Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 11. november 2025
Helbredelsen af den lamme i Kapernaum: Det går ikke altid som præsten prædiker
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 19. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Der var muligvis en eller to af jer der studsede en gang da I så at overskriften for dagens gudstjeneste er: ”Det går ikke altid som præsten prædiker”. Man skulle jo tro at jeg var interesseret i at overbevise jer om det modsatte, ikke? Men som vi hørte i dagens første læsning, så er der faktisk bibelsk belæg for at sige at det ikke altid går som præsten prædiker! Det lagde I måske ikke mærke til at der stod i Esajas-teksten? (pause) Okay, det stod der så heller ikke helt ordret, men der stod at Gud siger: ”Jeg kuldkaster orakelpræsters varsler”. Og så kan jeg heldigvis ånde lettet op igen, for jeg er jo præst ved en kirke, ikke ved et orakel.
Et orakel var en religiøs institution som folk hyppigt opsøgte i antikken for at få at vide hvad fremtiden havde at bringe, typisk med henblik på at finde ud af hvordan de skulle undslippe en truende ulykke. Bedst kendt er nok oraklet i Delfi, som gennem mere end tusind år havde ry for at være det mest troværdige orakel, og som derfor rutinemæssigt blev konsulteret af lederne fra en lang række græske bystater, og senere også af flere romerske kejsere. Desværre for ”kunderne” var oraklets svar imidlertid tit meget svære at tyde. Historikeren Herodot kan for eksempel fortælle at kong Krøsus af Lydien spurgte oraklet til råds da perserkongen Kyros gik i krig for at indlemme Lydien i sit rige. Oraklet svarede Krøsus at hvis han tog kampen op mod perserne, ville det føre til et stort riges undergang. Det tog Krøsus naturligvis som et positivt varsel, men udfaldet blev det modsatte: Perserne vandt en knusende sejr, og Lydien ophørte med at eksistere som et selvstændigt rige. Det fik imidlertid ikke nogen til at drage den konklusion at oraklet havde taget fejl, for oraklet havde jo ikke sagt hvilket rige der ville gå til grunde; Krøsus havde blot fejlagtigt antaget at det var Perserriget der var tale om, mens orakelpræsterne bagefter kunne hævde at det var Krøsus’ eget rige de havde ment.
At kuldkaste orakelpræsters varsler og gøre spåmænd til tåber var med andre ord ikke nogen let sag, men det siger Gud altså ikke desto mindre (gennem Esajas) at han vil gøre. Grunden til at oraklerne (der var nemlig mange andre end det i Delfi) som regel gav så tvetydige svar, var jo at orakelpræsterne ikke havde nogen reel indsigt i hvad der ville komme til at ske i fremtiden (eller i hvert fald ikke mere end vore dages fremtidsforskere og politiske analytikere); de kunne kun forholde sig til hvad der virkede mest sandsynligt, og så i øvrigt gardere sig bag forblommede formuleringer som gav dem mulighed for bagefter at påstå at de havde fået ret, uanset hvilket af de mulige udfald der gik i opfyldelse. Gud, derimod, har skabt himlen og jorden og endda tiden selv, så derfor ved han alt om både fortid, nutid og fremtid. Og derfor kunne Esajas med stor frimodighed forudsige at Jerusalem, derunder ikke mindst byens tempel, ville blive genopbygget, for det havde Gud selv fortalt ham.
Vi kan naturligvis undre os over hvordan Esajas kunne være så sikker på at Gud virkelig havde talt til ham, men uanset om han nu havde fået budskabet gennem en drøm eller et syn eller ”bare” en stærk indre overbevisning, så var det i hvert fald sket på en måde der ikke havde efterladt ham i tvivl, og man må også formode at han gennem sine mange års virke som profet efterhånden havde lært at skelne mellem Guds stemme og sin egen fantasi. Flere af de ting han forudsagde, vedrørte nemlig den nære fremtid, som for eksempel da han forgæves forsøgte at berolige kong Akaz med at den alliance der havde erklæret ham krig, ikke ville holde længe (Es 7), eller da han med større held overbeviste Akaz’ søn Hizkija om at assyrerkongen Sankerib ville blive tvunget til at opgive sin belejring af Jerusalem (Es 37). Begge forudsigelser virkede meget usandsynlige da Esajas fremsatte dem, men de gik altså i opfyldelse, og i situationen med Jerusalems belejring skete det endda blot få timer efter at Esajas havde forudsagt det. Og det er klart at den slags oplevelser er med til at gøre det lettere at forudsige noget med stor frimodighed.
Den profeti der var den første læsning i dag, virkede også meget usandsynlig da den blev fremsat. Jerusalem var blevet indtaget af babylonerkongen Nebukadnesar, som havde maltrakteret byen så eftertrykkeligt at den bogstaveligt talt lignede Jerusalems ødelæggelse, og det meste af befolkningen var blevet ført i eksil. At jøderne ville overleve som folk, og Jerusalem igen ville blive en blomstrende by, virkede mere end umuligt. Hvor umuligt det virkede, understreges af at de af Israels nabofolk der også kom under babylonisk herredømme – filistrene, edomitterne, moabitterne og ammonitterne – alle ophørte med at eksistere som folk. Men for jøderne gik det altså anderledes – præcis som Esajas havde forudsagt – hvorimod det mægtige babyloniske rige faldt (i øvrigt til den selv samme Kyros af Persien som førnævnte Krøsus forgæves søgte Delfi-oraklets hjælp imod). Det stred imod alt hvad de babyloniske orakelpræster og spåmænd havde forudsagt; de havde tværtimod spået at det babyloniske rige ville bestå i al evighed.
Og hvad kan vi så bruge det til i dag? vil I sikkert gerne vide. Tja, først og fremmest kan vi lære at vi heller ikke skal sætte vores lid til vore dages orakelpræster og spåmænd. Og hvem er så det? Ja, de mest oplagte eksempler er naturligvis astrologer, håndlæsere, medier og shamaner – det siger næsten sig selv at vi der har fået det ufattelige privilegium at kunne tale med universets skaber som børn taler med deres far, ikke skal søge råd hos dem der udøver den slags kunster. Men også i bredere forstand er det vigtigt at vi husker på at ligesom Gud imod alle odds kunne genrejse det jødiske folk efter det babyloniske fangenskab (og i øvrigt også bevare dem gennem de mange århundreder der er gået siden Jerusalem igen blev ødelagt, denne gang af romerne), kan han også i dag gøre ting som ingen forventer. Og det er først og fremmest derfor jeg har valgt at give dagens gudstjeneste overskriften ”Det går ikke altid som præsten prædiker”, for i daglig tale betyder den talemåde jo at tingene ikke altid udvikler sig sådan som man havde regnet med. I dag bruges udtrykket først og fremmest når noget er gået galt (i hvert fald hvis man skal tro kapitel 5 i Den Danske Begrebsordbog), men talemådens oprindelige ordlyd var faktisk: ”Det går ikke altid så galt som præsten prædiker”.[1] Grunden til at det har ændret sig, er måske at vi moderne præster prædiker et mere opmuntrende budskab end vores kollegaer i 1800-tallet gjorde? I dag vil jeg i hvert fald gerne prædike at når vi har Gud om bord, er hans hensigt altid at det skal gå bedre end vi forventer.
Det allerstærkeste eksempel på at det gik langt bedre end præsten prædikede, er budskabet om Jesus. At den dag skulle komme hvor universets skaber ikke længere lod sig nøje med at styre historiens gang på en måde så orakelpræsterne blev gjort til skamme, men gik så vidt som til selv at træde ind i historien ved at lade sig føde som et lille barn, var i hvert fald et mirakel og en nådesbevisning ud over alle grænser. Israels profeter havde forudsagt det, men mig bekendt er der ikke nogen anden religion i verden der rummer en tilsvarende påstand. Ganske vist vrimler det med guder i menneskeskikkelse i eksempelvis de græske myter, men de er netop kun i menneskeskikkelse, hvorimod Jesus rent faktisk blev et menneske der kunne blive træt, sulten og bange, og som endda kunne dø. Det er så radikalt at selv muslimerne, der ellers ikke betragter Jesus som guddommelig, men kun som en stor profet, har skrevet hans død på korset ud af ligningen ved at hævde at Gud i sidste øjeblik mirakuløst skiftede ham ud med forræderen Judas Iskariot.
Men netop Jesu død og opstandelse er det allermest centrale i kristendommen, og det er også netop de begivenheder der er belægget for at det ikke gik som præsten prædikede i dagens evangelietekst. Teksten siger ikke nogen om hvorfor den lamme mands fire venner havde båret ham hen til Jesus, og hvorfor de var så desperate at de ligefrem lavede hul i taget, men mon ikke det er et meget godt gæt at de håbede at Jesus ville helbrede deres ven? I det foregående kapitel af Markusevangeliet havde han nemlig helbredt en hel masse mennesker. Og vennen blev da også helbredt rent fysisk, men som det står, virker det næsten som om det var noget sekundært, noget som Jesus først og fremmest gjorde for at bevise at han havde magt til at tilgive synder på Guds vegne. Israelitterne havde da også før set profeter der kunne helbrede syge (først og fremmest den store duo Elias og Elisa), men at et menneske uden videre omsvøb erklærede et andet menneskes synder for tilgivet, det var uhørt! Og når man tænker over det, så er det at blive tilgive vel i virkeligheden også en endnu større gave end det at blive fysisk rask? At skulle leve resten af mit liv med en byrde af skyld som jeg ikke kunne slippe af med, forekommer mig i hvert fald at være endnu værre end hvis jeg skulle leve resten af mit liv uden at kunne gå på mine ben – for ikke at tale om at de fysiske skavanker jo forsvinder når vi dør; det gør skylden ikke.
Men de tilstedeværende præster (hvis de da var det, men skriftkloge var de i hvert fald) mente at der skulle prædikes på en anden måde; de mente ikke at Jesus havde myndighed til at tilgive synder. Og i et vist omfang kan jeg egentlig godt følge dem. Hvis der var nogen der havde syndet mod dig, for eksempel ved at bedrage dig økonomisk eller lyve for dig eller udsætte dig for fysisk eller psykisk vold, og en tilfældig mand på gaden så gik hen til den person der havde gjort det og erklærede vedkommende for tilgivet, så kunne jeg i hvert fald godt forestille mig at du ville synes at vedkommende gjorde regning uden vært, for det var jo dig og ikke ham det var gået ud over! Så hvad fik dog Jesus til at mene at han havde mandat til at tilgive ting der var blevet gjort mod andre end ham selv? (Vi skal jo huske på at de skriftkloge ikke havde Det Nye Testamente og 2000 års kirkehistorie i ryggen sådan som vi har; set med deres øjne var Jesus bare en radikal ung prædikant).
Lagde I for resten mærke til at de skriftkloge ikke tænkte: ”Hvem kan tilgive synder andre end den det gik ud over?”, men derimod: ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”? Al synd mod Guds skabning er dybest set synd mod skaberen, og selvom det menneske du har syndet imod, kan vælge at det der er sket, fremover ikke skal være med til at definere forholdet mellem jer, så er det kun Gud der har magt til at beslutte at det ikke længere skal definere hvem du er. Og det er måske det største mirakel der findes: at vi kan blive sat fri af vores fortid og forholde os til Gud, vores omverden og os selv som rene og skyldfrie, uanset hvad vi har gjort. Dét kunne ingen spåmand eller orakelpræst have fundet på!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] T. Vogel-Jørgensen: Bevingede Ord (Gads Forlag 1990/2002), s. 506
Comments