Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2026

Posted By on 27. august 2026

Den fortabte søn: Nåden er ikke et nulsumsspil

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter trinitatis 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

(med skyldig tak til indsigterne i bogen ”Jakob og den fortabte” af Kenneth E. Bailey)

 

Næst efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner er den tekst vi lige har hørt, nok den mest kendte af de lignelser Jesus fortalte. Den kaldes almindeligvis ”Lignelsen om den fortabte søn”, men som mange i århundredernes løb har bemærket, er det ikke helt entydigt hvem af de to sønner der er den fortabte, så derfor burde vi måske i virkeligheden snarere kalde den ”Lignelsen om de fortabte sønner”. Andre har med rette påpeget at det er de to sønners far der er den egentlige hovedperson i historien, og har derfor foreslået at vi kalder den ”Lignelsen om den barmhjertige far”.

                      Nogle af jer ved måske at lignelsen som regel kaldes noget helt fjerde på engelsk, nemlig ”The prodigal son”, og tilsvarende kalder man den på fransk, spansk og italiensk for henholdsvis ”Fils prodigue”, ”El hijo pródigo” og ”Il figlio pródigo”, og det skyldes at den fra gammel tid på latin er blevet kaldt ”Filius prodigus”, som betyder ”Den ødsle søn” – og mens man kan være i tvivl om hvilken af sønnerne der med størst ret kunne kaldes ”den fortabte”, så er der vist ingen tvivl om hvem af dem der er ”den ødsle”! Apropos forrige søndags tekster om rigdommens farer må jeg i øvrigt hellere tilføje at mens ordet ”ødsel” måske klinger mindre negativt nu til dags end det gjorde for et par generationer siden, så var det latinske prodigus entydigt negativt: Der var ikke bare tale om en ”flottenhejmer”, men om en decideret ”ødeland”, hvilket da også er det klare indtryk vi får af teksten.

                      Ødselhed blev som sagt set som en frygtelig last i den kultur hvor Jesus fortalte lignelsen, og det blev ikke bedre af at det i en vis forstand ikke engang var sine egne penge han ødslede bort. Slægten havde en større betydning i datidens mellemøstlige samfund end vi moderne danskere nok er i stand til at forestille os, og det at sælge sin arvelod til fremmede, som den yngste søn havde gjort, var ikke bare skamfuldt; det var en blodig hån mod hele slægten. Det ser vi blandt andet i Første Kongebog kapitel 21, hvor Israels konge, Akab, får kig på en vingård der ligger lige ved siden af hans palads, og tilbyder ejeren at han enten vil købe den for en god pris eller forære ham en bedre vingård i bytte. Men vingårdens ejer, Nabot, svarer: ”Herren bevare mig fra at overdrage dig mine fædres ejendom!” (1 Kong 21,3). Den beretning ender i øvrigt med at Akabs notorisk onde hustru, Jezabel, sørger for at få Nabot henrettet på falske anklager så hendes mand kan tage vingården i besiddelse, hvilket afstedkommer følgende kommentar fra den bibelske forfatter: ”Aldrig har der været nogen, der som Akab solgte sig til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne; det var hans hustru Jezabel, der forførte ham til det” (1 Kong 21,25). Men Nabots blanke afvisning af at sælge ejendommen, hvor han endda appellerede til Gud, vidner om hvor skandaløst det i den kultur var at sælge slægtens ejendom, for den tilhørte ikke den enkelte personligt, men hele slægten.

                      Måske var det også derfor den yngste søn valgte at rejse langt væk efter at han havde omsat sin arv til kontanter, for han har givetvis været persona non grata i hele sit lokalsamfund. Mange teologer mener i øvrigt at det var derfor hans far ligefrem løb ham i møde og øjeblikkeligt bad sine tjenere om at give ham festtøj på og en ring på fingeren som tegn på at han anerkendte ham som søn af huset, for ellers er det ikke sikkert at sønnen havde overlevet turen gennem landsbyen! I Femte Mosebog står der nemlig: ”Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: ’Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.’ Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde. Du skal udrydde det onde af din midte” (5 Mos 21,18-21). I moderne ører lyder det jo aldeles horribelt, men i oldtiden ville man nok snarest have læst kravet om en offentlig rettergang som en indskrænkning af den ubegrænsede hånd- og halsret som familiens overhoved ellers nød over alle husstandens medlemmer dengang. Dertil kommer at det jo ikke kun er os moderne forældre der elsker vores børn! Selv da kong Davids søn Absalom gjorde væbnet oprør mod sin far, gav David sine hærførere besked på at de ikke måtte slå Absalom ihjel, og da den grusomme general Joab valgte at ignorere den befaling, sørgede David højlydt (2 Sam 18-19). Bestemmelsen har altså sandsynligvis kun været tiltænkt yderst ekstreme tilfælde hvor sønnens adfærd ligefrem udgjorde en eksistentiel trussel mod familien og lokalsamfundet. (Det ændrer selvfølgelig ikke på at den stadig var brutal set med moderne øjne, men vi skal også huske at Moseloven ikke er Guds endegyldige åbenbaring – som der står i indledningen til Johannesevangeliet: ”loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).

                      Nå, tilbage til den ødsle søn der vendte tilbage til sin hjemby med et desperat håb om at hvis han ”lagde sig fladt ned” som man siger på nudansk, så ville hans far måske forbarme sig og give ham et job så han med tiden ville kunne tilbagebetale den familieejendom som han havde ødslet væk. Bestemmelsen i Femte Mosebog om at alle mændene i byen skulle stene en oprørsk søn til døde, var som sagt kun tiltænkt de allermest grelle tilfælde, men de fleste af landsbyens mænd har nok tænkt at her var der netop sådan et tilfælde. Måske har de ligefrem stået klar med stenene i hånden og kun ventet på at faderen skulle fremføre sin anklage – hvis de da overhovedet har været til sinds at vente længe, for den unge mand havde jo ikke kun bragt skam over sin far, men over hele lokalsamfundet! Derfor har den måde faderen modtog sin søn på, sikkert været dybt overraskende for dem. Ved at løbe gennem byen (hvilket en agtværdig mand ellers aldrig gjorde dengang) for at modtage en der i den grad havde bragt vanære over familien, valgte faderen nemlig at bære vanæren selv. Og hans glæde over at se sin søn igen har været så stor at de øvrige landsbyboere lod stenene ligge og tog imod invitationen til fest.

                      Den eneste der ikke havde lyst til at feste med, var storebroderen. Han blev tværtimod vred over sin fars handlemåde og nægtede at deltage i den fest som faderen holdt. Og han lægger ikke skjul på hvorfor han er vred: Han synes at faderen er urimelig og uretfærdig. ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér” – bemærk at han ikke siger ”min bror”, for set med hans øjne er der ikke længere noget familiebånd – ”din søn dér, som har ødslet din ejendom bort” – bemærk: ”din ejendom”, for selvom de penge som lillebroderen havde brugt, juridisk set var hans egne, tilhørte de som sagt moralsk set slægten – ”din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.” Storebroderen betragter altså tilsyneladende faderens anerkendelse som et nulsumsspil: Bliver der mere til lillebror, så bliver der mindre til ham selv, og derfor gælder det om at holde lillebror fra fadet. Man bliver mindet om den gammeltestamentlige beretning om Jakob og Esau, hvor lillebror Jakob narrer sin far Isak til at give ham den særlige velsignelse som den ældste søn egentlig skulle have haft. Da Esau finder ud af det og fortvivlet udbryder: ”Velsign også mig, far!” (1 Mos 27,35), svarer Isak bedrøvet: ”Jeg har gjort ham til hersker over dig, og alle hans brødre har jeg gjort til trælle for ham; korn og vin har jeg skænket ham. Hvad kan jeg dog gøre for dig, min søn?” (vers 37).

                      Sådan er det imidlertid ikke i Jesu lignelse! Tværtimod gør faderen det klart at hans usædvanlige generøsitet over for den yngre søn ikke betyder at der går noget som helst fra den ældre; han siger jo: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.” Og så er det for resten slet ikke rigtigt at faderen har slagtet fedekalven specifikt til den ødsle søn – han har slagtet den til alle festens deltagere inklusiv den sparsommelige, hårdtarbejdende søn, hvis blot han vil være med i festen. Der er nemlig ikke tale om en fejring af den yngste søns oprør, men en fejring af at familien igen er intakt, hvilket den ældste søn også burde glæde sig over.

                      For resten – og det er en vigtig pointe som vi meget let overser – så vanærer den ældste søn sin far i lige så høj grad som den yngste søn gjorde! Ved at nægte at deltage i festen siger han jo i praksis: ”Hvis min lillebror skal være med i familien igen, så vil jeg ikke være med i den mere!” Og den indstilling er ikke engang ny, kan vi høre; han siger jo: ”mig har du aldrig givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner”. Det var ikke sin far han ville feste sammen med; det var sit eget eksklusive selskab! Hans tilsyneladende respekt for sin far var altså netop kun tilsyneladende: Det var ikke noget der udsprang af kærlighed og hengivenhed, men noget han gjorde for at opnå private fordele. Dybest set var der altså ikke kun én, men to oprørske sønner!

                      Men bemærk at faderen faktisk gør præcis det samme for sin ældste søn som han gjorde for den yngste! Ligesom han løb ud og mødte den ødsle ved byporten for selv at bære vanæren og skåne ham for byens borgeres straf, går han også ud på marken og møder sin ældste søn, og han besvarer sønnens fornærmelse med kærlige ord. Uanset om det er den ene eller den anden måde han er blevet vanæret på, tilbyder han at genoprette relationen som om intet var hændt, hvis blot sønnen vil lade sig forsone.

                      Og det er nok i virkeligheden særdeles gode nyheder for mange af os der læser lignelsen i dag! For mit eget vedkommende må jeg nok i hvert fald erkende at jeg kan genkende rigtig meget af mig selv i den ældste brors indstilling. Det er så nemt at komme til at pege fingre ad andres respektløse, umoralske, vanærende opførsel, og overse at vi med vores dømmesyge selv vanærer Gud lige så meget. Måske kommer vi endda nogle gange til at tænke at hvis folk der har levet et langt mindre fromt liv end vi selv har, alligevel kan blive frelst, så er det til ingen nytte at vi selv har levet fromt. Som om formålet med at søge at leve til Guds ære, var at det skulle kunne ”betale sig” – som om det at ære Gud ikke var belønning nok i sig selv!

                      Men den gode nyhed er altså at Gud også til enhver tid står klar til at tage imod os med åbne arme, uanset hvilken måde vi har vanæret ham på. Omvendelsens dør står altid åben, og Gud møder os aldrig med bebrejdelser når vi kommer til ham, ligesom han heller ikke bebrejder dem vi vil sætte os til doms over – eller for den sags skyld dem der vil sætte sig til doms over os, for dem må vi heller ikke hade, fordømme eller se ned på!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.