Prædiken til 5. søndag efter påske 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Løftet om bønhørelse: Gud vil os det godt!
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 5. søndag efter påske 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi er i Guds hænder.
Når jeg siger sådan, hvilke følelser bliver du så fyldt af? Tryghed? Frygt? Ligegyldighed? Det kommer nok meget an på hvilket billede du har af Gud. Der er desværre mange som har svært ved at opfatte det kristne budskab som et glædeligt budskab, fordi de har et negativt billede af Gud som en der er ude på at begrænse os, kontrollere os og straffe os. Og desværre er den kristne kirke ikke uden skyld i at det forholder sig sådan. I 1741 holdt den amerikanske prædikant Jonathan Edwards for eksempel en lige dele berømt og berygtet prædiken med titlen Sinners in the Hands of an Angry God, altså ”Syndere i hænderne på en vred Gud”. Budskabet i den prædiken var at vi mennesker har fortjent at brænde op i Helvede på grund af vores synder, og at det eneste der forhindrer os i at falde ned i flammerne, er at Gud holder sine hænder under os. Og det er jo dejligt at han gør det, må man sige, men det er knap så dejligt hvis han er vred på os, og vi nårsomhelst kan risikere at han giver slip så vi ryger ned i ilden. Pointen i prædikenen – der i øvrigt blev startskuddet til en stor vækkelse – var naturligvis at Gud har skabt en vej ud gennem Jesu død på korset, og at hvis vi omvender os og tager imod frelsen, får vi adgang til den evige salighed, men undervejs fik Edwards desværre blandt andet sagt: ”Den Gud der holder dig over Helvedes grube, omtrent som man holder en edderkop eller et ulækkert insekt over ilden, han afskyr dig og er rædsomt provokeret … du er ti tusind gange så vederstyggelig i hans øjne som den mest grusomme giftslange er i vores”[1] – og hans hensigt var sikkert ædel nok, men et eller andet sted har jeg svært ved at forbinde noget saligt eller paradisisk med tanken om at skulle tilbringe en evighed i selskab med en Gud der væmmes ved mig (selvom det vel trods alt ville være at foretrække frem for at pines i helvede). Og jeg kan godt frygte at den form for forkyndelse har været med til at give mange mennesker et mildt sagt ambivalent forhold til Gud, for hvordan er han egentlig? Elsker han mig, eller afskyr han mig? Betyder det noget for ham om jeg bliver frelst eller går fortabt?
Men den ambivalens behøver vi heldigvis ikke at ligge under for! Bibelen – og det gælder både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente – gør det nemlig tindrende klart hvad der er Guds inderste væsen og vilje. I det måske mest kendte af alle bibelvers, Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, står der: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Grunden til at Jesus kom til jorden for at frelse os, var altså at Gud elskede os – og det vel at mærke før vi havde foretaget os noget som helst i retning af at omvende os. Jonathan Edwards havde ganske vist ret i at med Guds fuldkomne hellighed som målestok, så er vores liv ikke noget at råbe hurra for og vel nærmest at sammenligne med et ulækkert insekt (hvis man ellers synes at insekter og edderkopper er ulækre, men det syntes Edwards åbenbart). Men det betyder blot at Guds kærlighed er så meget mere forunderlig, fordi han er i stand til at elske selv sådan nogle som os, og det endda så højt at han ville give sin egen søn for vores skyld!
Også i teksten til i dag kan vi læse om Guds kærlighed. Jesus siger nemlig til sine disciple: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”. Jeg er ellers ind imellem stødt på den opfattelse at det kun er fordi Jesus taler vores sag overfor Gud, at Gud vil have noget med os at gøre – men det er altså ikke det Jesus siger i dag. Jesus gjorde nemlig meget mere end at tage straffen for alt det vi har gjort forkert, dengang han døde på korset – han købte os til at være hans fordi han ville dele alt med os, inklusiv sin status som barn af Gud Fader. Det fremgår også af dåbsritualet, som vi når til senere i gudstjenesten: Først takker vi Gud for den hellige dåb, hvori han gør os til sine børn, og siden tegner jeg det hellige kors for Kiras ansigt og bryst til et vidnesbyrd om at hun skal tilhøre den korsfæstede herre Jesus Kristus. Så hver gang Gud Fader fremover ser på Kira, så ser han et menneske der er lige så meget hans barn som Jesus er, og som han derfor elsker lige så højt som han elsker Jesus! Og sådan er det som sagt blevet fordi Gud allerede på forhånd, allerede før verden blev til, elskede Kira og os andre så højt at han begyndte at lægge planer om at gøre os til sine børn – også selvom han vidste at vi ville gøre ting der ret beset ville gøre os fortjent til Helvedes flammer. Sådan er Guds kærlighed nemlig: Den afhænger ikke af hvad vi har gjort eller ikke har gjort, eller hvad vi har eller ikke har gjort os fortjent til; den afhænger kun af at hans eget væsen er kærlighed.
Jeg bliver dog nødt til at understrege at det at være Guds barn ikke er nogen garanti for at Kira eller vi andre ikke kommer til at opleve skuffelser og modgang i livet, ja, måske endda deciderede lidelser. Det gjorde Jesus jo også, og det bliver endda understreget i dåbsritualet, både med ord og med fagter, at det er den korsfæstede herre Jesus Kristus vi bliver døbt til at tilhøre. Det betyder at vi i udgangspunktet må være indstillede på at vi risikerer at komme til at dele skæbne med ham. Af de tolv oprindelige apostle var Johannes den eneste der døde af naturlige årsager; alle de andre blev slået ihjel for deres tro, ligesom tusindvis af kristne stadig bliver det hvert eneste år. Så galt kommer det næppe til at gå nogen af os der er til stede her i dag, men selvom vi lever i et fredeligt land hvor det ovenikøbet står i Grundloven at staten understøtter den evangelisk-lutherske kirke, har vi altså ikke fået lovning på at den verden der slog vores herre ihjel, vil behandle os spor bedre end den behandlede ham.
Det gælder i øvrigt ikke kun den modgang som vi eventuelt kan risikere at møde fordi vi tror på Jesus, men også den modgang der i det hele taget hører med til at være menneske, og som har det med at ramme fuldstændig vilkårligt. Det har ind imellem fået nogle mennesker til at mene at såfremt der findes en Gud, så må han være noget af en kyniker som sidder og spiller terninger med vores liv uden at tage sig af de tragiske konsekvenser det har for os mennesker hernede på jorden – den opfattelse giver popgruppen ABBA for eksempel udtryk for i et af deres allerstørste hits, The Winner Takes It All (selvom de ikke synger ”Gud”, men ”guderne”). Og selv vi der bekender os til troen på Bibelens Gud, kan også finde på at tale som om det er Gud der er ophavsmand også til det onde vi møder, så det burde egentlig ikke overraske os når ikke-troende mennesker siger ting som: ”Jeg kan ikke tro på Gud, for han tog den-og-den fra mig i en alt for tidlig alder” eller ”Jeg kan ikke tro på Gud når han lod mig komme ud for den ulykke” eller ”Jeg kan ikke tro på Gud når han ikke har givet mig en kæreste” eller hvad det måtte være. Og den opfattelse finder tilsyneladende støtte i Bibelen, for eksempel i Jobs Bog. Bogens hovedperson, Job, er en både rig og lykkelig mand, men han er god og gavmild, og han er også en from mand som takker Gud for sine gode kår. Pludselig bliver han imidlertid ramt af alverdens ulykker, hvilket får hans hustru til forbitret at udbryde: ”Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!” Men Job irettesætter hende og siger: ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (Job 2,9-10). Men hvis man læser de vers i deres sammenhæng, som man jo altid bør gøre med løsrevne citater, så viser det sig at Job faktisk tager fejl, og at det ikke er Gud, men Satan, der står bag hans lidelser.
Men jeg plejer jo at gå rundt og påstå at Gud er stærkere end Satan, så hvorfor forhindrede Gud så ikke Jobs lidelser? Og hvorfor forhindrer Gud ikke alle de genvordigheder vi andre kan løbe ind i? Ja, det kunne være rart hvis han gjorde, ikke! Men vores vej til den evige glæde vil ofte komme til at gå gennem lidelser og sorger; blot skal vi huske at sorgerne og lidelserne ikke får det sidste ord. Det er faktisk netop det der er budskabet i den første læsning fra Bibelen som vi hørte i dag, fra Jeremias’ Bog. Den tekst begynder med et vers som jeg allerede som ung lærte udenad, og som ovenikøbet er blevet sat til melodi: ”For jeg ved, siger Herren, hvilke tanker jeg tænker om jer: Tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg vil give jer en fremtid og et håb”. Men først mange år senere blev jeg opmærksom på den kontekst som det vers står i, nemlig et brev som Jeremias skriver til nogle israelitter der er blevet ført i eksil til Babylon, og som regner med at Gud i løbet af kort tid vil sørge for at de kommer hjem til deres eget land. Men det skal de ikke regne med, skriver Jeremias; det vil først ske efter 70 år. Og umiddelbart efter beskeden om at der kommer til at gå 70 år, kommer så det kendte vers om at Gud har planlagt lykke, ikke ulykke. Guds planer er langsigtede!
Men heldigvis har Gud også god tid. 70 år er lang tid i forhold til den tid vi mennesker har i denne verden, men når vi er Guds børn, har vi – som vi skal høre i dåbsritualet om lidt – syndernes forladelse og det evige liv. ”Syndernes forladelse” betyder at Gud tilgiver alt hvad vi gør forkert – ikke fordi han er ligeglad med hvordan vi lever, og ikke fordi det er i orden at vi handler ukærligt og egoistisk, men fordi Jesus bar vores skyld da han blev korsfæstet, sådan at den ikke længere skal definere hvem vi er. Og ”det evige liv” – ja, det siger jo næsten sig selv hvad det betyder! Og så måske alligevel ikke, for man kunne jo tro at det bare betyder en uendelig forlængelse af det liv vi kender her i verden, og det ville vi måske ikke nødvendigvis være interesserede i. Men heldigvis handler ”det evige liv” om at Gud nyskaber verden så den bliver som han havde tænkt det – i Bibelens næstsidste kapitel står der: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4). Altså et liv der bare bliver bedre og bedre i al evighed! Set i det lys er 70 år – eller hvor længe vi nu må vente på at Gud fjerner vores problemer – næsten ingen tid. Og i mellemtiden er vi i Guds hænder – hans kærlige faderhænder.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Min egen oversættelse fra https://digitalcommons.unl.edu/cgi/viewcontent.cgi?article=1053&context=etas, side 15
Comments