Prædiken til 9. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 24. september 2026
Enken og den uretfærdige dommer: Hvornår griber Gud ind?
Prædiken i Rø, Sct. Klemens og Allinge Kirker 9. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Som barn gik jeg på en kristen friskole, og i min fritid gik jeg til FDF. Derudover gik jeg i søndagsskole og tog på kristne lejre, så det var stort set kun i ”gården” i det boligbyggeri hvor vi boede, at jeg mødte jævnaldrende der ikke var kristne (eller rettere sagt: at jeg mødte jævnaldrende uden for en kristen kontekst, for både på min skole og til FDF var der mange børn der ikke betegnede sig selv som kristne, men i de sammenhænge var det jo dem der var ”outsiderne”, om man så må sige). Derfor var det også ret eksotisk for mig når snakken i søndagsskolen eller på juniorlejren faldt på det emne at man kunne risikere at blive drillet af sine kammerater med at man var kristen, for det var jo ikke en erfaring jeg selv kendte til. Jeg må dog nok erkende at hvis jeg havde gået på en skole hvor man kunne risikere at blive drillet af kammeraterne hvis man bekendte sig som kristen, så ville jeg nok have valgt at gå stille med dørene omkring min tro, for jeg var meget genert og usikker og kunne slet ikke klare negativ opmærksomhed.
Men hvorfor var det at bekende sig som kristen overhovedet noget der kunne medføre negativ opmærksomhed? Så vidt jeg husker fra det de andre i søndagsskolen fortalte (og fra de få kommentarer jeg trods alt fik på legepladsen hjemme i gården), så handlede det først og fremmest om to ting: Dels risikerede man at blive beskyldt for at være dum hvis man virkelig troede på at Jesus kunne gå på vandet, og dels risikerede man at blive kaldt en bangebuks hvis man ikke ville bande eller lyve eller gøre andre af de ting som vi lærte i søndagsskolen at man ikke måtte. Og de af jer der selv har prøvet at være børn, kan nok godt sætte jer ind i at det kan være meget skamfuldt at blive stemplet som dum eller fej. (I virkeligheden er man jo snarere fej hvis man ikke tør at være anderledes end de andre, men prøv at forklare dét til en gruppe 10-årige!).
De voksne i søndagsskolen og på juniorlejrene plejede naturligvis at prædike at man ikke skal skamme sig over at være kristen, og hvis I hørte efter da jeg læste et stykke fra Paulus’ Andet Brev til Timotheus tidligere i gudstjenesten, lade I måske mærke til at det ikke er noget nyt at det er nødvendigt med den slags formaninger. Selvom Timotheus havde arbejdet tæt sammen med Paulus på nogle af hans missionsrejser og nu var en af lederne i kirken i storbyen Efesos, var det nemlig tilsyneladende nødvendigt for Paulus at skrive til ham: ”Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed. Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange”. Det hører dog med til historien at det som Timotheus havde at frygte, ikke kun var at blive drillet. Paulus omtaler jo sig selv som Jesus’ ”fange”, og det betyder ikke at Jesus havde taget Paulus til fange, men derimod at Paulus sad i fængsel på grund af sin tro på Jesus. På den tid var det Lucius Domitius Ahenobarbus, bedre kendt som Nero, der var kejser i Rom, og han havde udråbt de kristne til at være en samfundsfjende der skulle bekæmpes med alle midler. Særlig hårdt gik han og hans folk naturligvis efter lederne i kirken, og derfor sad Paulus i fængsel i Rom og afventede sin henrettelse.
Timotheus befandt sig ganske vist adskillige hundrede kilometer væk fra Rom, men Efesos var også en del af Romerriget, og hvis det rygtedes at Timotheus var en nær ven og medarbejder af den ”sektleder” der var blevet dødsdømt i hovedstaden, så ville han nok have god grund til at se sig over skulderen når han gik på gaden. Der var nemlig mange i Efesos der så skævt til de kristne. Nogle år tidligere havde to af Paulus’ andre medarbejdere, Gajus og Aristark, været tæt på at blive lynchet af en gruppe rasende Artemis-tilbedere i byen inden de med nød og næppe blev reddet af borgmesteren[1] – ikke fordi borgmesteren (eller ”byskriveren”, som han kaldes i de fleste bibeloversættelser) var specielt venligt stemt overfor kristendommen, men fordi et opløb i byen ville give ham ballade med de romerske myndigheder. Men den slags støtte ville Timotheus næppe kunne regne med i lyset af de politiske vinde der nu blæste i Rom; hvis nogen ville ham til livs, ville de tværtimod let kunne overtale borgmesteren til at arrestere ham. Så alt i alt ville det være yderst forståeligt hvis Timotheus kunne være fristet til at skamme sig over at blive forbundet med navnene Jesus og Paulus!
Men derudover kunne Timotheus faktisk også godt risikere at blive drillet – eller for at bruge et stærkere ord: hånet – for sin kristne tro, for på den tid har det i høj grad kunnet virke som en bundnaiv livsanskuelse, også i langt højere grad end i min barndom eller i dag. Og problemet var vel at mærke ikke at Timotheus troede på at Jesus kunne gå på vandet, for de græske og romerske myter vrimler jo med beretninger om guder i menneskeskikkelse der foretager sig diverse utrolige ting. Nej, problemet var at de kristne hyldede og tilbad en mand der var blevet slået ihjel! ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, som Paulus skriver i Første Korintherbrev (1,22-23). Ordet ”Kristus” er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach, eller ”messias”, som vi plejer at udtale det. Det betyder ”den salvede”, eller på nudansk: den udvalgte konge. Så det kristne budskab lød altså på at en mand der var blevet korsfæstet, har al magt i himlen og på jorden! De hævdede ganske vist at hans grav var tom, og at flere hundrede af dem efterfølgende havde set ham i levende live, men det var flere årtier siden, for han var angiveligt faret op til himlen – og nu ventede de kristne altså at han ville vende tilbage til jorden i triumf og sætte sig på tronen, og de sang endda en hymne om ”at i Jesus navn hvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre” (Fil 2,10-11b). Men hvordan var det lige det gik med det? Hvis denne Jesus havde tænkt sig at vende tilbage til jorden og tage magten, var det så efterhånden ikke ved at være på tide, nu hvor kejser Nero var godt i gang med at massakrere dem der sang: ”Jesus er Herre”? Stod det efterhånden ikke klart for enhver at titlen ”herre” kun med rette kunne bruges om kejseren (hvad den i øvrigt også blev)?
Hvis vi tror at den slags spørgsmål ikke var anfægtende for de kristne på Timotheus’ tid, så tror jeg vi tager fejl. Vi kan se af nogle af Paulus’ tidlige breve at han i lang tid regnede med at Jesu genkomst ville komme til at ske inden for hans levetid,[2] og den primære anledning til at han skrev Første Thessalonikerbrev, var endda at de kristne dér var dybt bekymrede over at nogle af dem var døde, for betød det at de så ville gå glip af Jesu genkomst?[3] Det sidstnævnte bekymrede dog ikke Paulus, heller ikke da han indså at han selv ville dø inden genkomsten, for som han skrev til Thessalonikerne, vil Jesus ved sin genkomst genoprejse alle der er døde i troen på ham (1 Thess 4,16). Men der er ingen tvivl om at jo mere den romerske stats forfølgelse af de kristne tog til, desto mere desperat længtes de efter at Jesus snart ville komme tilbage og skaffe dem ret. Og det er bestemt ikke utænkeligt at det netop var af hensyn til dem at Lukas valgte at tage den lignelse vi har hørt i dag, med i sit evangelium. (Det er ganske vist stærkt omdiskuteret hvornår Lukasevangeliet blev skrevet,[4] men jeg tror de fleste er enige om at det var i en periode hvor kirken blev forfulgt.
Ved første øjekast handler lignelsen om enken og den uretfærdige dommer ikke specifikt om Jesu genkomst, men mere generelt om udholdenhed i bøn, og sidst jeg prædikede over den tekst, valgte jeg også en mere generel vinkel. Men jeg tror ikke det er tilfældigt at Jesus slutter sin udlægning af lignelsen af med ordene: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Det er jo Jesu genkomst der er det mål som vores tro ultimativt retter sig imod. Hvis vores tro kun tog sigte på at vi kunne leve med en ren samvittighed her i denne verden og måske få lidt guddommelig hjælp med vores problemer, så var tilgivelsen ikke ret meget mere end et psykologisk trick, og den guddommelige hjælp en slags magi. Eller for at bruge Paulus’ mere markante formulering: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,19).
Derfor er lignelsens spørgsmål til os først og fremmest om vi tålmodigt og vedholdende vil bede Gud om at skaffe os endegyldigt og ultimativt ret – og ikke kun os, men alle der længes efter ”en ny jord, hvor retfærdighed bor” – i form af at denne tidsalder ender, og Jesus sætter sig på tronen, synligt for alle. Det er nemlig først når dét sker, at det vil være slut med uretfærdigheden her i verden. Men det vil det så til gengæld være for evigt! Og det er troens forventning om netop dét, der igennem snart 2000 år har motiveret kristne til at arbejde for en bedre verden og løbe denne verdens uretfærdige dommere på dørene – ikke troen på at vi igennem vores egen indsats, hvor beundringsværdig den end måtte være, kan eliminere det onde, men troen på at vores indsats ikke er forgæves, fordi Gud til sidst vil skaffe sine udvalgte deres ret.
Som sagt virker den tro måske ikke længere så bundnaiv som den gjorde på Timotheus’ tid, for vi lever trods alt i et land hvor det kristne budskab har lydt gennem 1200 år (2026 er faktisk netop 1200-året for Ansgars ankomst til Danmark), og hvor kristendommen ligefrem er skrevet ind i Grundloven. Men for os er faren måske at vi holder op med at råbe til Gud dag og nat om at lade retfærdigheden sejre, fordi det jo går rimelig fint her på vore breddegrader? I mit eget liv må jeg i hvert fald tit kigge forgæves efter den desperate målrettethed som enken i lignelsen lagde for dagen. Men hvis vi synes at vi selv har det godt, så kan vi jo vende blikket mod Ukraine hvor krigen stadig raser, eller mod Sudan hvor verdens for tiden værste humanitære katastrofe udspiller sig uden at få ret meget opmærksomhed fra de danske medier. Eller mod Nigeria, DR Congo og andre afrikanske lande hvor islamistiske oprørsgrupper jævnligt begår massakrer på fredelige kristne – for ikke at tale om et land som Afghanistan hvor de voldelige ekstremister har regeringsmagten. I kunne sikkert selv nævne mange andre eksempler – og jeg hører faktisk også ind imellem mennesker der spørger hvorfor Gud ikke sætter en stopper for al den uretfærdighed. Men det som Jesus opfordrer os til i dagens evangelietekst, er faktisk netop at stille det spørgsmål, nemlig at stille det til Gud i bøn!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se Apg 19,23-40.
[2] 1 Thess 4,15, jf. 1 Kor 15,51-52.
[3] Se 1 Thess 4,13.
[4] Forslagene strækker sig fra omkring år 60 og helt frem til omkring år 150.
Comments