Prædiken til fastelavns søndag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Den blinde ved Jeriko: Store og små ofre
Prædiken i Sct. Ols og Rø Kirker fastelavns søndag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
De fire evangelier – især de tre første – er sat sammen af et stort antal kortere beretninger, som for en stor dels vedkommende sandsynligvis er blevet genfortalt enkeltvis inden evangelieskrifterne blev samlet. I begyndelsen af Lukasevangeliet, som dagens tekst stammer fra, taler forfatteren endda om de ting der ”er blevet overleveret os af dem, er fra begyndelsen var øjenvidner” (Luk 1,2), og som han altså har brugt som ”råmateriale” til sit evangelium. Men han skriver også at han har ”besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det … i rækkefølge” (Luk 1,3), så selvom mange af beretningerne givetvis har været i omløb enkeltvis, så har Lukas altså ikke bare klasket dem planløst sammen, men har tænkt meget over rækkefølgen.
De to forhold er det værd at huske på når vi læser de to beretninger der er prædiketekst til i dag. Det er jo nemlig to forskellige beretninger, hvoraf den første handler om at Jesus forbereder sine disciple på hvad der kommer til at ske i Jerusalem, men uden at de fatter en pind af det, mens den anden handler om en blind mand der sad ved vejen, og som Jesus helbredte. For en overfladisk betragtning har de to beretninger ikke det store med hinanden at gøre, og det kan virke lidt tilfældigt at de lige er blevet sat sammen i samme prædiketekst. Men Lukas har utvivlsomt haft et formål med at anbringe dem i forlængelse af hinanden, og det er det formål vi skal tale om i dag.
I den første beretning fortæller Jesus ”de tolv” – det vil sige de tolv af sine følgere som han havde udvalgt som sine nærmeste ledsagere, disciple og udsendinge – at tiden snart er inde til at profeternes ord om ”Menneskesønnen” skal opfyldes. ”Menneskesønnen” er en betegnelse som Jesus adskillige gange tidligere i Lukasevangeliet har brugt om sig selv, så disciplene har på dette tidspunkt ikke kunnet være det mindste i tvivl om at det var sig selv han talte om: at det var ham der ville blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel. Men, siger Jesus altså, det har han hele tiden vidst – ja, det var faktisk det der var selve målet for hans mission på jorden. Og som han sagde, fremgår det også af ”profeternes ord”, hvor han nok ikke mindst har tænkt på kapitel 53 i Esajas’ Bog hvor der står ting som: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (vers 5). Det var altså med åbne øjne, så at sige, at Jesus gik i døden – han vidste at det var det der ventede ham i Jerusalem.
Men hvorfor gjorde han det? Hvad var det der motiverede ham til at gå i døden? Det virker måske som et banalt spørgsmål, men der kan jo være flere grunde til at man træffer sådan et valg. I den amerikanske film Joe Versus the Volcano fra 1990 siger hovedpersonen (der spilles af Tom Hanks) for eksempel ja til at ofre sig selv ved at springe i en vulkan, fordi han har fået at vide at han lider af en alvorlig sygdom og alligevel snart skal dø – og så fordi han til gengæld for at hoppe i vulkanen får lov til at leve i kongelig luksus i ugerne op til at det sker. (Filmen er i øvrigt en romantisk komedie, selvom man ikke skulle tro det ud fra den beskrivelse jeg har givet). Det er altså ikke så mærkeligt som det måske lyder når Paulus i dagens episteltekst omtaler muligheden af at man kan give sit legeme hen til at brændes uden at være motiveret af kærlighed.
Men Jesus stod i en helt anden situation end Joe Banks (som Tom Hanks’ figur i den omtalte film hedder). Jesus stod ikke over for at skulle dø under alle omstændigheder; tværtimod havde han ”Guds skikkelse, … men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på … og blev lydig indtil døden”, som det så stærkt udtrykkes i den ældgamle hymne som Paulus citerer i Filipperbrevet (2,6-8). Så hvorfor gjorde han det? Det finder vi svaret på i Efeserbrevet, hvor Paulus skriver: ”Kristus elskede os og gav sig selv han for os” (Ef 5,2). Og man må da også sige at ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”, som Jesus selv siger i Johannesevangeliet (15,13). Det at Jesus ofrede sit liv for at frelse dig og mig og alle andre fra den evige fortabelse, var den ultimative kærlighedsbevisning og det suverænt vigtigste han foretog sig her på jorden.
Men hvad så med den anden beretning vi har hørt i dag? Den handler om at Jesus helbreder en mand. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, havde jeg nær sagt – men jo, det er der selvfølgelig. Jeg har i hvert fald personligt aldrig nogensinde oplevet at en blind mand pludselig kunne se, bare fordi der var en person der sagde: ”Bliv seende, din tro har frelst dig” (jeg har læst om at det er sket i Afrika, blandt andet i forbindelse med den danske evangelist Per Hyldgaards virke, men jeg har aldrig overværet det personligt), og hvis noget lignende skete for øjnene af et tilsvarende antal mennesker her på Bornholm, så tror jeg nok det ville være årets sensation! Og for mange af de mennesker der overværede helbredelsen den dag på indfaldsvejen til Jeriko, var det nok også noget af en sensation, for ganske vist havde Jesus helbredt endog rigtig mange blinde, lamme, spedalske og folk med diverse andre sygdomme og endda opvakt mindst to døde (nemlig Jairus’ datter i Kapernaum og enkens søn i Nain), men det meste af det var foregået i Galilæa, altså i den modsatte ende af landet i forhold til hvor han befandt sig nu. Men sammenlignet med den mission han skulle udføre i Jerusalem, var det alligevel noget mere jordnært, om man så må sige. Det gjorde selvfølgelig en kæmpe forskel for den mand der blev helbredt (og som i øvrigt hed Bartimæus, ved vi fra Markusevangeliet), men sammenlignet med at frelse hele menneskeheden fra den evige fortabelse må det alligevel siges at være en noget mindre ting. Men alligevel valgte Jesus altså at gøre det, og tre af de fire evangelister (nemlig Matthæus, Markus og Lukas) fandt det tilmed vigtigt nok til at tage det med i deres evangelier. (Til sammenligning er det kun Lukas der nævner at Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde).
De fleste forskere mener at Markusevangeliet er det ældste af de fire evangelier, og at Lukas kendte til Markusevangeliet da han skrev, og hvis det er rigtigt, så er der ikke noget specielt ved at Lukas valgte at tage beretningen om Bartimæus med (selvom han af en eller anden grund valgte at udelade navnet – måske fordi Markus’ oprindelige læsere vidste hvem Bartimæus var, mens Lukas’ ikke gjorde). Hvad der til gengæld er interessant, er som sagt at Lukas valgte at anbringe beretningen umiddelbart efter forudsigelsen af Jesu lidelse, modsat Markus og Matthæus, der har noget andet ind imellem, nemlig en beretning om at to af disciplene forsøger at sikre sig en fornemmere plads i Guds rige end de andre (den er også tankevækkende placeret umiddelbart efter forudsigelsen af lidelsen, men det må I høre mere om den 30. august i år, hvor den tekst er på programmet).
Når man har en vigtig mission at udføre, så er det almindeligvis en dyd ikke at lade sig distrahere af mindre vigtige gøremål. ”Det gode er ofte det bedstes værste fjende”, som man siger. Det er faktisk også en pointe i Det Nye Testamente selv: Da Jesus i kapitel 10 af Lukasevangeliet sendte 72 disciple i forvejen til de forskellige byer hvor han planlagde at rejse hen, formanede han dem ligefrem om ikke at hilse på nogen undervejs (Luk 10,4), og i sit andet brev til Timotheus sammenligner Paulus det at være discipel af Jesus (som vi jo er døbt til at være) med at gøre militærtjeneste (selvom det selvfølgelig er nogle helt andre ”våben” vi bruger, nemlig sandhed og kærlighed): ”Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål”, skriver Paulus (2 Tim 2,4). Så man skulle måske tro at Jesus ville betragte den blinde mands råb som en uvelkommen forstyrrelse der forsinkede ham i den langt vigtigere opgave han var på vej mod – men det gjorde han ikke! For ganske vist sang vi med rette at ”ingen fjendes vold og list ham standsed eller gav ham frist” (DDS 173,2), men det var der noget andet der gjorde: ”Det er den sande kærlighed, der målet vil og vejen véd og dog må standse ved at se sin næstes nød, sin broders ve” (DDS 173,5).
Som Jesu disciple er vi kaldet til at gå i vores Mesters fodspor – på et tidspunkt sagde Jesus endda: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig” (Luk 9,23). At ”tage sit kors op” betyder hverken mere eller mindre end at være parat til at dø, for det at ”tage sit kors op” var noget en dødsdømt fange gjorde når han var på vej til retterstedet for at blive korsfæstet. Her i Danmark er det sjældent at det kommer så vidt – de danskere der har betalt med deres liv for at følge Jesus gennem de sidste 200 år, kan vist tælles på ganske få fingre. Men det ændrer ikke på at hvis vi tilhører Jesus, så tilhører vi ham med hud og hår. Det lærte jeg allerede i slutningen af mine teenage-år, og jeg tog det meget seriøst! Desværre var min forståelse af hvad det betød, dog noget mangelfuld – helt konkret havde jeg en idé om at når tjenesten for Gud var det vigtigste, så måtte hensynet til mine medmennesker komme i anden række. Men derved kom jeg til at ligne dem der bad Bartimæus om at tie stille, i stedet for at ligne Jesus der standsede op og hjalp ham. Som apostlen Johannes skriver: ”den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set” (1 Joh 4,20).
Derfor må vi ikke blive så optagede af det store, forkromede, højhellige formål med vores liv at vi glemmer at det formål skal udleves lige nu og her, i vores hverdag. Vi må ikke stirre os så blind på det store, abstrakte offer vi bilder os ind at vi har foretaget, at vi glemmer de små og meget konkrete ofre som Gud kalder os til at foretage i det daglige når vores medmennesker har brug for at vi tilsidesætter vores bekvemmelighed eller vores forfængelighed eller begge dele. Ligesom det gode kan være det bedstes værste fjende, kan det bedste nemlig også nemt blive det godes værste fjende. Det vidste Jesus, og derfor tog han sig tid til at hjælpe den enkelte – uden at det standsede ham i at hjælpe os alle.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments