Prædiken ved aftengudstjeneste i Tingbjerg 11. juni 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Kvinden med blødninger: Er det svært at tro?
Prædiken i Tingbjerg Kirke tirsdag den 11. juni 2013 kl. 19.00
Nikolaj Hartung Kjærby
Tekster: Hebr 11,1-6 og Mark 5,21-34
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.
I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.
I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: ”Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.” Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.
Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: ”Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.” Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: ”Hvem rørte ved mit tøj?” Og hans disciple sagde til ham: ”Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?” Han så sig omkring for a se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: ”Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”
(Derefter fortsætter Jesus til Jairus’ hus og opvækker hans datter fra de døde, men det er ikke hende vi skal tale om i dag, så vi slutter læsningen her).
”Jeg kan ikke tro. Jeg ville ønske jeg kunne, og jeg misunder virkelig jer der kan, men jeg mangler tilsyneladende ’det religiøse gen’.” Mon der er nogen af jer der nogensinde har hørt nogen sige sådan? Måske har du selv sagt det fra tid til anden. Eller måske har du nøjedes med at tænke det.
Vi kan nemlig meget nemt komme til at tænke at det er svært at tro. Måske har vi hørt beretninger om nogle af de store troshelte – om profeten Elias der udfordrede 850 afgudsprofeter til en duel om hvis gud der kunne sende ild fra himlen, om apostlen Peter der vækkede en død kvinde til live, eller om munken Poppo der omvendte Harald Blåtand ved at bære på glødende jern. I sandhed imponerende og ekstraordinære bedrifter, som vidner om en imponerende og ekstraordinær Gud. Men vi må ikke lade os forlede til at tro at troen er en imponerende og ekstraordinær bedrift. En af de mest centrale sandheder i det kristne evangelium er at vi ikke bliver frelst på grund af vores gerninger, men af Guds nåde, som vi modtager i tro. Frelsen har ikke noget at gøre med noget vi kan præstere. Som Paulus skriver til Efeserne: ”af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” Tro er altså det modsatte af gerninger. Tro er ikke noget man kan være stolt af. Hvis nogen er stolt af sin tro, så har han misforstået hvad tro er.
Det samme gælder den der siger: ”Jeg kan ikke tro; det er for svært.” Hvis du tænker sådan, så er det fordi du har misforstået hvad tro er, for tro er ikke svært. Måske har du ladet dig narre af mennesker der praler af deres tro – dem der påstår at mennesker der har en tilstrækkelig stærk tro, kan kendes på at de har masser af penge og aldrig er syge, eller at de kan forstå de mest indviklede teologiske problemstillinger. Tro har ikke noget med den slags ting at gøre. Tværtimod – tro er at opgive at kunne præstere noget som helst selv i forhold til Gud, og vælge at stole på Jesus i stedet.
Derfor synes jeg at kvinden med blødninger, som vi hørte om i læsningen fra Bibelen for lidt siden, er et smukt forbillede når det gælder om hvad tro er. Hun var nemlig aldeles ude af stand til at præstere noget som helst. For det første var hun syg og havde lidt frygteligt under det i 12 år. For det andet var hun fattig som en kirkerotte fordi hun havde brugt alle sine penge på læger der ikke havde kunnet hjælpe hende alligevel. For det tredje var hun den generte type som krøb langs med murene. Andre af de mennesker som vi hører at Jesus helbredte, råbte til ham på lang afstand, men det turde denne kvinde ikke. Hvis man var på udkig efter en til at gøre ”noget svært”, så var det nok ikke lige hende man ville tænke på. Hun kunne ikke ret meget. Men tro, det kunne hun godt. Jesus sagde jo til hende: ”Din tro har frelst dig.”
Så lad os kaste et nærmere blik på denne kvinde for at finde ud af hvad tro er. Hvad gjorde hun? Svaret er enkelt: Hun rørte ved Jesu tøj. Det var der tilsyneladende mange der gjorde den dag. Men denne kvinde gjorde det på en særlig måde, som fik Jesus til at spørge: ”Hvem rørte ved mit tøj?” Hun var nemlig sikker på at Jesus kunne gøre hende rask, blot ved at hun rørte hans tøj. Hendes berøring af Jesu kappe var en berøring i tro, og derfor førte den – i modsætning til alle de andre berøringer – til at der udgik en kraft fra ham. Så tro er ikke svært.
”Det er det da!” sidder du måske og tænker. For måske har du også prøvet i overført betydning at røre ved Jesu kappe i håb om at få hjælp når du har været syg eller på anden måde været i nød. Men den overbevisning som kvinden havde, om at hun naturligvis ville blive rask, blot hun kom i kontakt med Jesus, den var du ikke i stand til at mønstre. Og du blev da heller ikke rask.
Hvordan det kan være at Gud ikke altid helbreder når vi beder ham om det, er et stort og vanskeligt spørgsmål. Men jeg er bestemt ikke sikker på at der ikke var nogen tvivl i kvindens sind da hun rakte ud efter Jesu kappe. Overalt hvor der er tro, er der også tvivl; det vidner både Bibelen og al menneskelig erfaring om. Så den sande tro er ikke kendetegnet ved fravær af tvivl. Det det kommer an på, er om vi lader troen eller tvivlen være bestemmende for vores holdning og handling. Jesus siger et sted at den der har tro som et sennepsfrø, kan befale et bjerg at flytte sig, og det vil adlyde. Vi kan ikke vælge hvor stor en tro vi har, men vi kan vælge om vi vil handle på den tro vi har, uanset om den er stor eller lille.
Vi kan vælge at analysere vores tro og blive glade og stolte hvis den er stor, eller mismodige hvis den er lille, men det øjeblik vi gør det, holder troen op med at være tro. Der er nemlig det ved ægte tro at den aldrig beskæftiger sig med sig selv. Troen retter sig mod noget uden for sig selv, nemlig Gud. Troen er ikke en egenskab eller en kvalitet i os, som vi kan måle og veje, men en rettethed mod Gud.
Det er ikke svært at tro. Men det kræver mod. Alle kan vælge at tro, men det er ikke alle der tør. Kvinden med blødninger var nødt til at overvinde sin generthed og træde frem foran den store menneskemængde da Jesus udfordrede hende. Og eftersom troen består i at vi opgiver at stole på hvad vi selv kan præstere, er den pr. definition både skræmmende og ydmygende fordi den indebærer at vi giver slip på det vi ellers stoler på.
Jeg vil slutte af med at fortælle en lille anekdote om en vækkelsesprædikant som holdt en møderække i en lille by i Norge. Alle byens indbyggere kom for at høre ham og blev omvendt – på nær én, en ældre dame som boede i et lille hus. Den lokale præst var naturligvis ked af at der var et af hans sognebørn der ikke deltog i vækkelsen, så han fik ordnet det sådan at prædikanten fik lov at komme på besøg hos damen. Det viste sig at hun i virkeligheden enormt gerne ville tro, men hun KUNNE simpelt hen ikke. Sagde hun. Det var derfor hun ikke kom til vækkelsesmøderne, for hun kunne simpelt hen ikke holde ud at høre på at man skulle tro for at blive frelst, for hun ville så gerne frelses, men tro, det kunne hun ikke. ”Sikke da noget!” sagde vækkelsesprædikanten. ”Det må jeg lige hjem og tænke over. Må jeg komme igen i morgen?”
Det måtte han gerne, så dagen efter besøgte han igen kvinden, og han gav hende følgende besked: ”Jeg har talt med Gud om det, og han siger at han er villig til at gøre en undtagelse, sådan at du kan blive frelst uden at tro.” ”Er det virkelig rigtigt?” spurgte kvinden, grædende af glæde. Se, dét er ægte tro: at tage imod frelsen fra Gud i erkendelse af sin egen totale hjælpeløshed.
Comments