Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Kvinden ved brønden: Hvor bor Gud?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter helligtrekonger 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvor bor Gud egentlig? Det ved naturligvis godt her på Bornholm: Han bor selvfølgelig i Gudhjem! Og det er faktisk ikke helt forkert – men det er heller ikke hele sandheden. Der findes i øvrigt heller ikke nogen beretning om hvornår Gud i givet fald flyttede ind i Gudhjem. Til gengæld findes der faktisk en beretning om hvornår Gud flyttede ind i Jerusalem, nærmere bestemt i den bygning som historikerne kalder ”det første tempel”, og som desværre blev ødelagt af babylonerkongen Nebukadnezar i år 586 før vor tidsregning. Den beretning står at læse umiddelbart inden det stykke fra Første Kongebog der var dagens første læsning, og det kan egentlig godt ærgre mig lidt at man ikke lige tog de to vers med også (men læsningen var selvfølgelig rigeligt lang i forvejen). Efter beskrivelsen af hvordan præsterne bar Pagtens Ark ind i templets inderste rum, står der nemlig: ”Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel” (1 Kong 8,10-11). Jeg har tit tænkt på (og ind imellem også nævnt her fra prædikestolen) at det må have været en helt fantastisk oplevelse at Guds herlighed manifesterede sig så stærkt at det ligefrem blev umuligt for præsterne at passe deres arbejde, enten det så var fordi de ikke kunne se noget på grund af skyen, eller simpelt hen fordi de var lamslåede af ærefrygt på grund af selve følelsen af Guds nærvær. De gange jeg selv har været forhindret i at passe mit arbejde, har det desværre haft mere prosaiske og knap så glædelige årsager, så som influenza og den slags.
Når vi tænker på at Guds herlighed lige havde fyldt templet på en så fantastisk måde, bliver det pludselig let at forstå hvordan kong Salomo blev inspireret til at bede en så højstemt poetisk bøn som den vi hørte et uddrag af – jeg tror ganske enkelt ikke han kunne lade være! Det der lige var sket, markerede jo kulminationen på det som ikke alene Salomo selv, men også hans far, ja, hele folket og deres forfædre i adskillige generationer havde drømt om lige siden de undslap fangenskabet i Egypten flere hundrede år tidligere, nemlig at Gud ville tage bolig hos dem.[1] Ganske vist havde den samme sky af herlighed der lige havde fyldt tempelbygningen, været der allerede mens folket vandrede i ørkenen; som vores gæsteprædikant Henrik Sonne Petersen mindede os om for 2 uger siden, havde skyen gået foran dem og vist dem vej, og om natten havde den lyst som en søjle af ild. Og mens de undervejs fra Egypten til det land Gud havde lovet dem, opholdt sig et år ved Sinajbjerget, hvor de blandt andet fik De 10 Bud, byggede de under Moses’ ledelse en telthelligdom hvor Pagtens Ark blev opstillet, og hver gang de lå i lejr, hvilede skyen af Guds herlighed netop over telthelligdommen. Da de nærmede sig det lovede land, sagde Moses i sin afskedstale til folket at Gud ville udvælge et bestemt sted der skulle være centrum for deres gudsdyrkelse, og som skulle være det eneste sted hvor de måtte foretage ofringer, men i flere hundrede år var der forvirring om hvad det var for et sted der var tale om, og teltet med Pagtens Ark flyttede rundt mellem en række forskellige lokationer. Det havde Salomos far, kong David, planlagt at ændre på, men profeten Natan havde – noget overraskende – sagt til ham at det skulle han ikke gøre (2 Sam 7,5), blandt andet fordi han havde ført så mange krige og udgydt så meget blod (1 Krøn 22,8). Men, havde Natan tilføjet: ”Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid” (2 Sam 7,12-13). Så det havde Salomo nu gjort, og han var, som vi hørte, fuld af forventning om at Gud til gengæld ville opfylde sin del af aftalen, så at sige, og grundfæste Davidsdynastiets kongedømme til evig tid.
De allerførste ord som vi hørte at Salomo sagde i forbindelse med tempelindvielsen, var: ”Herren har sagt, at han vil bo i mørket. Nu har jeg bygget dig en bolig, et sted, hvor du kan bo for evigt.” I vores ører lyder det måske lettere tåbeligt at han forestillede sig at Gud den Almægtige skulle bo for evigt i et hus der ganske vist var bygget af de fornemste byggematerialer der kunne købes for penge, men som dog trods alt hørte til verdens forgængelige ting. Men til Salomos forsvar skal det siges at han jo udmærket godt vidste at et hus på jorden ikke kunne rumme Gud – det sagde han jo også senere i sin bøn. Der var blot tale om at Gud på en særlig måde ville lade sit nærvær hvile på netop det sted. Og jeg synes heller ikke man kan bebrejde Salomo at han regnede med at det skulle være for evigt, for det havde hans far jo faktisk fået stillet i udsigt! Det er heller ikke til at vide hvordan det ville være gået hvis Salomo ikke selv på sine gamle dage havde svigtet troskaben mod Gud til fordel for sine utallige hustruers gudebilleder (med det resultat at Gud tillod at mere end halvdelen af riget rev sig løs), og hvis ikke hans efterkommere havde siddet diverse profeters advarsler overhørige indtil den babyloniske hær kom og stak ild til byen, tempel og det hele. Måske ville der gradvis være vokset en erkendelse frem af at Gud havde noget langt større og bedre i tankerne end et jordisk kongerige for en enkelt nation, nemlig at frelse hele verden og gøre en ende på al ondskab og på døden selv? Måske ville Frelseren til sin tid være blevet født på kongeslottet i Jerusalem i stedet for i en stald, og måske ville han med støtte fra et kærligt og lydigt folk have kunnet ofre sig selv i al åbenhed i stedet for at skulle udholde modstand, forfølgelse, forræderi og justitsmord?
Men det er nytteløse spekulationer, for sådan gik det ikke, og jeg vil også påstå at Gud allerede før verdens skabelse vidste at det ikke ville komme til at gå sådan, men at hele menneskehedens historie – også hans eget udvalgte folks – ville komme til at være præget af troløshed. Men alligevel valgte han at iværksætte sin plan så en frelst menneskehed til sidst ville komme til at stå som et mægtigt vidnesbyrd om hans kærlighed og magt.
Vi spoler 1000 år frem i tiden fra Salomo og lander ved Jakobskilden i Sykar, hvor Jesus henvender sig til en samaritansk kvinde. Samaritanerne var efterkommere af de stammer der løsrev sig fra Jerusalem efter Salomos død, blandet med nogle fra andre folkeslag som blev tvangsforflyttet til det israelske kerneland af assyrerne 300 år senere. Samaritanerne betragtede sig selv som israelitter, tilbad Israels Gud og levede efter Moseloven, men der står jo kun i Moseloven at Gud ville udvælge et sted hvor han skulle tilbedes; der står ikke hvilket sted han udvalgte, og som det fremgår af dagens evangelietekst, var det et spørgsmål som jøder og samaritanere var meget uenige om: Jøderne havde deres tempel i Jerusalem, som var blevet genopbygget efter at de var vendt tilbage fra deres eksil i Babylon (men som blev ødelagt igen af romerne i år 70, så der i dag kun er Vestmuren tilbage), mens samaritanerne havde haft deres eget tempel på Garizim-bjerget. Det tempel var dog blevet ødelagt af den jødiske hersker Johannes Hyrkanus cirka 100 år før Jesus blev født, og det havde samaritanerne ikke tilgivet jøderne! Så da det går op for den samaritanske kvinde at Jesus er en profet, afkræver hun ham med det samme en stillingtagen til det store stridsspørgsmål – sikkert med den forventning at han ville svare: ”Jerusalem!” og opfordre hende til at konvertere fra samaritanismen til jødedommen, for Jesus var jo jøde, må vi ikke glemme!
Men til kvindens store overraskelse (og sikkert til disciplenes store bestyrtelse hvis de havde været til stede, men det var de ikke; de var gået ind til byen for at købe mad) svarer Jesus at Gud hverken bor i Jerusalem eller på Garizim! Eller i hvert fald ikke længere. Jesus modsiger aldrig Det Gamle Testamente; han peger kun på den rette forståelse af Det Gamle Testamente, så derfor står han naturligvis også ”på mål for”, som man siger på nudansk, at Gud gennem Moses havde givet israelitterne besked om at der skulle være et bestemt geografisk sted der skulle være centrum for den israelitiske gudsdyrkelse, og ved at sige ”frelsen kommer fra jøderne” antyder han muligvis også at det sted var Jerusalem og ikke Garizim. Men det er alt sammen lige meget nu, fortsætter han, for fra nu af skal Gud tilbedes på en helt anden måde, nemlig ”i ånd og sandhed”. Det har han for så vidt skullet hele tiden; allerede i Davids salmer kan man læse ting som: ”For du vil ikke have slagtoffer, og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det” (Sl 51,18), og gennem profeten Hoseas siger Gud: ”Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre” (Hos 6,6). Alligevel havde Gud altså indstiftet et system med slagtofre og brændofre da han indgik den gamle pagt med israelitterne ved Sinaj, men formålet med ofrene var at understøtte hjertets hengivenhed til Gud, ikke at erstatte den. Det var faktisk også derfor Moses befalede at ofringerne kun måtte foretages ét sted: netop for at understrege at de ikke ”svævede frit i luften”, så at sige, men kun gav mening i forbindelse med den pagt der var mellem Gud og folket.
Men den pagt var kun midlertidig; lige fra starten var det meningen at den, når tiden var inde, skulle erstattes af en ny og bedre. Det Gamle Testamentes offersystem formåede jo kun at gøre tilværelsen tålelig til trods for den kløft der var kommet mellem Gud og mennesker, men det endegyldige offer som Jesus bragte da han døde på korset, har slået bro over den kløft så vi kan leve som Guds børn. Derfor er der nu ikke længere brug for brændofre og slagtofre, og derfor er der naturligvis heller ikke brug for et bestemt fysisk sted at bringe dem. For som Salomo så rigtigt sagde i sin bøn, bor Gud ikke i huse bygget med hænder; han vil meget hellere bo i menneskers hjerter. Og eftersom der er menneskehjerter overalt, betyder det at Gud bor overalt – også i Gudhjem! Men også i Klemensker og Rø og Aarsballe og Jerusalem og Nablus og New Delhi.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] 2 Mos 29,45. 3 Mos 26,11.
Comments