Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 11. november 2025
Enkens søn i Nain: Hvor er den røde tråd?
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Ruts Kirker 16. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”I skolen lærte jeg at skrive ’De’ med stort. Men jeg ku’ aldrig bli’ til noget trods mit store ordforråd. Jeg stod i kø på livets vej, mens andre overhaled’ mig. Jeg voksed’ og koksed’ og fandt min plads i skyggen med ryggen op mod muren: Hvorfor blev jeg født?” Sådan spørger Shu-Bi-Dua i sangen ”Den røde tråd” fra 1978 – en sang hvis alvorlige tema i øvrigt er ret atypisk i forhold til hvad Shu-Bi-Dua almindeligvis beskæftigede sig med. Grunden til at jeg kom til at tænke på den sang, er naturligvis de fortvivlede spørgsmål som vi i den første læsning hørte den lidende Job stille: ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen … Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede”.
Job var en mand der havde oplevet mere modgang end de fleste: Han havde været en rig mand, men på én og samme dag mistede han alle sine husdyr, alle sine tjenestefolk og alle sine børn, og kort efter blev han syg ”med ondartede bylder fra isse til fod” (Job 2,7). Tre af hans venner kom rejsende til for at trøste ham, og da de så hvor store hans lidelser var, satte de sig i første omgang tavse ved siden af ham for at tage del i hans sorg. Men da Job så gav sig til at forbande den dag han blev født, sådan som vi hørte det, så kunne de tre venner ikke tie stille mere, og de gav sig til at irettesætte ham på en både ufølsom og selvretfærdig måde. Der er i øvrigt desværre en af vennernes ”taler” der har forvildet sig ind i vores alterbog; nogle af jer hørte den måske for 5 uger siden. Der er i alt 7 læsninger fra Jobs Bog der indgår i kirkeårets bibeltekster. I fem af de syv stykker (blandt andet de to vi har hørt i dag) er det Job selv der taler, og i en af dem er det Gud, men i den der er udvalgt som gammeltestamentlig læsning til at ledsage evangelieteksten om farisæeren og tolderen, er det altså en af Jobs farisæiske venner der taler, hvilket jeg plejer at deklarere inden jeg læser teksten op, for det fremgår ikke af alterbogen at det er en af ”skurkene” i historien der har ordet.
Nå, det var et sidespring. I dag har vi som sagt hørt Jobs egen stemme, og vi har hørt ham jamre over hvorfor han dog blev født når det livet havde at byde på for ham, var så frygtelige lidelser. Og jeg synes det er helt og aldeles forståeligt at han stiller det spørgsmål! Men også vi der ikke har fået helt lige så meget med tilværelsens grovfil som Job fik, kan måske til tider have lyst til at stille det spørgsmål som Shu-Bi-Dua stiller i slutningen af den sang jeg indledte med at citere: ”Hvor mon den er, den røde tråd?” Er der nogen overordnet mening i vores liv, eller er vi bare prisgivet en blind skæbne? Eller endnu værre: Er Gud i virkeligheden en slags sadistisk dukkefører der sidder oppe i himlen og kaster med terninger for at afgøre hvilket menneske der nu skal gøres ulykkelig? Sidstnævnte opfattelse er jeg jævnligt stødt på i form af udsagn som: ”Jeg hader Gud, for han tog min mor, min far, min mand, min kone, mit barn fra mig.” Og der er faktisk også nogle der opfatter Jobs Bog som et vidnesbyrd om at det netop er sådan det går for sig.
Sagen er den at de første to kapitler af Jobs Bog, før vi når frem til de mange kapitler hvor Job diskuterer med sine tre såkaldte venner, giver os et unikt blik ind i himlen hvor Gud holder hof. Pludselig dukker Satan op, og af en eller anden grund henleder Gud Satans opmærksomhed på Job med ordene: ”Lagde du mærke til min tjener Job? Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt” (Job 1,8). Satan indvender imidlertid at Jobs fromhed er en gratis omgang når han nu har det så godt, og han hævder at hvis bare han får lov til at ramme Job med ulykker, så vil piben få en helt anden lyd. Det ”væddemål” går Gud ind på, men alt det ved Job naturligvis ingenting om, og det gør hans ”venner” heller ikke; de er tværtimod overbeviste om at ulykkerne er Guds straf over en eller anden frygtelig synd som Job har begået i al hemmelighed. For os der kender hele historien, trænger spørgsmålet sig imidlertid på: Hvorfor sagde Gud ja til Satans udfordring? Var han ligeglad med at Job derved både blev udsat for frygtelige fysiske lidelser og for dybt uretfærdige anklager fra de venner der burde have trøstet ham? Hvor var den røde tråd i det alt sammen?
Jeg vil tillade mig at ”spoile” historien (som det hedder på nudansk) og fortælle jer hvad Jobs Bog ender med. Efterhånden som Job bliver mere og mere frustreret over ”vennernes” floskler, forlanger han med stigende insisteren at få lov til at tale med Gud selv så han kan spørge ham hvad i alverden han dog bilder sig ind at udsætte ham for de lidelser. Det spørgsmål er der nok mange mennesker gennem tiderne der har kunnet tænke sig at stille Gud, og det er måske en af grundene til at Jobs Bog har en så universel appel. Men modsat mange andre mennesker gennem tiderne får Job faktisk sit ønske opfyldt: I slutningen af bogen taler Gud faktisk selv til ham ”inde fra stormen” (Job 38,1). Men i stedet for at sige: ”Nu skal du nok få en rigtig god forklaring!”, så stiller Gud faktisk Job en hel masse spørgsmål: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? … Har du nogensinde beordret morgenen frem … Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? … Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret” og så videre (Job 38,4.12.31; 39,26). Alt det kan Job naturligvis ikke svare på, og da Gud slutter af med at spørge hvad det var Job ville gå i rette med ham for, står Job målløs tilbage og kan ikke sige meget andet end: ”Øh, ikke noget!”[1]
Man kunne tro at moralen er at Gud er den stærkeste og gør hvad der passer ham, og det må vi mennesker bare finde os i, men sådan tror jeg faktisk ikke det er. Snarere tror jeg at pointen i alle de spørgsmål Gud stiller Job, er at Gud er så meget større, stærkere og klogere end os at vi ikke har nogen chance for at forstå hans handlinger, og at det derfor heller ikke ville give nogen mening at give Job den forklaring han forlangte, for han ville alligevel ikke kunne forstå den (det kan selv vi der har været med på en lytter ved Guds hof i himlen, som sagt have svært ved). Vores opgave er ikke at forstå Gud; vores opgave er blot at tro på ham, det vil sige: at stole på at bag alt det uforståelige arbejder Gud konstant udelukkende til gavn for os. Man kan spørge hvorfor vi skulle stole på det, hvis det absolut ikke ser sådan ud, men rent bortset fra at det er det Bibelen fortæller os,[2] så tror jeg også at mange af os har en intuitiv fornemmelse af at universets skaber må være god, for hvor er alt det gode i verden ellers kommet fra?
Under alle omstændigheder hørte vi i dagens anden læsning at Job, selv midt i sine lidelser, ind imellem fandt et glimt af tro og håb. Personligt synes jeg det er vildt imponerende at en mand der var underlagt de vilkår som Job var, var i stand til at sige: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden”; den eneste mulige forklaring jeg kan komme på, er at han talte under direkte inspiration fra Helligånden.
Til allersidst i Jobs Bog bliver hans skæbne vendt på ny: Han genvinder sin rigdom og får nogle nye børn – og selvom det selvfølgelig ikke kunne udslette sorgen over de børn han havde mistet, så var det ikke desto mindre en stor trøst, foruden at det at have børn også udgjorde en slags livsforsikring på den tid. Det er imidlertid ikke alle der, som Job, oplever at se lykken vende her i denne verden; mange må dø uden at have set det de troede og håbede på, gå i opfyldelse. Og derfor er jeg glad for at Jobs håb, som vi hørte i den anden læsning, ikke først og fremmest rettede sig mod en oprejsning i denne verden, men at han sagde: ”Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud”. For det er først når denne verden ender, at vi vil kunne se den røde tråd, og alt vil give mening – eller alternativ: at vi vil være så lykkelige i Guds nærhed at vi slet ikke har brug for nogen forklaring.
Som sagt er jeg helt vildt imponeret over at Job, i den situation han var i, kunne finde troen på at han ville komme til, enten før eller efter døden, at opleve at Gud gjorde alt godt. På en måde er vi der lever i dag, i en langt mere privilegeret situation end han var, for efter at Job døde, og før vi andre blev født, skete der jo faktisk det at løseren stod frem på jorden! Da Guds søn lod sig føde som et lille barn under fattige kår og blev lagt i en krybbe, sådan som vi skal fejre det om et par måneder, blev den røde tråd knyttet mellem himmel og jord, og da han døde på korset og opstod igen, blev døden overvundet, sådan at vi kan komme til at se Gud, selv når vores ”kød er tæret bort”, som Job så malende udtrykte det. I de 33 år der gik fra Jesus blev født, til han døde og opstod, gik han rundt og talte om Guds rige. ”Guds rige er kommet nær”, sagde han (Mark 1,14 et al.), men han nøjedes ikke med at sige det; han demonstrerede det også i handling. En af de stærkeste demonstrationer var den vi hørte i dagens evangelietekst: Ligesom Job havde også enken i Nain mistet alle sine børn (nemlig den eneste søn hun havde), og hun var endda i forvejen enke, det vil sige: sin mand havde hun også mistet. Hun havde nok svært ved at se nogen mening, nogen ”rød tråd”, i det der havde ramt hende. Men så dukkede den løser som Job havde forudsagt, pludselig op og rakte hende en rød tråd fra himlen ved at vække hendes døde søn til live igen!
Der er ikke mange der som Job har oplevet at Gud selv talte til dem fra en storm, og der er nok om muligt endnu færre der som enken i Nain har oplevet at et kært familiemedlem som de havde mistet, blev oprejst fra de døde. Men både Job og enken kan alligevel give trøst til os andre – Job fordi han udholdt sine lidelser i tillid til at Gud ville lade retfærdighed og barmhjertighed triumfere til sidst, og enken fordi hun fik lov til at se et håndgribeligt tegn på at Gud har fat i den lange ende af alle de løse røde tråde. Opvækkelsen af enkens søn var nemlig – ligesom alle de andre mirakler Jesus udførte – først og fremmest et tegn på at Guds rige er i færd med at bryde frem i vores verden, og at den dag nærmer sig hvor vi vil blive rigeligt kompenseret for alt hvad vi har måttet døje i denne verden, og få fuldt tilstrækkelige svar på alt hvad vi måtte have af spørgsmål. Indtil da må vi bare klynge os til troen på at Gud virkelig er god – også selvom vi ikke forstår ham.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Parafrase af Job 40,1-5.
[2] Se fx Rom 8,28
Comments