Prædiken til alle helgens dag 2025
Posted By admin on 11. november 2025
Saligprisningerne: Det evige lys
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de mange ting jeg nyder ved at bo her på Bornholm frem for i Storkøbenhavn hvor jeg boede de første 44 år af mit liv, er de stjerneklare aftener. I byen er der så meget kunstigt lys at man sjældent kan se stjernehimlen i al dens pragt, men her i Klemensker og Rø er der ”fuld plade” hvis det er skyfrit, og månen ikke er fremme. Der er noget umådeligt fredfyldt ved at betragte stjernehimlen, for uanset hvad der måtte være af uro og konflikt og stress og problemer her på jorden, forstyrrer det ikke stjernerne på deres rolige færd hen over himlen, og det kan være med til at minde os om at alle vores trængsler i denne verden, så hårde de end måtte være, trods alt kun varer en tid. Måske er det også derfor vi tit bruger den metafor at de kære som vi har mistet, nu er blevet til stjerner på himlen? Det er jo en måde at sige på at de ikke er forsvundet, men at de tværtimod er et sted hvor der er skønhed og fred.
I middelalderen mente man at stjernerne var evige og uforanderlige. I dag ved vi godt at det ikke er tilfældet: Gamle stjerner brænder ud, nye stjerner opstår, og stjernernes indbyrdes placering ændrer sig også; det sker bare så langsomt at vi ikke lægger mærke til det. Vi ved også at kommer man tæt på en stjerne, så er den alt andet end fredfyldt; tværtimod er det lys den udsender, skabt af kerneprocesser af samme slags som i en brintbombe – og så er hver af stjernerne i øvrigt flere tusind gange større end jorden.
Når vi slår op i Bibelen, kan vi i øvrigt læse at selv stjernerne engang skal forgå. Lidt tidligere i gudstjenesten hørte vi en læsning fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 7 (det var det med den store hvide flok), men i det foregående kapitel, kapitel 6, står der sådan her: ”solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod, og himlens stjerner faldt ned på jorden” (Åb 6,12b-13a). Det er naturligvis billedtale, for hver enkelt af stjernerne er som sagt mange gange større end jorden, og derfor er det en fysisk umulighed at stjernerne skulle kunne falde ned på jorden, men budskabet er klart nok: Selv det i universet der forekommer allermest bestandigt, har en udløbsdato. Og det er som sagt en god nyhed når vi tænker på alle vores sorger og problemer, men måske til gengæld lidt trist når vi tænker på alt det gode der jo også er i verden.
Men heldigvis er det ikke alt hvad der er at sige! Både Matthæus, Markus og Lukas citerer Jesus for at sige: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå” (Matt 24,35. Mark 13,31.[1] Luk 21,33). Der er altså noget der varer evigt, nemlig Guds ord. Og det er i grunden ikke så mærkeligt, for i skabelsesberetningen, helt omme i begyndelsen af Bibelen, kan vi læse at alle ting blev til ved at Gud talte, og i indledningen til Johannesevangeliet bliver det skåret ud i pap: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1,1-3). (Hvorfor der står ”han” og ikke ”det”, får I at vide om lidt).
Det er selvfølgelig begrænset hvor meget trøst det kan give os at Gud og hans ord ikke forgår, hvis alt andet, os selv inklusive, gør det, men heldigvis handler Bibelen ikke kun om at Gud er uendelig meget større end os; den handler om at den store og mægtige Gud elsker os mennesker så højt at han blev som os, for at vi skal blive som ham. Som I sikkert ikke har kunnet undgå at lægge mærke til i diverse butikker, så nærmer julen sig så småt, og i den kristne jul fejrer vi jo at et lille barn blev født og lagt i en krybbe mens englene sang om fred på jorden. Det gjorde de fordi det lille barn var selveste Guds Søn, Guds Lys, Guds Ord, som var med ved verdens skabelse, og som aldrig skal forgå. Det er derfor der står ”han” om Guds Ord i Johannesevangeliet – fordi Guds Ord blev en mand (eller i første omgang altså en spæd lille dreng) for at alle vi mænd og kvinder, drenge og piger skulle blive Guds børn og få del i hans evighed. Det sammenfattes alt sammen på fornem vis i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, som af samme grund undertiden kaldes ”den lille bibel”: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Derfor har vi et håb der er bedre end at vores kære bliver til stjerner når de forlader os, nemlig at de kommer til det lys der i modsætning til stjernerne rent faktisk er evigt: Guds lys. Det var også det der stod i den første læsning vi hørte i dag: ”Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys”. Og det er lige så fredfyldt som stjernerne umiddelbart forekommer at være når vi ser dem her fra jorden: ”Der høres ikke længere om vold i dit land, om undertrykkelse og ulykke inden for dine grænser.”
Men er det alle der kommer derhen? Det er et spørgsmål der bliver heftigt diskuteret blandt præster og teologer for tiden, for hvis Gud er kærlighed, sådan som vi hævder i kirken, så vil han vel ikke lade nogen gå fortabt? På den anden side har jeg også jævnligt hørt det argument at hvis selv en mand som Hitler er blevet lukket ind i himlen, så er der da ingen retfærdighed til! Hvad skal vi mene om det – det evige liv i lys og fred som der står om i Bibelen, er det noget der gælder alle? Mit bedste svar er: både ja og nej!
Dagens prædiketekst, som jeg læste op som det første efter at jeg gik herop på prædikestolen, består af en række korte udsagn fra Jesus, som tilsammen kaldes ”saligprisningerne”, fordi Jesus priser en række grupper salige. Og hvad betyder det så? Ja, hvis man ”priser” nogen lykkelig (enten sig selv eller en anden), så betyder det at man giver udtryk for at den pågældende person er lykkelig eller heldig eller privilegeret. Og ”salig” betyder egentlig ikke så meget andet end ”lykkelig”, ud over at det måske er et stærkere ord.[2] De steder hvor den græske filosof Platon, der levede 400 år tidligere end Jesus, bruger det samme græske ord, hentyder det til de rige og veluddannede,[3] men hos Jesus er det helt anderledes; han siger nemlig at det er de fattige i ånden, de der sørger, og de sagtmodige, der er salige! Og hvorfor er de så det? Jo, fordi ”Himmeriget er deres”, sammen med de barmhjertige, de rene af hjertet og dem der stifter fred. Det tyder altså på at der er nogle betingelser. Endnu tydeligere bliver det i Daniels Bog i Det Gamle Testamente, hvor der står sådan her om dommens dag: ”Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvævingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid” (Dan 12,2-3). Jeg vil tilføje at jeg talte på knapper om jeg skulle citere de vers netop i dag eller ej, for de kan jo nok give anledning til bekymring, både på vegne af de kære vi har mistet, og på vegne af os selv!
Men som sagt ville jeg ikke kun sige nej til at alle bliver frelst; jeg ville sige ”både ja og nej”. Og det vil jeg fordi den retfærdighed, barmhjertighed og renhjertethed der tilsyneladende er et adgangskrav til det evige liv, ikke er noget vi selv skal præstere, men noget som Gud giver os, hvis bare vi vil lade ham gøre det! Derfor var formuleringen i dagens første læsning også lidt anderledes end i saligprisningerne; hos Esajas stod der nemlig ikke: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden”, men: ”Alle i dit folk er retfærdige, og evigt skal de eje landet – et skud, som Herren har plantet, hans hænders værk til hans ære.” Når der står at alle i folket er retfærdige, er det jo tydeligvis udtryk for at der er sket en forandring, for dengang Esajas skrev, var det bestemt ikke alle i folket der var retfærdige! Spørger man Paulus, var der tværtimod ingen i folket der var retfærdige, og da mindst af alle dem der gik rundt og bildte sig ind at de var frommere og bedre end alle andre. Det argumenterer han for i de første tre kapitler af Romerbrevet, og han slutter af med at konkludere at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24). Gud er altså mere end villig til at gøre hvem som helst retfærdig, hvis blot vi vil lade ham forvandle os. Vi vil nemlig aldrig kunne leve i evigt lys og fred og salighed så længe der bor ondskab, selviskhed, mistillid og løgn i vores hjerte, men Gud elsker os så højt at han vil rense alle de ting ud fra vores hjerte så vi alle sammen kan komme til at ”stråle som stjernerne for evigt og altid” for nu at bruge Daniels udtryk. Så ja, frelsen og det evige liv gælder alle – alle der ydmygt vil tage imod Guds retfærdighed som Jesus har vundet til os ved selv at leve op til alle kriterierne i saligprisningerne. Svaret bliver kun nej hvis vi selv vælger at sige nej, for Gud vil aldrig sige nej til den der kommer til ham, uanset hvor meget lort vi har lavet i vores liv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Markus har dog ”ikke” i stedet for ”aldrig”.
[2] Ifølge Walter Bauers A Greek-English Lexicon of the New Testament betyder ???????? specifikt “privileged recipient of divine favor”, men oprindelig lå der ikke noget religiøst i ordet (ud over at de gamle grækere generelt så lykke som et resultat af guddommelig velvilje).
[3] Staten 335E og Menon 71A
Comments