Prædiken til 2. påskedag 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Maria Magdalene ved Jesu grav: Min og jeres chef
Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Efter at jeg havde fået min teologiske kandidateksamen i januar 2004, arbejdede jeg en tid som telefoninterviewer hos det nu for længst hedengangne analyseinstitut Vilstrup. Arbejdet foregik på den måde at vi sad 10-12 personer i et lokale ved hver sin computer og med hver sit headset. Computeren ringede så automatisk op til tilfældige numre, og når vi var så heldige at få fat i en der gerne ville medvirke, udfyldte vi manuelt på skærmen hvad vedkommende svarede på de spørgsmål vi stillede. Hvis der var bøvl med computeren (som der nok til alle tider vil være med den slags), eller hvis vi i øvrigt løb ind i problemer, så kunne vi række hånden op for at kontakte den vagthavende supervisor. Supervisoren var en overordnet medarbejder der ”svævede over vandene” og holdt øje med at alle passede deres arbejde. Der var 3-4 forskellige supervisorer, og de var alle sammen unge mennesker, men selvom de var en del yngre end flere af interviewerne, var de gode til at sætte sig i respekt. Navnlig den supervisor der viste mig og de andre nyansatte rundt den første dag vi var der (og som i øvrigt hed Jesper), udstrålede en imponerende grad af autoritet. Derfor gjorde det et stort indtryk på mig da han standsede ved et skrivebord hvor der sad en voksen mand i skjorte og slips, som han præsenterede med ordene: ”Det er så min og jeres chef.” Uanset hvor stor autoritet Jesper udstrålede, var han altså et eller andet sted på niveau med os andre i forhold til chefen (som i øvrigt også hed Jesper, bare for at sikre at vi blev forvirrede). Sådan er det naturligvis på alle arbejdspladser af en vis størrelse, men jeg havde aldrig før hørt en overordnet bruge ordene ”min og jeres chef”, og jeg kan huske at jeg på en eller anden måde voksede lidt indvendig ved at den yngre Jesper på den måde solidariserede sig med os nye i forhold til den ældre Jesper.
Den gestus som ”Jesper junior” udviste i den situation, er dog for intet at regne mod den gestus som ”Gud junior” viser i dagens evangelietekst – ja, ikke bare der, men i det hele taget. ”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”, siger han jo. De få gange i mit liv hvor jeg har været dum nok til at spilde min tid på at diskutere med Jehovas Vidner, har jeg erfaret at netop det vers i deres optik er et klokkeklart bevis på at Jesus ikke er væsensidentisk med Gud Fader, men at han snarere er en slags mellemleder ligesom Jesper den yngre var på Vilstrup; og hvis det vers var det eneste vi havde at gå efter, ville det da også være en nærliggende konklusion. Men man skal aldrig bygge sin teologi på enkeltstående vers, og Det Nye Testamentes samlede vidnesbyrd – ikke mindst i Kolossenserbrevet, Hebræerbrevet og Første Johannesbrev,[1] men faktisk også i Johannesevangeliet, som er det skrift dagens tekst er taget fra[2] – er at Jesus har valgt at indtage en rolle som er langt ringere end den han egentlig var berettiget til. Vi hørte i en af læsningerne palmesøndag at ”han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Fil 2,6-7). Man kan altså sige at Jesus oprindelig sad i Jesper den ældres stol sammen med Gud Fader, men at han satte sig selv ned på Jesper den yngres plads for at solidarisere sig med os.
Men det er faktisk ikke engang hele sandheden, for Jesus fornedrede sig jo ikke kun til at være en slags ”halvgud”, men til helt og fuldt at være et menneske under samme vilkår som os. Ganske vist helbredte han syge og gjorde andre mirakler, men det gjorde han fordi Helligåndens kraft virkede igennem ham, nøjagtig som den gjorde gennem apostlene efter pinsedagen. Sin egen iboende guddommelighed brugte han aldrig, heller ikke da Satan forsøgte at friste ham til at lave sten om til brød, og i særdeleshed ikke da han blev hængende på korset og blødte indtil han døde af det, selvom han så let som ingenting kunne have valgt at stige ned. Han valgte simpelthen at indtage en position hvor han med rette kunne omtale Gud Fader, som han ellers var evigt ét med, som ”min fader og jeres fader, min Gud og jeres Gud” – og ikke alene det, men hvor han med rette kunne omtale sine disciple som ”mine brødre”.
Men det er vigtigt at gøre sig klart at det ikke var endestationen – ikke for Jesus, og, Gud være lovet, heller ikke for os! 40 dage efter påske kan vi fejre himmelfarten, hvor Kristus vendte tilbage til den ophøjede plads i himlen som han havde forladt da han lod sig føde som menneske; som vi også hørte palmesøndag: ”Derfor har Gud højt ophøjet han og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden” (Fil 2,9-10). Den tur foregriber Jesus i øvrigt allerede i det stykke vi har hørt i dag, hvor han indleder sin besked til Maria Magdalene med ordene: ”Hold mig ikke tilbage, for jer er endnu ikke steget op til Faderen”. I nogle bibeloversættelser er ”Hold mig ikke tilbage” i øvrigt forvirrende og meget uheldigt fejloversat til ”Rør mig ikke”, hvilket giver det indtryk at det ikke var et virkeligt, håndgribeligt menneske der mødte Maria der i haven; men den forståelse kan man kun hævde hvis man totalt ignorerer at Jesus blot 10 vers senere inviterer den vantro Thomas til at stikke sine fingre i naglegabene. Sandsynligvis sagde Jesus ”Hold mig ikke tilbage” fordi Maria allerede havde kastet sig om halsen på ham og knugede ham krampagtigt som for at sikre sig at han aldrig ville forlade hende igen, men det var altså for tidligt, for Jesus stod umiddelbart over for at skulle herliggøres i himlen, og der kunne Maria altså ikke følge efter ham – endnu!
Og ”endnu” er i den grad et nøgleord her! Når Jesus kalder disciplene sine ”brødre” og kalder Gud Fader for ”min fader og jeres fader”, er det nemlig ikke kun fordi han for en tid steg ned på vores niveau, men i allerhøjeste grad også fordi han vil løfte os op på sit niveau! Forstå mig ret: Vi kan naturligvis aldrig nå et niveau hvor vi fra evighed har været ét med Gud og ligefrem var med ved verdens skabelse, men vi kan se frem til at nå den samme grad af herlighed som mennesket Jesus af Nazaret har fået. Selvom Jesus har genindtaget sin plads i himlen, er hans menneskelighed ikke blevet annulleret. I Første Timotheusbrev, som er skrevet flere årtier efter Jesu himmelfart, skriver Paulus at ”mennesket Kristus Jesus” er formidler mellem Gud og mennesker (2 Tim 2,5), altså at Jesus stadig er et menneske, selvom han har taget ”sæde ved den Højestes højre hånd i det høje”, som det så poetisk hedder i Hebræerbrevet 1,3. Der sidder altså nu et menneske ved Guds højre hånd; det gjorde der ikke før Jesu fødsel, død, opstandelse og himmelfart. Og ikke nok med det: Der sidder et såret menneske ved Guds højre hånd! Som jeg nævnte før, tilbød Jesus den tvivlende Thomas at han måtte stikke sine fingre i naglegabene, så de var der altså stadig selv efter opstandelsen. Og da apostlen Johannes på sine gamle dage fik lov til at få et kig ind i himlen, beskrev han poetisk Jesus som ”et lam” der ”så ud som slagtet” (Åb 5,6). Jesus fornedrede sig og blev som en af os i vores skrøbelighed, for at vi skulle blive ophøjet og blive som ham i hans herlighed – blot uden sårene, for dem bar han for at vi i al evighed skal være ”uden mindste plet eller rynke”, som der står i Efeserbrevet 5,27.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Se fx Kol 1,15-19, Hebr 1,3 og 1 Joh 1,1.
[2] Se fx Joh 8,58 og 10,30.
Comments