Prædiken til 4. søndag i advent 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
Johannes Døbers vidnesbyrd: Afhængig af anerkendelse
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag i advent 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Hun traf ham helt tilfældigt ved et stoppested. Jeg var der selv, men det var ham den anden hun tog med.” Sådan begynder TV-2’s sang ”Kys bruden” fra 1996; en sang der, som det vil fremgå, både rummer ligheder og forskelle i forhold til dagens tekst. Sangens jeg-fortæller er tydeligvis ærgerlig over at det ikke var ham hun fik øje på ved stoppestedet; han synger blandt andet: ”Dengang ved stoppestedet, havde hun da bare kigget en anelse mere den anden vej! Det er de helt små marginaler, som vi taler om – en meter, højst, så var jeg måske blevet brudens gom.” Men i stedet blev hun gift med ham den anden, og ”flot så det ud, da de strøg op ad kirkegulvet sammen, hun sagde ja, og han sagde amen.” Men pludselig tager sangen en helt uventet drejning da bruden ved festens afslutning, tilsyneladende ud af det blå, henvender sig til jeg-fortælleren med ordene: ”Hey, du der fremmede, hvor kommer du fra? Det er i virkeligheden sådan en som dig jeg vil ha’! Kys mig, du, som i den smukkeste sang, kys mig for livet bare en enkelt gang.”
Når vi nu ved at han rent faktisk ville ønske at han havde været i brudgommens sted, hvad mon han så svarer? Ja, han svarer naturligvis det som almindelig anstændighed foreskriver i situationen: ”Nej, desværre, skynd dig nu hen til din mand!”, hvorefter han til os lyttere tilføjer: ”Jeg tænkte, sådan ville min barndoms helte have gjort.” Men han er alligevel ikke fri for at drømme lidt: ”Jeg tænker tit på, jeg sku’ have været en roman, så ville historien have set helt anderledes ud: Jeg ville slutte der nederst på side 210 hvor jeg bortfører en anden mands brud”! Han kunne også have sagt en film, for Hollywoods generalieblad rummer indtil flere eksempler på at ham som det er meningen man skal holde med, afbryder et bryllup for at forhindre at den kvinde han elsker, bliver gift med en anden mand. (Jeg kan ikke huske om der også er film hvor en kvinde gør noget lignende – ligestillingen er vist ikke helt nået til Hollywood endnu). Men sådan gør man selvsagt ikke i virkeligheden, og jeg ved ikke af at det nogensinde skulle være sket.
Af samme grund sidder I måske nu og spekulerer på hvorfor jeg vælger at trætte jer med den slags banaliteter i en adventsprædiken, men det er naturligvis fordi Johannes Døber i prædiketeksten sammenligner Jesus med en brudgom og sig selv med brudgommens ven. I den forbindelse må jeg i øvrigt hellere præcisere at ”brudgommens ven” ikke bare betyder ”en ven af brudgommen”; det betyder det som vi på nudansk ville kalde ”forloveren”, altså en person der har en helt særlig rolle ved brylluppet. I den kultur som Jesus og Johannes Døber var en del af, havde forloveren helt konkret den opgave at føre bruden hen til brudgommen og overgive hende til ham, og derfor var det naturligvis af yderste vigtighed at brudgommen valgte en forlover som han kunne have fuld tillid til, så han ikke risikerede at hans ven stak af med bruden i stedet for at føre hende hen til ham!
Det er naturligvis en metafor når Døberen kalder Jesus for ”brudgommen”, for så vidt vi ved, var det ikke på noget tidspunkt i løbet af de cirka 33 år Jesus gik på jorden, på tale at han skulle giftes. Det som Johannes sigter til, er derimod at rollen som Israels mest populære prædikant var overgået fra ham selv til Jesus, hvilket bekymrede mange af Johannes’ disciple, men Døberen beroliger dem altså med at det var det der hele tiden havde været meningen: Den eneste grund til at han, Johannes, havde prædiket, var for at føre mennesker hen til Jesus på samme måde som forloveren i datidens kultur førte bruden hen til sin ven brudgommen.
I resten af Det Nye Testamente, og i særdeleshed i Johannes’ Åbenbaring, udvikles bryllupsmetaforen yderligere, idet vi får at vide at kirken, altså alle vi som tror på Jesus, er Kristi brud, og Jesu genkomst, som vi ser frem til, sammenlignes med et bryllup. Det kan ganske vist være vanskeligt for os mænd at identificere os med en brud, men det er vigtigt at huske at det for det første ikke er den enkelte af os der er bruden, men kirken som helhed, og at det jo altså for det andet er en metafor; et billede der både skal fortælle os med hvor stærkt et bånd Jesus har bundet sig til os, og hvilken høj status Gud har tiltænkt os på trods af vores synder, og så i øvrigt minde os om vores forpligtelse til at være tro mod Jesus, åndeligt set.
Men der er jo det gode ved metaforer at de er dejligt elastiske, så at sige. Hvis ”Bruden” er alle der tror på Jesus, så må Johannes Døber selv høre med til ”Bruden”, eftersom han bekendte en tydelig tro på Jesus, men alligevel kunne han samtidig sammenligne sig selv med brudgommens ven, der fører bruden hen til ham. Samme metafor bruger Paulus i Andet Korintherbrev, hvor han til de korinthiske kristne skriver således: ”For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru” (2 Kor 11,2). Jeg skal skynde mig at sige at den skinsyge ikke handler om at han som fortælleren i TV-2-sangen er jaloux på brudgommen, men tværtimod at han bliver jaloux på vegne af brudgommen, hvis bruden begynder at flirte med andre mænd! Og det skriver han naturligvis fordi de kristne i Korinth tilsyneladende ikke var helt på det rene med hvem det egentlig var de troede på. Der var nemlig i Paulus’ fravær kommet nogle prædikanter til byen som havde sagt noget i retning af: ”Paulus er et skvat der ikke kan hjælpe jer, så ham skal I ikke tro på; I skal tro på os i stedet!” Og dertil svarer Paulus altså at han aldrig nogensinde har opfordret dem til at tro på ham; han har opfordret dem til at tro på Jesus!
Igen: Det kan måske virke banalt og overflødigt at jeg siger de her ting, for der er nok ikke ret mange af jer der kunne finde på at gå rundt og sige til folk at det er jer man skal tro på; I er forhåbentlig på det rene med at det er Jesus og kun ham, der er vores frelser. Men min erfaring fra mit eget liv siger mig at uanset hvor frimodigt og tydeligt man bekender Jesus som Herre, kommer den indstilling som Johannes Døber gav udtryk for, ikke nødvendigvis af sig selv. ”Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Hvornår har du sidst ønsket dig det – ”jeg skal blive mindre”? Det ligger jo så dybt i os mennesker at vi gerne vil have – ja, vi siger selvfølgelig ikke at vi vil have ”ære” eller ”hæder” eller ”berømmelse”, for det lyder jo ikke særlig pænt, men hvad vu hvis vi i stedet sagde ”anerkendelse”? Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, mig selv inklusive, der ikke gerne ville have anerkendelse for deres arbejde.
Men er det da ikke også rimeligt nok? Jo, det er i hvert fald naturligt, og jeg vil til enhver tid opfordre til at vi sørger for at give andre anerkendelse for det arbejde de udfører, enten der er tale om lønnet eller frivilligt arbejde eller ”blot” om almindelige huslige hverdagssysler som at tømme opvaskemaskinen eller støvsuge gulvet. Men vi skal passe på ikke at blive afhængige af andre menneskers anerkendelse. Med et moderne udtryk fra engelsk kan man sige at andre menneskers anerkendelse er ”nice to have”, men det må aldrig blive ”need to have”. Og det er der to grunde til.
For det første er det sådan at hvis vi gør os afhængige af andres anerkendelse, så bliver vi ufrie. For at sige det meget hårdt, så bliver vi slaver af den eller dem vi søger at tækkes. Det kan risikere at ødelægge vores arbejdsglæde og vores motivation, sådan at vi ikke længere glæder os over at gøre et godt stykke arbejde fordi det er godt og vigtigt i sig selv, men at vi i stedet gør det for at høste den anerkendelse vi er afhængige af. Og værre endnu: Det kan risikere at sløre vores moralske kompas så vi bliver fristet til at gøre det vi vil få ros for, i stedet for det der er det rigtige at gøre, i det omfang der ikke er sammenfald mellem de to. Kun hvis vi alene søger vores ros hos Gud, er vi frie til altid at søge at gøre det rigtige for dets egen skyld. (Og her bliver jeg så nødt til at indskyde en parentes, for en ateist ville helt sikkert indvende at hvis vi gør det rigtige for at få anerkendelse hos Gud, gør vi det netop ikke for dets egen skyld, og at man tilmed kunne forestille sig en situation hvor vi ville vælge at gøre det Gud ville rose os for, i stedet for at gøre det rigtige som vores samvittighed bød os. Tiden tillader desværre ikke at jeg giver et tilbundsgående svar på den indvending her, så jeg vil nøjes med at sige at den der kender Gud, ved at Gud er Den Gode, og at vi derfor altid vil få anerkendelse hos Gud for at gøre det rigtige, og at hvis du nogensinde ser en modsætning mellem hvad Gud byder dig, og hvad din samvittighed byder dig, så er der enten noget galt med din samvittighed eller med din forståelse af Gud, sandsynligvis det sidste, måske begge dele).
Tilbage til det problematiske ved at gøre sig afhængig af andre menneskers anerkendelse. Ud over at det gør os ufrie, er det også udtryk for at vi ikke under Jesus al æren, men vil have noget af den selv. Det er jo ham der er brudgommen, og hverken dig eller mig! I Bjergprædikenen siger Jesus: ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16) – med andre ord: Hvis vi gør gode gerninger for at de mennesker der får gavn af det, skal rose os, så er vores motiver ikke rene, for så gør vi det dybest set for vores egen skyld. Så er vi ikke længere brudgommens trofaste ven der af et helt og rent hjerte glæder sig med ham, men er snarere at sammenligne med TV-2’s figur der gerne havde set sig selv i brudgommens sted – eller som i hvert fald håber på at kunne tiltuske sig et enkelt lidenskabeligt kys fra bruden inden hun kører væk sammen med sin mand. (Nu er det så måske kvindernes tur til ikke at kunne identificere sig helt med metaforen, men det lader sig heldigvis let fikse ved at bytte kønnene om).
Som sagt ligger det enormt dybt i os mennesker at ønske os anerkendelse, og derfor er min opfordring i denne prædiken heller ikke at I alle sammen fra nu af kun skal søge anerkendelse hos Gud, og at Gud får ære fra jeres medmennesker – ikke fordi det ikke ville være det rigtige at gøre, men fordi det ville være umuligt at gennemføre i praksis. Men netop derfor er vi i ét og alt afhængige af Jesus og hans nåde til at dække alle vores synder – også den synd at vi så let forfalder til at søge vores egen ære. Og den nåde giver han os heldigvis uden bebrejdelser, fordi vi er døbt til at være en del af den universelle kirke som er hans brud, og som han elsker så højt at han gav sit liv for den.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments