Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 15. september 2025
Farisæeren og tolderen: Er det retfærdigt?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Retfærdig” er et nøgleord i dagens tekst (selvom det kun optræder to gange). Den overraskende punchline i den lignelse Jesus fortæller til de mennesker der stolede på at de selv var retfærdige, er jo nemlig at det var tolderen og ikke farisæeren der gik retfærdig hjem.
Der er bare det problem at når man har hørt en historie tilstrækkeligt mange gange, så holder den op med at være overraskende. Jeg har undertiden hørt om landsbyer langt ude på savannen i Afrika hvor Jesus-filmen er blevet vist for mennesker der aldrig tidligere havde hørt evangeliet, og hvor reaktionerne har været sorg og chok når de så korsfæstelsen, afløst af naturligvis stor glæde, men også dyb forbløffelse når Jesus stod op fra de døde igen. For disse afrikanere har det nok været lettere at sætte sig ind i hvordan disciplene har haft det dengang begivenhederne fandt sted, end det er for os andre.
Også lignelsen om tolderen og farisæeren vil jeg tro at mange af jer har hørt mange gange før, og selv de af jer der måske ikke har, havde nok regnet ud hvilken drejning historien ville tage, så snart I hørte de første sætninger: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.” Men de mennesker der hørte lignelsen da Jesus fortalte den første gang, har sikkert haft helt andre forventninger. Vi hørte jo som sagt at de ”stolede på, at de selv var retfærdige, og … foragtede alle andre”, og de ”alle andre” som de foragtede, må i særdeleshed have omfattet tolderne. Tolderne var nemlig genstand for almindelig foragt og had, også i den brede befolkning, og det skyldtes at de arbejdede for den romerske besættelsesmagt. De var altså værnemagere, som tog deres landsmænds penge og gav dem til fjenden. Romerne brugte ganske vist nogle af pengene på infrastrukturprojekter der også kom jøderne til gode, men de brugte dem også til at lønne deres embedsmænd og soldater. Og at nogle af tolderne – deriblandt Zakæus, som vi hørte om for en måneds tid siden – tilmed misbrugte deres position til at opkræve endnu flere penge end romerne forlangte, og stikke det overskydende i deres egen lomme, blev de ikke ligefrem mere populære af. Farisæerne, derimod, var velansete borgere som alle så op til, og som det var vanskeligt at sætte en moralsk finger på. Prøv nu at sætte dig i de første tilhøreres sted: Hvem af de to mænd ville du betegne som ”retfærdig”, farisæeren eller tolderen? Farisæeren, ikke?
Men historien slutter selvfølgelig ikke dér, for vi får jo lov til at være med på en lytter når de to mænd begge to beder i templet (om end nogle måske ville undre sig over hvad en så usympatisk person som tolderen dog havde at gøre dér). Og farisæerens bøn er ikke køn, det må man sige; den består hovedsageligt i at han roser sig selv. Men en jøde i det 1. århundrede ville ikke have reageret lige så negativt på sådan en bøn som de fleste af os nok instinktivt gør, for selvom det lyder som om han roser sig selv, så giver han jo faktisk Gud æren for sin fromhed: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”. Han er altså godt klar over at han lige så nemt kunne være blevet en røver, en ægteskabsbryder eller en tolder hvis ikke Gud havde bevaret ham.
Og selv hvis vi insisterer på at farisæerens bøn alligevel gør ham mindre sympatisk end han ellers virkede, så hjælper det ikke tolderen ret meget, for hans bøn er sandt for dyden ikke noget at skrive hjem om: ”Gud, vær mig synder nådig!” Som gode lutheranere ved vi selvfølgelig godt at i er retfærdiggjorte af nåde ved tro, meen – der må dog skulle mere til end bare sådan en smule bøn? Det tror jeg i hvert fald at de fleste af os ville have ment hvis vi aldrig havde hørt lignelsen før.
Jeg nævnte før at tolderne var værnemagere, men det er jo efterhånden 80 år siden at den tyske besættelse af Danmark ophørte, så for de fleste af os moderne danskere, fraregnet de ældste af os, er ”værnemager” nok et meget teoretisk begreb som vi har svært ved at forbinde ret meget med. Så måske skulle vi prøve at finde en anden kategori af mennesker at sammenligne tolderen med; en kategori som vi stadig kender i dag. Hvem har vi i nutidens samfund som beriger sig på andres ulykke ved at presse penge af deres landsmænd og give dem til fjenden? Ja, Danmark er jo heldigvis hverken i krig eller besat for tiden, men det betyder ikke at der ikke er fjendtligtsindede væbnede grupper der opererer i vores land – bander, for eksempel. Vi kan altså forestille os en person der arbejder for Bandidos eller Loyal To Familia, og som er blevet rig på det. Det kunne eksempelvis være en narkopusher. Narkopushere presser selvfølgelig ikke penge af almindelige mennesker som dig og mig, men kun af dem der har været så uforsigtige at lade sig hverve ind i kriminelle miljøer, men jeg kan oplyse at de kriminelle bander er så skrupelløse at de ikke generer sig for at lokke børn helt ned til 12-årsalderen ved at love dem at de kan tjene hurtige penge, så selvom du måske tænker at du aldrig selv kunne komme i kløerne på en bande, så kunne dit barn eller barnebarn måske! Og ellers er der jo også andre skrupelløse personer man kunne tænke på, så som selskabstømmere, konkursryttere, eller dem der skaffer sig adgang til folks kreditkort og kontooplysninger ved at ringe og give sig ud for at være fra banken eller politiet. Forestil dig at en af dem – en pusher eller en svindler – går ind i en kirke, standser lige inden for døren, bøjer hovedet og fortvivlet mumler: ”Gud, vær mig synder nådig!” Hvad ville du tænke om det?
De fleste af os ville nok mene at det var positivt; at det var et rigtig godt første skridt på vej mod et nyt og bedre liv, men vi ville nok også mene at han stadig havde meget lang vej at gå før vi ligefrem ville kalde ham for ”retfærdig”. Altså, han har jo ikke gjort noget som helst retfærdigt endnu; han har kun sagt nogle ord som hvem som helst vel i princippet kunne sige. Hvordan kan vi vide at hans bøn var udtryk for en reel omvendelse og ikke at han bare lige blev grebet af øjeblikkets stemning? Men Jesus siger altså at han – ikke den anden – gik hjem som retfærdig. Hvad i alverden mener Jesus dog med det?
Ja, hvad betyder ordet ”retfærdig” overhovedet? Sådan som vi bruger ordet i daglig tale, betyder det som regel at alle får lige vilkår. Når et barn (eller en voksen for den sags skyld) klager over at noget er uretfærdigt, er det i hvert fald som regel fordi de enten er blevet nægtet et privilegium som andre har fået, eller er blevet straffet for noget som andre er sluppet afsted med. Men en mere oprindelig betydning af ordet ”retfærdig”, som også er den betydning vi finder i Bibelen, er at man i det hele taget handler på en moralsk forsvarlig måde. Moses siger for eksempel at hvis man har lånt en fattig mand penge mod et pant, så er det retfærdigt at give ham pantet tilbage inden solnedgang så han ikke lider nød, også selvom han ikke har betalt lånet tilbage endnu (5 Mos 24,12-13), og også i Jobs Bog forbindes begrebet ”retfærdighed” med det at gøre godt mod folk i nød (fx 29,14-16). I Ordsprogenes Bog (12,10) forbindes retfærdighed endda med at være god mod dyr. Sådan som Bibelen bruger ordet, betyder det at være ”retfærdig” altså at man handler i overensstemmelse med Guds karakter og sindelag. Derfor er det også noget sludder når man ind imellem hører det udsagn at ”Gud er kærlig, men han er også retfærdig”, som om de to ting var modsætninger, for målt med Guds alen kan en handling der er gjort uden kærlighed, per definition ikke være retfærdig! Selve Guds væsen er jo kærlighed, som blandt andre apostlen Johannes minder os om: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.” Selvretfærdigt paragrafrytteri har altså ikke en snus med ægte retfærdighed at gøre, og derfor gik farisæeren ikke retfærdig hjem!
Så langt, så godt. Men den logiske konklusion af det ville vel blot være at hverken tolderen eller farisæeren var retfærdige? Mens farisæerens tilsyneladende retfærdige gerninger i virkeligheden kun var selvretfærdighed, så havde tolderen jo i det hele taget ingen retfærdige gerninger på sit cv, eller hvad? Vi hører i hvert fald ikke noget om at han gjorde en masse hemmelige gode gerninger eller noget; den eneste begrundelse Jesus angiver for at han gik hjem som retfærdig, var at han erkendte at han var en synder, og bad Gud om at være ham nådig. Hvad retfærdigt er der i det?
Først og fremmest det at det er sandt! Jesus sagde om sig selv at han er vejen og sandheden og livet (Joh 14,6), og han kalder Guds Ånd for ”sandhedens ånd” (Joh 14,17; 15,26; 16,13), så det at tale sandhed er altså i overensstemmelse med Guds væsen og dermed retfærdigt. Dernæst var det en ydmyg bøn. Jesus sagde engang: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Matt 11,29), så den der er ydmyg af hjertet – vel at mærke ikke falsk ydmyg med henblik på at blive rost for sin ydmyghed, men oprigtigt ydmyg i visheden om at han intet kan præstere som kan gøre ham fortjent til noget som helst hos Gud – han handler retfærdigt! Men den ægte ydmyghed er meget skrøbelig, for vi kommer alt for let til at tænke: ”Ih, hvor er jeg ydmyg nu!” og klappe os selv på skulderen over at vi er langt mere ydmyge end den-og-den, og det øjeblik vi gør dét, er der ikke længere tale om ægte, men falsk ydmyghed. Og det bringer os videre til den tredje og vigtigste grund til at tolderen gik hjem som retfærdig, nemlig at han søgte sin retfærdighed det eneste sted den er at finde: hos Gud. Lige så lidt som vi kan fremtrylle den ægte ydmyghed hos os selv, lige så lidt kan vi nemlig stampe retfærdighedens øvrige facetter op af jorden. Vores eneste chance for at blive retfærdige, er at bede Gud om at gøre os retfærdige. Paulus, der længe satsede på ved egen kraft at blive retfærdig, udtrykker det så fint i Filipperbrevet at jeg vil give ham det sidste ord i denne prædiken: ”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre, På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments