Prædiken til 1. søndag efter påske 2026
Posted By admin on 18. maj 2026
Peters genindsættelse: Betingelsesløs overgivelse
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter påske 2026
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er en vingeskudt Peter vi møder i dagens tekst. Alt var jo ellers endt lykkeligt – den dybe sorg og fortvivlelse efter Jesu død var blevet afløst af håb og glæde da det viste sig at graven var tom, og han var opstået. Jeg havde nær sagt ”overstadig glæde”, men det var der jo sjovt nok ikke tale om, af den simple grund at de simpelt hen havde svært ved at tro og fatte hvad der var sket. Blandingen af tvivl og tro, og et håb som man måske alligevel ikke helt turde håbe på, var forvirrende, og det blev det faktisk ved med at være helt frem til pinsedagen, hvor Helligånden kom og satte tingene på plads.
For Peter selv var der ovenikøbet den ekstra komplikation at begivenhederne skærtorsdag og langfredag havde medført at han var blevet dybt skuffet, ikke kun over de ting der var sket, men i høj grad også over sig selv, og det er måske næsten endnu værre. Man kan leve med mange skuffelser hvis man i det mindste kan sige til sig selv at man gjorde hvad man kunne, at man kunne være sin indsats bekendt, at man intet har at skamme sig over. Men det var netop det der var Peters problem: han havde noget at skamme sig over; han kunne ikke være sin indsats bekendt; han havde måske nok havde gjort hvad han kunne, men han havde kunnet langt mindre end han troede, langt mindre end han endda havde pralet af. ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig”,[1] havde han lovet da Jesus skærtorsdag aften forberedte disciplene på hvad der skulle til at ske, men få timer senere havde han stået i ypperstepræstens gård og bandet på at han ikke kendte Jesus, for at redde sit eget skind. Han havde vist sig ikke at være den klippe som han troede han var, og som Jesus endda selv havde udråbt ham til at være – for ”Peter” var jo ikke hans oprindelige navn; det var et tilnavn som Jesus havde givet ham, og som betyder ”klippe”. Men han havde svigtet den tillid Jesus havde vist ham, og selv nu hvor Jesus ellers – trods hans, Peters, svigt – havde fuldført sin opgave og sejret over døden og Djævelen og alt det onde, så vidste Peter ikke rigtig hvor han skulle gøre af sig selv, for havde han stadig en plads i Jesu følge? Ville den opstandne overhovedet have noget med ham at gøre?
Dagens tekst begynder med ordene: ”Da de havde spist”. Det fortæller os at der er gået noget forud, og det vil jeg gerne genfortælle, for det er vigtigt for forståelsen af det der foregår her. Johannesevangeliets sidste kapitel, som er det vi befinder os i her, begynder på følgende måde: ”Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen. Simon Peter sagde til dem: ’Jeg tager ud at fiske.’ De sagde: ’Vi tager med dig’” (Joh 21,2-3). Det at tage ud at fiske kan være skøn afslapning, ved jeg fra en del mennesker jeg kender (deriblandt min egen søn), men Peter var ikke lystfisker. Fiskeriet havde været hans erhverv indtil Jesus en dag var dukket op og havde sagt: ”Fra nu af skal du fange mennesker”.[2] Så når Peter nu igen tog ud for at fange fisk, er det nærliggende at tolke det sådan at han havde konkluderet at han havde vist sig uegnet til den opgave Jesus havde udset ham til, og at han derfor nu måtte gå tilbage til sit gamle erhverv. Men helt fortvivlet er det dog ikke, for de seks andre disciple som er sammen med ham på det tidspunkt, erklærer at de tager med. Peter er altså ikke udstødt af disciplenes kreds, selvom han havde bandet på at han ikke var en af Jesu disciple.
Men ak, heller ikke sit gamle erhverv kunne Peter få til at lykkes den dag og nat, for de arbejdede til den lyse morgen uden at fange noget som helst. Jeg ved ikke hvor tit Peter havde oplevet det i sine år som fisker ved Galilæasøen, men jeg ved at det var sket mindst én gang før, nemlig netop den dag hvor Jesus havde sagt: ”Fra nu af skal du fange mennesker.” Den dag havde Jesus bedt Peter om at sejle ud på det dybe ved højlys dag, hvilket Peter trods sin skepsis havde gjort – og fanget så mange fisk at hans garn var ved at sprænges (Luk 5,4-6). Det var den dag Peter havde fået sit store kald, sin store chance – den chance som han nu havde forspildt.
Men hvad sker der så? Tidligt om morgenen står der en mand inde på strandbredden som spørger dem om de har noget at spise. Da de svarer nej, siger han: ”’Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.’ De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der” (Joh 21,6). Den mand var naturligvis Jesus, men ligesom de to disciple der fik følgeskab af Jesus på en gåtur til Emmaus om aftenen påskedag, kunne vores venner i dagens tekst ikke umiddelbart kende ham. Den første der indså det, var Johannes. ”Det er Herren”, sagde han til Peter, og Peters reaktion på den oplysning er interessant: Han sprang i vandet og svømmede i forvejen ind til bredden! Selvom Peter skammede sig, var han altså godt klar over at den eneste der kunne hjælpe ham, var ham som han havde svigtet. Og det at Jesus igen havde givet ham en mirakuløs fiskefangst, gav ham et håb om at Jesus måske trods alt ikke var færdig med ham.
”Da de kom i land, så de et bål af trækul, og på det lå der fisk og noget brød” (Joh 21,9). Jesus havde altså allerede morgenmad klar til dem, også selvom han bad dem om at supplere med nogle af de fisk de lige havde fanget. Det synes jeg egentlig er en smuk detalje: Jesus giver ikke alene disciplene en mirakuløs fangst, men han kommer dem også i forkøbet med at vise dem omsorg og er ikke engang afhængig af at bruge det som han selv på overnaturlig måde har givet dem, for at kunne sørge for dem. Alt afhænger af ham alene – men samtidig inviterer han sine disciple til at lægge noget til af det som han selv har givet dem. Og sådan tror jeg egentlig altid det vil være når vi siger at vi ”tjener Gud”: Han baner selv vejen, inden han inviterer os til at bidrage med det vi har – men som vi også kun har fordi han har givet os det.
Og på den måde når vi så frem til det sted hvor dagens tekst begynder: ”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ’Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?’” Det var jo det han havde pralet af at han gjorde, ikke sandt? ”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” Ordet ”elsker” er et ord som mange i vores kultur har det lidt svært med – selv bruger jeg det kun over for min kone og min søn, til nød mine forældre hvis det kommer højt, og over for Jesus er jeg bange for at jeg kun bruger det når det står i teksten til en sang som jeg synger med på. Den blufærdighed har man ikke i alle kulturer, og selv her i Danmark er den ikke lige så fremherskende hos de generationer der er et par årtier yngre end mig (jeg er i hvert fald stødt på en del unge heteroseksuelle mænd der uden at blinke siger ”Jeg elsker dig!” til deres venner). Men Peter havde altså måttet erkende at der ikke var dækning i hans liv for at bruge så store ord over for Jesus. Havde han svaret ja til Jesu spørgsmål, ville det havde været tomme ord (for nu at sige det på den pæne måde – den knap så pæne måde at sige det på er at det ville have været løgn, slet og ret). Så hvad kunne han gøre? Hvad skulle han sige? Og hvad ville Jesus sige?
Heldigvis valgte Peter det eneste som det nogensinde nytter noget at vælge, nemlig sandheden. Gud kender os jo alligevel bedre end vi kender os selv, så vi narrer absolut ikke nogen ved at forsøge at pynte på tingene. Jo, måske narrer vi vores medmennesker, men det hjælper os ikke, for det er ikke dem vi skal stå til regnskab for, det er Gud. Ja, måske kan det endda lykkes os at narre os selv, men hvad har vi ud af det – så bliver vi jo narret! Gud narrer vi under ingen omstændigheder, så vi kan lige så godt sige ham sandheden først som sidst, uanset hvor lidt flatterende den er. Så Peter siger: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Ikke ”elsker”, men et langt svagere ord. ”Jeg holder af dig”, ”Du betyder meget for mig”, eller hvad man ellers kan finde på af synonymer som et eller andet sted er latterligt tamme at servere for en der lige har givet sit liv for at redde en. Men altså, det som Jesus har gjort for os, det vil vi aldrig kunne gengælde ham, hvor meget vi end anstrenger os, og det nytter ikke noget at vi prøver. Det er nemlig slet ikke det han ønsker af os.
Jesus stiller Peter det samme spørgsmål tre gange, og det er der ikke noget at sige til at Peter bliver bedrøvet over, for hvorfor gør han egentlig det? Er han skeptisk over for om Peter overhovedet kan stå inde for det afdæmpede svar han giver? Nej, det kan ikke være det, for så ville han jo ikke have svaret tilbage som han gør alle tre gange: ”Vogt mine lam!” ”Vær hyrde for mine får!” ”Vogt mine får!” Snarest er årsagen nok at Peter natten til langfredag tre gange havde nægtet ethvert kendskab til Jesus, og at Jesus derfor ville give ham mulighed for også tre gange at genbekræfte sit discipelforhold. Men I bemærkede muligvis også at Jesus spørgsmål for spørgsmål skruede ned for intensiteten, så at sige: Første gang spurgte han: ”elsker du mig mere end de andre”, anden gang blot: ”elsker du mig”, og tredje gang gik han helt ned på det niveau som Peter selv kunne svinge sig op på: ”har du mig kær”. Derved signalerede Jesus at det som Peter kunne sige uden at lyve, det var godt nok! For det eneste som han ønsker af os, det er at vi kommer til ham som vi er, uden forbehold, og overgiver styringen til ham i stedet for at prøve at løse tingene selv.
For Peter var det ikke lutter lagkage at han overgav sig til Jesus uden forbehold. Det betød at der kom til at ske nogle ting senere hen i hans liv, som var alt andet end behagelige, som Jesus også forudsagde i dagens tekst: ”Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Det er jo vilkårene hvis man overgiver sig betingelsesløst til en anden: så må man acceptere det der kommer, også selvom man ikke bryder sig om det. Men som forfatteren tilføjer, så sigtede Jesus til ”den død, Peter skulle herliggøre Gud med.” Selvom Peters liv endte i stor lidelse (ifølge traditionen blev han korsfæstet med hovedet nedad), så tjente også det til at herliggøre Gud. Og den måde Gud bliver herliggjort på, det er når hans gode vilje sker – hans gode vilje som altid er det som tjener os til evig gavn.
Det ville være rart hvis jeg kunne slutte min prædiken af med at sige at Peter var en trofast og fejlfri tjener for Jesus resten af sit liv – men på den anden side synes jeg også der er en stor trøst for alle os andre i at jeg ikke kan sige det! Peter var ikke færdig med at dumme sig (det kan vi blandt andet læse om i Galaterbrevet kapitel 2), men hver gang han faldt, rejste Gud ham op igen ved sin nåde. Så det jeg kan sige, er at hele resten af Peters liv herliggjorde Gud, ikke på grund af ham selv, men takket være Gud. Og det er måske dagens allerstørste evangelium, for det betyder at dit og mit liv også kan komme til at være ham til ære og os selv og vores medmennesker til gavn, hvis blot vi vil komme til ham som vi er, uden at forstille os, og uden at tro at det er vores egen indsats det kommer an på.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Mellemøsten, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regeringen, folketinget, domstolene og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Matt 26,33, jf. Mark 14,29.
[2] Luk 5,10, jf. Matt 4,19 og Mark 1,17.
Comments