Prædiken til palmesøndag 2015
Posted By admin on 27. april 2016
Indtoget i Jerusalem: Jesus er IKKE Superman
Prædiken i Husum Kirke palmesøndag 2015
Nikolaj Hartung Kjærby
For lidt siden [under ”Børnehjørnet”] fortalte jeg om Supermans alter ego Clark Kent, og min pointe var at ligesom Superman skjulte sine superkræfter under Clark Kents ydmyge ydre, skjulte Kristus sin guddommelighed i den ydmyge tømrersøn Jesus af Nazaret. Men faktisk er der mange flere ligheder mellem Jesus og Superman end som så – så mange at en Google-søgning på ordene ”Jesus” og ”Superman” giver næsten 16 millioner hits! Jeg har naturligvis ikke haft tid til at klikke på alle de pågældende hjemmesider, men blandt de første 30 var der en lang række der havde overskriften ”Superman er Jesus”, og en af dem omformulerede endda titlen på en musical fra 1970 til det fyndige ”Jesus Christ Superman”! Der var ganske vist også nogle sider med overskriften ”Superman er ikke Jesus”, men alene det at nogen gider at sætte sig ned og bevise at Superman ikke er Jesus, viser i sig selv at der er en hel del fællestræk. Der er jo ikke nogen internetsider der har til formål at bevise at Asterix, Tintin eller Anders And ikke er Jesus!
Faktisk er parallellerne mellem Superman og Jesus så tydelige at da den seneste Superman-film, ”Man of Steel”, havde biografpremiere for 2 år siden, indgik filmselskabet, Warner Bros., et partnerskab med en kristen organisation om at lave en hjemmeside specielt rettet mod præster, med ideer til prædikener baseret på filmen – sandsynligvis i håb om at lokke det købedygtige kristne publikum i USA ind at se filmen! Instruktøren Zack Snyder og manuskriptforfatteren David Goyer har også begge to udtalt at Superman var en Kristus-figur fra starten – længe inden deres film blev lavet.
Supermans oprindelige navn er Kal-El, som på hebraisk betyder ”Guds stemme”. Han kommer fra planeten Krypton og er egentlig søn af Jor-El, men hans far sender ham til Jorden, hvor han bliver opfostret af ægteparret Jonathan og Martha. (Hvis I synes at de navne minder om navnene på et andet meget kendt ægtepar der opfostrede et barn med superkræfter, så er det helt sikkert tilsigtet!). Det viser sig efterhånden at Clark (som er det navn Jonathan og Martha giver Kal-El) har superkræfter på jorden på grund af sine kryptonske gener, men som barn og ung gør han ikke brug af superkræfterne. Som voksen får han imidlertid en slags åbenbaring af sin far på et øde sted, og som 30-årig er han klar til at træde frem som Superman og bruge sine superkræfter til at hjælpe mennesker med diverse problemer og redde dem fra diverse ulykker. Der dukker imidlertid snart alvorligere trusler op i skikkelse af diverse superskurke. I den førnævnte film ”Man of Steel” vælger Superman på et tidspunkt at give sit eget liv for at redde jorden fra at blive udslettet af superskurken Zod, og i en tegneserie fra 1992 går det endda så vidt at Superman bliver slået ihjel af superskurken Doomsday – men senere opstår han fra de døde!
De der argumenterer for at Superman ikke er Jesus, peger på at hans far Jor-El ikke ligefrem er Gud, men blot en videnskabsmand fra en anden planet, der oven i købet bliver slået ihjel på et tidspunkt. De peger også på at de to mænd bag den oprindelige Superman-tegneserie fra 1930’erne ikke var kristne, men jøder, og at der er mange elementer der gør det mere oplagt at sammenligne deres Superman med Moses end med Jesus. Personligt synes jeg egentlig at hele diskussionen er en strid om kejserens skæg, for på den ene side synes jeg det er temmelig indlysende at der er mange træk ved Superman der minder om træk ved Jesus, og som gør at vi kan lære nogle åndelige lektier af historierne om Superman, men på den anden side synes jeg det er lige så indlysende at Superman ikke er Jesus på samme måde som løven Aslan fra Narnia er det – dertil er forskellene alt for mange. Og inspireret af dagens bibeltekster om kongen der kommer sagtmodigt ridende på et æsel, er der særligt én forskel som jeg vil pege på – en forskel der er langt vigtigere end alle de andre man kan komme i tanker om. Og den forskel er at Jesus aldrig nogensinde brugte sine superkræfter.
