tjener får lov til at se i et syn at bjerget rundt om den by som han og hans herre opholder sig i, er ”fuldt af ildheste og ildvogne” som passer på dem (2 Kong 6,17), og i Johannes’ Åbenbaring læser vi at Mikael, som tilsyneladende er navnet på den øverste engle-general, sammen med sine engle besejrer Djævelen og de faldne engle (Åb 12,7-9). Men den himmelske hærstyrke der bliver mobiliseret i forbindelse med Jesu fødsel, er tilsyneladende uden sidestykke i hele bibelhistorien. Dét kan man da kalde oprustning så det batter!
Men der er selvfølgelig lige den detalje at den store englehær ikke foretog sig andet end at synge! Der var ellers masser af uretfærdighed og undertrykkelse som de med god ret kunne have sat en stopper for, når nu de var udkommanderet – og hvis én af dem var stærk nok til at besejre 185.000 mand, så skulle en hel hær af dem vel nok kunne få sat skik på denne verden? Så ville vi også være sluppet for at der her 2000 år senere stadig er mange mennesker der siger: ”Hvis der er en Gud, hvorfor sætter han så ikke en stopper for krig og sult og uretfærdighed?” Så hvorfor satte Gud ikke alle de engle til at foretage sig noget mere nyttigt end at synge? Er han ligeglad med al den lidelse der er i verden?
Nej, jeg skulle mene at det der skete julenat i Betlehem, om noget viser at Gud ikke er ligeglad. Man sender ikke sin søn ud på en livsfarlig mission for at redde nogen man er ligeglad med, det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Faktisk vil jeg tværtimod sige at netop det at englene ikke fik lov til at gøre andet end at synge, viser at Gud er alt andet end ligeglad med os! Det ville jo et eller andet sted have været helt utrolig meget nemmere for Gud at lade magtens våben tale og lade undertrykkernes hoveder rulle, men sagen er at Gud også elsker de mennesker der undertrykker andre! (Og det skal vi nok være glade for at han gør, for hvem kan sige sig fri for i et eller andet omfang at have bidraget til at nogen blev undertrykt på et eller andet plan?). Dertil kommer at historien tydeligt nok har vist at hver gang en tyran bliver fjernet ved en revolution, går der ikke ret lang tid før en ny tyran træder ind i hans sted, og nogle gange er det endda dem der har stået i spidsen for at fjerne tyrannen, der selv bliver de nye tyranner. Tag for eksempel Sovjetunionen, som jeg også nævnte i begyndelsen af prædikenen: den opstod fordi der blev gjort oprør mod zarens despotiske styre, men inden der var gået 10 år, stod Stalin der i stedet, og de fleste vil nok mene at det var en forandring til det værre. Man kunne også nævne det rædselsregime der fulgte i kølvandet på den franske revolution i 1789. Selv i de tilfælde hvor man har forsøgt at lave en teokratisk stat med Bibelen som rettesnor, er det endt i tyranni, som under Calvin i Genève eller Oliver Cromwell i England.
Derfor havde Gud en helt anden oprustningsplan, nemlig at bevæbne menneskers hjerter med kærlighed. Gennem hele Jesu jordiske liv og virke, som vi skal høre om søndag efter søndag indtil det igen bliver jul, viste han en anden vej til at bekæmpe uretfærdigheden; en vej der indbefatter at man fraskriver sig alle jordiske magtmidler og i stedet bekæmper det onde med det gode. Det kan virke ufattelig naivt, men ikke desto mindre overlevede den kristne kirke adskillige forsøg fra den romerske statsmagts side på at tilintetgøre den, indtil der små 300 år efter Jesu død var en kejser ved navn Konstantin der indså at han nok ville stå sig bedre ved at alliere sig med kirken end ved at bekæmpe den. Desværre havde den alliance den bivirkning at kirken efterhånden vænnede sig til at bruge verdslige våben til at fremme sin sag, men så meget mere grund er der til at vi til stadighed bliver mindet om hvordan Gud valgte at opruste julenat: Ved at sende sin søn ubevæbnet og forsvarsløs ind på fjendtligt territorium for at vinde sine fjender over ved at elske dem, samtidig med at alle hans englesoldater bare stod og sang. Og uden at tage stilling til hvad Danmark og resten af den vestlige verden bør foretage sig på den storpolitiske arena i denne tid, vil jeg slå et slag for at det også er den form for oprustning vi først og fremmest giver os af med hver især: At elske vores fjender og synge lovsange til Gud. Det er ganske vist ikke sikkert at det kan redde os fra at blive slået ihjel hvis der står en fjende og peger på os med et gevær, men så er det jo et held at det håb som Gud gav os julenat, rækker helt ind på den anden side af døden fordi det lille barn i krybben julenat ikke blev bragt til tavshed da han blev slået ihjel på korset langfredag, men opstod fra de døde påskemorgen og aldrig kan dø igen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Ifølge Den Danske Ordbog betyder ordet ”hærskare” betyder en ”flok af engle eller andre overnaturlige væsener”, men det skyldes nok at den mest kendte forekomst af ordet netop er i juleevangeliet. De tre andre steder i 1992-oversættelsen hvor ordet forekommer, er i Anden Mosebog hvor ordet bruges om israelitterne i forbindelse med udvandringen fra Egypten
Comments