Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
Den gældbundne tjener: Løslad dig selv!
Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 22. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Set med moderne vestlige øjne er dagens prædiketekst en anelse problematisk, det vil jeg godt indrømme. Når man har eftergivet en gæld, kan man jo ikke bagefter skifte mening og forlange at den skal betales alligevel, sådan som kongen i historien gør. Ganske vist bærer tjeneren sig nederdrægtigt ad over for sin medtjener, men en retsstat er jo kendetegnet ved at der gælder de samme rettigheder for alle, også dem vi ikke kan lide. Men i oldtidens Mellemøsten vrimlede det ikke ligefrem med moderne retsstater. Det tætteste man kom, var nok Rom, hvis love blandt andet gav arrestanter ret til at anke deres sag til en højere instans og beskyttede dem mod vilkårlig afstraffelse, men de rettigheder gjaldt kun romerske statsborgere; mennesker fra andre nationer kunne de romerske embedsmænd behandle efter forgodtbefindende – Pilatus lod for eksempel Jesus piske uden dom, og ved en anden lejlighed foranstaltede samme Pilatus en decideret massakre på en gruppe fredelige pilgrimme (Luk 13,1). Og i de fleste nationer var det sådan at kongen havde mere eller mindre uindskrænket magt og kunne dømme, benåde og dømme igen, som det nu passede ham. Derfor var der næppe nogen af de oprindelige tilhørere der løftede et øjenbryn over det tilsyneladende brud på retssikkerheden; det de hørte, var at en hjerteløs hykler der havde dømt sig selv gennem sin dobbeltmoralske indstilling, fik lov til at smage sin egen velfortjente medicin.
Nu er der selvfølgelig det ved det at Jesus ikke bare fortæller en historie om en måske lettere lunefuld enevældig konge; han fortæller en lignelse der skal lære os noget om hvordan Gud er. Ganske vist forekommer ordet ”lignelse” ikke i teksten, men Jesus gør det ikke desto mindre tindrende klart hvordan historien skal forstås, ved at slutte af med at sige: ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.” Og uanset hvordan konger i oldtidens Mellemøsten almindeligvis bar sig ad, så skulle Gud da gerne være uangribeligt retfærdig! Så hvad stiller vi op med den her lignelse? Kan vi regne med at når Gud tilgiver vores synder, så er de tilgivet, eller risikerer vi at han alligevel pludselig finder dem frem igen og stiller os til regnskab? Er det sandt hvad jeg lærte at synge da jeg gik i søndagsskole som barn: ”Han har kastet alle mine synder bag sin ryg, han ser dem aldrig mer’”, eller holder han dem stadig i baghånden til at presse mig med hvis jeg ikke opfører mig ordentligt? Handler det kristne budskab om at vi bliver frifundet og erklæret retfærdige, eller blot om at vores dom bliver gjort betinget?
For at nå frem til et svar på de spørgsmål tror jeg at vi er nødt til først og fremmest at gøre os klart at frelsen i Jesus ikke handler om jura, men om relationer. Da Adam og Eva spiste af Kundskabens Træ, forgiftede det både deres forhold til sig selv, til hinanden, til det øvrige skaberværk, og til Gud. Gud bortviste dem fra paradiset fordi de konsekvenser ville være blevet permanente og uafvendelige hvis de også havde spist af Livets Træ, og hele resten af Bibelen er kort fortalt historien om hvordan Gud arbejder på at genoprette de brudte relationer. Den plan nåede sin fuldendelse i Jesus: Ved at lade sig føde som et hjælpeløst menneskebarn trådte Gud selv hen over den kløft der skilte os fra ham, og da Jesus døde på korset, lod han alt det onde der var blevet sluppet løs ved syndefaldet, ramme ham selv og bar det med sig ind i døden så vi kunne blive frie. Derfor har vi adgang til at blive Guds børn ved at tro på Jesus.
I disse år diskuteres det en del om der skal laves om på Folkekirkens dåbsritual. Det er ikke så uhørt som det måske lyder, for dåbsritualets ordlyd er ikke noget der er foreskrevet i Bibelen, og det nuværende ritual er ikke faldet ned fra himlen; det er blot det foreløbige resultat af århundreders ændringer og revisioner, og jeg synes det er fint at man fortsætter i det spor så det sikres at ritualet stadig er både sprogligt vedkommende og teologisk holdbart. Men det bekymrer mig at en af de ting som der er mange der gerne vil have lavet om på, er ritualets ord om at vi bliver Guds børn i dåben, især fordi argumentet for ændringen ikke er at man med den nuværende formulering risikerer at skrive troen ud af ligningen (det kan der faktisk være en pointe i), men derimod en påstand om at alle mennesker er Guds børn lige fra fødslen. Hvis vi var det, var det jo overflødigt at Jesus ofrede sig selv! Ganske vist er det sandt at Gud elsker alle mennesker – døbte som udøbte, troende som ikke-troende – som en fuldkommen, perfekt far eller mor elsker sine børn, og jeg kunne da heller aldrig drømme om at sige at et barn der dør uden at dets forældre har fået det døbt, skulle gå fortabt – ”Gud har bundet os til dåben, men han har ikke bundet sig selv”, som Luther udtrykte det.[1] Men hele pointen i at Gud sendte Jesus til jorden, var at det forældre-barn-forhold som Gud skabte os til at have til ham, var blevet brudt, og noget måtte laves om for at genoprette det. Rent objektivt skete forandringen da Jesus døde på korset – ”Det er fuldbragt!” sagde han umiddelbart før han udåndede (Joh 19,30) – så det eneste der står tilbage nu, er den subjektive dimension: at vi selv lader os forvandle. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev hvor han fortæller om sin og de andre apostles opgave (og jeg citerer det fra den nudanske oversættelse Bibelen2020): ”Gennem Kristus forsonede Gud sig med hele verden. Han slog en streg over alle menneskers lovovertrædelser, og så overlod han det til os at fortælle andre om det. På vegne af Kristus har vi en opgave, og Gud taler gennem os. På hans vegne beder vi jer om at forsone jer med Gud” (2 Kor 5,19-20, kursivering tilføjet).
Den forsoning som Paulus taler om, handler først og fremmest om tilgivelse. Hvad er tilgivelse? Ja, hvis vi tilgiver et medmenneske noget som vedkommende har gjort, betyder det vel først og fremmest at vi ikke længere lader det der er sket, påvirke vores forhold til vedkommende, men at vi igen kan relatere til hinanden som om det aldrig var sket. Og det er præcis hvad Gud tilbyder os: et liv hvor vi ikke længere er defineret af fortiden.
I den lignelse vi hørte, tales der en del om at blive sat i fængsel: Den onde tjener lod sin medtjener blive kastet i fængsel, men endte med selv at blive overladt til bødlerne. På den tid var gældsfængsel ikke ualmindeligt (ligesom det i øvrigt heller ikke var i Europa indtil for omkring 200 år siden). Man kan undre sig over hvad det skulle nytte at sætte en skyldner i fængsel, for der har man jo ikke mulighed for at tjene penge til at betale gælden med, men ideen var som regel enten at det forventedes at skyldneren ville blive frikøbt af familie og venner, eller at han i fængslet skulle lave tvangsarbejde indtil han havde arbejdet gælden af. Men i denne lignelse er gælden jo et billede på onde handlinger der skal tilgives, og i det lys synes jeg at talen om fængsel er en yderst passende metafor. Hvis vi har gjort noget forkert som vi fortryder, eller hvis andre har gjort noget mod os som vi synes de burde fortryde, så er vi jo på en måde fanget af fortiden; det er som om vi sidder i et mentalt fængsel – ja, man kunne måske endda sige et åndeligt fængsel – som vi ikke kan slippe ud af uden at der finder en forsoning sted. Er det os selv der har dårlig samvittighed, vil vi ofte tænke noget i retning af: ”Bare jeg dog kunne blive tilgivet, så jeg kunne slippe ud af det her fængsel!” Er det derimod en anden der har forsyndet sig mod os, så er det mere kompliceret, for hvem kan så hjælpe os ud af det fængsel vi sidder i? Vi kan slippe fri af vores egen skyld ved at blive tilgivet, men hvordan slipper vi fri af andres skyld mod os?
Det falder os ofte naturligt at tænke at det gør vi ved at den anden person bliver straffet. Problemet er bare at det er sjældent det virker! Hvis der for eksempel er nogen der har bedraget os økonomisk, så vil det naturligvis hjælpe hvis vi får erstattet vores tab, men det bliver tilliden i relationen jo ikke nødvendigvis genoprettet af. Og hvis nogen har øvet vold mod os og måske tilføjet os varigt men på krop og sjæl, eller måske endda har været årsag til at et menneske vi elskede, er død, så får vi hverken vores førlighed eller vores kære igen, uanset hvor hårdt den skyldige bliver straffet. Nej, den eneste måde vi kan blive fri på, er hvis vi kan få lov til at starte på en frisk hvor det ikke længere er fortiden der definerer os. Og det kan kun ske hvis vi selv er villige til at tilgive.
Det kan virke urimeligt at sige til et menneske der har været udsat for grove overgreb, at vedkommende bare skal tilgive sin overgrebsmand, og jeg vil da også skynde mig at understrege at der ikke er noget som helst ”bare” ved at tilgive. Er man blevet krænket groft, så vil man som regel have brug for megen terapi, omsorg og forbøn for at kunne komme videre med sit liv, og selvom man ikke for alvor kan komme videre uden at tilgive, så vil den tilgivelse måske i første omgang have karakter af en bøn der lyder: ”Gud, vil du tilgive den person, for det kan jeg ikke selv!” Men hvis vi ikke vil tilgive, så kan det godt være at vi tror at vi derved sætter den anden person i fængsel, men ligesom tjeneren i lignelsen vil vi komme til at erfare at det i virkeligheden er os selv der havner i fængsel. Det er så at sige en åndelig naturlov at hvis vi ikke vil tilgive andre, så kan vi heller ikke leve i den frihed som vi selv er blevet tilgivet til.
Og så vil jeg da også tilføje at selvom der som sagt findes alvorlige overgreb som det kan kræve års arbejde med indre helbredelse at nå frem til at kunne tilgive, så er det meste af det som Gud beder os om at tilgive vores medmennesker, trods alt langt mindre alvorlige ting. De kan måske opleves alvorlige nok, for som regel er der jo tale om at vi har vist et andet menneske en tillid som vedkommende har misbrugt eller ikke har levet op til. Men lignelsen om den gældbundne tjener kan minde os om at vi også selv er afhængige af tilgivelse fra både Gud og mennesker, og derfor er der ikke for meget forlangt at vi også tilgiver andre. Og når vi vælger at løslade et medmenneske fra det fængsel som deres skyld har holdt dem i, så løslader vi samtidig os selv fra at være bundet af bitterhed over det der er sket.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] WA 26, s. 506.
Comments