Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 15. september 2025
Peters fiskefangst: Vi gungrer med Gud
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
En mus og en elefant gik over en træbro. For hvert skridt elefanten tog, rystede det naturligvis i hele broen, og det kunne musen selvfølgelig også mærke, så den sagde til elefanten: ”Ih, sikke dog vi gungrer!”
Den historie er sjov, ikke sandt? (Det synes jeg i hvert fald). Og grunden til at den er sjov, er at musens måde at udlægge situationen på er såre menneskelig. Prøv for eksempel at tænke på en fodboldlandskamp. Sidst det danske herrelandshold var i aktion, var i en testkamp mod Litauen tirsdag den 10. juni, som vi vandt 5-0. For sådan siger vi jo tit, ikke? ”Som vi vandt 5-0”. Men så vidt jeg ved, var der ingen af de her tilstedeværende der var på banen – jeg var i hvert fald ikke selv. Jeg var ikke engang blandt dem der sad ude på tilskuerpladserne og heppede og på den måde var med til at give spillerne noget moralsk opbakning. Den eneste lille aktie jeg muligvis har i sejren, er at jeg over skattebilletten er med til at støtte Team Danmark, der giver økonomisk støtte til talentudvikling inden for blandt andet fodbold, men det giver mig vel omtrent lige så lidt ret til at sige ”Vi vandt 5-0” som det giver mig til at sige ”Vi foretog en vellykket hjerteoperation” når et hold kirurger på Rigshospitalet har gjort dét, uanset at jeg også er med til at finansiere sidstnævnte over skattebilletten.
Man kunne også tænke på et lille barn der hjælper sin mor eller far, bedstemor eller bedstefar. Da jeg var 3-4 år, holdt jeg for eksempel meget af at hjælpe min morfar i hans have. Når han i april måned stod iklædt stråhat og træsko og tog det ene spadestik efter det andet for at gøre jorden i sin urtehave klar til tilsåning, så stod jeg ved siden af med en lille børnespade og tog mine egne små ubehjælpsomme spadestik. Og hvis nogen spurgte, så var jeg ikke i tvivl om hvad der foregik: Vi var i gang med at grave have, mig og morfar! Også selvom mit bidrag til projektet nok i praksis var ikke-eksisterende.
Der er selvfølgelig det at sige til det at jeg jo ikke blev ved med at være 4 år, og efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg i stand til rent faktisk at yde en hjælp der kunne mærkes (og dengang kunne jeg endda gøre det uden at få tennisalbue af det). En af pointerne med at lade børn hjælpe til med praktiske opgaver, også mens de er så små at de ikke er til nogen reel hjælp, er jo – rent bortset fra hyggen ved at foretage sig noget sammen – at børnene lærer nogle færdigheder som de siden hen vil kunne bruge til rent faktisk at hjælpe til, og med tiden forhåbentlig på egen hånd at kunne udføre arbejdet lige så godt som den voksne. Derimod kommer jeg aldrig til at score mål for det danske fodboldlandshold, og musen fra den historie jeg indledte med, kommer aldrig til at få broen til at gungre som elefanten. Forskellen mellem en mus og en elefant er så stor at man aldrig kommer til at kunne mærke forskel på den gungren der kommer fra en elefant plus en mus, og den gungren der kommer fra en elefant uden en mus.
Forskellen på en elefant og en mus er dog for intet at regne mod forskellen på Gud og et menneske! Selvom en elefant vejer det samme som 200.000 mus, så er de dog begge to pattedyr som er afhængige af føde, vand og luft for at kunne leve, og evolutionsbiologer kan endda fortælle os at der for lidt over 100 millioner år siden fandtes et lille dyr som både nutidens mus og nutidens elefanter nedstammer fra. Helt anderledes er det med Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber, og hans enbårne Søn, vor Herre, og Helligånden. Gud er den eneste der er evig, og tilhører derfor en kategori helt for sig selv; alt andet – engle og åndevæsener, nisser og tandfeer (hvis de findes), mus og elefanter, søer og floder, skove og sletter, du og jeg – tilhører en anden kategori, nemlig ”det skabte”. Derfor er det forståeligt at Esajas reagerede som han gjorde da han fik et syn af Gud selv, der sad på sin trone. Hvordan det som Esajas så, helt præcis har set ud, er umuligt at sige, og han gør da heller ingen forsøg på at beskrive hvordan Gud selv så ud, men Guds omgivelser var da også overvældende nok, med serafer og det hele. Nu er det nok ikke så tit du har set en seraf, så du bliver måske ikke så meget klogere af at få at vide at der var serafer, men kort fortalt så svarer det omtrent til det som du og jeg nok ville kalde for ildsprudende drager. Så det Esajas fortæller os, er altså at Gud var så frygtindgydende at se på, at han blev beroliget da en ildsprudende drage kom hen og rørte hans læber med et stykke gloende kul!
Men det er først derefter at det allermest chokerende sker: Gud efterlyser en frivillig til at gøre noget for ham! Altså seriøst: Vi taler om den magt der har skabt milliarder af galakser, og for hvem tusind år er som et øjeblik – hvilken forskel skulle det kunne gøre at et lille menneske rakte hånden op og sagde: ”Jeg vil da godt hjælpe til?” Skulle Gud plus Esajas kunne gungre mere på broen end Gud uden Esajas? Uanset hvor mange år Esajas øvede sig og blev bedre til det Gud nu ville have ham til at hjælpe med, ville han aldrig komme til at kunne føje noget som helst til det som den almægtige kan. Men Gud valgte altså alligevel at lade ham hjælpe, og endda at lade ham lægge navn til den tredjelængste bog i Bibelen.
