Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Falske profeter
Prædiken i Husum Kirke 8. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er ikke nemt at leve sundt. Der er ellers stadig flere der bliver opmærksomme på at det nok er en god idé at være lidt opmærksom på sin livsstil så man ikke får sukkersyge, kræft eller åreforkalkning, men der er jo så mange modstridende budskaber om hvordan man undgår livsstilssygdomme. Er det for eksempel sundt eller usundt at spise kartofler og andre kulhydrater? Bliver livet forlænget eller forkortet hvis man nyder et glas rødvin om dagen? Skal man helst holde sig til raw food eller stenalderkost? Har Lene Hansson ret i at man ikke bør nyde stivelse og protein ved samme måltid? Har folkene bag ”Kernesund familie” ret i at man bør undgå både mælk, sukker og gluten? Og hvad med dem der siger at man bør spise efter sin blodtype?
Landets økonomiske sundhed er det heller ikke nemt at blive klog på. Forud for det seneste valg havde begge sider af folketingssalen så travlt med at overbevise os vælgere om hvilke uoverskuelige katastrofer det ville medføre hvis vi stemte på de andre, at halvneurotiske gemytter som jeg selv dårligt turde gå hen og stemme; og den dag i dag er de økonomiske debattører splittet mellem dem der mener at der skal flere og hårdere besparelser til hvis Europas økonomi skal reddes fra undergangen, og dem der mener at vi tværtimod bør investere os ud af krisen. Vi lægfolk kan have vores egne ideer om hvem af eksperterne der har ret, men når selv eksperterne er uenige, bør vi måske vise en vis ydmyghed over for dem der har valgt at tro på nogle andre eksperter end vi selv har valgt.
På det religiøse område er forvirringen om muligt endnu større, og den er i hvert fald alvorligere. For 100 år siden var det enklere, i hvert fald her i landet: Enten var man troende (dvs. kristen), eller også var man ikke, og så var man en anelse suspekt og kunne regne med hyppige formaninger til at vende om til Gud. Ganske vist var der forskellige kirkelige retninger, men de missionske og de grundtvigske, og sågar de barnedåbsfornægtende frikirker, var dog i det mindste enige om at det var Jesus og Bibelen man skulle tro på. I dag ser billedet mildest talt noget mere broget ud! I takt med at det er blevet lettere både at rejse og at kommunikere tværs over verden, har vi fået adgang til et gigantisk religiøst supermarked, og det giver nu ikke længere mening at formane en ateist til at vende om til Gud – i hvert fald skal man være forberedt på modspørgsmålet: ”Hvilken gud er det så du vil have jeg skal tro på? Og hvorfor skulle din gud være mere rigtig end alle de andre?” Og hvis man drister sig til at påstå at der kun findes én sand Gud og kun én vej til frelse – en påstand som findes i både jødedom, kristendom og islam – så er det vel egentlig ganske forståeligt at mange mennesker reagerer med protest, for er det ikke temmelig uretfærdigt hvis man skal dømmes til Helvede bare fordi man ikke har været så heldig at ramme den eneste rigtige blandt de tusindvis af guder der konkurrerer om menneskenes gunst? For et par måneder siden var der sågar en af mine facebookvenner (som i øvrigt ikke engang er ateist, men har sin egen hjemmestrikkede religion der mest minder om en slags panteisme), der drillede mig ved at linke til en hjemmeside hvor man kan følge ”stillingen” i ”konkurrencen” mellem guderne i form af en liste over hvor mange gange henholdsvis Gud, Allah, Odin, Den Store Ånd, Diego Maradona og en lang række andre guddomme omtales på internettet. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Når der er så utrolig mange guder at vælge imellem, må man enten lide af storhedsvanvid eller være godt gammeldags tåbelig hvis man bilder sig ind at man har fundet frem til den eneste rigtige.
Ikke desto mindre har det nogle konsekvenser hvilke profeter man vælger at tro på. For 18 år siden tilbragte jeg 7 måneder i England, hvor jeg ikke spiste rugbrød. Da jeg kom hjem, protesterede min mave naturligvis da jeg begyndte at spise rugbrød igen, så det valgte jeg for nemheds skyld at lade være med. Da jeg heller ikke spiste andre fiberrige fødevarer, fik jeg efterhånden problemer med fordøjelsen. Jeg gik til lægen med det, og han gav mig nogle piller og rådede mig i øvrigt til at holde mig til letfordøjelige fødevarer. Autoritetstro som jeg er, fulgte jeg hans råd, med det resultat at mine tarme til sidst holdt helt op med at virke, for de skal jo have noget at arbejde med. Så gik jeg over til i stedet at følge rådene fra en reklame for et morgenmadsprodukt der vist hed Fiberknas eller noget i den stil, og som angiveligt skulle være godt for fordøjelsen, og i løbet af et par måneder fungerede mine tarme igen. Det er ikke lige meget hvem man lytter til!
På det politiske område kan det også få fatale følger hvis man vælger de forkerte at tro på. Nogle af de mest alvorlige eksempler finder vi naturligvis i 20’ernes og 30’ernes Europa hvor folk i stort tal sluttede op om ledere som Franco, Mussolini og Hitler fordi de så dem som moralens forsvarere i en tid hvor alle normer var i skred, og kommunismen truede fra øst. Men afhængig af politisk overbevisning kan man nok også pege på mere nylige katastrofale fejltagelser forskellige steder i verden, skønt man måske også i mange tilkfælde kan spørge sig selv om alternativet ville have været ret meget bedre, for der er jo som regel en grund til at folk stemmer som de gør.
Mest katastrofalt er det dog at tage fejl på det religiøse område. For hvis det er sandt at der findes et Helvede, så er der ingen jordisk ulykke der kan sammenlignes med at havne dér. Og hvis det er sandt at der kun er én sand religion der kan føre til frelse, så er der vel ikke noget der er vigtigere end at finde ud af hvad det så er for en religion der er den rigtige. Men hvordan i alverden finder man ud af det?
Lad mig sige til en start at jeg tror at min føromtalte facebook-ven gør tingene unødvendigt komplicerede ved at give det udseende af at man skal vælge mellem myriader af forskellige konkurrerende guder. Ret beset kan det nemlig koges ned til blot tre muligheder: Enten er der én gud, eller også er der flere, eller også er der slet ingen. Og som jeg vil forklare om lidt, er den ene af de muligheder ikke engang en reel mulighed! Men lad os se på dem én ad gangen.
Hvis der ikke er nogen gud, er vi på den, som en engang har udtrykt det, for så sidder vi på den her klode der drøner gennem universet med 100.000 kilometer i timen – og der er ingen der styrer! Og hvad værre er: Hvis der ikke er nogen Gud, er der ikke nogen til at frelse os fra helvede, hvis et sådant ellers findes. De fleste ateister tror dog ikke på nogen form for eksistens efter døden, så hvis de har ret, bliver vi det mindste fri for yderligere lidelser når vi dør. Og så er det i øvrigt sådan at hvis man tror på at der er en eller flere guder, og man så finder ud af efter døden at man har taget fejl (eller – det finder man jo sådan set aldrig ud af hvis man bare holder op med at eksistere, så lad mig formulere det på en anden måde): Vi der tror på at der findes en Gud, er ikke værre stillet end ateisterne, selv hvis man antager at det er dem der har ret – medmindre troen afholder os fra at nyde livet lige så meget som vi ellers ville have gjort, naturligvis, men for mit eget vedkommende har jeg for længst gjort op med mig selv at troen på Jesus beriger mit liv så meget at selv hvis der ikke er mere efter døden, vil det have været det hele værd.
Okay, hvad så hvis der findes flere guder, sådan som de gamle nordboere og de gamle grækere troede, og sådan som hinduerne og mange naturfolk stadig tror? Vel, lad mig sige det på den måde at hvis man siger at man tror på flere guder, så bruger man ordet ”gud” i en anden betydning end jeg gør. Når jeg siger ”Gud”, så mener jeg den evige, almægtige skaber, altings herre og kilden til alt liv, og det er klart at sådan en kan der kun være én af. Hvis der er flere guder, kan de ikke alle sammen være almægtige. Faktisk er der ikke en eneste almægtig gud i den nordiske mytologi – aserne og vanerne er ganske vist mægtigere end menneskene, men ingen af dem er evige. Odin, den øverste af de nordiske guder, har både forældre og bedsteforældre, og det er fordusagt at han ved ragnarok vil blive dræbt af Fenrisulven. Odins farfar, som var den første af guderne, blev i øvrigt til ved at en mægtig ko slikkede på en saltblok. Guderne er heller ikke mægtigere end at de er underlagt skæbnen, som de tre norner Urd, Verdande og Skuld sidder og udmåler ved foden af livstræet Yggdrasil. Hvem eller hvad der afgør skæbnen, ved jeg ikke nok om nordisk mytologi til at kunne svare på, men en decideret Gud i den betydning vi som kristne lægger i ordet, troede de gamle nordboere ikke på. Forskellen på ”flere guder” og ”ingen gud” er altså ikke større end at den er til at overse, i hvert fald i den nordiske udgave. De gamle grækere og romere troede heller ikke på nogen almægtig gud, selvom de olympiske guder i det mindste betragtes som udødelige, i modsætning til de nordiske guder.
