Prædiken til 21. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 11. november 2025
Den kongelige embedsmands søn: Nogle gange er man nødt til at springe
Prædiken i Rø og Sct. Klemens Kirker 21. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg har boet til leje næsten hele mit liv; kun i tre år – fra 2016 til 2019 – havde jeg fod under eget realkreditlån, og jeg må sige at jeg ikke savner det. Jeg har det nemlig bedst med forudsigelighed, så det appellerede bestemt ikke til mit temperament konstant at skulle forholde mig til renteudvikling, obligationskurser, og om det nu ville kunne betale sig at lægge lånet om. Og når jeg skulle vælge lånetype, hældede jeg klart mest til fast rente (hvilket min hustru og jeg heldigvis var helt enige om). Af samme grund er jeg også meget taknemmelig for at størstedelen af min pensionsordning er indrettet på en måde der ikke afhænger af hvordan det går på aktiemarkedet, for jeg synes det er lidt for nervepirrende at skulle tage stilling til om jeg ønsker en investeringsstrategi med en høj, lav eller middel risikoprofil. De af jer der selv har skullet forholde jer til den slags spørgsmål, ved at jo større risiko for tab man er villig til leve med, desto større gevinst kan man realistisk set forvente, men uanset hvor lav en risiko man vælger, kan man ikke helt eliminere risikoen for tab. Det er så sandt som det gamle ord siger: ”Hvo intet vover, intet vinder!”
Nu spørger I måske jer selv om jeg monstro skulle have taget fejl af søndagene, for det jeg har sagt indtil nu, kan umiddelbart lyde som indledningen til en prædiken over lignelsen om de betroede talenter, men teksten til i dag handlede jo om at Jesus helbreder en kongelig embedsmands søn – og hvad har det at gøre med den uundgåelige risiko ved at investere? Jo, sammenhængen er den at tro også er en form for investering.
Forstå mig ret: Det er naturligvis ikke sådan at det evige liv som Gud giver alle der tror på Jesus, blot er en slags ”afkast” af noget vi selv er i stand til at investere. Læs for eksempel kapitel 2 i Efeserbrevet – ja, læs for resten gerne hele Efeserbrevet; det er kun på 6 sider, men der står simpelt hen så meget guld at det tåler at blive læst igen og igen og igen – men i kapitel 2 understreger Paulus altså at før vi lærte Jesus at kende, var vi ”døde i [vores] synder”, dvs. vi havde ikke det evige liv i os. Ganske vist vil jeg mene at både Bibelen[1] og erfaringen peger på at man sagtens kan handle moralsk og samvittighedsfuldt selvom man ikke er kristen, men selv vores frommeste gerninger rummer ikke noget potentiale til at frelse os fra den evige død (og det gælder uanset hvilken religion vi bekender os til). Vores eneste chance for at blive frelst er at tage imod det evige liv som en gratis gave fra Gud; vi kan ikke selv føje noget til. ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af”, som Paulus skriver til Efeserne (Ef 2,8-9).
Men det at tro indebærer et valg, og ethvert valg er også et fravalg af noget andet. Det er et af de luksusproblemer vi har i et så velstående samfund som dagens Danmark (og det siger jeg med fuld respekt for at det desværre ikke er alle i Danmark der har del i velstanden, men det er en anden historie). Da jeg valgte at spise lasagne forleden aften, fravalgte jeg at spise hakkebøf. Da jeg valgte at blive hjemme forleden aften, fravalgte jeg de forskellige arrangementer jeg kunne have valgt at deltage i. Da jeg valgte at studere teologi, fravalgte jeg at studere dansk eller historie eller antropologi. Da jeg friede til Signe i sin tid, fravalgte jeg alle andre kvinder, ligesom jeg også fravalgte singlelivet. Og så videre. Hver gang vi vælger, foretager vi en slags investering uden at have nogen garanti for at vi ikke kommer til at stå som tabere (selvom det at gifte sig unægtelig er en ”investering” i en helt anden liga end det at spise lasagne til aftensmad!). Og jeg har indtryk af at det at skulle vælge noget fra, er noget der bliver vanskeligere og vanskeligere, ikke mindst for de unge i vores samfund. Og vælger vi at tro på Jesus, så vælger vi også noget fra. Dels fravælger vi naturligvis islam og buddhisme og asatro og hvad der i øvrigt findes af religioner, men først og fremmest fravælger vi kontrollen over vores eget liv. Og det er ikke et valg vi kan træffe én gang for alle; det er noget vi må gøre hver eneste dag.
I dagens læsninger får vi to eksempler til efterfølgelse hvad det angår, nemlig syreren Na’aman fra Det Gamle Testamente og den kongelige embedsmand fra Johannesevangeliet. Na’aman forestillede sig i første omgang at Israels Gud var en slags forretningspartner som man kunne indgå en transaktion med: Ti talenter sølv, seks tusind guldstykker og ti sæt festklæder for en helbredelse. Lige for lige. Quid pro quo. Men han skulle komme til at erfare at det overhovedet ikke er den måde det hænger sammen på. Det han skulle ”investere” for at blive helbredt, var ikke sølv og guld, men noget langt mere kostbart. ”Gå hen og bad dig syv gange i Jordan, så bliver din krop rask,” sagde Elisa. Og som hans tjenere påpegede, var det ikke fordi det var noget der på nogen måde var svært at gøre. Så hvorfor drog den stolte general bort i vrede da han fik den besked fra profeten? Ja, som jeg læser teksten, så var det fordi han ikke troede på at det ville virke. ”Jeg tænkte, at han selv ville være kommet ud og have stillet sig op og påkaldt Herren sin Guds navn og ville have svinget sin hånd over det syge sted, så spedalskheden var forsvundet”, sagde han, for det var åbenbart sådan han forestillede sig at man helbredte sygdomme. Hvis det virkede at tage et bad i en flod, så ville han vel være blevet rask for længst, for det må man tænke at han ofte havde gjort i Damaskus’ floder Abana og Parpar, som han nævner – og de var endda bedre end alle vandløb i Israel! Dermed mente han sikkert at de var langt mere egnede til at bade i. Floden Abana, der i dag hedder Barada, og som løber gennem Damaskus, er både langt bredere, dybere og ikke mindst renere og friskere end Jordanfloden. Ved at investere sin tillid i Elisas ord ville Na’aman altså ikke alene risikere at blive skuffet, men også at blive ydmyget og til grin hos både israelitterne og sine egne landsmænd fordi han havde foretaget en lang rejse for at bade i en dårligere flod end den der løb forbi hans egen gadedør. Men fordi han lod sig overtale af sine tjenere til at løbe risikoen, blev han helbredt som en helt igennem gratis og ufortjent gave fra Gud.
Den kongelige embedsmand i evangelieteksten risikerede måske ikke ligefrem at blive til grin på samme måde som Na’aman gjorde, men jeg kan godt forstå hvis han blev skuffet over at Jesus – ligesom Elisa – ikke gjorde noget spektakulært, men blot sagde: ”Gå hjem, din søn lever.” Men i modsætning til Na’aman valgte embedsmanden uden videre at tro Jesus på hans ord, og det var måske blandt andet fordi Jesus på forhånd havde peget på den fare der var så nærliggende for en person i den situation som den ulykkelige embedsmand og far stod i: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Ved at sige sådan foregreb Jesus så at sige embedsmandens indvending om at han var nødt til at have en eller anden form for tegn på at hans bøn var hørt, og lod ham vide at det han havde at gøre, blot var at tro. I den forbindelse vil jeg i øvrigt henlede opmærksomheden på en lille detalje i teksten som vi har det med at overse (og som jeg heller ikke selv ville have tænkt over hvis ikke jeg i min reol havde haft et fremragende kommentarbind over Johannesevangeliet, forfattet af den nu afdøde australske teolog Leon Morris), nemlig at manden først kom hjem til Kapernaum igen dagen efter! Der er nemlig ikke mere end cirka 30 kilometer mellem Kapernaum og Kana, og en kongelig embedsmand der var ude i et akut ærinde, rejste næppe til fods. Så hvis det allerede var ”ved den syvende time”, altså klokken et om eftermiddagen,[2] at han talte med Jesus, så måtte man formode at han var vendt hjem igen samme dag. Men hans tillid til Jesu ord har altså tilsyneladende været så stor at alt hastværk forduftede, og han havde fred nok i hjertet til at kunne lade sin hest restituere inden tilbageturen til Kapernaum.[3] Men nogen garanti havde han ikke – hans indre fred havde ikke noget andet fundament at hvile på end det at han troede Jesus på hans ord.
Vi der lytter til disse beretninger her i 2025, skal heller ikke regne med at Gud vil give os noget tegn der kan garantere at alt kommer til at gå som vi gerne vil have det; tværtimod forberedte Jesus allerede de første disciple på at de ville komme til at møde trængsel. Men han opfordrede dem til ikke at lade sig slå ud af det, men frimodigt at stole på at han i sidste ende ville vise sig stærkere[4] – en frimodighed der satte disciplene i stand til frygtløst at gå martyrdøden i møde. Det bliver der forhåbentlig ikke nogen af os der får brug for, men det gælder ikke desto mindre at hvis vi vil have del i alle de gode gaver som Gud vil give os, så er vi nødt til at stole på ham, også når hans ord er det eneste vi har at støtte os til. Et strålende eksempel på en der levede efter det princip, var den tyskfødte evangelist George Müller, der virkede i Bristol i England i 1800-tallet. Han følte et stærkt kald fra Gud til at åbne et børnehjem for de mange forældreløse børn i byen, men eftersom han ikke kunne fremlægge nogen finansieringsplan for driften, rådede alle ham fra det. Imidlertid var Müller sikker på at det var noget Gud havde lagt på hans hjerte, og med udgangspunkt i verset: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (Matt 6,33) gik han i gang med arbejdet, idet han hver dag bad Gud om at sørge for det de havde brug for den dag. Gennem 60 år sendte hans børnehjem mere end 10.000 børn godt i vej, uden at han på noget tidspunkt henvendte sig specifikt til nogen mennesker eller organisationer og bad om støtte. Jeg siger ikke at vi alle sammen skal kaste os ud i at drive velgørende arbejde uden en finansieringsplan, men George Müller oplevede at det netop var det Gud kaldte ham til – og så gjorde han det, selvom al menneskelig visdom tilsagde at det ikke kunne lade sig gøre.[5]
Nogle gange er det nødvendig at tage et spring og håbe på at man bliver grebet. Og vi skal i hvert fald ikke regne med at vi kommer til at opleve Gud gøre store ting hvis vi konsekvent undgår situationer hvor Guds løfter er det eneste vi har at holde os til.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se fx Rom 2,14-15
[2] Nogle forskere mener at Johannesevangeliet benytter den romerske tidsregning, der var indrettet på samme måde som den moderne, og at samtalen mellem Jesus og embedsmanden altså først fandt sted klokken syv om aftenen, men Leon Morris argumenterer overbevisende for at det ikke er tilfældet (The Gospel According to John (revised edition), NICNT, Eerdmans 1995, s. 138, note 91).
[3] Morris, s. 258.
[4] Parafrase af Joh 16,33.
[5] https://en.wikipedia.org/wiki/George_M%C3%BCller
Comments