Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 24. september 2026
Den syge ved Betesda dam: Hvad har jeg at vente på?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 14. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
38 år er lang tid. For 38 år siden var jeg lige begyndt i 8. klasse, og jeg kunne underholde jer i dagevis med alt det jeg har oplevet i de år der er gået siden dengang. Så når vi i dag hører om en mand der i 38 år ikke havde kunnet andet end at ligge ved Betesda-dammen og vente på at vandet skulle komme i oprør, kun for gang på gang at blive skuffet fordi en anden nåede i før ham, så kan det næsten ikke andet end at gøre et kæmpe indtryk. Mandens liv virker jo totalt udsigtsløst, for ikke ligefrem at sige indholdsløst og meningsløst. 38 år var allerede langt mere end halvdelen af den forventede middellevetid på den tid, så den stakkels mand har utvivlsomt kunnet genkende sig selv i salmistens ord som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten: ”Hvert menneske er kun som et vindpust. … Hvad har jeg så at vente på, Herre?”
At ligge i 38 år og vente forgæves ved en dam omgivet af buegange er naturligvis et helt ekstremt eksempel, men der er ingen tvivl om at mange nulevende danskere godt kender til følelsen af at tilværelsen er blevet udsigtsløs. Vi har jo alle sammen vores drømme og forhåbninger til fremtiden, og de bygger som regel på en forventning om at vi bliver ved med at have det mindst lige så godt som vi har det nu, men sådan går det bare ikke altid. Vi kan blive ramt af sygdom eller komme ud for en ulykke som gør at vi pludselig ikke kan mange af de ting vi plejer at kunne. Modgangen kan også ramme i form af en fyring eller en skilsmisse, eller ved at en af vores kære bliver syg eller dør i en, for os at se, alt for tidlig alder. Eller der kan tilstøde et problem som rammer hele det samfund vi er en del af, for eksempel en revolution eller en krig eller en naturkatastrofe eller en pandemi. Lykken er skør, som to så forskellige sangere som Lille Palle og Rasmus Nøhr har mindet os om i sangene Flyv ikke højere end vingerne bærer og På grænsen til intet.
Den måde som jeg har indtryk af at de fleste af os håndterer det faktum at lykken er skør, på, er ved at nyde det gode vi har, mens vi har det, og lade være med at tænke for meget over den mulighed at det måske ikke bliver ved med at være sådan. Og den strategi kan der da også siges enkelte gode ting om, som for eksempel at det er umuligt at nyde noget som helst hvis man hele tiden går rundt og er bange for at det ikke kommer til at vare ved. Til gengæld har det den store ulempe at hvis noget går galt, så står vi helt på bar bund. Hvis vi har bygget vores lykke på at intet måtte gå galt, så har vi nemlig ikke noget at falde tilbage på hvis noget går galt. Derfor er det bedre at vi, mens vi har det godt, gør os klart hvordan vi vil håndtere det hvis vi pludselig ikke har det godt længere.
Nu tænker I måske at det budskab har I hørt før, nemlig i reklamer for forsikringsselskaber og pensionskasser. Deres budskab er jo netop at vi skal tage højde for at alt måske ikke bliver ved med at gå lige så godt som det gør nu. Men det jeg vil sige i dag, er alligevel et andet budskab end det som forsikringsselskaberne prædiker, for når vi skal være helt ærlige, så ved vi jo nok godt at de dybest set prøver at sælge os en illusion. Misforstå mig ikke: Jeg er stor tilhænger af forsikringer og har selv masser af dem, og nogle af dem er også næsten i stand til at genoprette status quo; det gælder for eksempel en kaskoforsikring på en bil. En ulykkesforsikring, derimod, kan måske nok dække nogle udgifter som ellers kunne være blevet et stort problem, men selv en nok så stor erstatning kan ikke sørge for at vores liv bliver nøjagtig som det ville være blevet hvis ulykken ikke var sket. Noget lignende gælder pensionsordninger. Selv jeg, der efter min egen mening har verdens bedste job, kan godt ind imellem gribe mig selv i at glæde mig til jeg går på pension og får tid til at besøge de rejsemål som jeg ikke har tid til nu. Derfor spidser jeg ører når pensionsselskabet forklarer mig hvordan jeg sikrer mig at jeg rent faktisk kommer til at have råd til at rejse til den tid. Men selv den bedste pensionsordning kan ikke garantere at jeg kommer til at have helbredet til at rejse når jeg engang går på pension, eller for den sags skyld at verdenssituationen ikke til den tid gør det umuligt at holde ferie i udlandet. Alle de ting vi går og drømmer om, kan utrolig nemt briste som en boble og blive til intet. Og hvad har vi så at vente på?
Ja, det spørgsmål besvarer salmisten jo faktisk selv i den Davidssalme vi hørte til indledning; der står jo: ”Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig!” Det vi har at vente på, er altså at Gud vil gribe ind! Spørgsmålet er bare hvor meget klogere vi bliver af det, for der er jo rigtig mange mennesker der lever med dyb skuffelse fordi de ikke har erfaret at Gud greb ind! Jeg har mødt flere mennesker der led af smertefulde og invaliderende sygdomme, som har kunnet fortælle mig at de gang på gang grædende har tryglet Gud om at gøre dem raske, men tilsyneladende for døve øren. Af og til er der måske endda blevet føjet spot til skade ved at en velmenende medkristen har stillet dem i udsigt at hvis bare de ville bede på den rigtige måde eller tro på den rigtige måde eller omvende sig fra deres synd, så ville de helt sikkert opleve at Gud greb ind og gjorde dem raske, for fortæller evangelierne os måske ikke at Jesus helbredte alle de syge han mødte, hvis blot de havde tro til at blive helbredt?
Den sidstnævnte påstand har jeg tit hørt, altså at Jesus helbredte alle de syge han mødte, men det er faktisk ikke helt rigtigt. Ikke alene kan vi læse i Markusevangeliet (6,5) at Jesus i sin hjemby, Nazaret, kun var i stand til at helbrede nogle få syge på grund af deres vantro, men også i teksten til i dag hørte vi at der lå ”en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge” ved Betesda-dammen, men Jesus helbredte tilsyneladende kun en af dem – og der er endda ikke noget der tyder på at den mand havde en stærkere tro en alle de andre, måske snarere tværtimod. At al sygdom heller ikke pr. automatik blev helbredt på de første kristnes tid – ikke engang hos de kristne selv – kan vi desuden forvisse os om i slutningen af Andet Timotheusbrev, hvor Paulus skriver: ”Trofimos har jeg måttet efterlade syg i Milet” (2 Tim 4,20). Guddommelige helbredelser har aldrig været ”det normale”, heller ikke på Jesu og disciplenes tid; tværtimod fremgår det tydeligt af Det Nye Testamente at både helbredelserne og de øvrige mirakler som Jesus og apostlene udførte, først og fremmest var tegn – tegn på at Guds rige var kommet nær. Med et lidt kækt billede kan man måske sammenligne de mirakuløse helbredelser vi får lov til at opleve på denne side af Jesu genkomst, med en forfilm (eller en ”trailer”, som det hedder på nudansk) der har til formål at give en smagsprøve på det der venter når den rigtige film får premiere, eller i dette tilfælde: Når Guds rige kommer i herlighed. Det skal naturligvis ikke afholde os fra frimodigt at bede om helbredelse med et forventningsfuldt håb om at Gud også på det punkt vil give os lov til at opleve en forsmag på det paradis der venter – og al erfaring viser i øvrigt at der sker flere guddommelige helbredelser hvis man beder om dem og forventer dem, end hvis man ikke gør – men det er vigtigt at vi gør os klart at hvis helbredelsen udebliver, betyder det ikke at Gud ikke har omsorg for os, eller at der nødvendigvis er noget galt med vores tro eller vores livsførelse. Og det som er mit væsentligste budskab i dag: Det betyder heller ikke at vi er dømt til et udsigtsløst, indholdsløst, meningsløst liv! Og det er der mindst to grunde til.
For det første har livet som kristen lige fra de første disciples tid været et liv i forventning, nemlig forventning om at Jesus snart vender tilbage til jorden og for evigt gør en ende på al død, sorg, skrig og pine. Og forventningen var endda langt stærkere hos de første kristne end jeg har indtryk af at den er hos os i dag: de så sig selv som børn af det himmelske Jerusalem der engang skal komme ned fra himlen fra Gud,[1] som borgere i et fædreland der stadig er usynligt,[2] som mennesker hvis lykke ikke er afhængig af at have det godt nu i denne verden,[3] men af troen på det der skal komme. Sådan må vi også se på os selv, for uanset hvor mange år vi får i denne verden, er det kun en ubetydelig parentes sammenlignet med den evighed der venter os.
For det andet studsede I måske over at jeg før sagde at når vi beder om helbredelse, må vi gøre det med et forventningsfuldt håb om at Gud også på det punkt vil give os lov til at opleve en forsmag på det paradis der venter. Det var i hvert fald meget bevidst at jeg sagde ”også på det punkt”, for Gud giver os nemlig forskud på himmelglæden på en lang række forskellige måder. De kristne har til alle tider levet i et spændingsfelt mellem ”allerede” og ”endnu ikke”: Vi ser endnu ikke Guds rige virkeliggjort i herlighed, vi ser endnu ikke al sygdom helbredt, vi ser endnu ikke de døde opstå til evigt liv, vi ser endnu ikke alle undertrykkerne styrtet og alle de undertryktes ret genoprettet, vi ser endnu ikke alle knæ bøje sig og bekende at Jesus er Herre til Gud Faders ære (jf. Fil 2,10-11). Men vi kan allerede nu kalde Gud for ”Vor Fader”, vi kan allerede nu hvile i at alle vores synder er tilgivet, vi kan allerede nu elske vores medmennesker med den samme kærlighed som Gud elsker os med, vi kan allerede nu sige tak for de små glæder som Gud giver os lov til at opleve hver dag, om det så bare er en solstråle, en fugl der synger, et opkald fra en ven, eller et glas koldt vand. Og de fleste af os har endda mange flere ting at sige tak for.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, i Mellemøsten, i Sudan, og alle de andre konflikter rundt om i verden som vi måske sjældent eller aldrig hører om, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Gal 4,26. Åb 21,2.
[2] Hebr 11,13-16.
[3] Luk 6,20-23.
Comments