Prædiken til 13. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 24. september 2026
Zebedæussønnernes ønske: Gå efter de bedste pladser!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 13. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er ikke svært at forstå hvorfor de ti andre disciple blev vrede over at de to Zebedæussønner, Jakob og Johannes, kom anstigende med deres mor for at bede om at få de to fornemste pladser i Jesus’ rige – uanset om initiativet kom fra moren eller fra de to brødre selv. Og de første mange gange jeg læste beretningen, læste jeg den da også sådan at Jakob og Johannes er skurkene i historien, og at det Jesus siger om at den der vil være stor, skal være alles tjener, først og fremmest er en opsang til de to brødre. Sådan har jeg også set det udlagt i andagtsbøger, men i virkeligheden er de ti andre disciple jo ikke spor bedre end Zebedæussønnerne. For hvorfor var det lige at de blev vrede?
Kan I klare en vittighed? En man havde inviteret en god ven til middag og havde stegt en bøf til dem hver. Som den høflige vært han var, gav han naturligvis sin ven lov til at vælge først. Nu var det sådan at der var en synlig forskel på størrelsen af de to bøffer. Gæsten valgte den største, så værten måtte selv tage den mindste, men han lagde ikke skjul på sin ærgrelse over det udfald. ”Når jeg nu gav dig lov til at vælge først,” mumlede han surt, ”så synes jeg ærlig talt ikke du kunne være bekendt at vælge den største bøf!” ”Nå,” sagde hans ven, ”hvilken ville du da have valgt hvis du havde fået lov til at vælge først?” ”Ja, så ville jeg naturligvis have valgt den mindste!” sagde hans vært med selvretfærdig mine. ”Jamen det var jo også den du fik, så hvad er problemet?”
Ja, problemet var naturligvis at værten selv ville have haft den største bøf! Hvis han vitterligt havde været tilfreds med den mindste, ville han jo blot have glædet sig over at hans ven fik den største, ikke sandt? På samme måde har jeg svært ved at forestille mig nogen anden grund til at de ti andre disciple blev vrede på Zebedæussønnerne, end at hver enkelt af dem gerne selv ville have en af de to hæderspladser. Trangen til ære og selvhævdelse var de tolv disciple altså nøjagtig lige gode om!
Eller var de nu også det? Var det et ønske om at vinde magt og ære der fik Jakob og Johannes til at stræbe efter pladserne til højre og venstre for Jesus? Det er jeg faktisk ikke sikker på at det var! Bemærk nemlig hvad de to brødre svarede da Jesus spurgte dem om de kunne drikke det bæger han skulle drikke: ”Ja, det kan vi,” svarede de. Og bemærk også at der ikke var nogen bebrejdelse i det svar Jesus derefter gav dem; der var kun en nøgtern oplysning om at det er Gud Faders suveræne afgørelse hvem der kommer til at sidde til højre og venstre for Jesus. Den tale Jesus efterfølgende holder om at den der vil være stor, skal være alles tjener, kommer som reaktion på de ti andre disciples vrede, ikke på Zebedæussønnernes bøn, og selv den ville det i øvrigt være til den hårde side at kalde en ”bebrejdelse” – jeg ville nok nøjes med at kalde den en ”formaning” eller en ”belæring”.
Inden vi går videre, må jeg i øvrigt hellere sige lidt om det der bæger som Jesus taler om, og som tilsyneladende er uomgængeligt hvis man gerne vil lægge billet ind på hæderspladserne i hans rige. Hvad er det for et bæger – og hvad er der i det, siden Jesus udtrykker tvivl om hvorvidt de to brødre overhovedet er i stand til at drikke det? Jo, i Det Gamle Testamente bliver et menneskes lod i livet, enten den er god eller ond, ofte metaforisk beskrevet som et bæger,[1] og en række steder bruges bæger-metaforikken specifikt om den onde lod som det er at blive ramt af Guds straf for sine synder.[2] Sandsynligvis har Zebedæussønnerne i hvert fald forstået første del af betydningen, altså at Jesus spurgte dem om de var klar til at møde samme skæbne som han skulle møde – og det tonefald han stillede spørgsmålet i, må utvivlsomt have ledt dem på sporet af at det let kunne risikere at blive en ubehagelig skæbne. Alligevel svarede de ja. Og det får mig til at tænke at deres motiv måske ikke nødvendigvis var at de søgte magt og ære, men snarere det at de ville være så tæt på Jesus som overhovedet muligt – og det kan jeg ærlig talt ikke se noget som helst forkert i, snarere tværtimod! (Noget andet er så at de næppe havde forstået at bægerets indhold bestod i at bære straffen for alverdens synd, så det var naturligvis rigtigt når Jesus sagde at de ikke vidste hvad de spurgte om – og det viste sig da også at de stak af sammen med de andre disciple da Jesus blev arresteret skærtorsdag nat).
Hvis du nu sidder og overvejer om jeg lige har sagt at det ikke var forkert af Zebedæussønnerne at de stræbte efter pladserne ved Jesu højre og venstre side, så lad mig bekræfte at ja, det har jeg lige sagt! At stræbe efter storhed i Guds rige er nemlig helt klart noget som Det Nye Testamente opfordrer os til. Tag for eksempel Første Korintherbrev 9,24, hvor Paulus skriver: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!” Konkurrenceelementet findes også i Romerbrevet kapitel 12 vers 10, hvor Paulus skriver: ”kappes om at vise hinanden agtelse”.
Det er nemlig netop ved at vise hinanden agtelse at vi vinder storhed – eller rettere: at vi viser storhed. Når Jesus siger: ”Men den, der vi være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl,” betyder det nemlig ikke at hvis vi viser ydmyghed og tjenersind nu, så kan vi senere – nemlig når vi kommer i himlen – sole os i den magt og berømmelse som vi i virkeligheden gerne vil have. Hvis det var tilfældet, så ville den formaningstale som Jesus holder, jo ikke være andet end et tip til en mere snedig måde at vinde magt og berømmelse på. Nej, i Guds og Jesus’ rige består storhed i at vise tjenersind. Jesus hersker ved at tjene – det gjorde han dengang han gik på jorden, og det gør han stadig den dag i dag, hvor han sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os, og hvor han giver sig selv til os i nadverens brød og vin. Netop fordi Jesus er indbegrebet af tjenersind, er han det største menneske der nogensinde har levet – og den storhed vil han dele med os!
Folkekirken er jo en luthersk kirke, og derfor har de fleste af jer sikkert også hørt om det man kalder ”det almindelige præstedømme”, altså at intet menneske behøver at gå via et andet menneske for at få adgang til Gud. ”Enhver, der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave!” skrev Martin Luther i 1520 i sit skriftet Til den kristne adel af den tyske nation. Når vi i Folkekirken alligevel har både præster og biskopper, er det fordi det der er alles ansvar, hurtigt bliver ingens ansvar, og derfor udpeger menigheden en person af sin midte til på alles vegne at varetage det embede som dybest set tilhører hele menigheden. I en luthersk frimenighed kan man i princippet udnævne hvem som helst man vil, til præst, uden godkendelse fra noget kirkeligt hierarki, og det samme ville en gruppe lutherske kristne der strandede på en øde ø uden en præst, kunne gøre. Når vi i Folkekirken har indrettet os sådan at man skal ordineres af en biskop for at kunne virke som præst – sådan som min nye kollega i Østermarie blev det i søndags, og som jeg selv blev det i Københavns Domkirke den 14. juni 2006 – er det fordi Folkekirken består af mange menigheder med et fælles ”korps” af præster, hvilket blandt andet medfører at vi kan afløse hinanden under sygdom og ferie (og det er jo vældig praktisk, må man sige). Men vi ordinerede præster udgør ikke en særskilt ”klasse” af mennesker der har større åndelig magt eller en mere privilegeret adgang til Gud end alle andre kristne.
Så langt, så godt. Det der giver enhver døbt kristen retten til at henvende sig til Gud (hvilket jo er en præsts primære opgave), er at Jesus er præsten over alle præster – han som trådte frem for Guds ansigt på vegne af hele menneskeheden med sit eget blod som det fuldkomne offer for alle synder i fortid, nutid og fremtid – og når vi bliver døbt, bliver vi knyttet så tæt sammen med Jesus at alt hvad der tilkommer ham, også tilkommer os. Men Jesus er ikke kun præst, han er også konge, og i de to vigtigste skriftsteder som Luther argumenterer ud fra i Til den kristne adel af den tyske nation, står der faktisk ikke kun at enhver kristen er præst, men også at enhver kristen er konge! I Første Petersbrev 2,9 står der nemlig: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab”, og i og Johannes’ Åbenbaring 5,10 står der at Jesus har gjort sit folk ”til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden”.
Vi er altså kaldet og frelst til kongelig storhed, og den storhed skal vi udleve så meget som overhovedet muligt. Men som Jesus belærer sine disciple om i den evangelietekst vi er samlet om i dag, udlever vi den storhed ved ydmygt at tjene andre og sætte deres ære og gavn højere end vores egen. Jo mere vi ved Helligåndens hjælp gør det, desto højere grad af skæbnefællesskab vil vi have med Jesus i hans lidelse og i hans herlighed – vel at mærke ikke lidelse først og herlighed siden, men lidelse for en kort tid og herlighed både nu og for evigt! Vi plejer ganske vist at bruge ordet ”herlighedsteologi” om dem der prædiker at hvis man tror på Jesus, så kan man forvente at slippe for sygdom og andre problemer og at leve i materiel overflod her på jorden, men det har ikke en snus med ægte herlighed at gøre! Herligheden består nemlig først og fremmest i at vi får lov til at kende Jesus bedre – som Paulus skriver i Filipperbrevet: ”Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham” (Fil 3,8-9a).
Vi skal altså stræbe efter at leve Jesus så nær at man uvægerligt vil få øje på os hvis man kigger lige ved siden af ham. Men jo mere vi gør det, jo mere vil vi sjovt nok også opleve at det er os uendelig ligegyldigt om andre ser os eller ej, bare de ser Jesus – ja, når Jesus kommer synligt igen og opretter Guds rige i synlig herlighed, vil den der mest af alt har gjort sig fortjent til at blive æret med en hædersplads ved Jesu højre eller venstre side, slet ikke være interesseret i at blive hædret, men vil tværtimod finde dyb og oprigtig glæde og herlighed i at se den ære gå til et andet menneske.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, i Mellemøsten, i Sudan, og alle de andre konflikter rundt om i verden som vi måske sjældent eller aldrig hører om, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Sl 16,5; 75,9. Ez 23,32-34. I Sl 11,6 er det endda oversat med ”skæbne” i 1992-oversættelsen.
[2] Es 51,17. Jer 25,15-16; 49,12. Hab 2,16.
Comments