Prædiken til 3. søndag efter påske
Posted By admin on 18. maj 2026
Vejen, sandheden og livet: Hvem er jeg?
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 3. søndag efter påske 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
En feteret skuespiller der i mange år var blevet båret på hænder og fødder, var nu blevet gammel og kommet på plejehjem. Der fik han ingen særbehandling, hvilket han var noget utilfreds med, og det blev ikke bedre af at mange af de yngre medarbejdere intet kendte til hans glorværdige karriere. Da der en dag efter middagsmaden var en ny medarbejder der uden det ringeste tegn på genkendelse, endsige benovelse, i stemmen spurgte om hun måtte tage han tallerken, fik han nok og sagde arrigt: ”Ved De egentlig hvem jeg er?” Medarbejderen kaldte straks på en mere erfaren kollega og sagde: ”Du må lige hjælpe mig – den herre her ved ikke hvem han er!”
Moses vidste vist heller ikke helt hvem han var længere, i alle de år hvor han vogtede får for sin svigerfar. Han var ellers vokset op som prins ved det egyptiske hof, efter at hans israelitiske mor havde sat ham til at flyde afsted på Nilen i en tætnet sivkurv for at redde ham fra dem der ville slå ham ihjel, hvorefter han var blevet fundet af Faraos datter, som havde taget ham til sig. Som voksen var han imidlertid blevet opmærksom på den undertrykkelse som hans eget folk, israelitterne, blev udsat for af egypterne, og da han en dag i vrede havde dræbt en egyptisk slavefoged der havde slået en israelit, havde han måttet flygte, fordi det viste sig at drabet ikke var gået ubemærket hen, som han ellers havde troet. Han flygtede ud i ørkenen til landet Midjan, hvor han slog sig ned som fårehyrde hos præsten Jetro og blev gift med hans datter. De næste 40 år levede han som fårehyrde i ørkenen,[1] og han havde nok ikke regnet med at han nogensinde igen ville komme til at foretage sig andet. Men så pludselig en dag viste Gud sig for ham i skikkelse af en tornebusk der stod i lys lue, men uden at blive fortæret af ilden – og Gud befalede Moses at føre israelitterne ud af Egypten! Moses svarede med et sandt arsenal af indvendinger som det er let at grine ad når man læser dem på en komfortabel afstand af mere end 3000 år, men som nok ikke adskiller sig ret meget fra hvad jeg selv kunne have fundet på at sige hvis jeg havde været i Moses’ sted. Vi hørte ikke nær dem alle sammen i den tekst der var på menuen i dag, men vi hørte den første, som på en eller anden måde rummer alle de andre i sig, nemlig: ”Hvem er jeg?” Og i modsætning til den opdigtede skuespiller fra den vittighed jeg indledte med, stillede Moses ikke det spørgsmål af selvhøjtidelighed, men snarere fordi han mente at han var et nul, totalt ukvalificeret og ude af stand til at løse den opgave Gud havde givet ham.
I bøger og film – særligt dem der henvender sig til børn og unge – sker det jævnligt at helten løber ind i en mindre identitetskrise hvor han eller hun bliver opfyldt af tvivl på om hun eller han nu har det der skal til for at løse sin opgave. ”Hvem prøver jeg egentlig på at narre,” lyder det måske, ”jeg er jo bare en ganske almindelig gymnasieelev” eller lignende. Men så er det næsten lige så sikkert som amen i kirken at enten en god ven eller en mentorskikkelse giver helten en peptalk og opremser alle de kvaliteter der gør vedkommende kvalificeret, sådan at helten genvinder sin tro på sig selv. I er sikkert alle sammen stødt på den type scener, vil jeg tro. Se, hvis beretningen om Moses havde været skåret over dén læst, så ville Gud have besvaret Moses’ ”Hvem er jeg?”-spørgsmål med noget i retning af: ”Hvem du er? Du er selveste Moses! Du er ham der blev trukket op af vandet! Du er Prinsen af Egypten! Hvis der er nogen der kan klare det her, så er det dig!”
Men det sagde Gud ikke. I stedet lød Guds svar: ”Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.” Dybest set svarede Gud altså slet ikke på Moses’ spørgsmål; han gjorde absolut intet for at genoprette Moses’ selvtillid og give ham troen på sig selv tilbage! I Guds rige er tro på sig selv nemlig slet ikke et plus, snarere tværtimod: Det der er brug for, er tro på Gud! Og derfor svarer Gud også med glæde på det andet spørgsmål som Moses stiller, nemlig: ”Hvem er du?” (for nu at skære Moses’ spørgsmål ned fra de 33 ord han bruger på det i teksten, til de tre ord som han kunne have nøjedes med). Og det spørgsmål besvarer Gud med noget der i første omgang lyder som et arrogant ikke-svar, men som ved nærmere undersøgelse viser sig at rumme svimlende dybder af visdom: ”Jeg er den, jeg er!” – eller som det også kan oversættes: ”Jeg er, at jeg er!” eller ”Jeg er det at være!” Derfor forkorter Gud også i sin næste replik navnet til blot de to ord Jeg Er. Alle Moses’ spekulationer om hvem han selv er, er altså totalt ligegyldige; det eneste der betyder noget, er hvem Gud er, og at Gud er.
Præcis samme tema tager Jesus op i dagens evangelietekst. Teksten er taget fra den lange samtale som Jesus havde med disciplene skærtorsdag aften, og som fylder fire hele kapitler i Johannesevangeliet. Vi kommer ind i samtalen på et tidspunkt hvor Jesus lige har fortalt disciplene at han står i begreb med at forlade dem, og at de ikke kan følge med ham lige med det samme (Joh 13,33+36). Det blev de naturligvis forfærdede over at høre, og det er derfor det første vi har hørt Jesus sige i dag, er: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Og ligesom Gud ikke holdt en peptalk til Moses ved den brændende tornebusk, gør Jesus det heller ikke til disciplene her: Det han trøster dem med, er ikke alt det de selv kan og ved; derimod er den medicin han anviser mod deres forfærdelse: ”Tro på Gud, og tro på mig!” Som vi hørte både skærtorsdag og forrige søndag, var det især for Peter en meget vanskelig lektie at lære at det ikke kom an på de kvaliteter som han bildte sig ind at han havde, men udelukkende på Gud – først da han havde leveret et massivt svigt i form af at han tre gange fornægtede Jesus netop den nat hvor Jesus rent menneskeligt havde allermest brug for at der var nogen der stod sammen med ham, nåede Peter til det punkt i sit liv hvor han kunne stille det samme spørgsmål som Moses: ”Hvem er jeg?”
Til gengæld vil jeg gerne i dag riste en rune for en discipel der ellers mest er kendt for noget negativt, nemlig Thomas. Han er virkelig ikke kendt for det gode, er han vel? ”Tvivleren Thomas”, det er det eftermæle han har fået hos de fleste kristne, eller endda ”den vantro Thomas”. Det er i virkeligheden dybt uretfærdigt, for han var ikke mere sendrægtig til at tro end de øvrige disciple var; han havde blot ikke været til stede da Jesus viste sig for de andre. Det ville være mere rimeligt hvis han snarere var kendt for at have grundlagt et kirkesamfund i Indien som den dag i dag bærer hans navn, eller for at være den første af disciplene der tog de ord i sin mund at Jesus faktisk var Gud (Joh 20,28). Også i teksten til i dag har han fat i noget af det rigtige, idet han siger: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” Thomas er ikke bange for at stille noget der kan risikere at blive opfattet som et dumt spørgsmål, og det er klogt, for ganske vist risikerer man at se dum ud et øjeblik hvis man spørger, men hvis man ikke spørger, risikerer man at blive ved med at være dum!
Bortset fra det, så synes jeg egentlig slet ikke det er noget dumt spørgsmål, for hvor er det nu liige at Guds hus ligger henne? Ja, vi kalder jo undertiden kirken for ”Guds hus”, men da Jesus sagde til disciplene at han ville gå bort for at gøre én plads rede til dem i sin faders hus, mente han naturligvis ikke at han ville rejse en tur til Klemensker og indrette lejligheder i den her bygning (som jo i øvrigt af gode grunde slet ikke var bygget endnu dengang). I Bibelen bliver templet i Jerusalem tit omtalt som Guds hus, men jeg tror også godt disciplene vidste at det ikke var det Jesus hentydede til. Det var jo også kun i afledt betydning at templet var Guds hus; i Første Kongebog kan vi læse at kong Salomo i forbindelse med templets indvielse bad: ”Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!” (1 Kong 8,27). Nej, det var Guds rigtige ”hus” Jesus var på vej til, nemlig den himmel hvor han havde levet fra evighed inden han blev født som et menneske på jorden. Og han havde i øvrigt lige sagt til Peter: ”Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig” (Joh 13,36). Så hvordan kunne han nu pludselig sige: ”hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”?
Jesus bebrejder da heller ikke på nogen måde Thomas hans spørgsmål; i stedet giver han ham svaret, det svar som der næppe var nogen af disciplene der havde forestillet sig: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (eller ”undtagen gennem mig”, som man vel ville sige på nutidsdansk). Den måde som Thomas og de andre disciple – og vi der er Jesu disciple i dag – ”kender vejen” til himlen på, er altså ikke ved at vi besidder en viden som andre mennesker ikke besidder. Ligesom der ikke var noget særligt ved Moses, er der heller ikke noget særligt ved os.
Men ligesom Gud besvarede Moses’ ”Hvem er jeg?” med ”Jeg vil være med dig”, har Jesus også lovet at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. Og ligesom Gud imod alle odds lod det lykkes for Moses at føre israelitterne ud af Egypten, selvom Moses ingenting var i sig selv, sådan vil Gud lade det lykkes for os at nå frem til de evige boliger, selvom vi intet er i os selv. Jesus, som har givet sig selv for verden på korset, som knytter hver enkelt af os til sig i dåben, og som til stadighed giver os sig selv i nadveren, han er selv vejen til himlen, så hvis vi holder os til ham, når vi frem. Og hver gang vi må standse op og spørge os selv: ”Hvem er jeg?”, minder Gud os om det spørgsmåls irrelevans og svarer selv: ”Jeg er!”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] ApG 7,30.
Comments