I hørte rigtigt: Jesus brugte aldrig nogensinde sine superkræfter! Som vi hørte i læsningen fra Filipperbrevet, gav Jesus afkald på at være lige med Gud og blev i stedet mennesker lig. Jesus kunne til enhver tid have valgt at bruge sine superkræfter, og efter at han havde fastet i 40 dage ude i ørkenen, forsøgte Satan da også at friste ham til at gøre det, men Jesus modstod fristelsen, for hans mission var at overvinde det onde, ikke ved hjælp af styrke som Superman gør det, men ved hjælp af svaghed.
Men hvad så med alle de mirakler Jesus udførte? Var de ikke udtryk for superkræfter? Jo da! Men de var ikke udtryk for at Jesus havde superkræfter! Dagen før sin korsfæstelse sagde Jesus noget ret vildt til sine disciple – han sagde: ”Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem” [Joh 14,12]. Og når vi læser i Apostlenes Gerninger, kan vi se at det faktisk kom til at gå sådan! Men der er næppe nogen der af den grund ville påstå at disciplene havde superkræfter, for det var jo Guds kraft de brugte, ikke deres egen. Men ved I hvad? Det var det også for Jesus! Efter at Lukas har fortalt om fristelsen i ørkenen, fortsætter han på følgende måde: ”Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid. Og Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa”. Jesus blev i ét og alt som os – svag og hjælpeløs i sig selv, men i stand til at være en mægtig kanal for Helligåndens kraft. Det giver altså mere mening at sammenligne Jesus med en Jedi-ridder fra Star Wars-universet end med Superman.
Nuvel, selvom de superkræfter Jesus brugte, ikke var dem han selv havde i kraft af sin guddommelige herkomst, men nogle som han hentede fra Helligånden, så kunne han jo stadig godt have brugt dem til at smække Herodes og Pilatus og Satan selv en ordentlig en på sinkadusen. Men sagen er den at da det afgørende slag skulle slås, så brugte Jesus ikke nogen superkræfter overhovedet! – undtagen til at helbrede den soldat som Peter huggede øret af under tumulten i Getsemane Have, og det mirakel tjente kun til yderligere at understrege hvor villigt og forsvarsløst han gik i døden. Selvom han efter eget udsagn med lethed kunne have hidkaldt tolv legioner engle til sit forsvar, blev han hele vejen igennem langfredag ved med at optræde med den samme sagtmodighed som han var redet ind i byen med fem dage tidligere. Palmesøndag var ikke bare et spil for galleriet – det var et udtryk for hvordan Jesus virkelig er!
Og dermed var det samtidig et udtryk for hvordan vi kristne skal være, for vi er kaldede til at efterligne Jesus. Vi skal ikke gå efter at være eller blive supermænd og superkvinder, men tværtimod stole så meget på Gud at vi ikke skammer os over vores svaghed. Jesus har lovet at de der tror på ham, kan komme til at gøre endnu større ting end Jesus selv gjorde, og i den forbindelse er vores egen eventuelle styrke kun en hindring. Som Gud sagde til Paulus da han en dag følte sig helt magtesløs: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Da Paulus siden fortalte om den oplevelse, tilføjede han: ”Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.” [2 Kor 12,9]
Netop når vi er mest svage, kan vi altså forvente at Gud viser sin kraft, for netop da er det mest tydeligt at det er ham og ikke os der er på spil. Men samtidig skal vi huske at det måske netop er når Gud tilsyneladende ikke viser sin kraft, at de allerstørste sejre er ved at blive vundet. Jesus viste os med sit eksempel at den måde vi besejrer det onde på, er ved frivilligt at lade det ramme os. Det var også derfor han sagde at hvis nogen slår os på den ene kind, så skal vi vende den anden kind til. De første kristne levede efter de principper som Jesus havde lært dem, og resultatet var at tusindvis af dem blev slagtet af magtsyge romerske kejsere der ikke kunne have at nogen hyldede en anden herre end dem. Men resultatet blev også at antallet af kristne voksede stadig mere hastigt indtil kejserdømmet til sidst måtte se sit nederlag i øjnene og udnævne den kristne tro til først at være tilladt, derefter at være favoriseret religion, og endelig til at være statsreligion. 100 år senere gik Romerriget under, men kirken bestod. Og jeg tror den ville bestå bedre hvis vi huskede Jesu ord om at det er de sagtmodige der arver jorden, ikke supermændene.
Comments