Prædiken til 2. søndag i advent 2025
Posted By admin on 7. januar 2026
De ti brudejomfruer: Det lange seje træk
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 2. søndag i advent 2025 (delvist genbrug fra 2013)
Nikolaj Hartung Kjærby
Vi lever i et højhastighedssamfund hvor alt fra færger til internetforbindelser helst skal blive hurtigere og hurtigere. Vi har vænnet os til at vi kan taste fire søgeord ind på Google og et splitsekund senere få flere hundrede tusinde søgeresultater fra alverdens servere, eller at vi kan streame en hvilken som helst film få minutter efter at vi har fået det indfald at: den vil vi gerne se i aften. Vi kan ringe og bestille en pizza, og hvis vi er heldige, kan den være færdig inden der er gået et kvarter. Hvis færgen til Ystad er 20 minutter forsinket, bliver vi sure og utålmodige. Og noget tyder på at den forventning om hurtige resultater også har bredt sig til andre områder af livet: Har vi smerter, vil vi helst have noget medicin der kan få smerterne til at forsvinde med det samme, og har vi ondt i livet, ser vi også helst at psykologen kan få os på fode igen med en enkelt eller to 45-minutters samtaler. Hvis en ambitiøs fodboldklub ansætter en ny cheftræner, skal der helst vanke et mesterskab senest i sæson nummer to, og hvis vi får en ny regering eller en ny kommunalbestyrelse, så skal de have leveret markante forbedringer af vores liv og samfund i god tid inden næste valg, ellers stemmer vi dem ud igen. Og når vi nu gennem snart fire år har bedt Gud om at skabe fred i Ukraine, så forstår vi da slet ikke at han ikke har leveret varen endnu.
Men selvom tempoet i samfundet var lavere på Jesu tid, er der noget der tyder på at det at vente altid har været svært for os mennesker, især hvis vi ikke engang ved hvor længe vi skal vente. Og det vidste en brudepige i antikkens Israel ikke. Lad mig forklare:
I den jødiske kultur på Jesu tid foregik et bryllup ved at bruden og brudgommen hver samlede et følge og drog afsted fra hver deres hjem for at mødes på et aftalt sted. En del af brudens følge var en gruppe ugifte piger som bar fakler. Som udgangspunkt havde både de kloge og de tåbelige piger i lignelsen altså samme mål, nemlig at være med i det fakkeltog der skulle ledsage bruden og brudgommen til det sted hvor bryllupsfesten skulle holdes, efter at de to optog var mødtes. Faklerne bestod af stænger, om hvis ene ende der var viklet en klud vædet med olivenolie. Sådan en fakkel havde naturligvis en begrænset brændetid, og derfor var det enormt letsindigt af de tåbelige piger at de ikke tog ekstra olie med. I en kultur hvor punktlighed ikke var noget man lagde særlig stor vægt på, var det et særdeles dumdristigt sats at gå ud fra at brudgommen ville indfinde sig før deres fakler gik ud. Og før I begynder at tænke at det da også var enormt ubetænksomt af brudgommen at han lod sin brud og hendes følge vente så længe, vil jeg lige påpege at brudgommen havde masser af ting at tage sig af, eftersom det var ham der var bryllupsfestens vært, og han havde derfor ikke mulighed for at begive sig på vej før alt var ordnet.
Lignelsen handler naturligvis om alvorligere ting end det at være brudepige til sin venindes bryllup. At gå glip af en bryllupsfest er ganske vist ærgerligt, især hvis brudeparret hører til ens nære venner, men så er det altså heller ikke værre. Men som Jesus selv siger, så handler historien om Himmeriget, og det er nok en hel del værre at gå glip af end en bryllupsfest. Der er i øvrigt flere steder i Bibelen hvor Paradiset sammenlignes med en bryllupsfest, og i de tilfælde er det altid Gud eller Jesus der beskrives som brudgommen, så det er det givetvis også her. Bruden plejer så at være Guds menighed, og det gør det unægtelig lidt vanskeligt at regne ud hvem brudepigerne skal symbolisere! Men vi skal ikke regne med at kunne oversætte alt 1 til 1. Bruden bliver jo heller ikke nævnt med et eneste ord i lignelsen; dens hensigt er ikke at give en udtømmende allegori af hvad der kommer til at ske ved verdens ende, men gennem et simpelt billede at lære os vigtigheden af at være årvågne fordi, som han slutter med at sige, vi hverken kender dagen eller timen. Når man læser konteksten, bliver det klart at den begivenhed som vi hverken kender dagen eller timen for, er Jesu genkomst. Vi skal altså leve på en måde så vi altid er parate til at tage af sted med tændte fakler når Jesus viser sig på himlen.
I de første årtier af kristendommens historie regnede de fleste kristne med at Jesus ville vende tilbage inden for deres egen levetid. Nogle mente endda at det var så nært forestående, at de holdt op med at arbejde,[1] for hvad skulle det gøre godt for hvis verden alligevel endte i morgen? Men selvom det lader til at også Paulus, i hvert fald til at begynde med, regnede med at han ville komme til at opleve Jesu genkomst inden sin død,[2] så er udholdenhed ikke desto mindre et gennemgående tema i hans breve – i Romerbrevet 2,7 skriver han for eksempel: ”Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han [altså Gud] gengælde med evigt liv”, og i kapitel 12 af samme brev skriver han: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen” (Rom 12,12). Og i Kolossenserbrevet beder han om at hans læsere må ”leve som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed” (Kol 1,10-11).[3]
Når det var nødvendigt at skrive den slags, var det nok fordi budskabet om Jesus ofte vakte stor begejstring – og forståeligt nok, for det er jo et aldeles fantastisk budskab! Tænk at Jesus med sit blod har købt os fri fra alle vores synder og fra det ondes magt over os, har givet os ret til at blive Guds børn og har skaffet os plads i Guds evige rige hvor død, sorg og ulykke ikke findes mere – det er jo til at blive helt euforisk af at tænke på! Men det er begrænset hvor længe man kan leve i en tilstand af eufori; hverdagen melder sig uundgåeligt, og med den måske også en vis grad af skuffelse over at det – i hvert fald i første omgang – ikke blev helt som man havde forestillet sig. Det kan måske sammenlignes med den eufori mange oplever når de er nyforelskede, men som må udvikle sig til en kærlighed der er mere moden, rolig og – om I vil – realistisk, hvis parforholdet skal bestå. Og for de første kristne bestod den modne realisme altså i at skulle leve i troens forventning om noget de ikke kunne se endnu, samtidig med at de måske blev hånet af deres tidligere venner fordi de nu ikke længere ville deltage i det udsvævende liv som de tidligere havde ført. Og ja, så oplevede mange af dem måske at der til sidst ikke var mere olie på kanden; at deres motivation for at forblive i den kristne tro var forsvundet.
I dag er der nok ikke ret mange kristne, uanset om man har været troende i tre dage eller i tres år, der regner med at Jesus nødvendigvis kommer igen inden for det næste halve år (selvom vi selvfølgelig skal være parate hvis han gør!). Men der kan alligevel godt snige sig en følelse af desillusionerethed ind efterhånden som vi finder ud af at livet som kristen på mange områder er langt mere ordinært end vi måske havde forestillet os.
Det som dagens tekst skal fortælle os, er altså at der ikke er nogen genvej til herligheden. Jesus tilbyder os ikke en nem omfartsvej uden om alle verdens trængsler og besværligheder; tværtimod forberedte han gentagne gange sine disciple på at de ville komme til at møde trængsel og modstand.[4] At følge Jesus er snarere et maratonløb end en sprint; det er et langt, sejt træk hvor vi fra starten må være indstillet på ikke at give op, selvom det bliver længere og sejere end vi kunne ønske os. Vi må, for at bruge lignelsens billede, sørge for at have rigeligt med olie med.
Men hvad symboliserer olien så? Mit bedste bud er at olien symboliserer de ting som giver brændstof til vores tro. Ligesom det giver sig selv at en fakkel ikke kan blive ved med at brænde hvis ikke der bliver tilført ny olie, sådan kan vores tro heller ikke blive ved med at brænde hvis ikke der bliver tilført næring til den. Og den næring får vi først og fremmest ved at bruge tid sammen med Gud i det kristne fællesskab, i nadveren, i bibellæsning, i bøn, eller blot i stilhed hvor vi mediterer over at Gud er hos os altid og alle vegne – det som jeg og mange andre plejer at kalde ”De 4 B’er”. Jo mere vi får af det, desto mere brændstof får vi til at leve efter Guds vilje og være klar til Jesu genkomst.
Den gode nyhed er jo nemlig at trængslerne får en ende! Vi ved ikke hvornår brudgommen kommer, men vi ved at han kommer! Og når det sker, så venter der en evig lykke som mere end rigeligt vil opveje hvad vi har måttet udstå i mellemtiden.
Og ikke nok med det, for der er også en anden god nyhed, og det er at selvom vi venter på at Jesus skal komme, så er det samtidig også sådan at han allerede er her! Noget af det sidste han sagde til sine disciple inden han vendte tilbage til himlen, var jo: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20). Han vil selv bære os gennem alt hvad der sker, så så længe vi holder os til ham, behøver vi ikke at frygte for noget – heller ikke for dommedag.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se fx 2 Thess 3,11
[2] 1 Thess 4,15
[3] Nævnes kan endvidere Rom 5,3-4; 8,25; 15,4. 1 Thess 1,3. 2 Thess 1,4; 3,5.
[4] Matt 24,9. Mark 4,17. Joh 16,33.
Comments