Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2025
Posted By admin on 7. juli 2025
Det store festmåltid: Alle er inviteret
Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Allinge Kirker 2. søndag efter trinitatis 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Mandag den 26. maj om formiddagen tog jeg (her) i Sct. Klemens Kirke imod en gruppe amerikanske turister der besøgte Bornholm i forbindelse med et Østersøkrydstogt. Først på eftermiddagen hentede jeg min søn og tre af hans klassekammerater på Peterskolen fordi det var vores tur til at lægge hus og have til den ”legegruppe” Josef er blevet placeret i (i øvrigt et genialt koncept, synes jeg, fordi det er med til at sikre at ingen bliver holdt uden for fællesskabet i klassen). Og om aftenen var der bønnetime i konfirmandstuen. Jeg havde med sindsro skrevet alle de tre ting i min Mayland-kalender, for der stod nemlig ikke noget andet den dag. Eller rettere: jo, det gjorde der jo faktisk, men ikke noget der havde noget med mig at gøre. Der stod nemlig fortrykt ”Kronprins Frederik” ud for datoen. Hvorfor der ikke stod ”Kong Frederik”, må I ikke spørge mig om – enten må 2025-kalenderen være trykt før Dronning Margrethe bekendtgjorde sin abdikation i nytårstalen for snart halvandet år siden, eller også er der bare tale om en pinlig sjuskefejl fra Maylands side. Hvorom alting er, kommer der forhåbentlig til at stå ”Kong Frederik” ud for datoen i 2026-kalenderen!
Men som sagt har det ikke rigtig noget med mig at gøre at kongen har fødselsdag den 26. maj – og da slet ikke i år, hvor jeg ikke engang kunne hejse flaget i præstegården fordi jeg en uge tidligere var så klodset at hive flagsnoren ud af øskenen i toppen af den 12 meter høje flagstang. Og selvom jeg af og til har joket med, når jeg har lavet aftaler den 26. maj, at det var med forbehold for at jeg ikke blev inviteret til fest på Amalienborg, så har jeg naturligvis aldrig i virkeligheden betragtet det som en mulighed jeg behøvede at tage i betragtning. For selvom jeg jo selv synes at jeg er en helt unik personlighed hvis bekendtskab alle, kongen inklusive, vel må ønske sig at gøre, så er jeg også godt klar over at der er millioner af unikke personligheder i Kongeriget Danmark, og set fra Amalienborg er jeg bare én blandt de 6 millioner indbyggere som Danmark for nylig nåede op på. Selv min svigerfar, der ellers er ridder af Dannebrog, var ikke inviteret, så hvor meget mindre skulle jeg ikke være det!
Men hvis vi alligevel, bare for sjov, prøver at lege med den tanke at der pludselig dumpede en kuvert ind i min brevkasse med en invitation til en fest på Amalienborg – hvad ville jeg så gøre? Min første reaktion ville nok være forbløffelse grænsende til chok, ret hurtigt efterfulgt af nervøsitet grænsende til panik, for som nogle af jer ved, befinder jeg mig bedst i afslappet tøj og en uformel atmosfære, så jeg ville være hundeangst for at komme til at forbryde mig mod etiketten ved hoffet. Men ikke desto mindre ville jeg naturligvis takke ja til invitationen; alt andet ville vel nærmest være majestætsfornærmelse. Og hvis jeg så efterfølgende fik en forespørgsel om at tage imod amerikanske turister eller lægge hus til en legegruppe den dag, så ville jeg svare: ”Beklager, det kan jeg desværre ikke den dag; jeg skal til fest hos kongen!” Jeg ville i hvert fald ikke sende en besked til kongen om at jeg desværre ikke kunne komme til hans fest alligevel fordi jeg skulle tage imod amerikanske turister eller min søns legegruppe – uanset at de aktiviteter utvivlsomt må være prisværdige set med kongens øjne. Selv har jeg det i hvert fald sådan at hvis en person havde sagt ja til at komme til en fest hos mig, så ville jeg blive pænt skuffet hvis jeg fik et afbud med den begrundelse at vedkommende skulle slå græs eller vaske bil eller løbetræne eller samle skrald i naturen – uanset at det også alt sammen er gode og nyttige ting at foretage sig.
Men altså: Som sagt er det alt sammen ren og skær spekulation, for sandsynligheden for at jeg bliver inviteret til fest på Amalienborg er nok omtrent lige så stor som at Nexø vinder DBU’s landspokalturnering. Gæsterne ved den slags fester plejer jo at være toppolitikere, rige erhvervsfolk, grever og grevinder og udenlandske statsoverhoveder og den slags – og det er fair nok, for hvis kong Frederik begyndte at invitere helt almindelige mennesker som dig og mig, hvor skulle han så sætte grænsen henne? Hvis han inviterede mig, men ikke dig, ville du jo nok ikke synes det var helt rimeligt, og hvis han af den grund besluttede også at invitere dig, hvad så med den person der sidder ved siden af dig på kirkebænken? Eller din nabo derhjemme, eller din fætter, eller din kollega, eller… – og før vi har set os om, skal det stakkels personale på Amalienborg til at dække op til 6 millioner mennesker, hvilket selvsagt ikke kan lade sig gøre.
I dag har vi hørt en lignelse hvor Jesus fortæller om en mand hvis hus tilsyneladende er større end Amalienborg, for selv efter at alle de fattige, vanføre, blinde og lamme fra den by han bor i, er blevet bænket om hans festbord, er der stadig så meget plads tilbage at tjenerne må ud i landdistrikterne og invitere både høj og lav. Og den mand er naturligvis et billede på Gud – selv hvis vi ikke kunne regne det ud på baggrund af selve den tekst vi har hørt, så ville vi med usvigelig sikkerhed kunne konstatere det ved at læse det vers der går umiddelbart forud for lignelsen, og som det kan undre mig at man har valgt at udelade da man lavede tekstrækkerne. Det er nemlig ikke helt korrekt når alterbogen lader dagens evangelietekst begynde med ordene: ”Jesus sagde:”, for når vi slår op i Lukasevangeliet, kan vi se at der virkeligheden står: ”Jesus svarede:”! Og det som lignelsen om det store festmåltid altså var et svar på, det står i det foregående vers. Konteksten er at Jesus er blevet inviteret til middag hos en af de ledende farisæere, hvor han benytter anledningen til dels at formane gæsterne til ikke at gå efter de fornemste pladser ved bordet, dels at formane værten til ikke kun at invitere dem der er rige nok til at kunne gøre gengæld. Og så står der i vers 15, altså umiddelbart før den lignelse vi lige har hørt: ”Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: ’Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!’” Lignelsen handler altså om det at sidde til bords i Guds rige, til det festmåltid som vi hørte om i dagens første læsning fra Esajas’ Bog. Og i Guds rige er der ingen pladsproblemer; derfor er alle inviteret. Så pyt med at jeg næppe nogensinde får en invitation til kong Frederiks fødselsdag, for jeg er inviteret til en langt fornemmere fest hos en langt mægtigere konge – og det er både du og din nabo og din fætter og din kollega også! Og i Guds hus behøver vi ikke engang være bange for at forbryde os mod etiketten, for den eneste etikette der er gældende dér, er den kærlighed der kommer fra Gud selv. Ganske vist kan vi i Matthæusevangeliet finde en lignelse der minder meget om den vi har hørt i dag, men med den markante forskel at den slutter med at der er en gæst der bliver forvist fra festen fordi han ikke har bryllupstøj på, men det har ikke noget med etikette at gøre. Hvad det har med at gøre, har jeg ikke tid til at gå i detaljer med i dag, men den 22. oktober 2023 prædikede jeg over netop den tekst fra Matthæusevangeliet, og I kan finde både mit manuskript og et link til en videooptagelse af gudstjenesten inden på kirkens hjemmeside, clemenskirke.dk/nyheder/praedikener.
I dag er der to andre ting som jeg gerne vil give jer med hjem at tygge på, og det ene er hvilket enormt privilegium og ære det er at vi er inviteret til fest hos selveste Gud! Den benovelse som jeg ville have følt ved at blive inviteret til kong Frederiks fødselsdag, den burde jeg jo i virkeligheden føle i hundrededobbelt grad ved at være inviteret til festen i Guds rige! Og jeg kan da også mindes enkelte øjeblikke hvor jeg ligesom i et glimt har forstået bare en lille flig af hvor stort det er at Gud vil have med mig at gøre. Det er så stort at selv hvis hvert eneste blad på hvert eneste træ i skoven var en tunge, ville de ikke kunne synge en lovsang der var smuk og højlydt nok til at berømme Guds nåde tilstrækkeligt. Men hvor tit tager vi det ikke for givet og går rundt og beklager os over ting der i sammenligning er de rene petitesser, i stedet for at bruge hvert eneste åndedrag på at lovprise Gud!
Det andet er at vi skal huske at når alle er inviteret, så gælder det også dem som vi måske ikke har ret meget lyst til at skulle til fest sammen med. Det kan godt være en ret provokerende tanke. Vi er en lille gruppe mennesker der mødes mere eller mindre regelmæssigt i præstegården til mad og bibellæsning, og sidst vi var samlet, læste vi kapitel 22 i Apostlenes Gerninger hvor apostlen Paulus er tæt på at blive lynchet af en rasende menneskemængde i Jerusalem. Det de er vrede over, er at Paulus siger at Guds rige også er åbent for mennesker der ikke er jøder, uden at de behøver at blive jøder. De ord fik nogle af jøderne til at udbryde: ”Væk med ham fra jordens overflade! Sådan én burde ikke have lov at leve!” (ApG 22,22). Hvorfor blev de så rasende? Fordi det at være inviteret til Guds rige tilsyneladende ikke var nok for dem; de kunne kun være glade hvis der var andre der ikke var inviteret. Egen lykke er godt, men andres ulykke er bedre. Det vigtige er ikke at jeg har alt hvad jeg kan ønske mig; det vigtige er at jeg har mere end min nabo. Den bedste slags klub at tilhøre er en eksklusiv klub.
Hvad er det der gør at vi mennesker så let forfalder til at tænke på den måde – for det gælder jo ikke kun jøderne på Paulus’ tid, vel? Jeg tror det ligger dybt i os alle sammen at vi søger en form for bekræftelse ved at sammenligne os med andre og forhåbentlig konstatere at vi er bedre end dem. Men det har aldrig været Guds mening at vi skulle gøre sådan! At vi selv er blevet inviteret til at være med i Guds rige, skyldes jo ene og alene Guds barmhjertighed – vi har intet gjort for at gøre os fortjent til det, så hvad er det der får os til at tro at vi har ret til at nægte andre adgang?
Jeg vil dog gerne understrege at jeg ikke dermed har sagt at alle mennesker rent faktisk kommer med i Guds rige. Der er mange fremtrædende teologer der i disse år gør sig til talsmænd for den påstand at alle bliver frelst til sidst, men jeg tror desværre ikke de har ret. Der er spandevis af bibelvers i både evangelierne, Apostlenes Gerninger, brevene og Johannes’ Åbenbaring der taler meget klart om fortabelsen, ikke kun som noget hypotetisk, men som en meget reel risiko. Men det er ikke fordi alle ikke er inviteret; hvis nogen går fortabt, er det kun fordi de har valgt at takke nej til invitationen ligesom de oprindeligt inviterede i dagens lignelse. Og jeg vil da også sige at det her er et af de spørgsmål hvor jeg inderligt håber at jeg tager fejl. Min frelse ville ikke blive mindre værd hvis det skulle vise sig at alle andre også bliver frelst, snarere tværtimod, for det kan da umuligt glæde hverken mig eller nogen anden at noget menneske skabt i Guds billede skulle gå fortabt. Og selvom det måske nok ville kunne stive mit ego af at være med til en eksklusiv fest, så ville det ikke kunne konkurrere med glæden ved at være en del af den største fest nogensinde.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments