Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 15. juni 2026
Discipelskabets pris: Splinter fra korset
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Som mange af jer sikkert ved, så bestemmer jeg ikke selv hvilken tekst jeg vil prædike over på en given søndag. Det er bestemt ned i mindste detalje, dels for at sikre at der ikke er nogen præster der bare prædiker over den samme tekst hver søndag (eller endnu værre: slet ikke prædiker ud fra Bibelen), og dels for at respektere den kirkelige tradition. Helt fra kirkens første århundreder har det nemlig været skik at bestemte tekster eller temaer er blevet knyttet sammen med bestemte tidspunkter på kirkeåret. De mest kendte eksempler er at vi naturligvis hører om Jesu fødsel til jul, om hans død og opstandelse langfredag og påskedag, om hans himmelfart på Kristi himmelfarts dag, og om Helligåndens komme til pinse, men der er også mange andre traditioner.
Der er imidlertid også ulemper ved at prædiketeksterne er valgt tematisk, frem for at vi gennemgår de enkelte skrifter fra ende til anden (sådan som man ofte gør i de reformerte kirker efter den franske reformator Calvins forbillede). En af ulemperne er at langt de fleste af Bibelens tekster aldrig nogensinde lyder fra alteret, og at det er mindre end halvdelen af de tekster der findes i de fire evangelier, som der nogensinde bliver prædiket over. En anden ulempe er at vi nemt mister overblikket over hvilken kontekst de forskellige tekster står i. Det har imidlertid aldrig været tanken at prædiketeksterne om søndagen skulle stå alene. Martin Luther gik meget op i at gøre Bibelen tilgængelig for almindelige mennesker på folkesproget, og han opfordrede alle til enten selv at læse i Bibelen eller at lytte til højtlæsning (for der var jo rigtig mange der ikke kunne læse dengang). Helt fra oldkirkens tid har der også været tradition for at samles til fælles morgen- og aftenbøn i kirken (undertiden også til middagsbøn), og i den forbindelse blev mange af de bibelske skrifter læst fortløbende. Derfor har man måske antaget at når man indledte en læsning med ordene: ”Store skarer fulgtes med Jesus”, så har alle straks været klar over hvad det var for en rejse som Jesus havde fået følgeskab på. I praksis har det dog nok alligevel for det meste været nødvendigt at præsten indledte sin prædiken med lige at sætte scenen, og det vil jeg også gøre i dag (selvom jeg naturligvis vil benytte anledningen til at anbefale, som jeg altid gør, at I flittigt læser i Bibelen).
Jesus var på vej til Jerusalem; det var den rejse som skarerne gjorde ham følgeskab på. Men selve rejsen var næsten lige så vigtig som målet, for han besøgte en lang række byer og landsbyer undervejs, og overalt hvor han kom frem, helbredte han de syge, og hvad der var endnu vigtigere: han prædikede. Og det betyder vel at mærke ikke at han stod på en prædikestol i en kirkebygning og udlagde eviggyldige sandheder. Ganske vist var jødernes svar på kirkebygninger – synagogerne – også blandt de steder hvor Jesus talte, men han talte lige så gerne i private hjem eller ude i det fri. Og ganske vist talte han om eviggyldige sandheder om hvordan Gud er, og hvordan vi mennesker derfor skal være over for ham og over for hinanden, men kombineret med et vigtigt, aktuelt budskab om at der skulle lige til at ske noget altafgørende nyt. ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” for nu at citere Markusevangeliets resumé af Jesu budskab (Mark 1,15). Oversat til nudansk betyder ordet ”evangeliet” ordret ”det gode budskab”, men det blev gerne brugt som en teknisk betegnelse for et budskab om at der var kommet en ny hersker på tronen. Og ordene ”Guds rige” kan også oversættes ”Guds kongedømme”, så det Jesus sagde, var altså at der var en ny sherif i byen: Nu ville Gud selv tage magten, sådan som profeterne havde forudsagt at det engang ville ske.[1]
Derfor er det i og for sig også forståeligt nok at der var mange der havde en forestilling om at når Jesus kom til Jerusalem, så ville han foranstalte en revolution, smide Herodes og Pilatus på porten og selv sætte sig på tronen som Guds udvalgte konge over et stærkt og selvstændigt Israel. Flere af dem der fulgtes med ham, har sikkert også været klar til om nødvendigt at gå i kamp mod de romerske soldater, måske med en forventning om at Jesus ville bruge sine mirakuløse evner til at give dem en sikker sejr over fjenderne, som Gud så tit havde gjort det på Det Gamle Testamentes tid.
Derfor tror jeg at de er blevet dybt forbløffede, for ikke at sige chokerede, da han vendte sig om og holdt den tale til dem som vi lige har hørt. For det er jo ikke ligefrem en typisk peptalk! Man ville have forventet at Jesus ville have holdt en brandtale om den ventende sejr – at han ville have talt mod i folk og lovet dem at lige om lidt så ville alle deres trængsler være fortid! I stedet holder han en tale der mest af alt minder om den berømte tale som Winston Churchill holdt til det britiske parlament i 1940, hvor han (i øvrigt med inspiration fra den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi)[2] sagde: ”Jeg har intet andet at tilbyde jer end blod, slid, tårer og sved.” For Jesu tale handler kun om omkostninger og trængsler; han siger ikke et ord om det gode der venter på den anden side, tværtimod stiller han sine – ja, hvad kalder man dem egentlig? Hans ”efterfølgere”? Det plejer jo at betyde nogen der overtager en andens job. Hans ”følgesvende”? Det er et temmelig gammeldags ord. Hans ”følgere”? Det lyder mest af alt som noget en influencer har på de sociale medier. (På den anden side kan man vel godt sige at Jesus var en slags influencer, selvom hans følgere var nødt til at rejse sig fra sofaen og bevæge sig ud i den fysiske verden for at se og høre ham – til gengæld fik de den uredigerede udgave!). Nå, men uanset hvad vi kalder dem, så stiller Jesus dem to ting i udsigt: at de skal hade deres familie, og at de skal bære deres kors. Og begge de to formuleringer er utrolig nemme at misforstå, så jeg vil forklare dem én ad gangen.
For det første: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” Det vers bliver tit citeret af mennesker der ønsker at bringe kristendommen i miskredit, for som det står, lyder det jo aldeles horribelt, og hvis en person den dag i dag stillede sig op og sagde noget lignende, så ville jeg da også opfordre enhver til at holde sig langt væk fra vedkommende! Men på det sprog Jesus talte (enten det nu var hebraisk eller aramaisk), havde ordet ”hade” en bredere betydning, og der er flere eksempler i Det Gamle Testamente på at det kan bruges i betydningen ”fravælge til fordel for en anden mulighed”.[3] Af samme grund gengiver Matthæusevangeliet det selv samme udsagn med ordene: ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd” (Matt 10,37). Men det ændrer ikke på at det er et meget radikalt udsagn, for almindeligvis elsker vi jo vores familie højere end alt andet, så det er altså barske løjer når Jesus siger: ”Hvis det kommer dertil at du bliver nødt til at vælge mellem mig og din familie, så må du være parat til at vælge din familie fra”! Ganske vist skal det tilføjes at en discipel af Jesus aldrig selv må tage initiativ til sådan et brud (det understreger Paulus blandt andet i Første Korintherbrev 7,12-13), men den dag i det sker det desværre ofte, ikke mindst for kristne med muslimsk eller hinduistisk baggrund, at de bliver forladt af deres ægtefælle, eller at deres forældre siger: ”Hvis du bliver ved med at være kristen, er du ikke min søn eller datter længere!” Jeg har personligt (og Gud ske lov for det!) svært ved at sætte mig ind i hvor smerteligt det må være at få sådan en besked!
For det andet: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.” Det at ”bære sit kors” betyder i moderne sprogbrug ofte ikke ret meget mere end at affinde sig med et eller andet ubehageligt, men sådan var det bestemt ikke på Jesu tid: De eneste mennesker der nogensinde bar på deres kors, var dødsdømte fanger på vej til henrettelsesstedet, og den tur gennem byens gader med et kors på ryggen var i sig selv en del af straffen, for ikke alene var sådan et kors tungt, men man var også til spot og spe for dem der stod langs ruten og så på. Det Jesus siger, er altså at som hans discipel må man være klar på at blive betragtet som en folkefjende selvom man intet ondt har gjort, og i yderste instans at blive slået ihjel af den lovlige øvrighed. På den måde bliver hele ens liv i en vis forstand at sammenligne med turen ud til retterstedet med korset på ryggen.
Alt det kan godt virke temmelig eksotisk for os der lever i Danmark anno 2026. Med forbehold for at vi lever i en tid hvor verdenssituationen kan ændre sig på ganske tid, så er det nok realistisk set meget usandsynligt at nogen af os vil blive nødt til at vælge mellem Jesus og vores familie, eller at vi ligefrem ville blive udråbt til folkefjender eller dømt som forbrydere fordi vi følger Jesus, så hvad kan vi bruge dagens tekst til? Dertil vil jeg svare at så meget desto mere kan vi bruge den til! Hvordan nu det?
Jo, når der alligevel var mange der valgte at blive disciple af Jesus selvom han ikke kunne tilbyde dem andet end blod, slid, tårer og sved, så var det jo fordi der var noget godt i vente, også selvom Jesus ikke sagde det direkte i lige præcis den tale vi lige har hørt. Han havde jo prædiket at Gud skulle lige til at tage magten, så pointen var at når bare Gud har magten, så opvejer det selv de værste trængsler – fordi Gud vil gøre alt godt til sidst! Og vi der lever efter Jesu død og opstandelse har endda langt mere at bygge den overbevisning på end de oprindelige tilhørere havde. Og ikke nok med at der engang, når verden ender, eller vi dør, venter os et evigt paradis, men allerede nu i denne verden får vi lov til at tage forskud på det paradis, fordi vi får lov til at kende Gud som hans kære børn. Og når det er selv de frygtelige trængsler værd som Jesus stiller sine følgere i udsigt i den tekst vi lige har hørt, hvor meget mere er det så ikke den smule modgang værd som vi andre eventuelt risikerer ved at følge ham?
Og så er det jo for resten sådan at selvom de værste trængsler virker urealistiske for os, så må vi ikke desto mindre betragte os selv som mennesker der går og bærer vores kors på vej mod henrettelsesstedet, og at vi derfor ikke har nogen grund til at hæge alt for voldsomt om vores liv og vores komfort. Måske kommer vi ikke til – i bogstavelig eller overført betydning – ligefrem at blive klynget op på korset, men bære det må vi alligevel, og det kan i det mindste medføre både ømme skuldre og splinter i fingrene.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se fx Ez 35,15
[2] https://en.wikipedia.org/wiki/Blood,_toil,_tears_and_sweat: Churchill’s sentence, “I have nothing to offer but blood, toil, tears and sweat”, has been called a paraphrase of one uttered on 2 July 1849 by Giuseppe Garibaldi when rallying his revolutionary forces in Rome: “I offer hunger, thirst, forced marches, battle, and death.”
[3] Se fx 1 Mos 29,31 og 5 Mos 21,15-17, hvor 1992-oversættelsen gengiver det hebraiske verbum som ”tilsidesætte”
Comments