Prædiken til pinsedag 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Helligåndens komme: Det ånder himmelsk
Prædiken i Præstemosen pinsedag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Kender I de øjeblikke som nærmest er magiske? Øjeblikke som man ville ønske kunne vare ved, hvor det er som om tiden står stille, øjeblikke der fylder én med ærefrygt, men også med lykke fordi det føles som om alting bare er helt perfekt? Det kan være synet af en solopgang over Splitsgårdsvej eller en solnedgang over Simblegårdsvej (eller en af delene over Østersøen), det kan være udsigten fra en bjergskråning i Norge eller i Alperne, det kan være et stykke musik der er så smukt at det næsten gør ondt, eller duften af hyldeblomster og syrener akkompagneret af fuglefløjt i skumringen en juniaften. Eller det kan være at omfavne et menneske som du elsker virkelig højt, og som elsker dig lige så højt. Eller måske er det noget helt syvende der er i stand til at hensætte netop dig i en salig tilstand. Jeg vil tro at de fleste af os har oplevet sådan et øjeblik i det mindste nogle få gange i løbet af vores liv.
Men selv har jeg erfaret noget mærkeligt, nemlig at netop når jeg føler mig allermest lykkelig, føler at nu kan jeg ikke ønske mig mere – så er det alligevel som om der mangler noget. Jeg talte før om ”et stykke musik der er så smukt at det næsten gør ondt” – hvor mange af jer forstod hvad jeg talte om? Det behøver i øvrigt ikke nødvendigvis at være et stykke musik; det kan også være alt muligt andet der rummer den sælsomme kombination af skønhed og en form for smerte. Og jeg tror i øvrigt ikke engang at man behøver at være over halvtreds for at kende til fænomenet – jeg bed for eksempel mærke i at der for et par år siden var et radiohit med popgruppen Blæst hvor omkvædet begynder med ordene: ”Jeg elsker dig så meget at det gør ondt.” Men hvordan kan det være at ting der er smukke, ikke kun får os til at føle lykke, men også smerte? Hvor kommer den smerte fra?
Mit hjemmegroede gæt er at det er fordi vi ved at det magiske øjeblik er en undtagelse; at om få øjeblikke (eller i bedste fald en time eller to) vil vi igen være tilbage i den mere eller mindre grå hverdag. Og uanset hvor helhjertet vi kan stemme i på Dan Turèlls ord om at holde af hverdagen, ”mest af alt af hverdagen”, så tror jeg ikke vi ville betænke os mange øjeblikke på at bytte hverdagen ud med at forblive i den intense lykke fra de særlige øjeblikke, ligesom det også langt hen ad vejen netop er de særlige øjeblikke der er med til at lyse hverdagen op så vi holder af den. Så bevidstheden om at magien ikke kommer til at vare ved, giver et strejf af vemod midt i lykken – netop fordi vi ville ønske at det ikke holdt op.
Og nu kommer så det allersæreste: Selvom længslen efter at skønheden og lykken skal blive ved, nærmest kan være smertefuld, så er den smertefulde længsel samtidig en integreret del af den oplevelse som vi længes efter mere af! Har jeg ikke ret? Selv har jeg det i hvert fald sådan at jeg føler mig væsentlig mere levende og lykkelig når jeg mærker længslen efter noget der er smukkere og bedre end det vi lever i nu. Jeg kan nemlig kun komme i tanker om én grund til at jeg ikke skulle mærke den længsel, og det er hvis jeg ikke længere havde et håb om at komme til at opleve noget der er smukkere og bedre end det vi oplever nu – og det ville jo være et tab (eller det synes jeg i hvert fald). Jeg tror også at det er derfor vi drages af og længes efter de øjeblikke der er så smukke at det næsten gør ondt: Fordi den længsel som vi mærker så stærkt i de øjeblikke, samtidig nærer vores håb om at der vil komme et tidspunkt hvor den intense lykke rent faktisk kommer til at vare ved.
Vi indledte i dag med at synge det der vel er pinsesalmen over dem alle, ”I al sin glans nu stråler solen”. Jeg tænker stadig med rædsel tilbage på pinsen 2020, hvor jeg havde besluttet at jeg til en afveksling ville gemme den salme til anden pinsedag og vælge nogle af de andre skønne pinsesalmer på selve pinsedag. Det faldt ikke i god jord, kan jeg røbe (og nogle af jer der sidder her i dag, var sikkert blandt dem det ikke faldt i god jord hos). Men hvorfor er det i grunden at lige præcis den salme er så populær? Ja, Henrik Rungs skønne melodi har sikkert noget at gøre med det, men der er jo mange salmer der har skønne melodier, så forklaringen skal nok snarere findes i teksten, der unægtelig også er et eksempel på Grundtvig i absolut topform. Jeg synes i hvert fald at han på fremragende måde får beskrevet forsommerens nærmest magiske stemning på en måde så man ligefrem kan mærke det ånde himmelsk over støvet, vifte hjemligt gennem løvet og lufte lifligt under sky fra Paradis, opladt på ny. Og til forskel fra så mange andre sange der beskriver det samme, så som ”Danmark, nu blunder den lyse nat” eller ”Nu lyser løv i lunde”, så får vi også en tolkning af det vi oplever, nemlig at den skære skønhed og sitrende lykke skyldes at Helligånden er nær.
Den påstand kræver naturligvis nogle mellemregninger, eller forbehold om I vil. Det ene forbehold er at det som vi fejrer i den kristne pinse, er en konkret begivenhed der fandt sted på et ganske bestemt tidspunkt for knap 2000 år siden, nemlig 7 uger efter Jesu opstandelse. Jesus havde på forhånd lovet sine disciple at han ville sende Helligånden, og på pinsedagen gik det løfte i opfyldelse. Den dag skete der noget radikalt nyt i verdenshistorien, nemlig at Guds ånd blev ”udgydt”, for nu at bruge det lidt gammeldags ord vi finder i den autoriserede bibeloversættelse fra 1992. Ordet ”udgyde” betyder ”at lade strømme ud”, og det var nyt at Gud ligefrem lod Helligånden strømme ud. På Det Gamle Testamentes tid var det undtagelsen når Gud gav et menneske kraft fra Helligånden; det blev kun nogle enkelte særligt udvalgte til del, for eksempel konger som David og profeter som Elias. Men som apostlen Peter gjorde klart da han forklarede den sammenstimlede folkemængde hvad det var der foregik, så er der nu skruet helt op for hanerne. Han sagde: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden sim gave, For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på” (ApG 2,38-39). Helligånden er altså ”tilgængelig”, så at sige, på en helt ny måde siden dén pinsedag i Jerusalem. Alligevel tror jeg ikke at forsommeren i Danmark føltes hverken mere eller mindre ”magisk” det år end den havde gjort året før. Så hvordan skulle denne årstids sitrende skønhed kunne være et tegn på at Helligånden er nær, sådan som Grundtvig hævder?
Det andet forbehold er at der ikke er noget som helst i Det Nye Testamente der tyder på at Helligåndens nærvær skulle være årstidsbestemt. De mennesker der blev fyldt af Helligånden til pinse, var stadig fyldt af Helligånden da det blev efterår og vinter, og i tiden der fulgte, blev Helligånden givet til stadig flere mennesker på alle tider af året. Så hvordan skulle netop forsommerens skønhed kunne være et vidnesbyrd om Helligåndens nærvær?
Dertil vil jeg svare at selvom det var noget nyt da Helligånden fra og med den store pinsedag strømmede ud uden begrænsninger til alle der tog imod budskabet om Jesus, så har Helligånden aldrig været fraværende fra Guds skaberværk. I skabelsesberetningen læser vi at ”Guds ånd svævede over vandene” allerede dengang jorden stadig var tomhed og øde (1 Mos 1,2), og i Davids Salme 104 står der at alt liv på jorden afhænger af at Gud sender sin ånd (v. 29-30). Tilmed tror vi som kristne på at Gud er allestedsnærværende, og eftersom de tre personer i Treenigheden ikke kan adskilles, må det betyde at både Faderen og Sønnen og Helligånden er til stede overalt. Og hvad angår længslen efter noget der er skønnere og sandere og bedre end det vi kender, så tror jeg også det er en erfaring som Gud lader alle mennesker mærke både før og efter at Helligånden blev udgydt på den store pinsedag; for eksempel siger Paulus i sin berømte prædiken i Athen, som vi finder i Apostlenes Gerninger kapitel 17, at Guds ønske for alle jordens folkeslag hele tiden har været ”at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os” (ApG 17,27).
Vores erfaringer af ”magiske øjeblikke” er altså ikke anderledes nu end de var før Helligånden blev udgydt over disciplene, men hvad der til gengæld er anderledes, er vores mulighed for at forstå hvad det er vi erfarer, nemlig at Gud kalder på os og vinker ad os for at vi skal gå ind ad den dør som han har åbnet for os gennem Jesu død og opstandelse. Når vi længes efter skønhed og renhed og godhed og lykke, så er det fordi Gud, som selv er skønhed og renhed og godhed og lykke, har skabt os i sit billede til at leve i fællesskab med ham. Når vi kun kan erfare skønheden og lykken i små bittersøde glimt, blandet med smerte, så er det fordi vi både som menneskehed og som enkeltindivider har vendt os væk fra Gud og kroget os ind i vores eget rethaveri, begær og mistillid (det som vi under ét kalder ”synd”) – men Jesus døde på korset for at sone vores synd så vi kan have med Gud at gøre, og hans opstandelse påskemorgen understregede at han virkelig havde besejret døden og Djævelen og alt det onde. Derfor kan vi nu komme til ham og få tilgivelse, ja mere end det: Vi får en helt ny status som Guds børn, og Gud lader sin Helligånd strømme ud i vores hjerter. Det betyder at vi hvert eneste øjeblik døgnet rundt, året rundt, har adgang til kilden til den skønhed som vi mærker længslen efter i de ”magiske øjeblikke”. Og ikke nok med det: Vi har et levende håb om at vores længsel engang vil blive stillet: at Guds rige vil komme i herlighed, og Gud vil blive alt i alle, så vores lykke bliver fuldkommen, og vi ikke behøver at være bange for at den nogensinde forsvinder.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments