Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 27. august 2026
Elsk jeres fjender: Hvornår har jeg gjort nok?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Så blev det endelig sommerferie, i hvert fald for alle dem der går i skole eller lige er blevet færdige med det. Selvom det efterhånden er 36 år siden jeg selv gik ud af 9. klasse, husker jeg stadig hvordan jeg hvert år gennem flere måneder talte ned hvor mange skoledage der nu var tilbage inden sommerferien – ikke fordi jeg ikke kunne lide at gå i skole, for det kunne jeg faktisk godt, men de tilsyneladende uendelige vidder af frihed der åbnede sig når sommerferien begyndte, var der alligevel intet der kunne måle sig med. Det der især bidrog til følelsen af frihed, var at det skoleår der havde varet siden august året før, nu var fuldført: bøgerne var afleveret, opgaverne var vinget af, og der var ingen hængepartier. Den følelse har jeg altid godt kunnet lide: følelsen af at kunne læne mig tilbage og nyde at jeg var færdig med alt det jeg havde at gøre. Det gælder i øvrigt også i det mere kortsigtede perspektiv: Hver gang jeg var færdig med lektierne til næste dag eller med den stil jeg havde skrevet på, kunne jeg drage et lettelsens suk, og det kan jeg sådan set stadig når jeg er færdig med at skrive en tale eller en prædiken.
Jeg tror i øvrigt ikke at jeg er den eneste der har det på den måde. Alle gode eventyr – og det gælder ikke kun de klassiske folkeeventyr, men også mere moderne romaner, film, tv-serier, julekalendere og så videre – bygger jo op til at helten eller heltene til slut kan fejre at deres opgave er fuldført, enten den bestod i at befri en prinsesse, finde en skat, ødelægge en magisk ring, styrte en diktator, vinde et væddeløb, opklare et mord eller redde julen. Men hvor den klassiske slutning på et eventyr som bekendt er: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”, så må vi i den virkelige verden ofte lede forgæves efter den store forkromede forløsning. Aldrig så snart har vi fuldført en opgave, før nye opgaver venter i horisonten, og ethvert lettelsens suk vi kan drage undervejs, markerer kun en kort rast inden færden går videre. Og det er måske i virkeligheden også godt nok at det er sådan? Vi mennesker har jo brug for et mål at stræbe efter – som det hedder i H.V. Kaalunds kendte højskolesang om ”Den brogede verden”: ”Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du?”
Der er dog én ting som det i hvert fald ikke er sundt at være nødt til at kæmpe for eller stræbe efter, og det er følelsen af at være god nok. Alligevel er jeg bange for at det tit er netop det spørgsmål der ligger til grund for rigtig meget menneskelig stræben i den her verden: Hvis jeg kommer på førsteholdet i fodboldklubben, badmintonklubben eller skakklubben, hvis jeg scorer lutter 12-taller i min karakterbog, hvis jeg kan fylde min lejlighed når jeg holder fest og altid bliver inviteret når de andre gør, hvis jeg får over 100 likes på mit profilbillede, hvis jeg lander et vellønnet job, hvis jeg får en attraktiv kæreste, hvis jeg har råd til at købe et hus eller en bil eller et kamera eller en hjemmebiograf som jeg kan være stolt af at vise frem, og så videre – så vil jeg måske endelig kunne føle at jeg har gjort det godt nok; at jeg ikke er en fiasko! For nogle menneskers vedkommende er det måske en bestemt person man især gerne vil anerkendes af (for eksempel sin far), mens det for andre kan være en mere vag internaliseret følelse af utilstrækkelighed man desperat stræber efter at lukke munden på.
Hvis du er kristen, så vil jeg dog gætte på at du vil sige – enten fordi du mener det af hjertens grund, eller fordi du har lært at det er den fromme og rigtige ting at sige – at det eneste der til syvende og sidste betyder noget, er at Gud siger at du er god nok, for det er trods alt ham, og hverken din far eller din chef eller dine venner eller for den sags skyld dig selv, der kommer til at sidde i dommersædet når livet her er slut. Det er noget som jeg dagligt må minde mig selv om, og som jeg søndag efter søndag også forsøger at minde mine tilhørere om. Og med til den påmindelse hører også at de ting som Gud sætter pris på, ofte er nogle helt andre end hvad vi selv og vores medmennesker ser efter. Det giver ingen point hos Gud at tjene mange penge eller køre i en dyr bil eller få mange likes på de sociale medier, og din værdi i Guds øjne er fuldstændig uafhængig af hvor gode karakterer du får, eller om du kommer med på holdet eller ej. Nej, det Gud vil have, er at vi viser kærlighed! Dagens første læsning giver nogle helt konkrete anvisninger på hvordan man kan gøre det, nemlig ved at lade noget ligge til de fattige når man høster. Den konkrete anvisning er måske ikke så relevant for ret mange af os i dag (ikke engang for dem af os der arbejder i landbruget, for der er jo alligevel ikke længere nogen der går bagefter høstfolkene og samler resterne op), men princippet – at vi skylder at dele vores goder med dem der har mindre end os – er det jo ikke svært at overføre. (Bemærk i øvrigt at det ikke kun er et forslag fra Guds side, men en befaling. Målt med Guds alen har vi altså ikke ret til at beholde det hele selv, uanset at vi selv har arbejdet for det, for alt er dybest set en gave fra Gud).
Men hvordan kan vi vide om vi har gjort nok? Hvor mange neg skal vi lade ligge på marken, og hvor mange oliven skal vi lade sidde på træerne, for at Gud er tilfreds med os? Eller oversat til vores kultur: Hvor mange penge skal vi donere til nødhjælp i ind- eller udland, hvor mange Hus Forbi-aviser skal vi købe, hvor mange penge skal vi låne til ham der altid løber tør sidst på måneden (vel vidende at vi aldrig ser de penge igen)? Hvornår kan vi få lov til at læne os tilbage og nyde at nu er opgaven fuldført, nu er vi gode nok?
Jeg ved ikke om I bemærkede det, men de to dele af det sidste spørgsmål jeg stillede dér, er faktisk to vidt forskellige spørgsmål! Og svaret på ”Hvornår er opgaven fuldført?” er et helt andet end svaret på ”Hvornår er jeg god nok?” Det første spørgsmål, ”Hvornår er opgaven fuldført?”, det svarer Jesus på i dagens evangelietekst, så det vil jeg begynde med.
Jesus tager udgangspunkt i det kendte bud om næstekærlighed – et bud der, modsat hvad mange tror, ikke var et som Jesus selv fandt på, men et som faktisk står i Det Gamle Testamente, nærmere bestemt i Tredje Mosebog kapitel 19 vers 18. Men som vi også kan se andetsteds i Det Nye Testamente, nemlig i optakten til lignelsen om den barmhjertige samaritaner (som der i øvrigt kun prædikes over i ulige år, så den må I vente til 22. august 2027 med at høre en prædiken over), var der imidlertid en del diskussion om hvem der var omfattet af kategorien ”næste”. En meget populær opfattelse, som Jesus i dagens tekst citerer med ordene ”I har hørt, at der er sagt”, gik på at det i hvert fald ikke var alle mennesker, men at der tværtimod var mennesker som man snarere var forpligtet til at hade, nemlig ens fjender. Men den opfattelse holder ikke, siger Jesus. Det svar som han i lignelsen om den barmhjertige samaritaner giver i fortællingens form (en fortælling der i øvrigt også har en endnu dybere betydning), det giver han her i Matthæusevangeliet i klartekst: ”Elsk jeres fjender”. Der er altså ingen grænser for hvem der er omfattet af betegnelsen ”næste” – selv de mennesker der vil os til livs, er vi forpligtet til at elske alligevel!
Der er nogle teologer der mener at det udsagn fra Jesus udelukker at kristne kan gå i krig, for man kan jo dårligt påstå at man elsker nogen hvis man skyder på dem for at slå dem ihjel. I oldkirken var det faktisk det mest almindelige synspunkt, mens det i dagens Danmark nok kun deles af et meget lille mindretal. Hvordan jeg selv forholder mig til det, er jeg slet ikke færdig med at overveje (selvom jeg har overvejet det i mere end 15 år), og det kunne utvivlsomt være et interessant emne for et seminar eller en paneldebat. Men selv hvis vi ser helt bort fra den diskussion, så er Jesu ord rigeligt udfordrende, synes jeg, for vi kan jo nemt komme til at gå rundt og hade ikke kun fremmede soldater der går i krig mod Danmark, men også mennesker der sårer eller modarbejder os på det personlige plan. Men dem er vi altså også forpligtede på at elske, siger Jesus! I den forbindelse gør det ingen forskel at ”det var dem der begyndte” med at hade os, og at vi aldrig har ønsket den konflikt; ja, det gør ikke engang nogen forskel at de gør alt hvad der overhovedet står i deres magt for at skade os. ”Bed for dem, der forfølger jeg”, tilføjer Jesus jo, og i Romerbrevet læser vi ligefrem: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: ’Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,’ siger Herren. Men ’hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så give ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode” (Rom 12,19-21).
Og grunden til at vi skal gøre det, er at det er sådan Gud selv er! Han ”lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” Og når Gud selv er den standard vi skal stræbe efter at leve op til – når buddet fra Jesus ligefrem lyder: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!”, så giver det sig selv at det når vi aldrig i mål med, i hvert fald ikke så længe vi lever i denne verden. Vi vil bestandigt og uvægerligt komme til kort – men det er ikke nogen undskyldning for at være ligeglade, for det er trods alt bedre for vores næste at vi ligner vores himmelske fader en lille smule, end at vi slet ikke ligner ham! Blot må vi altid være ydmyge, uanset hvor godt vi selv synes vi klarer det, vel vidende at vi har aldrig nogensinde gjort ”nok”.
Men ”Hvornår er jeg god nok?” er som sagt et helt andet spørgsmål! Vores værdi i Guds øjne afhænger nemlig ikke af hvor mange gode gerninger vi har gjort, og ikke engang af i hvor høj grad vi af hjertet ønsker at gøre gode gerninger. Hvis en ejendomsmægler skal give en vurdering af hvor meget et hus er værd, så er der kun én ting der betyder noget, og det er hvor meget en køber vil være villig til at betale for huset. Så hvis vi nu forestiller os at en ejendomsmægler tager ud og kigger på et lille, forfaldent hus med masser af K3’ere, piv-utæt, hverken fibernet eller fjernvarme, lokum i gården, langt fra nærmeste indkøbsmulighed, og omgivet af nedlagte maskinhaller der spolerer al udsigt, så ville de fleste af os nok tænke at det hus kan ikke være meget værd. Men forestil jer nu at ejendomsmægleren tilfældigvis har kontakt med en mangemillionær der er vokset op i netop det hus, og som vil give hvad som helst for at komme til at eje det igen – så er det pludselig mange penge værd! Og ved I hvad? Trods al vores ufuldkommenhed, trods alle vores fejl og mangler trods alt det beskidte og snavsede vi har indeni, som vi dårligt nok tør indrømme overfor os selv, og da slet ikke overfor andre – så var Gud villig til at give sin egen søn for at købe os fri af Djævelens herredømme. Derfor er du på forhånd allerede god nok, før du har gjort noget som helst – ikke på grund af nogen kvalitet ved dig selv, men slet og ret fordi Gud elsker dig som du er. Og hvad der om muligt er endnu bedre: Han elsker dig så højt at han ikke lader dig forblive sådan som du er, men konstant virker ved Helligånden for at forvandle dig så du kommer til at ligne ham mere! Men hvad der end sker eller ikke sker af fremskridt i den retning, er og bliver du god nok, simpelthen fordi Gud elsker dig!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments