Prædiken til 2. søndag efter påske 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Hanukkah-udfordringen: Gud kalder på dig
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter påske 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
For 53 år siden, dengang en julekalender med marionetdukker og en meget simpel handling stadig kunne holde hele familien Danmark samlet om fjernsynsskærmene, stiftede nationen bekendtskab med bagersønnen Julius, som Jesper Langberg lagde stemme til. Han sang en sang der, så vidt jeg husker, nærmest havde karakter af kulturkanon gennem hele min barndom: ”Min far han er bager, og han bager kager og boller til by’n, og jeg er hans bud – når jeg bringer dem ud, er jeg rask som et lyn. Jeg skal selv være bager, og det er jo trist, når jeg hel’re vil være en cirkusartist!” Det var en anden tid, må man sige, for i dag er der jo næppe nogen (bortset fra kronprinsen) der ikke har andet valg end at følge samme karrierevej som deres far. Og når sandheden skal frem, var det nok allerede dengang et lettere forældet billede – min far, som var 24 år gammel da Vinterbyøster blev produceret, har i hvert fald slået sine folder i nogle helt andre brancher end min farfar gjorde. Men alligevel var det altså som om bagersønnens sang ramte nogle strenge hos en masse mennesker, for jeg tror de fleste kan sætte sig ind i hvor frustrerende det må være ikke selv at have nogen indflydelse på hvad man vil bruge sit liv til.
På den anden side er det heller ikke nødvendigvis lykken hvis alle døre står åbne, for det kan skabe et frygteligt pres. Hvis Julius fra Vinterbyøster blev en dårlig bager, så kunne han undskylde sig med at det sådan set heller ikke var det han havde villet, men han blev nødt til det. Har man derimod frit valg på alle hylder, så har man ikke andre end sig selv at bebrejde hvis man ikke lykkes i livet, og så vidt jeg har forstået, udgør netop den omstændighed en stor del af forklaringen på at der er så meget mistrivsel blandt unge i disse år.
Allerede da jeg selv var ung, var de mange muligheder en udfordring. Da min studentereksamen nærmede sig, var jeg aldeles overvældet over hvor mange forskellige uddannelser der var som jeg kunne søge ind på. Uanset hvad jeg valgte, ville der være en frygtelig masse muligheder jeg gik glip af! Bedre blev det ikke af at jeg helt fra barnsben havde hørt om mennesker der havde fået et kald fra Gud til ”missionsmarken”, som man kaldte det dengang, altså til et virke i ydre mission. Jeg gruede fra en tidlig alder for at jeg selv ville få sådan et kald, for det ville jo indebære at jeg skulle bo langt væk fra familie og venner, leve blandt løver, giftslanger og fugleedderkopper, og undvære diverse bekvemmeligheder så som fjernsyn, slik og varmt vand (eller det var i hvert fald sådan jeg forestillede mig det). Samtidig var jeg dog godt klar over at det ikke gik an at være ulydig mod Guds kald, sådan som profeten Jonas var det.
Som teenager deltog jeg i flere lejre og stævner (de største af stævnerne var endda udstyret med den fornemme betegnelse ”kongres”) hvor der blev holdt salvelsesfulde prædikener om at overgive sig fuldt ud til Gud, og som afslutning på den slags prædikener var der ofte en opfordring til at rejse sig hvis man ville svare som Esajas gjorde da Gud i et syn spurgte ham: ”Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?”, nemlig: ”Her er jeg, send mig!” (Es 6,8). Lad mig gøre en lille pause på dette strategiske sted og spørge hvad du der hører eller læser dette, mon ville have gjort. Ville du have rejst dig? Mange danskere ville nok ikke, for lever trods alt i jantelovens hjemland, og er det ikke lige lovlig selvforherligende at rejse sig på sådan en opfordring? Jeg kan dog røbe at det bestemt ikke var den slags skrupler der holdt mig tilbage; det var tværtimod en kombination af frygt og bekvemmelighed, for var jeg nu også villig til at opgive min selvbestemmelse og lade Gud føre mig hvorhen han ville? Var jeg parat til at ofre alt for Jesus? Hvis vi nu ser bort fra den detalje med at rejse sig op i alles påsyn, er du der hører eller læser dette så villig til det?
I længden tillod min samvittighed mig ikke at blive siddende aften efter aften når opfordringen lød, for i betragtning af hvor meget Jesus ofrede for mig da han døde på korset, skylder jeg så ikke også at ofre alt for ham? Som Paulus skriver et sted: ”Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,14-15). Så dagen kom hvor jeg overgav mig fuldt og helt til Gud, og derefter var det blot at afvente om han ville kalde mig til at være missionær i Timbuktu, gadefejer på Vesterbro, eller måske at indskrive mig på en af de snesevis af uddannelser jeg kunne vælge imellem.
Problemet var bare at der ikke kom noget kald. Jeg havde forestillet mig en stærk og uafrystelig indre overbevisning som ikke lod mig i tvivl om hvad jeg skulle, men den udeblev, og det var ærlig talt temmelig frustrerende, for nu havde jeg lige taget sådan et langt tilløb før jeg var klar til at give afkald på mine egne drømme og bare afvente en befaling fra Gud, og så kom der slet ikke nogen befaling! ”Gud, vil du ikke nok give mig et kald!” bad jeg, alt imens jeg anlagde en stadig mere asketisk livsstil for at sikre mig at magelighed ikke skulle hindre mig i at høre Guds stemme.
Det der i virkeligheden forhindrede mig i at høre Guds stemme, var nok det samme som i sin tid havde holdt mig tilbage fra at overgive mig helt til Gud, nemlig frygt. Jeg havde en forestilling om at der var én bestemt ting Gud ville have mig til at gøre, og hvis jeg gjorde noget som helst andet, befandt jeg mig uden for hans vilje. Men den forestilling har ikke noget grundlag i Bibelen. I dagens anden læsning hørte vi at Peter i sin pinseprædiken omtalte de kristne til alle tider som ”alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på”, og alene den dag var der ikke færre end 3000 mennesker der kom til tro og blev døbt. Hvor mange af de 3000 fik mon et meget specifikt kald fra Gud om at ”det er det her du skal lave i dit liv, og ikke noget som helst andet!”? Måske et par stykker. Det kald som Gud rækker til os alle sammen, er nemlig ikke i første række et spørgsmål om hvilket erhverv vi skal have; det er et spøgsmål om at kende ham.
I beretningen om Adam og Eva helt i starten af Bibelen giver Gud kun én eneste specifik befaling, nemlig at de ikke måtte spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt. Det er næsten som politimester Bastians ”Kardemommelov”: ”Man skal ikke spise kundskabsfrugt og spille magtens spil, og for øvrigt kan man gøre som man vil!” Ganske vist bød Edens Have ikke på hundredvis af uddannelser og erhverv at vælge imellem, og valget af ægtefælle gav også pænt meget sig selv, kan man sige, men det ændrer ikke på det princip at Gud ikke havde noget ønske om at detailstyre menneskenes liv; de skulle blot stole på ham! Og det der kendetegnede alle ”heltene” senere i den bibelske historie (hvis man ellers kan kalde dem ”helte”, for de var alle sammen bemærkelsesværdigt svage og fejlende), var ikke at de traf den rette beslutning ved hver eneste fysisk eller metaforisk korsvej i deres liv; det var at de levede i et tæt forhold til Gud. I de profetiske bøger er der et sted en profeti om at der vil komme en tid hvor Gud vil rette op på det der er gået galt mellem ham og os mennesker; der står blandt andet: ”Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: ’Kend Herren!’ For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren” (Jer 31,33c-34b). Og som vi skal høre om tre uger, sagde Jesus på et tidspunkt sådan her til Gud Fader da han bad for sine disciple: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3)
Når Jesus i dagens tekst siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig”, så betyder det altså ikke at der er noget galt hvis ikke vi til hver en tid kan høre Jesu stemme som i en slags indre øresnegl. Indimellem vil det givetvis ske at vi oplever en tilskyndelse fra Helligånden til at gøre noget bestemt, være sig stort eller småt, og i de situationer vil det helt klart være til stor gavn for både os selv og vores medmennesker hvis vi følger tilskyndelsen. Jeg er også overbevist om at jo højere vi prioriterer det at lære Gud bedre at kende ved hjælp af ”De 4 B’er” – Bøn, Bibellæsning, Bordet med nadverens brød og vin, og Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden – desto bedre vil vi kunne genkende Helligåndens stemme i hverdagen. Men det er altså ikke det Jesus taler om i dagens tekst, i hvert fald ikke først og fremmest. Det han taler om, er kaldet til at tro på ham, til at følge ham, til at være hans. Det er ikke primært et kald til en opgave, men til en relation; en relation hvor Gud er den handlende, sådan at selv en mand som David – om hvem det eller hed at han ”førte Herrens krige” (1 Sam 25,28)[1] – kunne sige, som vi hørte det i dagens første læsning, at Gud lader ham ligge i grønne enge og dækker bord for ham for øjnene af hans fjender.
Der er jo nemlig det ved får at en hyrde aldrig ville forvente at de selv skulle kunne regne ud hvor han vil føre dem hen. Får har en elendig stedsans, og derfor er det utvetydigt hyrdens opgave og ansvar at de kommer derhen hvor de skal. Derfor må det også være Jesu ansvar at du og jeg kommer derhen hvor vi skal, og hvis vi er ved at komme på afveje, skal han nok lade os det vide, hvis blot vi er villige til at lytte. Alene det at vi bekender os til ham som vores hyrde og herre, viser nemlig at vi rent faktisk hører hans røst – hvordan den så end hidtil er nået frem til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Det er Abigajil der siger sådan om David, og der står ikke direkte at det var ved Guds ånd at hun sagde det, men der står dog at hun var klog (v. 3).
Comments