Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2026
Posted By admin on 24. september 2026
Kvinden i farisæerens hus: En tavs protest
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 11. søndag efter trinitatis 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
En film der gjorde et stort indtryk på mig da jeg som 17-årig deltog i en kristen ungdomslejr hvor den var på programmet, var Peter Weirs Døde poeters klub. Den foregår på en konservativ engelsk drengekostskole i slutningen af 1950’erne hvor alt ånder kæft, trit og retning indtil der bliver ansat en ny engelsklærer, John Keating, som benytter nogle ukonventionelle undervisningsmetoder. Han opfordrer teenagedrengene i sin klasse til at turde være sig selv og leve livet fuldt ud i stedet for bare at gøre det samme som alle andre, og som en symbolsk illustration beder han dem om på skift at stille sig op på deres skolepulte for at få et andet perspektiv på tilværelsen. Inspireret af læreren stifter drengene en hemmelig klub hvor de læser poesi, deler deres drømme med hinanden og ansporer hinanden til at handle på drømmene; blandt andet er der en af drengene der drømmer om at blive skuespiller, men hidtil ikke har set andre muligheder end at følge sin dominerende fars ønske og studere medicin. Desværre ender det hele ikke bare galt, men decideret tragisk, og drengene må bogstaveligt talt stå skoleret hos rektor med en slet skjult trussel om at blive smidt ud af skolen, hvilket ville være ødelæggende for deres karrieredrømme. For at redde sit eget skind beslutter en af drengene sig til at skyde al skylden på læreren, og de øvrige drenge bliver presset til at skrive under på den udlægning, skønt den ikke er sand. Det ender med at læreren bliver fyret, og drengene opgiver deres drømme om at livet kan have mere at byde på end den grå hverdag. Imidlertid sker der det til allersidst i filmen at midt i en kedelig engelsktime, hvor rektor nu selv har overtaget undervisningen af drengene, dukker Keating op for at hente nogle ting han har glemt i lokalet. Da han skal til at gå igen, råber en af drengene hans navn og siger at det ikke var frivilligt at de skrev under på anklagerne mod ham, hvorefter han stiller sig op på skolepulten, og de andre drenge følger hans eksempel, mens rektor forgæves forsøger at kalde dem til orden. Det ændrer naturligvis ikke på at Keating må forlade lokalet og skolen, men inden han går, takker han rørt drengene for deres gestus. De kunne jo sagtens have valgt at lade deres tidligere lærer bære al vanæren, men de valgte at kendes ved ham og tage del i vanæren, selvom de vidste at rektoren helt sikkert ville straffe dem for det.
John Keating er naturligvis ikke Jesus. Selvom han viste drengene en vej til et nyt og sandere liv, så måtte han sande at han derved satte nogle ting i gang som han ikke kunne styre, og han havde ikke magt til at frelse dem fra rektorens regime. Det er også en vigtig forskel at hvor Keating blev ofret mod sin vilje som syndebuk for utilsigtede konsekvenser af en tankegang han selv havde inspireret, ofrede Jesus sig frivilligt som syndebuk for handlinger der gik stik imod alt hvad han stod for. Men det betyder jo kun at hvis drengene på Welton Academy syntes de skyldte at ære John Keating selvom de derved bragte sig selv i fedtefadet, så skylder vi så meget mere at ære Jesus, uanset hvad det måtte have af konsekvenser for os selv!
Det er i det lys vi skal forstå kvindens handlinger i den beretning vi lige har hørt. Det er en beretning som ofte er blevet misforstået i helt katastrofal grad, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den salme der har nummer 151 i vores salmebog, og som Grundtvig har gendigtet efter en 1000 år ældre tekst af en græsk nonne ved navn Kassia. Første vers lyder: ”Med sin alabaster-krukke, fuld af salve dyrebar, hun, som måtte skamfuld sukke: Herre, ynkes! Herre, spar! kom, med hjertet sønderknuset, ind i farisæerhuset, hvor til bords den rene sad.” Jeg må faktisk indrømme at jeg blev noget forbløffet da jeg så at der stod ”Grundtvig” under den salme, for Grundtvig er jo ellers ikke kendt for at skrive om bod og anger og sæk og aske. Men han var altså tilsyneladende ikke ukendt med den erfaring man undertiden kalder for ”syndenød”, altså når det pludselig går op for én hvor afgrundsdyb en forskel der er på mit liv som det ser ud, og mit liv som det burde se ud, og hvor plettet og beskidt min sjæl tager sig ud i sammenligning med Guds fuldkomne renhed og hellighed. I hvert fald gør Grundtvig i sin salme synderindens bøn: ”Herre, ynkes! Herre, spar!” til sin egen. Hvis vi levede med den erfaring hele tiden, ville den lamme os, men jeg tror det er sundt nok en gang imellem at blive mindet om at vi ikke har andet at rose os af end Guds nåde, og derfor overvejede jeg faktisk også om vi skulle synge ”Med sin alabaster-krukke” i dag. (Det er mange af jer sikkert glade for at vi ikke skulle, for den er vist ikke særlig kendt).
Men faktisk siger ”synderinden” i den beretning vi lige har hørt, ikke på noget tidspunkt: ”Herre, ynkes! Herre, spar!” – faktisk siger hun ikke et eneste ord i hele beretningen! Men hun græder, og de tårer har Kassia og Grundtvig og mange andre med dem altså tolket som et udslag af fortvivlelse over hendes synder og frygt for Guds straf, som får hende til desperat at trygle Jesus om nåde. Men det er altså kun en tolkning, og jeg vil uden at vakle påstå at det er en forkert tolkning. Jesus siger jo selv til Simon at kvindens tårer og de ting hun i øvrigt foretager sig, er udtryk for kærlighed; en kærlighed der udspringer af at hendes mange synder er tilgivet. Sætningen ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget” kan ellers godt forstås som et udsagn om at han har valgt at tilgive hende fordi hun har vist ham så stor kærlighed, men bortset fra at selv hvis det var det Jesus mente, ville hendes tårer stadig have været udtryk for kærlighed og ikke fortvivlelse, så var det ikke det Jesus mente. Ikke alene ville det have været i lodret modstrid mod alt hvad der i øvrigt står i Det Nye Testamente hvis vi skulle gøre os fortjent til Guds tilgivelse ved at bevise vores kærlighed til ham, men den græske grammatik i det Jesus siger om kvinden, gør det også klart at det at hun blev tilgivet før hun elskede.[1] Sammenhængen er jo også at Jesus lige har fortalt Simon en lignelse for at få ham til at indse at jo mere man har fået tilgivet, jo mere elsker man, og at kvindens store kærlighed derfor er et tegn på at hun har fået meget tilgivet. Så en bedre oversættelse ville nok være: ”Derfor kan jeg sige dig at hendes mange synder er tilgivet: Hun viste stor kærlighed”.
Noget helt andet er at der nok skal være en enkelt eller to der tænker at hvis de havde været i Jesus’ sted i den her historie, så ville de have foretrukket at kvinden havde valgt en anden måde at vise sin taknemmelighed på end ved at crashe en fest hvor hun ikke var inviteret, og græde ud over hans fødder. Hvad skulle alt det i det hele taget til for? Jo, ligesom drengene i Døde poeters klub stillede sig op på deres pulte for at ære John Keating efter at han var blevet offentligt vanæret, tog alt det som denne kvinde gjorde, sigte på at ære Jesus efter at han var blevet offentligt vanæret. For det var han nemlig! Og selvom han var høflig nok til ikke straks at påtale det, så bragte han det på bane senere for at få Simon til at forstå at ”synderinden” ikke var den eneste i selskabet der havde forbrudt sig mod etiketten. På den tid var det at give sine gæster et fad med vand så de kunne vaske deres fødder, og lidt olivenolie til at rense støvet af hænder og hoved, nemlig det absolutte minimum af gæstfrihed,[2] og det er svært at tolke det som andet end en bevidst fornærmelse at Simon ikke havde gjort det for Jesus. Hvad angår det kys som Jesus bebrejder Simon at han ikke gav ham, så var det i den kultur Jesus levede i, helt almindelig kutyme at man hilste sine gæster med et kindkys, der altså havde omtrent samme funktion som et håndtryk har i dagens Danmark. Så hver eneste af kvindens handlinger var udtryk for at hun rådede bod på det som Simon havde forsømt. Det gjorde hun ikke for sin egen skyld, for som sagt var hendes synder allerede tilgivet; og ved at gøre som hun gjorde, udsatte hun sig selv for en hel del ballade – jeg tror i hvert fald ikke ligefrem det har været sjovt for hende at befinde sig der i farisæerens stadsstue med misbilligende blikke raden rundt, undtagen hos Jesus. Men fordi Jesus havde gjort så meget for hende – han havde jo ikke blot vist hende en vej til et nyt og sandere liv, som Keating gjorde for drengene i filmen, men havde givet hende et helt nyt liv uden skyld og fordømmelse – så syntes hun nok at hun kunne bære den smule vanære for hans skyld.
Denne episode fandt oven i købet sted før Jesus døde på korset, så præcis hvor høj en pris Jesus måtte betale for at kunne erklære synder for tilgivet, det vidste kvinden endnu ikke. Men det ved vi! Derfor må vi nødvendigvis konkludere at ingen vanære er for stor for os at bære for Jesu skyld. Men hvordan følger vi kvindens eksempel, nu hvor Jesus er vendt tilbage til himlen for at tage sæde ved Gud Faders højre hånd?
Der er naturligvis stadig masser af mennesker der håner og spotter Jesus, og nu tror I måske jeg vil sige at når vi hører det, så skal vi protestere og forsvare vores Mester mod den slags uretfærdigheder! Og ja, i en vis forstand er det det jeg vil sige, men det er ikke ligegyldigt hvordan vi protesterer. Kvinden i farisæerens hus gav sig ikke til at skælde ud, og hun forlangte ikke at myndighederne skulle gribe ind og med loven i hånden forbyde Simon at behandle Jesus på den måde. Nej, hendes protest bestod i at hun viste lavpraktisk kærlighed, og sådan må vores protest også komme til udtryk når Jesus bliver vanæret. Og selvom han som sagt nu sidder ved den Højestes højre hånd i det høje hvor ingen kan udsætte ham for fortræd, så kan vi stadig stille os solidarisk med ham i hans forhånelse, for som han siger i en anden kendt lignelse: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40b). Jesus identificerer sig altså med de svage og små, så han tager imod de gode gerninger vi gør mod dem, som om vi havde gjort dem mod ham selv.
Det betyder så også at hver gang vi ser et medmenneske blive vanæret, så er det dybest set Jesus selv der bliver vanæret. Og så er spørgsmålet til os: Er vi parate til at bære med på vores medmenneskers vanære, på samme måde som drengene gjorde det for deres lærer, og på samme måde som ”synderinden” gjorde det for Jesus? Er vi klar til at komme til vores medmenneskers forsvar med lavpraktiske kærlighedsgerninger? – ikke fordi vi skylder det til dem personligt, men fordi vi skylder det til Jesus, og han har givet os besked på at det vi skylder ham, det skal vi give til vores medmennesker.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Det første er perfektum, det andet aorist. Jesu udsagn i vers 48 står også i perfektum.
[2] Kenneth E. Bailey: Jesus set med mellemøstlige øjne (Fredericia: Kolon/Credo 2009), s. 258ff.
Comments