Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Det mistede får og den tabte mønt: Sig mig hvem du omgås
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig hvem du er.” Sådan lyder et kendt ordsprog, der har dikteret de sociale spilleregler i vores kultur gennem tusindvis af år. Allerede de gamle grækere kendte ordsproget,[1] og Paulus citerer endda en variant af det i Første Korintherbrev, nemlig: ”Slet omgang fordærver gode sæder” (1 Kor 15,33). (Jeg kan i øvrigt ikke lade være med at spørge mig selv om den formulering virkelig blev betragtet som forståeligt dansk så sent som i 1992 da den nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom). De af jer der kender tv-serien Matador, kan sikkert nikke genkendende til hvordan der – i hvert fald i de tidlige afsnit – var nærmest vandtætte skodder imellem hvem der omgikkes hvem, og så sent som i 1980’erne kan jeg mindes at have set en t-shirt med teksten ”Forbedr dit image – bliv set sammen med mig!” Og spørgsmålet er om vi ikke stadig har en snert af den indstilling i vore dage? Ganske vist har jeg heldigvis indtryk af at der ikke længere er nogen der rynker på næsen ad at man omgås mennesker fra andre samfundslag eller indtægtsklasser, sådan som tilfældet var i den periode hvor Matador foregår, men så er der måske til gengæld blevet indført andre skillelinjer, for eksempel politisk overbevisning. I USA er det efterhånden kommet dertil hvor republikanske kernevælgere og demokratiske kernevælgere holder sig hver for sig og gensidigt betragter hinanden som enten intellektuelt mindrebemidlede eller moralsk fordærvede eller begge dele. En af mine amerikanske venner, der ellers er meget tydelig i sine politiske holdninger, har endda oplevet at en ungdomsven der stemmer på samme parti som hun gør, har slået hånden af hende fordi hun ikke har brudt kontakten til venner og slægtninge der stemmer på det andet parti! Dertil er det heldigvis ikke kommet i Danmark, og da slet ikke her på Bornholm, men det ser desværre ud til at udviklingen går den forkerte vej, og det skyldes ikke mindst de sociale mediers ekkokamre.
Én ting er imidlertid politisk uenighed, men der kan også være mennesker som vi ikke vil omgås på grund af deres egne handlinger. Det kan være mennesker der er dømt for personfarlig kriminalitet eller for pædofile handlinger, eller det kan være et svigt på det mere private plan som vi har meget svært ved at tilgive. Eller det kan være holdninger som efter vores mening er så outrerede at de ikke hører til i kategorien ”politisk uenighed”, men snarere er et tegn på decideret afstumpethed. Ikke alene vil vi måske selv undlade at omgås den slags mennesker, men vi vil måske også se skævt til dem der rent faktisk vælger at omgås dem.
Men hvis det er sandt at man ud fra et menneskes valg af omgangskreds kan konkludere hvem det menneske er, hvem er Jesus så? Teksten til i dag begyndte jo med ordene: ”Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus”. Ja, farisæerne og de skriftkloge mente i hvert fald at de kunne konkludere en hel masse; de ”gav ondt af sig”, som vi hørte, ”og sagde: ’Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem’” – underforstået: Så kan han da ikke være et ordentligt menneske! Men Jesus er af en anden mening, og han sætter farisæerne på plads med tre små historier: en om en mand der har hundrede får og mister det ene, en om en kvinde der har ti mønter og mister den ene, og til sidst en om en mand der har to sønner og mister den ene. Den tredje historie er længere end de to andre tilsammen, og derfor har den fået sin helt egen søndag hvor den er prædiketekst, nemlig om præcis et kirkeår (21. juni 2026 for at være helt præcis), så i dag skal vi primært se på de to første. De følger begge to den samme skabelon, nemlig at der er én ud af en flok der bliver væk, hvorefter ejeren sætter al sin energi ind på at finde det bortkomne, og når det lykkes, bliver der fest og glæde som også involverer venner og naboer.
I modsætning til den tredje historie, hvor den yngste af de to sønner træffer en aktiv beslutning om at vende sin familie ryggen og rejse langt væk, så er der i disse to første historier snarere tale om at ”blive væk” end at ”rejse væk”. Ganske vist må vi antage at fåret selv havde bevæget sig derhen hvor hyrden fandt det, men en mønt kan ikke ved egen kraft bevæge sig ud af den pung den har ligget i og ned på gulvet. Der står da også i teksten: ”hvis en kvinde har ti drakmer og taber en af dem” [min kursivering]. Der er altså tale om at kvinden har båret sig skødesløst ad, og det kan jo nok undre én og anden, for er den kvinde ikke et billede på Gud? Og det er i øvrigt ikke kun kvinden med mønterne der har gjort sig skyldig i uagtsomhed; det tyder det på at manden med fårene også har.[2] Der stod jo ikke: ”Hvis en af jer har hundrede får, og et af dem stikker af”, men: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem” [min kursivering]. Hyrdens opgave var jo netop at undgå at miste fårene, og hvis fåret gik sin vej – ja, hyrden i dagens historie ejer jo selv fårene, men hvis man passede på andres får, og de gik deres vej, så blev hyrden holdt ansvarlig. Mange af jer kender sikkert den bornholmske vise Jâ va lidinj horra, hvor den stakkels hyrdedreng får prygl af bonden fordi fårene er løbet fra ham. Men hyrden er jo et billede på Jesus – eller hvad?
De tre historier om fåret, mønten og sønnen skal sandsynligvis betragtes som tre led i et samlet argument, og den tredje historie tjener som sagt til at understrege at det menneske der er blevet væk (for alle tre historier handler jo dybest set om mennesker der er blevet væk fra Gud), selv er skyld i sin situation. Men de to første historier fortæller os at der også er andre der er medskyldige, nemlig de mennesker der skulle have passet på fårene, men ikke gjorde det. I Ezekiels Bog er der et helt kapitel (nemlig kapitel 34) hvor profeten sammenligner det israelitiske folk med får og kritiserer folkets ”hyrder”, altså dets politiske og religiøse ledere, for ikke at have passet deres arbejde. Idet Ezekiel taler i første person på Guds vegne, siger han blandt andet: ”Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde” (Ez 34,5), og senere: ”Nu kommer jeg over hyrderne og kræver mine får af dem” (Ez 34,10). I det lys er det nærliggende at læse det som et retorisk spørgsmål når Jesus siger: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” Med andre ord: Det ville enhver hyrde gøre, men det har Israels hyrder forsømt at gøre, og derfor er de medskyldige i at der er vildfarne og fortabte ”får” derude. Men det som farisæerne og de skriftkloge har forsømt at gøre, det gør Jesus selv, og når han omgås ”syndere”, er det netop udtryk for at han leder efter de vildfarne ”får” og de tabte ”mønter”. Så i stedet for at kritisere ham burde farisæerne snarere skamme sig over at de ikke selv har gjort hvad de burde!
Manden med fårene og kvinden med mønterne er med andre ord ikke én til én billeder på Gud eller Jesus. I det hele taget er der ikke ret mange af Jesu lignelser der fungerer på den måde at hver person eller hvert element i historien svarer præcis til én bestemt person eller ting i den virkelige verden; det er snarere sådan at lignelserne illustrerer nogle principper som Jesus bruger til at hjælpe os med at forstå alt det med Gud. Så det at manden og kvinden i historierne søger utrætteligt efter henholdsvis fåret og mønten, lærer os ganske vist hvordan Gud bærer sig ad, men det lærer os også at farisæerne og de skriftkloge er dårlige ”hyrder” og dårlige ”husmødre” fordi de ikke bærer sig ad på den måde.
Men den forsømmelige hyrde er ikke den eneste person i historien med fårene som Jesus lægger op til at farisæerne skal spejle sig i. Det er helt sikkert også tanken at de skal se sig selv i de 99 selvretfærdige får der bare bliver stående i ødemarken uden at følge efter hyrden, fordi de bilder sig ind at de ikke har brug for omvendelse. Men for nylig er jeg blevet opmærksom på yderligere et element i lignelsen som jeg ikke tidligere havde lagt mærke til, nemlig hyrdens venner og naboer! Det hebraiske ord for ”venner” eller ”kammerater” eller ”fæller” er haverim, men det ord havde også en særlig teknisk betydning. De skriftkloges disciple kaldte hinanden for ”kammerater”, og på den måde kom det efterhånden til at betegne dem der havde studeret, i modsætning til folk der ikke havde, og på Jesu tid var det blevet det ord som farisæerne og de skriftkloge brugte om sig selv. Nu ved vi selvfølgelig ikke med sikkerhed hvilket hebraisk eller aramaisk ord Jesus brugte, eftersom vi kun har historien på græsk, men hvis han brugte ordet haverim, så har farisæerne ikke kunnet undgå at høre Jesus sige til dem at de burde glæde sig sammen med ham ligesom vennerne i lignelsen, i stedet for at kritisere ham for at omgås syndere!
Det vi tager med os fra de lignelser vi har hørt i dag, er som regel at Jesus aldrig vil opgive os, men tværtimod altid vil lede efter os, og det er da også en skøn sandhed som vi aldrig må glemme! Men samtidig skal vi også tage en formaning med os om ikke at være som farisæerne: dårlige hyrder, dårlige får og dårlige venner. Vi skal ikke være kræsne med hvem vi omgås, og vi skal slet ikke pege fingre ad dem der bruger tid sammen med mennesker som vi normalt ville betragte som ”dårligt selskab”, for dem er Jesus også kommet for at frelse – og forresten har vi selv lige så meget brug for frelse som de har!
Men hvorfor skrev Paulus så det der med ”Slet omgang fordærver gode sæder?” Var Paulus uenig med Jesus? Nej, på ingen måde! Paulus omgikkes selv alle slags mennesker – og blev kritiseret sønder og sammen for det af sine jødiske trosfæller, kan vi tilføje! Nej, det Paulus mener med ”Slet omgang fordærver gode sæder?”, er at vi ikke skal efterligne dem der er vandret væk fra Gud. Møder du eksempelvis en narkoman, så er budskabet fra Jesus at du ikke skal rynke på næsen og gå over på det modsatte fortov, men tværtimod vise vedkommende den samme oprigtige interesse og kærlighed som du ville vise ethvert andet menneske, mens budskabet fra Paulus er at du ikke selv skal begynde at tage narkotika. Jeg er så godt klar over at der er mange situationer hvor det ikke er lige så nemt at skelne imellem om man er en god discipel af Jesus som spiser sammen med syndere, eller om man tværtimod har ladet sig fordærve af dårligt selskab og er begyndt at vandre væk fra Gud. I særdeleshed kan det være ekstremt svært at se når det gælder vores medkristne, og derfor skal vi hellere være for langsomme end for hurtige til at dømme (eller rettere: Vi skal slet ikke dømme, men højst i ydmyghed spørge om den anden er sikker på at han eller hun er på ret vej, og være klar til at lytte til svaret). Men når det gælder os selv, kan vi med fordel altid spørge: Det jeg gør nu, hjælper det de mennesker jeg er sammen med, til at forstå at Jesus kan forvandle deres liv, eller giver det tværtimod indtryk af at Jesus ingen forskel har gjort i mit eget liv?
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Plinius d. y. (62-113) citerer Euripides (484-406 f.v.t.) for formen ”Mennesket er som den omgang, det gerne plejer”, ifølge Bevingede Ord.
[2] Dette er dog omdiskuteret; jeg læner mig i denne prædiken op ad Kenneth E. Baileys bog Jakob og den fortabte.
Comments