Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 14. juli 2025
Døm ikke: Anonyme Bjælkeøjer
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi er alle sammen syndere; det tror jeg de fleste af os er helt på det rene med. Men ”synder” er jo et vidt begreb, ikke sandt? Jeg har i hvert fald bemærket at mange kristne (og jeg må jo nok tilstå at jeg ikke selv er nogen undtagelse) har det med at tale om synd på en ret inkonsekvent måde. Mange af os kan jo vores ”søndagsskoledogmatik”, og de af os der måske tilmed ved en lille smule mere om Martin Luther end folk gør flest, ved også at den store reformator som vores evangelisk-lutherske folkekirke er opkaldt efter (hvilket han i øvrigt bestemt ikke ville have brudt sig om, men det er en helt anden historie), lagde meget stor vægt på de sidste 11 vers af Romerbrevets 3. kapitel, hvor der blandt andet står: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,22b-24). Og hvis vi hører nogen sige noget i retning af at kristne er en flok skinhellige hyklere der tror de er bedre end alle andre (det ved jeg ikke om der stadig er nogen i Danmark der kunne finde på at sige, men hvis nu der var), så svarer vi med det samme at det tror vi da så sandelig heller ikke at vi er; tværtimod ved vi bedre end nogen at vi i os selv er fortabte syndere, og det er netop derfor vi har brug for Jesus. Måske erklærer vi endda højstemt at vi i virkeligheden ikke er spor bedre end den værste morder eller røver, for der står jo i Jakobsbrevet (2,10) at ”den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (det vers lærte jeg udenad i forbindelse med et evangelisationskursus tilbage i 90’erne).
Men, eh, hvis jeg står i sådan en helt almindelig hverdagssituation hvor jeg ikke er i færd med at forklare evangeliet for nogen og derfor ikke har min ”søndagsskolefacade” på, og nogen så skulle finde på at antyde det som jeg i en anden sammenhæng med glæde ville indrømme, nemlig at jeg ikke er spor bedre end den værste morder eller røver, så er jeg bange for at min reaktion ville være en helt anden! Mon du har det lige sådan? Vi gør jo vores bedste for at være sådan nogenlunde gode og ordentlige mennesker, og ganske vist er det ikke altid det lykkes lige godt, men hvis nogen ligefrem ville påstå at jeg er et lige så dårligt menneske som Hitler eller Breivik eller Bin Laden, så gør de mig altså blodig uret!
Ja, faktisk behøver det vel ikke engang at være en ærkeskurk som en af de tre nævnte, vi bliver slået i hartkorn med; det er galt nok hvis vi eksempelvis er en kollega eller en nabo som er kendt for ikke at have verdens bedste moral. I kender sikkert typen, ikke? Ham der altid går hjem fem minutter før tid så I andre står tilbage med oprydningen, hende der altid skal overdrive når hun beretter om sin egen indsats, ham der spørger hvordan du har det, men så bare går i gang med at snakke om sig selv i stedet for at lytte til dit svar, og så videre. Prøv at forestille dig at en fælles bekendt giver udtryk for at den person er en dårlig ven eller nabo eller kollega – og prøv så at forestille dig at du kun lige akkurat når at ånde lettet op over at det ikke er dig der bliver skudt på, før den anden tilføjer: ” – og det er du forresten også.” Ville du kunne sige dig fri for at, om ikke sige, så i hvert fald tænke at du da i hvert fald er en bedre nabo end den anden person der blev talt om?
En situation hvor det kan være virkelig svært at holde fast i at der ikke er nogen der er værre syndere end andre, er når det handler om de krav vi stiller til forkyndere og andre der har en ledende rolle i kirken. Det der gør det svært, er at det samme Nye Testamente som fortæller os at der ikke er nogen forskel på mennesker fordi alle har syndet, også fortæller os at der skal stilles moralske krav til ledere i kirken. Tag for eksempel Paulus’ Brev til Titus, hvor den gamle apostel giver instrukser til sin yngre medarbejder, som på det tidspunkt hvor brevet blev skrevet, befandt sig på Kreta. (Der kunne jeg også godt tænke mig at befinde mig, sådan som det danske sommervejr har artet sig i år, men det er en anden historie). Paulus og Titus havde sammen prædiket på Kreta, hvor en hel del mennesker var kommet til tro på Jesus, men Paulus kunne af forskellige årsager ikke blive ret længe på øen, så han lod i stedet Titus blive tilbage og gav ham besked om at sørge for at de nystartede menigheder kunne fungere, blandt andet ved at indsætte ledere. I brevet nævnes der to forskellige kategorier af ledere, nemlig ”ældste” og ”tilsynsmænd”, eller på græsk: presbyteroi og episkopoi, som faktisk er de ord som de nuværende kirkelige embedsbetegnelser ”præst” og ”biskop” er afledt af. Og Titus skulle ikke bare sætte hvem som helst til at lede menighederne; tværtimod skriver Paulus: ”Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på, ikke egenrådig, opfarende, drikfældig, voldsom eller ude efter skændig fortjeneste. Han skal være gæstfri, have kærlighed til det gode, være besindig, retfærdig, from, herre over sig selv; han skal holde fast ved lærens troværdige ord, så han er i stand til både at formane med den sunde lære og at gendrive dem, der siger imod” (Tit 2,7-9). Så det er altså ikke i modstrid med Bibelen når der også i dag mange steder stilles krav til livsførelsen hos de mennesker der får lov til at formane andre fra en prædikestol. (Når det gælder os præster i Folkekirken, er det naturligvis op til hvert enkelt menighedsråd hvilke krav de vil stille). Det er ganske vist svært at gøre det konsekvent og uden i praksis at signalere at der er nogle synder der er mere acceptable end andre, men det er nok bare et vilkår vi må leve med i denne faldne verden. Det vigtigste er at vi husker at de moralske krav vi stiller til prædikanter og andre ledere i kirken, ikke har at gøre med frelsen, men alene med den pågældendes egnethed til at udføre en bestemt opgave.
Grunden til at jeg står på den her prædikestol, er nemlig ikke at jeg er en mindre slem synder end alle andre i det her rum (eller udenfor det her rum for den sags skyld). Og det forhold at jeg forhåbentlig så nogenlunde lever op til de krav til den synlige moral som Paulus nævner i Titusbrevet, giver mig ingen ret til at pege fingre ad kolleger i ind- eller udland der er blevet afskediget i unåde på grund af finansielle eller seksuelle skandaler (det er nemlig meget tit på et af de to områder det går galt), og ikke engang ad den sjællandske præst der forrige år blev dømt for at have myrdet sin kone! Misforstå mig ikke: Naturligvis både må og bør du og jeg fordømme selve den umoralske og forkastelige handling, men selv det må vi gøre med forsigtighed, for der indsniger sig utrolig nemt en selvretfærdig undertone hvor vi som farisæeren i en anden af Jesu lignelser siger: ”Jeg takker dig, Gud, fordi jeg ikke er som denne svindler” eller horkarl eller endda morder. Og som vi skal høre når dén lignelse er prædiketekst om syv uger (den 31. august), var det ikke ham der bad på dén måde, der gik retfærdiggjort hjem!
Sagen er nemlig den at vi mennesker kun kan se overfladen, men Gud ser alt. Med vores begrænsede udsyn kan det meget nemt ske at vi ikke føler os truffet af de ord vi har hørt Jesus sige i teksten til i dag, om at vi ikke skal påpege splinten i et andet menneskes øje når vi selv render rundt med en bjælke i øjet, for efter vores opfattelse er det jo den anden der har en bjælke i øjet, og os der kun har en splint, ikke sandt? Men selvom de fleste mennesker nok ville mene at jeg har en bedre moral end min nu tidligere kollega der sidder inde for mord, så ville jeg ikke satse min evige salighed på at Gud kan finde færre synder hos mig end hos ham.
Og selv hvis jeg alligevel skulle vise mig at være en ”mindre synder” end ham, så ville det ingen forskel gøre set med Guds øjne, for vi har begge to syndet nok til at vi ”har mistet herligheden fra Gud” og ikke er i stand til at frelse os selv, og det offer som var nødvendigt for at sone hans synder – nemlig Jesu død på korset – det var også nødvendigt for at sone mine. I øvrigt har de fleste af de store helgener i kirkens historie gjort den erfaring at jo bedre de har lært Gud at kende, jo mere deres tankegang er kommet i overensstemmelse med hans, jo større fremskridt de har gjort i fromhed og retfærdighed – desto tydeligere har de set hvor bundløst et dyb af synd og ondskab der rent faktisk bor i deres indre, sådan at det at dømme andre mennesker er blevet mere og mere utænkeligt for dem. Jeg tror det er den mekanisme der er på spil i Første Timotheusbrev kapitel 1 vers 15, hvor Paulus skriver: ”Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” Ganske vist havde Paulus før sin omvendelse forfulgt de kristne og blandt andet været en af hovedmændene bag drabet på den første kristne martyr, Stefanus, men sammenlignet med eksempelvis Nero, der var romersk kejser på det tidspunkt, og som var kendt for at beordre folk henrettet til højre og venstre for opdigtede forbrydelser og endda brugte levende mennesker som fakler til sine havefester, kan man vel dårligt sige at Paulus ligefrem var den største af alle syndere? Men det var han i sin egen bevidsthed – og det må alle vi andre også hver især være i vores.
Jeg har hørt at når der er møde i Anonyme Alkoholikere, så begynder man med en præsentationsrunde hvor hver enkelt deltager siger sit navn og derefter tilføjer: ”og jeg er alkoholiker”. Ikke mere end det! Hvad man i øvrigt har at bryste sig af – om man er ung eller gammel, mand eller kvinde, direktør eller hjemløs, spiller ingen rolle. Og det spiller heller ingen rolle om man er ”lidt” eller ”meget” alkoholiker, for uanset om man er i en tidlig fase hvor man måske stadig har både job og familie, eller om ens ydre liv ligger i ruiner efter mange års konstant drukkenskab, så er man fælles om at alkoholmisbruget udgør et problem som man ikke selv er i stand til at løse, et kviksand som man ikke kan trække sig selv ud af. Og det er faktisk det vilkår vi alle sammen lever under når det gælder synden: Den er et problem som vi ikke selv er i stand til at løse, og hvis det var os selv det kom an på, var vi lige håbløst fortabte, uanset om vi er ”lidt” eller ”meget” syndere. Så næste gang du føler dig fristet til at dømme et medmenneske (om det så kun er i dine tanker), næste gang du tænker at ganske vist er du en fortabt synder, men du er trods alt ikke så slem som den-og-den, så vil jeg foreslå dig at præsentere dig selv sådan som man gør i Anonyme Alkoholikere: ”Jeg hedder” (indsæt navn), ”og jeg er en synder.” For i virkeligheden er en af kirkens vigtigste funktioner vel at være en slags ”Anonyme Syndere”-forum – eller for at bruge et billede fra dagens tekst: Anonyme Bjælkeøjer!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments