Prædiken til 8. søndag efter trinitatis

Posted By on 24. september 2026

Huset på klippen: Ånd med kød og blod

Prædiken i Allinge og Sct. Klemens Kirker 8. søndag efter trinitatis 2026

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Ånd er et flertydigt begreb”. Sådan begynder artiklen i Danmarks Nationalleksikon, lex.dk, om ordet ”ånd”. Og den flertydighed giver desværre tit anledning til misforståelser af forskellig slags. Lex.dk fortsætter med at konstatere at ordet ”oftest bruges om menneskets højere sjæleliv og om den kreative og intuitive del af menneskets intellekt”, og det er jo nærmest lutter plus-ord: det højere til forskel fra det lavere, det kreative og intuitive til forskel fra det indskrænkede og idéforladte, og så videre. Jeg tror da heller ikke nogen er i tvivl om at det er bedre at være åndfuld end åndløs.

                      Også i Bibelen er ”ånd” som hovedregel et positivt ladet ord. Nogle af jer er måske stødt på et eller flere af følgende bevingede bibelcitater: ”Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt” (Matt 26,41). Eller: ”Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred” (Rom 8,6). Eller: ”Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden” (Gal 6,7b-8). Eller det måske allermest radikale: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden” (Gal 5,24-25). Men netop fordi ”ånd” er et så flertydigt ord, er det let at misforstå den slags udsagn hvis man ikke er opmærksom på den kontekst de står i, så man i værste fald ender i en hyper-åndelighed der ikke har ret meget med sand kristendom at gøre. Det er det det skal handle om i dag – og jeg kan jo passende begynde med endnu en gang at opfordre jer til at læse i Bibelen, ikke bare løsrevne ”mannakorn”, men hele bibelske bøger, så I får sammenhængen med.

                      Den første pointe jeg vil give jer med i dag, er at det ikke er alt hvad der har med ånd at gøre, der er godt. I flere af de bibelvers jeg citerede før, gør sammenhængen det klart at når der står ”Ånden”, så er det underforstået at det specifikt er Guds Ånd, Helligånden, der er tale om. Men der findes også andre ånder, hvilket allerede apostlen Johannes måtte advare sine læsere i den tidlige kirke om i det stykke vi lyttede til tidligere i gudstjenesten: ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.” Og i dagens evangelietekst, som vi lige har hørt, gør Jesus det endda klart at de falske ånder både kan gøre mægtige gerninger og påberåbe sig Jesu navn. Selvom en profet både kan uddrive dæmoner og måske endda kan komme med profetier der går i opfyldelse, er det altså ikke nogen garanti for at det er Guds Ånd der driver ham. (Det betyder vel at mærke ikke at dæmonuddrivelse og profetisk tale nødvendigvis er af det onde, men det betyder at det ikke nødvendigvis er af det gode).

                      Den anden pointe I skal have med, er at ånd ikke er det modsatte af det fysiske. Det kan man ellers nemt forledes til at tro, og der har i tidens løb været – og er stadig – mange religiøse og filosofiske retninger der har prædiket en frelse der består i at frigøre sig fra den fysiske verden med dens fristelser og forgængelighed. På de første kristnes tid florerede der for eksempel en alternativ skabelsesberetning der hævdede at mennesket oprindelig blev skabt som et ikke-fysisk åndevæsen, og at syndefaldet bestod i at disse åndevæsener begærede at få en fysisk krop! Sådan lyder Bibelens skabelsesberetning som bekendt ikke; den fortæller tværtimod at Gud formede mennesket af jord og åndede liv i ham, så allerede inden syndefaldet var mennesket ikke bare et åndeligt, men også et fysisk væsen. Derfor består den bibelske frelse heller ikke i at vi kan se frem til at blive forløst fra vores fysiske krop, men derimod at vores fysiske krop selv bliver forløst, som Paulus skriver: ”Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vunder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,20-23) (ja, undskyld det lange citat, men jeg synes simpelt hen de vers er så utrolig vigtige for at få en korrekt bibelsk forståelse af hvad frelsen går ud på!). (Det er også en af grundene til at jeg overhovedet ikke bryder mig om salmen ”Nærmere, Gud, til dig”, for et håb om at ”sjælen til himmelvang løfter sig fri”, er ikke et kristent håb).

                      Men hvad så med det Paulus-citat jeg nævnte tidligere, hvor han taler om at ”korsfæste kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne”? Handler det ikke om at frigøre sig fra den fysiske krop? Det kunne man tro, men når Paulus taler om ”kødeligt begær”, mener han ikke kun legemligt begær, men også sjæleligt. Ganske vist kan der komme meget ondt ud af det hvis vi lader os styre af vores krops lyster – det kan føre til både tyveri og ægteskabsbrud og frådseri og hvad ved jeg – men vores sjæls lyster er langt farligere endnu! Det kan være begær efter anerkendelse, begær efter hævn, begær efter at blive fremhævet på andres bekostning, eller allerværst: begæret efter at retfærdiggøre os selv, som afholder os fra at erkende vores synder og fejltrin og dermed i yderste konsekvens risikerer at afskære os fra Guds tilgivelse, fordi vi mener at vi ikke behøver den. (Det var det der var mange af farisæernes og de skriftkloges problem på Jesu tid). Og alle de ting er faktisk også omfattet af den meget brede betegnelse ”kødet” hos Paulus; lyt for eksempel til disse vers fra Kolossenserbrevet: ”Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til” – og så kommer det – ”kødelig tilfredsstillelse” (Kol 2,20-23)! Og det selvom Paulus nogle få vers tidligere skriver at de der kolporterede påbud om skånselsløshed mod legemet, var mennesker der ”fordyber sig i egne syner” (v. 18).

                      Den form for åndelighed som Det Nye Testamente opfordrer os til at dyrke, består altså i at vi ikke lader os styre af vores begær, eller anderledes sagt: af vores selviskhed. Men hvad skal vi så lade os styre af? Ja, jeg har jo ikke sagt så meget om prædiketeksten i dag, så den må vi hellere rette blikket imod igen, nærmere bestemt mod det svar som Jesus siger at han vil give til de falske profeter der påberåber sig at de har uddrevet dæmoner i hans navn og gjort mægtige gerninger i hans navn: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud.” For at forstå hvad Jesus mener med ”lovbrud”, er det nyttigt at vide at den tekst vi har hørt o dag, står ved afslutningen af en 3 kapitler lang tale fra Jesus, som vi plejer at kalde for ”Bjergprædikenen”, hvor Jesus taler om hvordan vi bør leve som hans disciple; en prædiken som han umiddelbart inden epilogen om falske profeter opsummerer med ordene: ”Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, der skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7,12); det som vi plejer at kalde for ”den gyldne regel”.  ”Lovbrud” er altså hvis vi nægter at leve efter de instruktioner Jesus har givet – og jeg siger bevidst ”nægter”, for den græske grundtekst bruger en grammatisk form[1] der ikke betegner enkeltstående tilfælde, men noget man gør vedvarende igen og igen. At det er det Jesus mener, understreges også af den lignelse der udgør de allersidste ord i ”Bjergprædikenen”, nemlig den om huset på klippen og huset på sand: Det er hvis man hører ”disse ord” – altså de instrukser Jesus har givet – uden at handle på dem, at man ligner en der har bygget sit hus på sand. Det det kommer an på, er altså ikke hvad vi hører eller hvad vi siger, men hvad vi gør. Man kan måske sige det på den måde at sand åndelighed viser sig i fysiske handlinger.

                      Den forbindelse mellem det åndelige og det kropslige finder vi også i det stykke fra Første Johannesbrev som vi hørte. Der er den lille finte som vi lige skal have med, at ordet ”kød” betyder noget andet når Johannes bruger det, end når Paulus bruger det (ja, jeg ved godt at det er besværligt, men vi kender det jo også fra vores egen hverdag at forskellige mennesker bruger ord forskelligt). Når Paulus taler om ”kødet”, betyder det som sagt alt vores egoistiske begær, uanset om det udspringer fra kroppen eller fra sindet, men når Johannes taler om ”kød”, så betyder det slet og ret den fysiske krop – som altså ikke er ond i sig selv, men derimod er en del af Guds gode skaberværk. Og derfor kan han servere følgende lakmusprøve på om en ånd er fra Gud eller ej: ”Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud”. Bemærk at han ikke bare siger ”enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus”, men ”enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød” – den fysiske, legemlige dimension er afgørende vigtig! Hvis ikke vores åndelighed kommer til udtryk i den måde vi lever på i den fysiske verden, så er den ingenting værd! Eller sagt på en anden måde: Den ånd der kommer til udtryk i den måde vi lever på, det er den ånd vi er styret af, uanset hvor ”åndelige” vi i øvrigt hævder at være på det teoretiske plan, og uanset hvor mange dæmoner vi kan uddrive, og hvor mange mægtige gerninger vi kan gøre!

                      Det sidste kan måske godt gøre nogle af jer lidt bekymrede, for hvis I ligner mig bare en lille smule, så gætter jeg på at I ind imellem handler på en måde der bestemt ikke er i overensstemmelse med den gyldne regel! Det gør jeg i hvert fald selv, må jeg nok indrømme (og jo bedre du kender mig, du som hører dette, desto mere tilbøjelig vil du sikkert være til at give mig ret!). Betyder det at vi ikke har Guds Ånd, men at vi tværtimod er styret af ”Antikrists ånd”, som Johannes kalder den? Nej, det betyder det heldigvis ikke! Ganske vist må vi indrømme at de konkrete egoistiske gerninger vi gør, i sig selv isoleret set vidner om Antikrists ånd og ikke om Guds, men når vi tilhører Jesus, har hans gode Ånd taget permanent bolig i os, også selvom vores handlinger ind imellem tyder på noget andet. Alene det at vi bliver forfærdede når vi må erkende at vi har handlet ondt, vidner om at vi har Guds gode ånd! Og hver gang vi kommer til Jesus og bekender vores synder, og beder ham om på ny at fylde os med Helligånden og lede os ad den rette vej, er det Guds Ånd der til syvende og sidst går af med sejren, mens Antikrists ånd igen står besejret tilbage.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] Imperfektiv.


Comments

Comments are closed.