Prædiken til 6. søndag efter påske 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Vidnesbyrdets pris: Smidt ud af synagogen
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Nu er der kun én uge til det er pinse, så det er altså lige før det går løs! Det var jo på pinsedagen at disciplene fik kraft til at udføre den opgave som Jesus havde givet dem – eller blev ”iført” kraft, som var det udtryk Jesus brugte i sin sidste instruks til disciplene før han fór til himmels, som vi hørte det i torsdags. Den tid disciplene skulle vente fra Jesus forlod dem, til Helligånden kom, var ti dage, og som vi hørte i dagens anden læsning, tilbragte de de ti dage i bøn. Det betyder næppe at de overhovedet ikke foretog sig andet i 10 gange 24 timer end at deltage i ét langt maratonbedemøde, men det betyder sandsynligvis at de samledes for at bede så tit det overhovedet kunne lade sig gøre, sandsynligvis adskillige timer hver dag. Det siger noget om hvor opmærksomme de var på at hvis deres mission skulle have skyggen af chance for at lykkes, så var de ét hundrede procent afhængige af Gud. Det kunne vi andre i dag måske godt have gavn af også at blive lidt mere opmærksomme på?
Ligesom de seneste tre søndage har vi i dag hørt et uddrag af den lange tale Jesus holdt til sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, hvor han forberedte dem på hvordan de skulle forholde sig når han ikke længere var sammen med dem. For ganske vist blev han ikke ved med at være død, men med korsfæstelsen og opstandelsen var hans mission på jorden fuldført, og hans plads er nu i himlen ved Guds højre hånd – ikke for at hvile på laurbærrene og lade os andre gøre arbejdet færdigt for ham, men tværtimod for at kunne være meget mere nærværende i kirken. Det allersidste Jesus siger i Matthæusevangeliet, kort tid før sin himmelfart, i den tekst vi plejer at kalde for ”missionsbefalingen” og som bliver læst op hver gang vi fejrer dåb, er jo: ”jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Helligånden er nemlig ikke bare en kraft som disciplene fik rådighed over, men en guddommelig person som kom til jorden for at være sammen med dem ligesom Jesus havde været, men med den vigtige forskel at Helligånden ikke er bundet til en enkelt fysisk krop, men lever i hvert enkelt menneske der tilhører Jesus. Så da Jesus umiddelbart før sin himmelfart sagde til disciplene at de skulle være hans vidner, mente han altså dybest set at Helligånden skulle aflægge vidnesbyrd gennem dem. Og det er også det han siger i den tekst vi har hørt i dag: ”Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne”.
Det at Jesus kalder Helligånden for ”Talsmanden”, er blot endnu en understregning af at Helligånden er en person, ligesom Jesus selv er en person. Vi sagde jo også i den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse at Helligånden ”er Herre”, ”levendegør” og ”tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen”. Som kristne tilbeder vi Gud Fader, og vi tilbeder hans søn Jesus Kristus vor Herre, og vi tilbeder Helligånden – og alligevel tilbeder vi ikke tre guder, men kun én Gud. De tre personer som vi tilbeder, er nemlig så tæt knyttet sammen at de udgør én og samme Gud, eller sagt på en anden måde: den ene og samme Gud udfolder sig i tre personer. Vi siger jo at Gud er kærlighed, men kærlighed betyder jo at man elsker, og det kræver at der er nogen man kan elske, for man kan ikke bare elske ud i den blå luft: ”Jeg elsker!” ”Hvem elsker du?” ”Ikke nogen, jeg elsker bare.” Nej, vel? Når vi siger at Gud er kærlighed, så betyder det at han elsker alle sine skabninger, men hvad så med før skabelsen? Universet og alt det der er i det, har jo ikke altid været der; det havde en begyndelse (for omkring 13 milliarder år siden hvis man skal tro de toneangivende videnskabelige teorier). Gud, derimod, har ingen begyndelse – og det siger da også et eller andet sted sig selv at skaberen må have været til før det skabte. Men hvordan kan Gud så have været kærlighed før verden blev skabt? Hvem elskede han? Svaret er: Han elskede hinanden! Det er jo sådan noget man kan når man er mere end én person.
Nå, men fordi de tre personer i Den Hellige Treenighed hører så tæt sammen, så bærer de også hinandens nærvær med sig. På et andet tidspunkt i sin lange afskedstale sagde Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Og på tilsvarende måde er det altså også sådan at når Helligånden tager bolig i et menneske, så er Jesus der også. Men nu tager Helligånden jo ikke kun bolig i ét menneske, men i alle som tror på Jesus, og det betyder at Jesus Kristus bor i sit folk på jorden, eller som Paulus udtrykker det i Første Korintherbrev: Vi er Kristi legeme. Ligesom Guds søn ved Helligånden var inkarneret i en enkelt menneskekrop mens han gik på jorden, er han altså nu inkarneret i sin kirke! Det kunne jeg holde en hel bibeltime om, men den må i have til gode til en anden god gang. Det som jeg gerne vil frem til i dag, er at vi ikke skal forvente at Kristi legeme i dag bliver behandlet bedre end dengang: Det at Jesus talte og handlede i Helligåndens kraft, førte til at han blev korsfæstet; derfor må vi også regne med at i det omfang vi selv taler og handler i Helligåndens kraft, så vil det vække modstand, og det i en grad så Jesus ligefrem siger til disciplene at ”der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”
Jeg gætter på at de fleste af jer har meget svært ved at forholde jer til sådan et udsagn. Det har jeg også selv. Alene den tanke at nogen skulle have lyst til at slå mig ihjel, ligger mig meget fjernt, og at nogen ligefrem skulle mene at de gjorde Gud en tjeneste ved det, gør det kun endnu mere utænkeligt. Men hver dag er der faktisk kristne rundt om i verden der bliver slået ihjel af mennesker hvis teologiske kompas er blevet fordrejet så meget at de rent faktisk mener at tjene Gud ved at forfølge og dræbe mennesker der tror på Jesus. Det er naturligvis først og fremmest voldelige islamiske fundamentalister jeg tænker på, men det sker desværre også at mennesker der kalder sig kristne, forfølger andre kristne på grund af teologisk eller politisk uenighed. I 1600-tallet krævede den spanske inkvisition mindst 3000 dødsofre, og den dag i dag kæmper den russisk-ortodokse kirkes en indædt kamp mod protestantisk kristendom, der ses som vestlig femtekolonnevirksomhed. Men Jesus og de første kristne blev jo selv forfulgt af dem der skulle forestille at være Guds folk, nemlig jøderne, og det at Guds folk nu er blevet udvidet til ikke kun at omfatte jøder, men mennesker fra alle folkeslag, har desværre ikke ændret på at de der skulle forestille at være Guds folk, nogle gange modarbejder Guds ånd. Lad os altid vogte os for at komme til at gøre dét!
En anden ting som Jesus siger i dagens tekst, og som vi kan finde det mindst lige så svært at forholde os til som det med at folk der slår os ihjel, vil mene at de tjener Gud, det er udsagnet: ”De skal udelukke jer af synagogerne”. De fleste af jer tænker sikkert at det kommer i hvert fald aldrig til at ske, for som ”hedningekristne”, altså kristne der ikke er jøder, er vi jo slet ikke medlemmer af nogen synagoge og kan derfor heller ikke blive smidt ud ad synagogen! Og det er selvfølgelig rigtigt nok hvis man opfatter ordet ”synagoge” i den snævre betydning (som utvivlsomt var den Jesus primært havde i tankerne), nemlig betydningen ”jødisk menighed”. Men egentlig betyder det græske ord ”synagoge” blot ”forsamling”, så hvis vi læser Jesu ord i en bredere betydning, siger han: ”De skal udelukke jer af forsamlingerne.” Og forsamlinger findes der jo mange forskellige af! Der findes kristne forsamlinger – der kan vi jo tænke på den mand som vores egen lille afdeling af kristenheden er opkaldt efter, nemlig Martin Luther, som blev smidt ud af Den Katolske Kirke. Men der findes også masser af forsamlinger som ikke har med gudsdyrkelse at gøre: idrætsforeninger, politiske partier, frimærkeklubber, fagforeninger – eller på det mere uformelle plan: familier, vennegrupper, eller måske ”dem som folk ser op til”, ”dem der ’er noget’”, og så videre. Det er godt at dyrke idræt, engagere sig i politik eller fagpolitik, eller at samle på frimærker, og det er en kæmpe velsignelse at have familie og venner. Men der findes ikke noget fællesskab som vi kan vide os sikre på at få lov til at forblive i hvis vi vælger at følge Jesus! Der er endda mange kristne rundt om i verden – primært kristne med muslimsk eller hinduistisk baggrund, men også andre – som oplever den sorg at deres forældre, søskende, ægtefælle eller børn slår hånden af dem på grund af deres tro.
I Danmark er det heldigvis sjældent at det går så galt, og jeg har heller aldrig hørt om nogen der er blevet smidt ud af en dansk idrætsforening eller frimærkeklub fordi de bekendte sig som kristne. Men hvis vores trosbekendelse ikke bare er tomme ord, men vi også bekender os til Jesus i vores gerninger, så kan gerningerne måske risikere at gøre os upopulære i nogle af de fællesskaber vi indgår i. Det gælder især fællesskaber der består af mennesker med høj status. Jesus foretrak jo at være sammen med mennesker med lav status, men hvis vi følger hans eksempel på det punkt, så risikerer vi nemt at blive udelukket af de populæres klub, uanset om den befinder sig i en skolegård, på en arbejdsplads eller et helt tredje sted.
Men det kan også være omvendt: En gruppe kan bestå af udstødte og undertrykte mennesker der har sluttet sig sammen i kampen mod deres undertrykkere, men er man som kristen en del af sådan en gruppe, må man holde fast i at ”de andre”, dem man kæmper imod, altså også er mennesker der er skabt i Guds billede, og som Kristus døde for – som Paulus skriver i Efeserbrevet: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men … mod ondskabens åndemagter” (Ef 6,12). Men den der nægter at dehumanisere dem der er blevet udråbt til ”fjenden”, kan hurtigt blive upopulær i sit fællesskab.
Endelig kan der i alle typer af fællesskaber (også kristne fællesskaber) opstå en opfattelse af at det man er sammen om, er så ædelt at det berettiger at man som fællesskab handler ulovligt eller umoralsk. Det siger sig selv at det ikke er noget Jesus ville være med til. Koldt paragrafrytteri for paragrafrytteriets skyld havde han ganske vist ikke noget til overs for, og derfor forsvarede han sine disciple da de plukkede korn på en sabbat[1] og reddede en kvinde der var grebet på fersk gerning i utroskab fra at blive stenet,[2] men med hensyn til Guds bud som de oprindelig var ment fra Guds side, var han kompromisløs og sagde endda: ”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget” (Matt 5,19).
Men at disciplene risikerede at blive udelukket af synagogerne og endda at blive slået ihjel, det sagde Jesus altså til dem for at de ikke skulle falde fra, som vi hørte. I det hele taget er det en kæmpe trøst og opmuntring, synes jeg, at Det Nye Testamente ikke lægger skjul på at den der vil være discipel af Jesus, risikerer modgang, for det fortæller os nemlig at når vi oplever modgang, så er det ikke nødvendigvis et tegn på at der er noget galt; tværtimod er det et tegn på at det går som Jesus havde forudsagt. Og det giver os et begrundet håb om at det også kommer til at ende som Jesus har forudsagt, nemlig med en evighed i glæde på en nyskabt jord hvor død, sorg og pine ikke findes mere.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Matt 12,1-8. Mark 2,23-28. Luk 6,1-5
[2] Joh 8,1-11
Comments