Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 24. september 2026
Det går tjeneren som herren: Sandheden skal nok komme frem!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 7. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Ombudsmand og Europaparlamentet har alle deres hjemsted i den franske by Strasbourg, og det er ikke helt tilfældigt. (Og nej, det er ikke fordi jeg har været i Strasbourg på min nys overståede sommerferie, at jeg fortæller om den by, for jeg har faktisk ikke været længere væk end Sjælland). Strasbourg ligger tæt på grænsen mellem Frankrig og Tyskland, og det bærer dens navn da også præg af, for selvom både stavemåden og udtalen er ”frankificeret”, er det ikke svært at gætte at navnet oprindelig er tysk: Straßburg, ”vej-borgen”, fordi der allerede i tidlig middelalder var to vigtige hovedveje der krydsede hinanden dér. Landskabet Alsace, hvor Strasbourg er den største by, har da også skiftet hænder mellem Frankrig og Tyskland indtil flere gange i historiens løb. I 1639, under Trediveårskrigen, blev området erobret af Frankrig, men man fortsatte med at tale tysk, og Tyskland ønskede brændende at tilbageerobre det, hvilket endelig lykkedes i 1871. Det mildnede dog ikke den fjendtlige stemning mellem de to lande, og som mange af jer ved, blev grænsen flyttet tilbage igen-igen 48 år senere ved Freden i Versailles efter Første Verdenskrig – og siden Anden Verdenskrig er der blevet arbejdet målrettet på at få folk i området til at bruge det franske sprog, hvilket er lykkedes.
I tiden mellem 1871-krigen og Første Verdenskrig var Frankrig og Tyskland som sagt ikke verdens bedste venner (ligesom de i øvrigt heller ikke var det i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig), og derfor så franskmændene med stor mistænksomhed på den tyske militærattaché i Paris, Maximilian von Schwartzkoppen, som de havde mistænkt for at forsøge at infiltrere den franske hær – og den mistanke var begrundet, skulle det vise sig. Den franske kontraspionageenhed havde nemlig allieret sig med Schwartzkoppens stuepige, og en dag i september 1894 fandt hun i attacheens skraldespand et håndskrevet brev fra en fransk officer med oplysninger om franske militærhemmeligheder. Brevet var imidlertid ikke underskrevet, så det store spørgsmål var hvem forræderen var. Mistanken samlede sig hurtigt om en kaptajn ved navn Alfred Dreyfus, for ikke alene tilhørte han en enhed der gav ham adgang til de pågældende oplysninger, men han var også selv fra Alsace og blev derfor betragtet som en slags halvtysker (selvom hans familie faktisk var flygtet til Schweiz da tyskerne kom). Og så var han jøde, hvilket automatisk gjorde ham suspekt i skræmmende brede kredse. Der var ganske vist ikke rigtig nogen beviser mod ham, men det tog man det ikke så nøje med, for hærledelsen havde brug for en syndebuk, så man fik retsantropologen Alphonse Bertillon til at strikke en besynderlig teori sammen om at Dreyfus havde forfalsket sin egen håndskrift, og det endte med at han blev dømt til livsvarigt eksil i en berygtet fangekoloni på en ø ud for Guyana i Sydamerika. Han blev ganske vist benådet fem år senere, efter at en stribe intellektuelle med forfatteren Émile Zola i spidsen havde kastet sig ind i sagen, men først i 1906 blev hans navn renset. Den rigtige gerningsmand, major Ferdinand Esterhazy, som hærledelsen havde holdt hånden over, var på det tidspunkt flygtet til England og blev aldrig stillet til ansvar.
Dreyfus-affæren er et af de mest klassiske tilfælde af det man plejer at kalde ”justitsmord”, men det er desværre langt fra det eneste. Selv den dag i dag sker det alt for tit rundt om i verden at skyldige går fri fordi de har de rette forbindelser, mens uskyldige, ofte fra en etnisk eller religiøs minoritet ligesom Dreyfus, bliver dømt. Det sker for eksempel ofte for kristne i muslimske lande. Også i mindre skala sker der tit ”justitsmord”, for eksempel i form af at en skolelærer kommer til at skælde en elev ud for noget som vedkommende ikke har gjort, eller at en chef belønner en medarbejder for noget som egentlig var en anden medarbejders fortjeneste. Og det kan give anledning til stor bitterhed hvis man bliver udsat for den slags uretfærdig behandling! Ikke desto mindre vil jeg gætte på at de fleste af os har oplevet det, om ikke på egen krop, så i vores omgangskreds, for selv når alle gør deres bedste for at handle retfærdigt, vil der uundgåeligt ske fejl.
Når vi kommer ud for at mennesker tænker ondt om os eller måske endda straffer os for noget vi ikke har gjort, eller at vi ikke får den fornødne anerkendelser for noget godt som vi har gjort, hvad ønsker vi os så? At sandheden kommer frem, ikke sandt! At det hele kommer for en dag! At det kommer til at stå klart for alle hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen! Men ved I hvad? Sandheden kommer frem! Det lover Jesus i hvert fald i den tekst vi har hørt i dag: ”der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.” Det kan godt være at det varer længe inden det sker, og det kan godt være at vi i mellemtiden kommer til at lide ondt, men sandheden kommer frem – om ikke i denne verden, så i den kommende.