Spoler vi frem til evangelieteksten, så møder vi en mand der oplever noget der kan sammenlignes med Esajas’ oplevelse af at se Gud siddende på sin trone, nemlig Simon Peter, som i det meste af teksten blot kaldes Simon. Simon var nemlig hans navn; Peter var et tilnavn som Jesus gav ham. Eller rettere: Peter er en fordanskning af den græske oversættelse af det tilnavn som Jesus gav ham, nemlig Kefas. Så hvis du rejste tilbage i tiden og mødte ham den dag hvor dagens evangelietekst foregår, og sagde: ”Hej, Peter!”, så ville han sandsynligvis ikke ane hvem ”Peter” var; det fandt han først ud af senere da han begyndte at færdes i græsktalende kredse.
Parentes slut. Peter, som i virkeligheden hed Simon indtil Jesus gav ham navnet Kefas, oplevede som sagt noget der kunne sammenlignes med det Esajas oplevede, og det selvom han hverken så troner eller serafer. Det eneste han så, var fisk, og sådan nogle havde han jo set så mange gange. Det var da heller ikke fiskene han blev fyldt af ærefrygt for, men derimod Jesus. Simon fornemmede nemlig at der var noget helt særligt på spil når han fik en så rekordstor fangst på et tidspunkt af døgnet hvor man normalt ingen fangst ville forvente, og så endda lige præcis på det tidspunkt hvor Jesus havde sagt at nu var det tid. (Jeg elsker i øvrigt den underspillede humor i Grundtvigs formulering af Jesu ord: ”Det er på tiden, om jeg ser ret” – som om Jesus var i tvivl om hvorvidt han så ret!).
”Hvor i alverden kom alle de fisk dog fra?” må Simon Peter utvivlsomt have spurgt sig selv. Ganske vist vidste han allerede at Jesus var noget ud over det sædvanlige (ellers ville han nok heller ikke have stillet sin båd til rådighed for ham som ad hoc-prædikestol). I det kapitel der går umiddelbart forud for dagens tekst i Lukasevangeliet, hører vi for eksempel om at Jesus helbreder Simons svigermor, der lå syg med høj feber, og det må unægtelig have gjort et vist indtryk! Men trods det var Simon altså alligevel en smule skeptisk da Jesus opfordrede ham til at sejle ud på dybet og kaste sine garn ud til fangst. Det var trods alt set før at der var fremstået et menneske med en særlig guddommelig udrustning til at helbrede syge, for eksempel profeten Elisa, der var så navnkundig at han ligefrem blev opsøgt af en spedalsk general fra nabolandet Aram (se 2 Kong 5). Elisa fik også på et tidspunkt en økse der var faldet i floden, til at flyde ovenpå (se 2 Kong 6,1-7), så han var en mand med mange talenter, om man så må sige. Men derfra og så til at få så mange fisk til at dukke op ud af den blå luft (eller rettere: det blå vand) at hele to fiskerbåde var på nippet til at synke, var der alligevel et stykke vej. Kort sagt fornemmede Simon at han stod ansigt til ansigt med selveste skaberkraften – den magt der er så unik at alt fra tandfeer over oceaner til mennesker tilhører samme kategori i sammenligning. Og så føler man sig selvsagt lille – ja, ikke alene lille, men også beskidt, for Gud er jo også den fuldkommen hellige og rene, og i selskab med ham træder det kun alt for tydeligt frem hvor syndige vi selv er, ligesom pletterne på dugen træder så meget tydeligere frem når solen falder ind gennem vinduet. Så tydeligt følte Simon sin egen uværdighed at han ikke så anden udvej end at trygle Jesus om at gå sin vej.
Men ligesom i beretningen om Esajas kommer der et chokerende twist: Frem for at bebrejde Simon alle hans åbenlyse fejl og mangler vælger Jesus at sige: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.” Det som universets almægtige skaber sagde til Simon, var altså at han gerne ville have ham til at hjælpe ham med at gungre!
Vi kan undre os over rationalet i at Gud har valgt at tage svage og syndige mennesker i sin tjeneste i stedet for selv at gøre det der skal gøres. Det ville vel alt andet lige have ført til en noget lavere fejlmargin, og når man tænker på hvad der gennem tiderne er blevet begået af dumheder og det der er værre, når Guds tjenere er faret frem med nidkærhed uden forstand, så er det lige før man må ønske at Gud havde ladet være med at udlicitere sin mission til sådan nogle fjolser som os. Men det vi skal huske på, er at Gud frem for noget er vores kærlige far. Grunden til at han tog Esajas og Simon Peter og dig og mig i sin tjeneste, er at han elsker os og gerne vil have os med i de ting han laver, også selvom han kunne gøre det meget hurtigere og bedre uden os. Og det må vi også huske på når vi måske ind imellem synes det er hårdt at stå i Guds tjeneste: Han er med os alle dage, og ansvaret for at det vi er i gang med, lykkes, er hans, ikke vores. Det vigtigste for vores himmelske Far er at vi er sammen med ham, og det at vi får lov til at gungre over broen hånd i hånd med ham, er først og fremmest et privilegium. Hvor lidt eller hvor meget det så gungrer, det afhænger ikke af vores indsats. Men at vi går dér på broen sammen, det er den største og dybeste glæde både for ham og for os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments