Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Jesus og de små børn: Tryg som en bjørneunge
Prædiken i Nylars, Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvordan er Jesus egentlig? Det har der gennem tiderne været mange bud på, og den dag i dag kan mange af de uenigheder der er kristne imellem, føres tilbage til forskellige syn på netop det spørgsmål: Er Jesus en stærk og frygtindgydende konge som selv de stærkeste krigere må skjule ansigtet for, eller er han tværtimod en blid og mild ven som favner alle uden bebrejdelser? Uanset hvilken af de to muligheder du selv bekender dig til, kan du sikkert hurtigt komme i tanker om hvorfor du synes at de der mener det modsatte, tager helt fejl, ligesom du sikkert også tit har hørt ”de andre” give udtryk for hvor forkert dit synspunkt er. Faktisk er der nok mange der har svært ved overhovedet at forstå hvordan nogen dog kunne have lyst til at tro på en Gud som der er grund til at være bange for, mens andre omvendt kan have svært ved at respektere en Gud som er svag og ikke kan eller vil forsvare dem.
Interessant nok lader der til at være en sammenhæng mellem hvilken kultur man er rundet af, og hvilket billede af Jesus man foretrækker. Da kristendommen først kom til Danmark på tærsklen til højmiddelalderen, var danskerne et krigerfolk der tilbad krigsguder som Thor og Tyr, og det der først og fremmest appellerede til dem, var derfor budskabet om at Jesus er stærkere end de guder de hidtil havde stolet på, og at det derfor gav mere mening at tro på ham. Derfor viser selv krucifikserne fra den tid en stærk og sejrsstolt Jesus. Senere kom anger og inderlighed mere i fokus, og man begyndte at afbilde Jesus i smerte og lidelser – ikke kun i billedkunsten, men også i lyrikken, som for eksempel den smukke langfredagssalme ”O hoved højt forhånet”. Med den stigende velstand i 1800-tallet blev der plads til Grundtvigs glade og festlige, til tider nærmest hyggelige, Jesus, mens de der ikke fik del i velstanden, fandt Vilhelm Becks moraliserende Jesus mere brugbar. (Der er naturligvis i begge tilfælde tale om grove generaliseringer, grænsende til karikaturer, for Grundtvigs beskrivelse af Jesus er virkelig dyb og mangefacetteret, og Indre Mission rummede allerede dengang meget andet end moralprædikener og var i øvrigt fra starten ganske begejstret for Grundtvig).
Og hvilken opfattelse af Jesus appellerer så til nutidens danskere? Ja, vi lever jo i en tid og en kultur hvor mange af os i langt højere grad end tidligere er udsat for konstant bedømmelse, ikke kun fra vores nærmeste omgivelser (for det har man vistnok altid været), men også fra vildtfremmede mennesker på internettet. Og hvor de normer som børn, unge og voksne forventedes at leve op til for et par århundreder siden hovedsageligt handlede om at man skulle kende sin plads og ikke skille sig for meget ud (og det gjaldt måske især her i Danmark, jævnfør Janteloven), så er det i dag meget svært at nå derhen hvor man har gjort det godt nok, fordi målet nu ikke længere blot er at leve op til normen, men at overgå den, ja konstant at overgå sig selv. Derfor er det naturligt at en Jesus der ikke stiller krav, men tager imod os og accepterer os som vi er, er som vand i en ørken for mange moderne mennesker – måske især fordi det budskab at ”et jævnt og muntert, virksomt liv” ikke er godt nok, desværre også har spredt sig til forkyndelsen i mange sammenhænge.
Omvendt er der også mange der er trætte af relativisme og værdinihilisme. At skulle opfinde sig selv fra bunden er ikke alene hårdt arbejde; det er også skræmmende, for hvad har man at falde tilbage på hvis projektet mislykkes? Derfor er der mange der vansmægtende labber det i sig når nogen prædiker et simpelt og klart budskab, uanset om det drejer sig om klimaet eller om Palæstina eller om indvandring eller om kønsidentitet eller om at jorden er flad – og i mange tilfælde kan det ”simple og klare budskab” gå i flere forskellige, diametralt modsatte retninger. Derfor er der også ret stor efterspørgsel efter en Jesus der giver klare og enkle svar på hvad vi skal gøre og mene.
Endelig lever vi i en tid hvor der er rigtig meget at være bange for: Militær sikkerhed, fødevaresikkerhed, datasikkerhed, forsyningssikkerhed og så videre. Og jeg vil tro at det er grunden til at mange længes efter en stærk beskytter at skule sig bag ved – og det er så der den stærke og frygtindgydende Jesus kommer ind i billedet.
I dagens episteltekst og dagens evangelietekst møder vi ved første øjekast to meget forskellige portrætter af Jesus: Paulus fortæller os i Kolossenserbrevet at – ja, han siger så ”Kristus” og ikke ”Jesus”, men kristendommens hovedpåstand er jo at det er Jesus der er Kristus – at Kristus er til forud for alt, og at hele guddomsfylden bor i ham. I et andet af sine breve, Filipperbrevet, siger Paulus det endnu mere klart: ”at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2,10). I den kendte tekst fra Markusevangeliet, som mange kender fra dåbsritualet, møder vi til gengæld en blid Jesus der med åbne arme tager imod de små børn, og den samme blide Jesus skal vi møde igen i næste uge hvor han helt uden fordømmelser og bebrejdelser interagerer med en kvinde der ikke alene tilhører et foragtet folk, nemlig samaritanerne, men også har en tvivlsom moral i sit privatliv. Og den Jesus der giver klare og enkle svar, ja, ham finder vi blandt andet i Bjergprædikenen, hvor vi får at vide at vi skal vende den anden kind til, gøre gode gerninger diskret, tilgive andre, og i det hele taget gøre mod andre som vi gerne vil have at de gør mod os.
Men måske står de forskellige opfattelser slet ikke i modsætning til hinanden? Måske er Jesus både stærk og frygtindgydende, og blid og favnende? Det tror jeg faktisk at han er. Teksten om Jesus og de små børn fortæller os jo ikke kun at han blidt tager de små børn i sin favn; det er også en af de relativt få tekster hvor der faktisk står at Jesus blev vred! Jesus tager imod børnene uden bebrejdelser og fordømmelser – og netop derfor må han være stærk og frygtindgydende overfor dem der vil holde børnene væk fra ham. Han er, som den danske sangskriver og lovsangsleder Simon Pedersen synger i sin sang ”Frygt ikke” fra 2021: ”som løven; farlig, men ungen tryg”. Når der er en udefra kommende trussel, kan en løveunge jo med sine stærke og frygtindgydende forældre føle sig en hel del mere tryg end eksempelvis en hareunge, der blot kan trykke sig ned mod jorden og håbe ikke at blive opdaget, mens dens forældre bruger deres eneste forsvarsvåben, nemlig flugt.
Den bedste måde at opfatte Jesus på, er altså, tror jeg, som en løvefar – eller måske endnu bedre: en bjørnemor (for løvefædre er vist ikke altid specielt blide mod deres afkom ude på savannens virkelighed). En bjørnemor der blidt opfostrer og opdrager sine unger, og som vil kæmpe til døden for at forsvare dem – som Jesus jo netop også gjorde for os da han døde på korset. Og som sagt skulle jeg mene at det betyder at vi kan være mere trygge end hvis Jesus kun havde været mild og blid. Alligevel er der som sagt rigtig mange mennesker der oplever en stærk og frygtindgydende Jesus som alt andet end tryghedsskabende, og det skyldes jo nok at vi ikke føler os sikre på hvilken side af bjørnens labber vi befinder os på: Kan vi være sikre på at ”bjørnemor” ser os som sine unger der skal forsvares, og ikke tværtimod som en fjende der skal bekæmpes?
Og hvordan forresten med vores medmennesker? De fleste af os har jo forhåbentlig forstået tilstrækkelig meget af hvad Jesus prædikede, til at vi hverken kan eller vil stille os tilfredse med at bjørnen beskytter os, hvis den samtidig maltrakterer vores nabo. Ganske vist bliver kristendommen også i dag undertiden spændt for en chauvinistisk vogn hvor der er et ”os” og et ”dem”, og hvor budskabet så er at Gud holder med ”os” og vil hjælpe os med at nedkæmpe ”dem”. Den findes i mange udgaver – det ”dem” der skal nedkæmpes, kan være alt fra kommunister til kapitalister, alt fra Israel til Palæstina, alt fra patriarkatet til wokeismen, alt fra islam til islamofobi, alt fra nationalismen til nationens fjender. Men hvis det vi ønsker af Gud, er at han skal straffe dem vi gerne vil have ned med nakken, så følger vi ikke ligefrem i fodsporene på Jesus, der på selve sin dødsdag bad Gud om at tilgive dem der slog ham ihjel! Vi kan ikke engang forsvare os med at vi i det mindste har Det Gamle Testamentes Gud på vores side, for hvad hørte vi fra Det Gamle Testamente i dag? ”Af børns og spædes und har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige.” Hvis vi kræver hævn, er det altså ikke vores fjender vi sætter i skudlinjen for bjørnens kløer, men tværtimod os selv – ikke fordi Gud ikke elsker os, men fordi han beskytter dem som vi vil skade.
Guds kærlige favn står nemlig åben for alle. Som Jesus sagde engang, så vil han aldrig afvise nogen der kommer til ham (Joh 6,37). Men som vi netop har hørt i dag, så kommer man ikke ind i Guds rige hvis ikke man tager imod det ligesom et lille barn. Det er et skriftsted der ofte er blevet misforstået – at ”blive som et barn” bliver nogle gange forstået sådan at man skal finde tilbage til en enfoldig uskyld (og det er ikke mindst H.C. Andersens skyld), men selvom det måske kunne være rart nok, så er det en total utopi – de erfaringer som vi på godt og ondt har gjort i livet, kan vi ikke bare vende det blinde øje til. Nej, den måde vi skal ligne små børn på, er at vi – midt i vores længsel efter selv at sætte vores mærke på verden – skal erkende at der er ting vi bare ikke kan. En af de ting er at overvinde døden, og en anden af de ting er at overvinde mørket inde i os selv. Og netop på de to punkter er vi i nøjagtig samme båd som alle andre mennesker. Vores eneste håb er at overlade styringen til Gud – og gør vi det, så møder han os ikke med bebrejdelser, fordømmelser, dundertale og hvæssede kløer, men med en åben favn, med trøst og accept. (Noget andet er at vi måske skal være forberedte på at det kan gøre ondt når han tager kampen op mod det mørke vi har i os, men den smerte skyldes ikke at Gud vil skade os, men tværtimod at han vil gavne os, som når en sygeplejerske renser et sår).
Insisterer vi derimod på at holde fast i hævntørst og harme – uanset hvor ”retfærdig” den harme måtte være – eller i blind selviskhed, så møder vi bjørnens kløer. Men selv i den situation er Guds ultimative mål ikke at straffe os, men derimod at frelse os; hans vrede er ikke rettet mod os, men mod synden i os, som han vil befri os fra. Det siges måske allermest klart i Ezekiels Bog i Det Gamle Testamente: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin færd, så han bevarer livet” (Ez 33,11). Og derfor skal vores indstilling til vores medmennesker – uanset hvor onde og uretfærdige vi synes de er – også være præget af empati og respekt, for Gud kan frelse dem ligesom han har frelst os, ja, der er intet han hellere vil. Ja, hvem ved: På nogle områder, som vi ikke kan se, er de måske endda nået længere i den rigtige retning end os. Vi skal aldrig dømme nogen ude, men hellere ydmygt tage imod hvad Gud vil gøre med os selv.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments