Prædiken til høstgudstjeneste 14. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 3. oktober 2025
De ti spedalske: Husk at sige tak!
Prædiken til høstgudstjeneste i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Kornet vi mejed og bandt og det sanked i lade”. Ja, jeg gjorde ikke, og jeg tror også der er enkelte af jer der ikke har været ude med landbrugsmaskinerne. Men de der har, har jo så at sige været det på vegne af os alle sammen, for der er jo ikke ret mange moderne mennesker der ikke konsumerer landbrugsprodukter, og derfor giver det trods alt stadig mening at synge som vi lige har gjort.
Når vi i dag holder høstgudstjeneste, gør vi det på baggrund af en høst der, så vidt jeg har forstået, har været overordentlig god i år. Hvorfor har den det? Har de der pløjer og sår, gjort sig mere umage end de plejer? Nej, jeg vil da tro at de gør sig maksimalt umage hvert eneste år. Men der er mange faktorer der ligger uden for vores menneskelige kontrol, deriblandt ikke mindst vejret. Og det er blandt andet derfor vi holder høstgudstjeneste hvert år: fordi vi aldrig hverken må eller kan tage høsten for givet.
Og det gælder sådan set ikke kun høsten; det gælder også alt muligt andet i tilværelsen. Der er et gammelt ord der siger at man ikke ved hvad man har, før man mister det. Tag nu for eksempel de ti spedalske vi møder i dagens tekst. Spedalskhed er ikke en medfødt sygdom, så de har alle ti kunnet se tilbage på en tid hvor de ikke var spedalske. Mon de dengang huskede at være taknemmelige for at de var raske? Ja, jeg behøver ikke at se længere end til mig selv for at få en indikation af svaret, for jeg må indrømme at taknemmeligheden over at jeg ikke lider af nogen alvorligere kroniske sygdomme end pollenallergi og forhøjet kolesterol, ikke fylder det store i mine tanker til hverdag. Det gælder også for de mere akutte sygdomme at når jeg ligger med influenza, så ønsker jeg mig kun at blive rask hurtigst muligt, men når jeg så er blevet rask, varer det ikke ret mange dage før glæden over dét overskygges af alt det andet jeg kunne ønske mig anderledes i tilværelsen. Det er virkelig sandt hvad et andet gammelt ord siger, at ”den der er sund og rask, savner mange ting, den syge savner kun én ting”.
Men jeg kan trøste mig med at jeg er i godt selskab, for David havde det tilsyneladende også med at tage Guds gode gaver for givet og glemme at sige tak. I hvert fald er hele den salme fra hans hånd som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, én lang formaning til ham selv om ikke at gøre netop det. David kendte tilsyneladende sig selv godt nok til at vide at han var nødt til hele tiden at minde sig selv om alt det han havde at takke Gud for. Og man kan sige at høstgudstjenesten på samme måde udgør en årlig påmindelse til os om ikke at tage det for givet at vi har mad at spise og tøj at tage på kroppen, men at sige tak til Gud for det.
Ja, faktisk er hver eneste søndag en påmindelse til os om at huske at sige tak til Gud. Det at vi hver uge har en dag hvor vi tager en pause fra vores slid med at få brød (og andre forbrugsgoder) på bordet for i stedet at hvile i taknemmelighed over hvad vi har fået, går som bekendt helt tilbage til skabelsesberetningen, hvor der står: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte” (1 Mos 2,3). Da De 10 Bud kom til efter Israels befrielse fra Egypten, blev hviledagen formaliseret, idet et af buddene kom til at lyde: ”Husk sabbatsdagen, og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer” (2 Mos 20,9-10). Desværre var den gode vane som det bud lagde op til, på Jesu tid mange steder blevet forvansket til en gang paragrafrytteri med strenge regler for hvor langt man måtte gå på sabbatten, og hvilke specifikke handlinger der i øvrigt talte som ”arbejde”, sådan at bestemmelsen om hviledagen langt hen ad vejen var blevet en byrde frem for at være den lettelse fra hverdagens byrder som var den oprindelige mening, og derfor finder vi også i evangelierne flere beretninger hvor Jesus gør op med farisæernes og de skriftkloges sabbatsforståelse og blandt andet siger de kendte ord: ”Sabbatten blev til for menneskers skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27).
Da budskabet om Jesus nåede ud til mennesker der ikke var jøder, måtte apostlene og de øvrige ledere i den spæde kirke tage stilling til hvordan de skulle forholde sig til de love som Gud havde givet israelitterne gennem Moses ved Sinajbjerget, og deres konklusion blev at Sinajpagten er blevet erstattet af en ny og mere fuldkommen pagt,[1] og at ikke-jøder der kommer til tro på Jesus, derfor ikke er bundet af alle de forskellige regler om mad og tøj og den slags – og altså heller ikke af sabbatsbuddet, selvom det endda er en del af De 10 Bud.[2] Men det ændrer ikke på at der var en grund til at Gud gav jøderne sabbatsbuddet, nemlig at det er vigtigt at standse op og tage sig tid til at være taknemmelig.
Grækerne og romerne havde ikke en ugentlig hviledag, og derfor var det i praksis umuligt for mange af de første ikke-jødiske kristne, som levede i græske eller romerske samfund, at holde en arbejdsfri dag hver uge, i hvert fald hvis de var slaver eller lønmodtagere. Det var måske en af grundene til at den meget tidlige kirkefader Ignatius af Antiokia, som døde allerede i år 107, skrev i et af sine breve at man ikke behøver at undlade at arbejde for at holde sabbat, men at det vigtigste er at fokusere på Guds ord og takke ham for skaberværket,[3] og 100 år senere skrev biskop Tertullian af Karthago at kristne kan holde sabbat i hjertet alle ugens dage samtidig med at de passer deres arbejde.[4] Sabbatsdagen havde imidlertid en stor plads i hjertet hos i hvert fald nogle af den tids kristne, som derfor samledes til gudstjeneste på den syvende dag ligesom syvendedagsadventisterne stadig gør den dag i dag, hvorimod andre foretrak at samles på ugens første dag, søndag, fordi det var den dag Jesus opstod fra de døde. (I vores del af verden er der i øvrigt i mellemtiden sket det forvirrende at vi er begyndt at regne søndag som ugens sidste dag i stedet for den første).
I år 321 skete der så det at der udgik en befaling fra kejser Konstantin om at alle byfolk skulle holde fri om søndagen, mens folk på landet ikke behøvede det, eftersom deres arbejde må udføres når vejret er til det. Dermed var første skridt taget på vejen mod at betragte søndag som ”den kristne sabbat”. I 1200-tallet skrev Thomas Aquinas, der betragtes som middelalderens største kristne tænker, at alle de ti bud gælder for alle mennesker, og at man derfor skal lade være med at arbejde om søndagen, og i 1600-tallet gjorde de engelske og skotske puritanere det ligefrem til en del af deres trosgrundlag at kristne ikke bør beskæftige sig med noget som helst verdsligt om søndagen, være sig arbejde eller fornøjelser.[5] Den anskuelse bredte sig i mange vækkelseskredse, også her i Danmark, men jeg håber at min lille historietime her har gjort det klart at det er en om muligt endnu værre misforståelse end den måde de skriftkloge holdt sabbat på på Jesu tid, for de skriftkloge gjorde det i det mindste på den korrekte ugedag, nemlig lørdag.
Som sagt var hensigten med sabbatsbuddet først og fremmest at lære os ydmyghed og taknemmelighed, og jeg vil give Tertullian (som jeg citerede tidligere) ret i at vi bør udvise den ydmyghed og taknemmelighed hver eneste dag og ikke kun én af ugens syv dage. Men selvom vi under den nye pagt ikke er bundet af den gamle pagts bud, deriblandt sabbatsbuddet, så er det ikke desto mindre en god og sund vane ikke at arbejde hele tiden, men også at tage os tid til afslapning, til samvær med familie og venner, og til at sige tak til Gud. Ganske vist bør vi sige tak til Gud hver dag, men det at komme herhen i kirken en gang om ugen kan være med til at minde os om hvor meget vi har at takke Gud for.
Her i dag, hvor vi fejrer høstgudstjeneste, tænker vi som sagt især på hvor stor tak vi skylder Gud for at vi har mad på bordet, og dagens evangelietekst om de ti spedalske hvoraf kun én vendte tilbage for at sige tak, minder os om den tak vi skylder Gud for vores gode helbred. Men den allerstørste gave som Gud har givet os, den blev vi mindet om i den Davidssalme vi indledte med. Salmen er som sagt en formaning til salmisten selv (og dermed også til læseren) om at huske at sige tak til Gud for alle hans gode gaver, men jeg ved ikke om I bemærkede hvad der var den allerførste gave der blev nævnt? Ellers får I den lige igen: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld”. Syndernes forladelse er altså den allervigtigste gave, og den bliver vi heldigvis mindet om hver søndag, blandt andet i nadveren hvor vi hører Jesus sige: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Går vi et vers længere frem i davidssalmen, står der: ”Han udfrier dit liv fra graven”. Det evige liv er altså det næstvigtigste at huske at takke Gud for. Og ja, Grundtvig samler jo så fint det hele i det måske mest kendte vers i det der vel må kaldes høstsalmen over alle høstsalmer, som vi indledte gudstjenesten med. ”Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang, for ordet og for livet” – altså dels høsten, men først og fremmest ordet om syndernes forladelse, og livet både nu og i evighed.
Men hvordan takker vi så Gud for alle has gode gaver her og hisset? Det gør vi kort sagt på to måder: Med vores ord og med vores handlinger. Ordene, det handler naturligvis om bøn og lovsang, og hvad handlingerne angår – ja, man plejer jo at sige at den ene tjeneste er den anden værd, og op til jul er der mange der aftaler indbyrdes om man nu er ”på gave med hinanden” i år, men i forhold til Gud er det anderledes, for vi har jo ikke noget vi kan give ham, som ikke allerede er hans. Til gengæld har det helt fra Det Gamle Testamentes tid været skik at man delte sit høstudbytte med de fattige,[6] og gavmildhed over for vores medmennesker er stadig en af de vigtigste måder vi kan vise Gud taknemmelighed på. I sin store tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet kapitel 25 siger Jesus endda: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se Hebræerbrevet 8-10.
[2] Se Rom 14,5 og Kol 2,16.
[3] Brevet til Magnesierne.
[4] Adversus Judaeos 4,2.
[5] Westminster Confession 21,8.
[6] Se fx 5 Mos 14,28-29.
Comments