Anderledes er det med hinduismen, som jo er opstået i en helt anden kulturkreds, og hvor synet på guderne af samme grund er en hel del anderledes. Faktisk kan hinduismen ikke kaldes en religion i egentlig forstand, eftersom den rummer mange forskellige indbyrdes modstridende læresætninger, men der er alligevel tilstrækkelig mange fællestræk til at de knap 1 milliard hinduer i verden har en fælles identitet. Hinduismen rummer efter sigende hele 30 millioner guder, men der er tre ”hovedguder”, nemlig Brahma, Vishnu og Shiva, som er guder for henholdsvis skabelse, opretholdelse og tilintetgørelse, og som på den måde minder om de nordiske norner. De tre er imidlertid ikke rivaler, men er blot, ligesom alle de andre guder inden for hinduismen, udtryk for forskellige facetter af den ultimative virkelighed, kaldet Brahman. Dyrkelsen af de mange guder i hinduismen er altså reelt en dyrkelse af et samlende princip – det som man plejer at kalde ”monisme”. Og i nogle udgaver af hinduismen bliver Vishnu eller en af de andre guder sågar identificeret med Brahman, dvs. disse hinduer tror reelt på én almægtig ud, altings skaber. Det samme gør mange naturfolk, for eksempel de nordamerikanske indianere der stadig følger den traditionelle stammereligion, og som oven over alle de forskellige ånder har Den Store Ånd, som har skabt alting.
De tre muligheder som jeg nævnte før, kan altså reelt koges ned til to: Er der noget guddommeligt, eller er der ikke? Men ateistens tænkte spørgsmål står stadig ubesvaret: ”Hvad er det for en gud du vil have mig til at tro på?” Ganske vist giver det ikke mening at forestille sig at de forskellige religioners guder sidder i hver sin himmel og konkurrerer om menneskesjælene, for hvis der kun er én Gud, må navnene Jehova, Allah, Brahman og Den Store Ånd nødvendigvis være betegnelser for den samme virkelighed. Af samme grund kalder de Sioux-talende kristne Gud for ”Wakan Tanka”, som er Sioux-indianernes ord for Den Store Ånd.
Men det betyder ikke at de forskellige religioner er ét fedt – langt fra! Der er namlig meget stor forskel på hvad henholdsvis Jesus, Muhammed, Krishna og Guru Nanak sagde om den ene Gud – om hvordan han er, hvad der er hans vilje med os mennesker, og hvordan vi kan komme i kontakt med ham. Derfor er det en sandhed med modifikationer at det er den samme Gud der dyrkes i de forskellige religioner, for det er i hvert fald langt fra det samme billede de tegner af ham!
Jeg plejer at sige at hvis Gud virkelig er almægtig og har skabt alt, så må han være større end noget vi kan forestille os. Hvis et menneske kan forestille sig noget der er større og bedre end den sande Gud, så er meneskets fantasi mægtigere end Gud, og så fortjener Gud ikke sit navn. Altså kan vi roligt gå ud fra at hvis Gud findes, så er der kun én type fejl vi kan begå i vores måde at tænke om ham på, og det er at tænke ham for lille og for ringe. Hvis nogen fortæller dig noget om Gud der gør ham større og bedre end du troede han var, så taler de højst sandsynligt sandt.
Nu kan man naturligvis altid diskutere hvad der gør Gud stor – muslimerne mener for eksempel at Gud er større hvis han ikke har en søn, end hvis han har. Men personligt kan jeg ikke forestille mig nogen mere fantastisk Gud end ham som Jesus har vist os gennem sit liv, sin død og sin opstandelse. Ideen om sådan en Gud er så fantastisk at jeg vil mene at den er værd at leve og dø for, selv hvis den skulle vise sig ikke at være sand.
Men selv inden for kristendommen bliver der sagt mange forskellige ting om Gud. Der er mange forskellige røster – mange forskellige ”profeter”, om I vil. Hvis I er i tvivl, så prøv bare at gå ned til tidsskriftholderen ved kordegnekontoret efter gudstjenesten, grib et nummer at Kristeligt Dagblad, og slå op på debatsiderne! Det fyger med uenigheder om både det ene og det andet og det tredje, så hvordan i alverden finder man ud af hvad der er sand kristendom? Det giver Jesus heldigvis en nøgle til i den evangelietekst vi hørte i dag: Vi kan skelne sande og falske profeter fra hinanden ved at se på deres frugter. Men andre ord: Hvilke resultater kommer der ud af at gøre som den pågældende ”profet” siger? Fører det til at mennesker bliver styrket i deres tro, får fred i hjertet og bliver fyldt af kærlighed til Gud og deres medmennesker? Eller fører det tværtimod til at mennesker fyldes af tvivl og anfægtelser, bliver usikre og selvcentrerede, og måske endda kommer ind i et usundt afhængighedsforhold af ”profeten”? Den slags kan man naturligvis sjældent bedømme på et øjeblik, men det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Og hvis du møder en prædikant der siger at du er nødt til øjeblikkeligt at tage stilling til hvad han siger, og at der ikke er tid til at tænke og bede over det, så kan du roligt lade det ligge, for så er det tydeligt at den pågældende ikke bærer den frugt der hedder tålmodighed.
Det allervigtigste princip er dog kærligheden. Det bedste du kan gøre for at sikre dig at du står i sandheden, er at følge det bud som Jesus siger er det vigtigste af alle, nemlig at elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke, og elske din næste som dig selv.
Comments