Og det sidste er vigtigt at huske på, for her i denne verden kan vi ikke med nogen ret forvente retfærdighed. Så længe Guds rige ikke er kommet endnu, gælder det at det ”må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester”, og vi ved jo alle sammen hvordan det gik vores mester! Hvis du vil have din ret på denne side af verdens ende, så er kristendommen et dårligt sted at søge, for i den kristne kirke hylder vi en Herre der aldrig søgte sin egen ære,[1] men satsede hele butikken på at Gud ville give ham oprejsning på den anden side af døden. Derfor fandt han sig i at al den godhed og kærlighed han viste ved at helbrede de syge, forsvare de fattige og favne de udstødte blev gengældt med hån og forfølgelse, ja selv ”under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt”, som en af disciplene senere skrev (1 Pet 2,23). Det kan vi nok med fordel tænke på når vi føler at nogen behandler os uretfærdigt – ja, det opfordrer en anden af Det Nye Testamentes forfattere os ligefrem til med ordene: ”Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet” (Hebr 12,3).
Og det kan vi som sagt gøre med frimodighed, for igen: alt kommer for en dag! Der er ”intet skjult, som ikke skal blive kendt.” Og den oprejsning der venter os, varer endda evigt, altså uendelig mange gange så lang tid som den tid hvor vi måske har været miskendt og bagtalt. Derfor skriver Paulus også et sted ”at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18).
Spørgsmålet er så bare om vi overhovedet er interesserede i at alt kommer for en dag! Når jeg ind imellem har grebet mig selv i at se længselsfuldt frem til den dag hvor jeg skal stå foran Guds trone og se alle dem der har gjort mig uret, blive gjort til skamme, så har jeg i hvert fald i næste øjeblik måttet minde mig selv om at det måske ikke kan udelukkes (for nu at sige det meget pænt) at der også er nogle mennesker som jeg har gjort uret! Så er det overhovedet i min interesse hvis alle der har gjort andre uret, bliver gjort til skamme foran Guds trone? Svaret giver vist sig selv! Men der står jo at der er intet skjult, som ikke skal blive kendt, og det må jo så også omfatte alt det som jeg selv gerne vil holde skjult! Hvad skal vi dog gøre ved det?
Ja, for det første må vi naturligvis stræbe efter så vidt muligt ikke at gøre nogen uret. Det er der forhåbentlig ikke nogen af jer der var i tvivl om at vi skal! Men uanset hvor helhjertet vi stræber efter det mål, må vi nok desværre se i øjnene at det næppe lader sig gennemføre 100 procent, for selv hvis vi ikke bevidst ønsker at gøre nogen uret, kan vi nemt komme til det i et øjebliks tankeløshed eller uagtsomhed. Og hvad gør vi så? Jo, når vi nu ved at det alligevel kommer for en dag enten her eller hisset, så er ”her” nok at foretrække! Med andre ord: Vi må lægge kortene på bordet, erkende vores fejltrin og bede både Gud og mennesker om tilgivelse, sådan at der på dommens dag ikke vil komme noget frem som de mennesker der betyder noget for os, ikke allerede ved. Det kan være meget ydmygende at skulle gå bodsgang på den måde, men det er vel bedre at ydmyge sig nu end at blive ydmyget senere! Det udtrykkes meget enkelt i Jakobsbrevet kapitel 4 vers 10: ”Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.”
For det andet må vi tilgive dem der har gjort os uret, og så vidt muligt opgive vores fordring på oprejsning. Det lyder måske som en modsigelse af alt hvad jeg har sagt indtil nu, men helt ærligt: Hvis vi – imod al logik og i skærende modsætning til hvad vi egentlig fortjente – får del i det evige liv hjemme hos Gud, hvor vigtigt er det så at hele verden får at vide at det altså var dig og ikke din kollega der fandt fejlen i regnskabet, eller at det var din sidemakker og ikke dig der satte et stykke tyggegummi fast under bordet? Er selve det at du i al evighed har status af Guds barn, som han ikke ser nogen fejl hos, ikke i sig selv oprejsning nok, om du så har måttet tilbringe adskillige år som uskyldigt dømt i en fangelejr? Og hvis du træffer en beslutning om at du vil give et fripas til dem der har været uretfærdige mod dig, så er Jesu ord befriende klare: ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. … For det mål I måler med, skal I selv få tilmålt med” (Luk 6,37-38).
Men hvad er konklusionen så? Vil denne verdens Dreyfus’er få oprejsning på dommens dag, eller vil de ikke? Kommer alt for en dag, eller gør det ikke? Det er ikke svært at svare på, for Jesus siger det jo soleklart i teksten til i dag: Sandheden kommer frem. Men den gode nyhed er at hvis vi står i Guds nåde, så kan sandheden om den uret vi selv har begået, ikke skade os. Det betyder naturligvis omvendt at hvis de der har gjort os uret, står i Guds nåde – og den er jo tilgængelig for alle, uanset hvor horrible ting man har gjort – så kommer sandheden heller ikke til at skade dem. Men i Guds rige er det heldigvis sådan at din og min hele og fulde oprejsning ikke i mindste måde er afhængig af at de der har gjort os uret, bliver straffet, for den straf de fortjener, den udstod Jesus på korset sammen med den straf som du og jeg fortjener.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Joh 8,50
Comments