Prædiken til søndag septuagesima 2012

Posted By on 6. februar 2012

De betroede talenter: Forvalt dit liv uden frygt
Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2012
Nikolaj Hartung Kjærby

Selvom jeg kun er 36 år, og jeg forhåbentlig har rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet,  så slipper jeg ikke for at forholde mig til emnet pension. Jeg hører nemlig til det mindretal af præster der ikke er tjenestemænd, men må ”nøjes” med en almindelig arbejdsmarkedspension i Nordea, som der hver måned bliver sat et beløb ind på. En gang om året får jeg så et brev hvoraf det fremgår hvor meget der står på min livsforsikring og pensionsopsparing, og indtil videre har det eneste opløftende ved de breve været at det ikke kan betale sig for min hustru at jeg dør foreløbig. 😉
I løbet af de seneste år er der blevet lavet nogle lovændringer som har givet os lønmodtagere mere kontrol over vores pensionsopsparinger. Derfor får jeg også jævnligt breve om at jeg er velkommen til at forlange at Nordea investerer mine penge på en anden måde, eller at flytte dem til et andet pengeinstitut. Men indtil videre har jeg arkiveret de breve lodret. Ganske vist burde de senere års udvikling nok have lært mig at man ikke skal have alt for meget tillid til den finansielle sektor, men jeg foretrækker trods alt at betro mine penge til dem frem for selv at skulle stå med ansvaret for at investere dem. Jeg har ikke lyst til at spille hasard med de penge jeg skal leve af når jeg bliver gammel – sæt nu man taber alle sine penge!
Derfor har jeg aldrig rigtig brudt mig om den lignelse vi har hørt i dag. Jeg forstår nemlig udmærket godt den tjener der valgte at grave sin herres penge ned. Når man investerer sine penge, så risikerer man jo at miste dem, og ved man oven i købet at man skal stå til regnskab hos en streng mand for sin forvaltning af de betroede midler, så kan det nok afholde en fra at gå alt for dristigt til værks. Men Jesus siger altså at det er en misforståelse at tænke sådan. Ja, han antyder oven i købet at det i virkeligheden er dovenskab der ligger bag hos den tjener der ikke investerer de penge han har fået betroet.
Og hvis vi identificerer os med herren i stedet for med tjeneren, så er hans reaktion vel egentlig forståelig nok. Hvis jeg, den dag jeg går på pension, kun får præcis det samme beløb tilbage fra Nordea som jeg har indbetalt, så vil jeg nok også blive pænt negativ på dem. Og hvis jeg fik at vide at det skyldtes at de slet ikke havde investeret pengene, så ville jeg nok også skælde dem ud for deres dovenskab. Så kunne jeg jo lige så godt have beholdt pengene selv og sat dem ind på en spærret bankkonto – så havde jeg da i det mindste fået renter af dem!
Jeg har ikke overvejet hvad jeg vil gøre hvis Nordea kontakter mig når jeg skal på pension, og siger: ”Vi har investeret din pensionsopsparing efter bedste evne, men markedet har desværre været ekstremt ugunstigt. Det korte af det lange er at du har mistet alle dine penge.” Hvis ikke man har indgået en tillægsaftale om at man som minimum er sikret at få udbetalt det beløb man har indbetalt, så er der faktisk en teoretisk risiko for at det kommer til at gå sådan. Jeg har endnu aldrig hørt om nogen som har fået den besked, men jeg har da hørt at finanskrisen har kostet danskerne milliarder i tabte pensionspenge.
Risikoen for at investeringen slår fejl og alle pengene går tabt, er som sagt nok det der – foruden hans dovenskab – har afholdt tjeneren med den ene talent fra at investere den. Og jeg har meget ofte tænkt at lignelsen ville have været meget bedre hvis investeringerne rent faktisk var slået fejl for en af de to andre tjenere. Tænk hvis ham med de to talenter var kommet til sin herre og havde sagt: ”Herre, jeg investerede de to talenter som du betroede mig, men det endte desværre med at jeg mistede dem, så jeg har ikke noget at give dig.” Hvor ville jeg gerne vide hvad herren ville have sagt i den situation! Så ville vi jo vide om den tjener der af frygt for sin herre gravede hans penge ned, havde noget af have sin frygt i!
Men faktisk tror jeg at Jesus havde en pointe med at formulere lignelsen som han gjorde.  Der er jo netop tale om en lignelse, dvs. en historie der ved hjælp af billeder fra dagliglivet skal lære os noget om Gud. Det var altså ikke for at lære os noget om finansielle strategier at Jesus fortalte denne historie – han havde noget langt vigtigere på hjerte!
Det danske sprog vidner i øvrigt om hvordan lignelsen traditionelt har været forstået. Denne lignelse er nemlig et eksempel på hvordan Jesus har givet visse ord en helt anden betydning end de oprindelig havde. Ligesom ordet ”samaritaner” er gået fra at betyde et medlem af en befolkningsgruppe som jøderne foragtede, til at betyde en barmhjertig person, er ordet ”talent” gået fra at betyde 60 kg sølv til at betegne et medfødt anlæg for at være dygtig til noget, og på det seneste også til at betyde en lovende ung musiker, fodboldspiller eller lignende. Den udvikling skyldes naturligvis at lignelsen er blevet forstået som en opfordring til at bruge de evner som Gud har givet os, i stedet for at sætte vores lys under en skæppe (hvilket i øvrigt også er en metafor der stammer fra Jesus). Og det er jo nok ikke en helt forkert tolkning. Men jeg tror heller ikke den er helt rigtig – i hvert fald tager den ikke højde for baggrunden for at herren betror sine penge til sine tjenere; nemlig at han skulle rejse langt væk. Når man dertil lægger at ordet ”Herren”i Det Nye Testamente som regel er en betegnelse for Jesus, så virker det ret oplagt at når herren i lignelsen rejser langt væk for senere at vende tilbage og stille sine tjenere til regnskab, så svarer det til at Jesus er ”opfaret til himmels, … hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Det betyder også at de betroede talenter nok ikke i første række henviser til de ”talenter” i den moderne betydning af ordet som Gud har udstyret os med, for sådan nogle har mennesker jo altid haft; det ændrede Jesu himmelfart ikke noget ved.
Hvis vi vil vide hvad talenterne i lignelsen henviser til, skal vi altså finde frem til noget som Jesus betroede sine disciple inden sin himmelfart, som de ikke havde haft før. Og ja, hvad var det nye Jesus kom med? Han kom med et budskab om at Guds rige var kommet nær, eller sagt på et mere forståeligt dansk: at Gud snart tager magten i verden, så alt det onde bliver tilintetgjort. At Jesus selv troede fuldt og fast på det budskab, demonstrerede han ved villigt at gå i døden for det, og at han havde noget at have sin tro i, demonstrerede han ved at vise sig lyslevende for sine tilhængere efter at have ligget i sin grav i halvandet døgn. Mens såvel venner som fjender måbende kunne konstatere at den grav hvor han havde ligger, faktisk var tom, og de jødiske ledere forklarede det med at hans tilhængere måtte have stjålet liget, fortsatte han med at vise sig for dem gennem 40 dage. En af gangene sagde han at nu havde han al magt i himlen og på jorden, og derfor skulle alle mennesker i hele verden lære at leve efter de principper som han havde undervist i, og som tager udgangspunkt i at det gode har sejret over det onde, og at vi derfor roligt kan kaste al forsigtighed overbord og frygtløst give os i kast med at leve med den radikale kærlighed som fortegn. Hvordan man gør det, gav Jesus mange konkrete anvisninger på, som vi kan læse både i evangelierne og i Det Nye Testamentes breve. Det er blandt andet noget med ikke at sætte os til modværge hvis nogen vil os noget ondt, men tværtimod at elske vores fjender og gøre godt mod dem der hader os. Paulus opsummerer det i ordene: ”Overvind det onde med det gode.” Så skal jeg med ét ord forklare hvad talenterne i lignelsen symboliserer, må det være: kærlighed. Jesus har betroet os Guds kærlighed, og vi investerer den ved at vise kærlighed mod andre – i ord og handling.
Men hvad nu hvis det ikke virker? Hvad nu hvis vi gør alt det som Jesus har sagt, og det onde ikke lader sig overvinde af det, men tværtimod bliver værre? Eller hvad hvis vi prøver at leve efter Jesu anvisninger, men opdager at vi ikke kan? Eller hvad hvis vi på et tidspunkt kører helt trætte og ikke engang orker at prøve mere, men foretrækker at grave vores talent ned i jorden?
Og dermed er vi tilbage ved lignelsen. Jeg tror at grunden til at Jesus ikke lod en af tjenerne i historien vende tilbage til sin herre med ingenting fordi hans investeringer var slået fejl, er at det ganske enkelt ikke kan slå fejl når vi investerer det som Jesus har betroet os!
”Jamen,” tænker du måske, ”jeg har altså forsøgt at gengælde ondt med godt, og min erfaring er at det ikke virker, for de andre gengælder bare godt med ondt!” Bortset fra at min og mange andres erfaring er at det rent faktisk ”virker” i den forstand at det at gengælde ondt med godt faktisk ofte får mennesker til at standse op og tage deres adfærd op til fornyet overvejelse, så må jeg trods alt vedgå at det ikke er altid det sker. Faktisk erfarede de første kristne ofte at det var livsfarligt ikke at sætte sig til modværge – der var mange af dem der blev kastet for løverne eller brændt levende. Men betyder det at det de gjorde, ikke virkede? Dybest set er det slet ikke op til os at vurdere, for Guds planer er højere end vores, og Det Nye Testamente gør det helt klart at vores eneste opgave er at gøre som Jesus har sagt og lade resultatet være op til ham. Så hvis du hele dit liv har fulgt Jesu befalinger, og din erfaring er at det ikke virker, så trøst dig: Når du over for Jesus skal gøre regnskab for hvordan du har forvaltet det han har betroet dig, så vil han sige: ”Godt, du gode og tro tjener” – og til den tid vil du kunne se de resultater som er skjult for dig her i denne verden.
Men problemet er jo nok at der næppe er nogen af os der uden at lyve kan sige at vi altid har fulgt Jesu befalinger. Jeg har ofte truffet en principbeslutning om at fra nu af ville jeg altid gengælde ondt med godt, men man behøver ikke kende mig særlig godt for at vide hvor dårlig jeg har været til at efterleve de beslutninger. Så hvad gør vi? Indser vi at vi bare ikke er gjort af det samme stof som de første kristne der frygtløst gik i døden for deres tro, og holder op med at gå rundt og bilde os selv ind at vi er så gode at vi ligefrem kan overvinde det onde med vores godhed? Det lyder jo fromt og ydmygt at tænke sådan, men gør vi det, ligner vi ham som Jesus beskriver, ikke som from og ydmyg, men som en dårlig og doven tjener.
Imidlertid var den tredje tjener ikke kun dårlig og doven, han var også frygtsom. Den begrundelse han giver til sin herre for at han ikke har investeret hans penge, er: ”Jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.” Hans handlemåde – eller rettere: mangel på samme – udsprang altså af det indtryk han havde af sin herre. I hans optik lå der et meget tungt ansvar på hans skuldre, og hvis han fejlede, så ville hans herres hammer falde – og derfor lod han være med overhovedet at prøve.
Derfor må vi hver især stille os selv et vigtigt spørgsmål: Hvordan er mit billede af Gud? Opfatter jeg ham som en streng perfektionist der sidder parat med sin hammer og bare venter på at jeg begår en enkelt fejl, og BANG!, så falder hammeren? Eller måske endda som en vilkårlig tyran der generer mennesker efter forgodtbefindende bare fordi han kan – sådan som Job beskriver ham i det første bibelstykke vi hørte? I så fald er der ikke noget at sige til hvis vi ikke tør investere Guds kærlighed i vores medmennesker, for så kan det jo næsten kun gå galt. At leve et liv i kærlighed kræver nemlig frem for alt at vi selv føler os elskede og trygge, ellers kan vi ikke klare en så skræmmende opgave.
Heldigvis tog Job fejl da han beskrev Gud som lunefuld og kynisk – og det fandt han også selv ud af senere i den bog der bærer hans navn. Et mere rigtigt billede af Gud finder vi i den anden læsning vi hørte, den hvor Paulus taler til en gruppe filosoffer på Areopagos i Athen. Grækerne troede på et hav af forskellige guder, men alligevel havde de en fornemmelse af at der var mere at sige om det guddommelige end det som figurerne Zeus, Athene, Apollon og de andre repræsenterede. I hvert fald havde de opstillet et alter for en ukendt gud. Men hvad siger Paulus til dem? Han siger: ”Gud er faktisk slet ikke så fjern og ukendt som I tror!” Og så citerer han to af deres egne digtere som med rette har erklæret at det er i Gud at vi lever og bevæger os, og at vi er af hans slægt. Vi mennesker er nemlig skabt i Guds billede, og det betyder at Gud har lagt noget af sig selv ned i hver enkelt af os. Derfor tror jeg på at alle mennesker har en længsel efter den sande Gud og en vis erkendelse af ham – selvom den erkendelse altid vil være ufuldkommen og behæftet med fejl. Men Paulus’ budskab til athenerne var at i mennesket Jesus har Gud givet os en fejlfri og fuldkommen åbenbaring af sig selv. Og nok vil Jesus engang holde dom, sådan som Paulus også siger til athenerne, men det betyder ikke at vi der har svært ved at leve op til hans standarder, skal gå og ryste af skræk. For den straf som vi fortjener for vores ukærlighed, den har Jesus taget på sig da han døde på korset, og derfor vil han rense os for al den uretfærdighed vi er plettet af, hvis blot vi beder ham om det.
Og hvad mere er: Han har givet os kraft. POWER! Umiddelbart før Jesu himmelfart sagde han til sine disciple at de skulle blive i Jerusalem og vente på at få kraft fra det høje, og ti dage senere, på pinsedagen, kom Guds Ånd, Helligånden, og fyldte dem så de kunne tale frimodigt om Jesus og frimodigt dele ud af Guds kærlighed – også på måder som stred imod naturlovene. Og det allervigtigste: Gennem Helligånden tager Jesus selv bolig i os, sådan at Paulus et sted kan sige: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig.” Det er den opfattelse vi som kristne har lov til at have af os selv: at Jesus Kristus lever i os. Det kan godt være at du ikke kan se nogen tegn på det i dit liv, men hvis du er døbt til at tilhøre Jesus, så lever han i dig hvis du giver ham lov! Det betyder at det ikke er dit eget ansvar at forvalte dine betroede talenter; du skal bare stille dig til hans rådighed, bekende at du ikke selv evner at leve et liv i radikal kærlighed, men at du har brug for at han gør det igennem dig – og så ellers gå frimodigt ud i livet. Ja, du kommer til at slå nogle skæverter, men det er bedre at ramme ved siden af end slet ikke at ramme, og inviterer du Jesus og Helligånden indenfor i dit liv, så er du garanteret et positivt afkast af dit livs investering, for så er det slet ikke dine egne evner og moralske egenskaber det kommer an på, men Guds kraft. Så kast dig frimodigt ud i livet, for din Herre er ikke en hård mand der høster hvor han ikke har sået – han er en god og nådig frelser der selv har sået Guds kærlighed da han døde på korset, og som ikke forlanger andet af dig end at du skal have tillid til ham.


Comments

Comments are closed.